Læsetid: 3 min.

’I stedet for at lappe lidt hist og pist, tager man nu fremtiden alvorligt’

[Q&A] En ny filmaftale for 2015-2018 er faldet på plads med samtlige partier bag sig. Informations filmguru, Christian Monggaard, anmelder aftalen
7. november 2014

- Christian Monggaard, hvad siger din umiddelbare mavefornemmelse til aftalen?

»At jeg er meget positiv. Jeg var nervøs for, hvordan det ville lande, for jeg har en fornemmelse af, at partierne har skændtes om den del, der handler om dansk films økonomiske krise, og hvad man skal gøre ved den. Ikke mindst har jeg været bekymret for, om nogle af de mere tossede ideer, Dansk Folkeparti og Venstre har fremlagt om at nedlægge Cinemateket og konsulentordningen, ville komme med. Det ville have været en katastrofe. Det, jeg frygtede, ville blive til noget, er ikke blevet til noget, og det, jeg frygtede ikke ville blive til noget, er faktisk blevet til noget, så jeg er umiddelbart glad«.

- Hvad er mest opsigtsvækkende?

»Dansk film er i økonomisk krise. Der er ikke de samme penge i danske film længere, blandt andet fordi vi køber færre film på DVD og blu-ray. Man snakker om en årlig underfinansiering på 60-70 millioner kroner. Branchen skal opfinde nogle nye forretningsmodeller, hvis den vil skabe en sund økonomi. Jeg frygtede, at det ville ende som det gjorde på et debatmøde, jeg var til, hvor Marianne Jelved sagde 'god fornøjelse' og lod det være op til branchen alene at udvikle nye forretningsmodeller, hvorefter folk straks begyndte at skændes.

Med filmaftalen bliver branchen holdt i hånden af politikerne, som løbende vil evaluere udviklingsarbejdet. I stedet for at blot at lappe lidt hist og pist, tager man nu fremtidens forretningsmuligheder alvorligt«.

- Hvilket del af aftalen er du gladest for?

»Filmbranchen kan ikke blive ved med at råbe om flere penge og samtidig lave film til 20 millioner. Selvom medieforliget via overskydende licensmidler gav dansk film lidt flere penge, sender politikerne med den nye filmaftale ikke flere penge afsted. Branchen må derfor forsøge at lave film på nye og billigere måder, og det tager aftalen hensyn til. Der indføres en støtteordning for lavbudgetfilm, som maksimalt må koste seks millioner at lave. Med de nye lavbudgetfilm åbner man også for nye talenter«. 

- Hvad er du utilfreds med?

»Ikke rigtigt noget. Og så vidt jeg kan se, er branchen også godt tilfreds, selvom biograferne er lidt bekymrede. Biograferne er bange for alt, der har med streaming at gøre, og de er usikre på, hvad det betyder for dem, hvis flere film distribueres digitalt – og ikke kun gennem biograferne. Med lavbudgetsordningen vil man sikkert begynde at distribuere film på nye måder, men det ser jeg ikke nødvendigvis som et problem. Det kan også være, at det ikke får betydning for biograferne og biografgængernes adfærd. Det får vi ihvertfald en mulighed for at finde ud af nu«.

- Hvad er ellers værd at lægge mærke til ved aftalen?

»Fire ting. For det første er det interessant, at der igen sættes fokus på piratkopiering. For ti år siden drev man klapjagt på piraterne og truede dem med fængselsstraf, mens tonen i dag er blødt meget op. Filmaftalen lægger op til, at man igen vil gå hårdere til dem, der kopierer ulovligt, og jeg tror, attituden vil nærme sig den for ti år siden«.

»En anden god idé er, at man vil sætte fokus på børn og unges mediekundskaber. Der er alt for mange, der bruger medierne bevidsthedsløst og kritikløst sluger det, de ser. Den unge generation er medievante og vokset op med levende billeder, og derfor er det også vigtigt, at de bliver kritiske medieforbrugere«.

»En tredje ting er flere penge til udvikling og produktion af computerspil og digitale spil og til fler- og transmediale fortællinger. Der sker en rivende udvikling på området, som også vil få indflydelse på, hvad der sker inden for de andre, mere traditionelle fortælleformer, og der er en stor og kreativ talentmasse i Danmark, som har brug for en håndsrækning.«

»Den sidste ting, jeg vil nævne er, at Cinematekets aktiviteter skal bredes ud til resten af landet. Det sker velsagtens for at opkvalificere folks opfattelse af filmhistorie og -kultur. På denne måde får folk uden for København mulighed for at opleve noget andet, end hvis det bare er markedsvilkårene, der bestemmer, hvilke film der bliver vist i biograferne«.

Filmaftalen 2015-2018 (pdf)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tjah. Når dansk film får flere grunker, får bl.a. musikmijøet og teatrene færre. Og alligevel blev dele af 1864 optaget i Tjekkiet. Noget rimer bare ikke.

bare man tog fremtiden lige så alvorlig i den del af virkeligheden der ikke beskæftiger sig med at producere illusioner.

Biografernes bekymringer

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Om end Christian Monggaards fortolkninger af biografernes bekymringer har en vis underholdningsværdi, er de dog fundamentalt fejlagtige.

Biograferne er bestemt ikke bange for alt, der har med streaming at gøre. Den fortolkning savner afsæt i realiteternes verden.

Økonomien i dansk film er et fintunet urværk - og en af urskiverne er streaming, som er en medvirkende årsag til at spillefilm i det hele taget kan produceres til biografernes store lærred. Problemet er, at de nye digitale medier ikke kan generere indtægter i samme niveau, som dem de er erstatter.

Biografernes bekymring går alene på økonomien bag dansk film, hvor der lige nu er en manko på 40-60 millioner kroner årligt, hvis dansk film skal opretholdes på nuværende kvalitative og kvantitative niveau.

De veje der angives som filmbranchens økonomiske frelse, vil i bedste fald betyde en status quo, i værste, yderligere økonomisk nedgang.

Filmforliget har ikke bragt flere penge til dansk film, ud over de 17,5 millioner kroner årligt, som blev resultatet af medieforhandlingerne i sommers og som politikerne nu ”sælger” for anden gang. Iflg. producenterne betyder det en manko på 62,5 millioner kroner årligt.

Monggaard tillægger biograferne helt fejlagtige egoistiske motiver for bekymringen. Helt overser Monggaard at biograferne er dansk films største indtægtskilde og at de nye digitale medier slet ikke kan erstatte indtægterne fra de konventionelle. Det har vi foreløbig set på måden de digitale medier har ædt sig ind på dvd-indtægterne og sendt filmbranchens samlede økonomi i frit fald.

At lowbudget film vil kunne lanceres direkte på de digitale platforme, uden om biograferne, hilses bestemt velkommen.

Lowbudget film vil dog ikke kunne redde økonomien i dansk film. De to seneste eksempler på lowbudget: ”Det andet liv” og ”En, to, tresomt” har begge været økonomiske katastrofer, og det er altså det spor filminstruktører og politikere ønsker at forfølge.

Heri består blandt andet biografernes bekymring for dansk films fremtid