Læsetid: 4 min.

De var symboler på oprør

De levede uafhængigt af den officielle kultur og repræsenterede de undertryktes holdninger. De var dissidenter
7. november 2014

I sagens natur var dissidenterne oppositionelle. Frem til Murens fald var en stor del forfattere, som ved siden af deres forfatterskab udfyldte en særlig funktion som nationens samvittighed og ventil for at repræsentere de undertrykte eller holdninger, som ikke fremgik af de statsstyrede medier. I 1989 fik nogle af dissidenterne vigtige roller i forbindelse med borgerbevægelserne, der blomstrede op, men også hurtigt igen mistede politisk terræn. Nogle forblev i politik og fik indflydelse, mens andre forsvandt, i takt med at deres offentlige rolle var udspillet. I vest blev dissidenterne dyrket som frihedshelte og misundt, at deres virksomhed havde så stor betydning. I øst blev de ikke altid set med helt samme øjne, fordi nogle også havde gjort det at være dissident til en karriere. Vi tegner her et lille portræt af en række af de vigtigste dissidenter.

Aleksander Solzjenitsyn

Den kendte russiske forfatter og systemkritiker er det mest kendte symbol på det nådesløse interne angreb på Sovjetstaten og dens stiftende fædre. Med offentliggørelsen af storværket Gulag Øhavet uden om den sovjetiske censur i december 1973 på et fransk forlag blev Solzjenitsyn i Vesten en litterær sensation. På baggrund af 227 vidneudsagn beskrev han sovjetstatens omfattende undertrykkelsesapparat lige fra oprettelsen af kz-lejre under Lenin, likvidering af oppositionelle, massehenrettelser og fuldstændig foragt for menneskeliv. Bogen var med til at undergrave sovjetstatens legitimitet, og denne sendte ham efterfølgende – i februar 1974 – i eksil. Først 20 år senere og efter Glasnost kunne han vende tilbage til sit fædreland.

Václav Havel

Den tjekkiske forfatter og dramatiker var en af grundlæggerne af Charta 77, der udfordrede det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet. Havel var i Vesten en kendt kritiker af det totalitære system, som han især skildrede i sine teaterstykker. Han blev forvist fra teatret, fængslet flere gange og begyndte i stedet en politisk karriere, der kulminerede med Fløjsrevolutionen, som markerede kommunismens fald i landet, gjorde ham til leder af det demokratiske parti Borgerforum og i 1989 præsident for Tjekkoslovakiet og i 1993 den første præsident for Den Tjekkiske Republik. Mere end nogen anden ses Havel som nationens intellektuelle og moralske stemme, der tilmed helt enestående politisk nåede helt til tops.

Milan Kundera

Den tjekkiske forfatter var ligesom Havel involveret i Foråret i Prag i 1968, den korte reformperiode, der blev knust af sovjetisk militær. Han blev en kendt kritiker af Sovjetunionen og 1968-invasionen og hans værker forbudt. Han flygtede i 1975 til Frankrig, hvorfra han skrev bitre satiriske bøger om det kommunistiske system og blev en vigtig romanforfatter. I de senere år er han blevet indhentet af sin aktive kommunistiske fortid med først afsløring af hans ungdommelige hyldestdigte til Stalin, som han selv efterfølgende fik slettet fra sin værkliste, og senere for i 1950 at have angivet en ung vestlig agent til det hemmelige tjekkiske politi.

György Konrád

Den ungarske forfatter var en forbudt forfatter i Ungarn og berøvet alle legale indtægter. Hans skrifter udkom enten i Vest eller som undergrundsskrifter, samizdat. Af den grund blev Konrad et stærkt symbol på dissidenten, der levede helt uafhængig af den officielle kultur. Hans interviews til Radio Free Europe gjorde ham til en kendt stemme i Vest, der kunne formulere vilkårene i øst. Samtidig var Konrad i mange år en vigtig fortaler for en anden utopi om det fælles Europa, der trods Jerntæppet levede på tværs af det antagoniske politiske todeling af kontinentet. Omkring 1989 blev han en vigtig part i den ungarske vej mod demokrati. Af nogle forfattere i Ungarn er han også blevet set som en karriere-dissident, der uden at være nogen stor forfatter, fik skabt sig et stort navn i vesten, hvorved han kom til at skygge for andre undertrykte dissidenter.

Czeslaw Milosz

Den polske digter og nobelprisvinder i litteratur arbejdede som diplomat for det kommunistiske Polen, men brød i 1951 med regeringen og søgte asyl i Frankrig og endte i USA, hvor han blev professor i slaviske sprog ved University of Berkeley. Milosz har ud over sine digte på mest fremragende vis i bogen Sindet i lænker skrevet nådesløst om stalinismen og i det hele taget givet en af de bedste beskrivelser af intellektuelles vilkår under totalitære samfundssystemer, hvilket i Vest gjorde ham til en af de vigtigste stemmer om vilkårene i de kommunistiske østeuropæiske stater.

Herta Müller

Som Niels Barfoed også beskriver her ved siden af, så købte den tysk-rumænske forfatter sig ikke fred ved at samarbejde med det hemmelige rumænske sikkerhedspoliti, Securitate. Hun levede derimod i hele sin tid i Rumænien med angsten for staten og, efter sin udvandring til Vesttyskland i 1987, også for at Securitate også kunne nå hende her. Hun var i Rumænien en forbudt forfatter, der skrev om undertrykkelsen under diktaturet – i Vesten er hun i stigende grad blevet en meget anerkendt forfatter og et enestående forbillede for den kompromisløse kamp mod enhver form for undertrykkelse og udøvelse af angst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu