Læsetid: 6 min.

’Der er stadig nogle, der prøver at bilde os ind, at kvinders fortællinger blot er udøvelse af forfængelighed’

’Pigen’ er nu også blevet en del af den ideologiske kamp om, hvem der skal have (politisk) stemme i USA. I sin forrygende debutbog ’Not That Kind of Girl’ insisterer superstjernen Lena Dunham på den uperfekte piges personlige erfaringer som fælles samfundsudsagn
For Lena Dunham begynder alle historierne helt inde i privaten.

For Lena Dunham begynder alle historierne helt inde i privaten.

Sam Deitch/BFAnyc/Sipa

3. november 2014

Midtvejsvalget i USA er nu lige rundt om hjørnet, men Halloween fylder langt mere i bybilledet i New York med dens jumbogræskar og sukkerpumpede smådrenge og småpiger i skeletkostumer.

Og så fylder Lena Dunham, den 28-årige superstjerne bag HBO’s hit-tv-serie Girls, på busser, plakater og i boghandlernes udstillingsvinduer, hvor hun poserer med sin aktuelle debut- og bestsellerbog Not That Kind of Girl (A Young Woman Tells You What She’s ”Learned”). Dunham, der er blevet den hvide middelklasses unge, kvindelige ikon ved at spille en mindre tjekket version af sig selv i Girls, er the shit. Hendes optræden på kulturelitens favoritfestival, The New Yorker Festival, var sammen med et Edward Snowden-interview festivalens hurtigst udsolgte. De mindrebemidlede beundrere stod fra morgenstunden i kø ved Union Squares jumboboghandel Barnes & Noble for at høre hendes aftenoplæsning. Dunhams stemme er både kraftfuld og ladet med skrøbelighed. Den kombination føles ny og anderledes i al sin styrke, og den bliver kritiseret og frygtet og hørt.

Sidste måned nedfældede Lena Dunham således i en artikel for en ngo, der arbejder med reproduktive rettigheder, Planned Parenthood Action Fund, fem grunde til, at unge kvinder burde registrere sig til midtvejsvalget. Dunham har tidligere i sit liv selv undladt at stemme, indrømmer hun – opfordrende.

»Fordi jeg troede, at vores mødre havde taget sig af feminismen. Fordi jeg boede i New York, hvor man sagde, at alt alligevel var styret af Demokraterne. Men mest fordi jeg troede, at min stemme intet betød. Så gik det op for mig: Hvis vi ikke stemmer på vores egne vegne, hvem vil så? Og ved at stemme på egne vegne stemmer vi på hinanden.«

Skribent Kevin D. Williamson fra det konservative magasin National Review responderede straks med en artikel henvendt til Dunhams demokratisk oprustede pigehær under overskriften »Fem grunde til, at du er for dum til at stemme«. Her delte han Fox News’ bekymring over unge amerikaneres useriøse politiske prioriteter. Fox’ Kimberly Guilfoyle foreslog således for nylig i fællessludderprogrammet The Five, at unge kvinder simpelthen ikke er kloge nok til at stemme konservativt og foreslog, at de også burde fratages deres jurypligt, fordi de mangler livserfaring, og fordi de »bare ikke fatter det« og i stedet bør »vende tilbage til deres Tinder og Match.com«.

I »Fem grunde til, at du er for dum til at stemme« skriver Williamson:

»Hvis du stemmer i ren selvglæde, hvis du ikke forstår, hvilken rolle det at stemme spiller i den konstitutionelle republik, hvis du har brug for Lena Dunham til at fortælle dig, hvorfor og hvordan du skal stemme – så bør du slet ikke stemme.«

Og så beroligede han alle de dumme unge, han altså ville have til at afholde sig fra at kaste sig ind i den demokratiske proces:

»Det er ingen skam. Din stemme kommer statistisk sandsynligt alligevel ikke til at påvirke udfaldet af valget, og der er langt mere meningsfulde måder at tjene dit land og dine medmennesker på: Bliv frivillig på et herberg, meld dig til flåden, bliv nonne, start en forretning.«

Ideologisk kampplads

De konservatives reaktion på Dunham, og deres generelle tilgang til piger i demokratiet, optegner den ideologiske kampplads, som ’pigens’ bestyrkede position i samfundet har medført.

Den kamp handler om, hvilke stemmer der skal betragtes som værdige at høre på, og hvilke emner, der skal tages alvorligt. Og Lena Dunham danner med sin stærke, ofte ivrigt selvudleverende og demonstrativt uperfekte person og fiktive personaer, fortrop for ’pigens’ private og politiske stemme og tilstedeværelse i den offentlige debat.

Som lektor på University of Texas Mary Celeste Kearney skriver i sin gennemgang af fremkomsten af den akademiske disciplin, Girl’s Studies, så har kvindekampen i lange perioder handlet om at fravriste sig de konnotationer, som ’pigen’ skaber. I meget af den feministiske aktivisme i USA, der opstod efter Anden Verdenskrig, handlede frigørelsen fra patriarkatet om kraftfuldt at fremstille kvinden som det modsatte af det pigede.

»Grow up« var således aktivist og forfatter Betty Friedans opfordring til kvinden i bogen The Feminine Mystique fra 1963, der var et af startskuddene på den andenbølgefeminisme, der insisterede på familien og arbejdspladsen som ligestillingsområder.

’Pigen’ kan blive voksen, eller ’pigen’ kan blive nonne. Dunham insisterer på at tale fra et tredje sted. Hun inkarnerer hverken billedet af 90’ernes selvkørende, overlegne girl power-figur, der kunne klare det hele selv, eller samme årtis billede af den skrøbelige ’Ofelia’-figur, der blev knækket under samfundets pres, og som begge forbindes i forestillingen om ’pigen’ som led i en neoliberal ideologi, tanken om ’pigen’, der ved egen styrke kan eller bør hjælpes til at klare sig selv i et konkurrencetungt samfund.

’Lærdom’

For Dunham starter det alt sammen helt inde i privaten, i tv-serien Girls og i hendes to selvbiografisk inspirerede film, den skramlede no budget-film om kysseri og skriveri optaget på Dunhams college, Creative Nonfiction (2009), og i den forældrefinansierede storbyfilm om sabbatår, optaget i Dunhams mors SoHo-hjem, Tiny Furnitures (2010). Og Dunhams veloplagte, selvbiografiske essaysamling Not That Kind of Girl kan således ses som en slags ny, moderne stemme, der insisterer på at blive hørt.

Not That Kind of Girl vil ikke fortælle andre kvinder, hvad de skal gøre, men rådgive ved at fortælle om – og insistere humoristisk, patosstemt og skarpt på – vigtigheden af at dele de ting, som hun selv, i selvmarkerede gåseøjne, har ’lært’. Lena Dunham skriver ærligt om menstruation: »Et biluheld i mine trusser hver tredje uge.« Hun skriver om barndommens anarkistiske logik og begær, om fire-årige Lena, der spontant lystlyver til en hvidvinsbimlet gallerikvinde om, at hun derhjemme bliver afrettet via gaffel i vagina. Hvorfor? Ingen anelse, medgiver hun:

»Vi taler her om et barn, der godt kunne lide at forestille sig et spøgelse røre hendes ikkebryster mod hendes vilje.«

Dunham skriver om, hvordan hun efter sin beskyttede, kreative overklasseopvækst i SoHo bliver draget mod magtmanipulerende fyre, der behandler hende som lort, og hun citerer Andy Warhol, der præcist formulerer dette mystiske feministiske selvmål:

»Jeg møder hele tiden stærke kvinder, der leder efter svage mænd til at dominere dem.«

Kaloriekalenderen

Og hun skriver om sin omdiskuterede, ofte fuldt eksponerede, buttede krop – og deler sin hidtil hemmeligholdte kaloriekalender, der bliver et komisk vidnesbyrd om slankekurens optimistiske optur og altopgivende nedtur: 28. august 2010, 1.410 kalorier. Note: »Jeg tog noget kokain i dag! Joaquin dukkede op på baren, og jeg sagde, at jeg ikke kunne drikke, og så var han sådan: tag noget coke! Bare en snas. Så gik vi til en anden bar efter hamburgers, og jeg var vred og tog en taxi hjem. Men jeg har det stadig godt med mad – er ikke emotionel – og jeg fik megamange komplimenter for mit udseende på baren.« Dagen efter: 4.225 kalorier. Note: »Jeg gik amok og åd alt.«

Dunham skriver om et liv i terapi, om at lide af tvangsneuroser (OCD), om barndommens voldtægtsangstforvirring:

»Jeg tror at han prøver at voldtage mig,« hvisker en 9-årig Lena om en aviskioskejer, der kigger på hende.

Og Dunham skriver også, kontroversielt, om den ambivalente oplevelse af at gentænke en dårlig seksuel oplevelse på college som en faktisk mulig voldtægt.

Det er modige og ofte flertydige udsagn om den samme slags forvirring, som hendes Girls-persona, Hannah Horvath, oplever i tv-serien Girls, om end her fra en position som en person, der på trods af og med tydelig brug af dette private virvar, i dén grad har klaret sig. Det private er politisk, og en del af den ret er ’pigens’ ret til egen stemme.

»Der er for mig ikke noget mere modigt, end når en person annoncerer, at personens historie fortjener at blive fortalt, særligt hvis den person er en kvinde,« skriver Dunham i Not That Kind of Girl. »Uanset hvor hårdt, vi har arbejdet for det, og hvor langt vi end er kommet, så er der stadig kræfter, der arbejder på at fortælle kvinder, at vores bekymringer er småtterier, at der ikke er brug for vores holdninger, at vores fortællinger mangler vægt for at betyde noget, at kvinders personlige fortællinger ikke er andet end en udøvelse af forfængelighed, og at vi skal værdsætte denne nye verden for kvinder, sætte os ned og holde vores kæft.«

Not That Kind of Girl udkommer på dansk i foråret 2015 i Sara Kochs oversættelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu