Læsetid 6 min.

Hvor tavsheden hersker

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014, Kjell Westö, har skrevet en stor roman om de traumer, det 20. århundrede påførte hans hjemland Finland. Og om det, hvorom der ikke kan tales
’Min ekskone plejede at sige, at jeg har verdens længste startbane, hvor jeg går og er indesluttet og utilnærmelig, inden jeg begynder at skrive,’ siger Kjell Westö.

Sara Galbiati

14. november 2014

Da Kjell Westö var barn, stod der to fotografier på klaveret i hans hjem. De forestillede henholdsvis hans farfar og morfar. Begge var de i uniform, og begge var de faldet i Anden Verdenskrig.

»Man gik forbi dem hver dag, men ingen talte om dem. Min interesse for historien bunder måske i, at jeg følte, at tavsheden skjulte noget,« siger han eftertænksomt.

Og man kan godt sige, at tavsheden er omdrejningspunktet for Kjell Westös roman, Luftspejling 38, hvis forfatter er blevet kåret som årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris.

»Mit udgangspunkt for at skrive bogen var fru Wiiks skæbne,« fortæller han.

Fru Wiik, den ene af bogens hovedpersoner, blev interneret som 16-årig i en af de lejre, der blev oprettet af de hvide efter den finske borgerkrig mellem røde og hvide. Hun har ikke deltaget i borgerkrigen, men ’hentes’ som rød, interneres, udsættes for sult og overgreb og bærer på traumer, hun er ude af stand til at tale om, og aldrig er kommet over. At hun er fuldkommen tavs om sin fortid, bliver hendes skæbne. Ved siden af hende optræder et persongalleri af mænd, ’Onsdagsklubben’, som hver især repræsenterer positioner i Finlands og i Europas historie i det 20. århundrede.

»Finlands historie fra 1900 til 1945 er turbulent,« forklarer Kjell Westö. »Kommunisterne ønskede, at landet skulle være en del af Rusland, men der var også en selvstændighedsbevægelse, og i 1918 udbrød der borgerkrig mellem de hvide og de røde. I 1939 kom Anden Verdenskrig, hvor landet kæmpede mod Sovjetunionen i Vinterkrigen, og derefter kom Fortsættelseskrigen frem til 1943. Sovjetunionen krævede, at finnerne skulle drive den tyske Wehrmacht ud af finsk Lapland, og der døde så mange, at alle finske slægter blev berørt. Ligesom min egen. Begge mine bedstefædre døde som sagt, krigen påvirkede alle.«

Kjell Westö har skrevet om det samme emne i en tidligere roman, men der var fokus på en mand, en af de hvide, som følte sig ydmyget og begik drab. Nu har han i stedet skrevet historien set fra et uskyldigt offers synsvinkel.

»Ofte er det kvinder og børn, som udsættes for de største grusomheder i forbindelse med en krig. Jeg ville skrive om en, der uskyldigt hvirvles ind i begivenhederne.«

Røde og hvide

Jeg spørger om forholdet mellem hvide og røde, hvem sluttede sig til hvilken lejr?

»De hvide var i høj grad Helsingforsborgere, og de var for selvstændighed. De røde var mere splittede. Nogle gik ind for Kominterns (International sammenslutning af kommunistiske partier, red.) program, andre ønskede et selvstændigt Finland, hvilket måske var lidt naivt.«

»Under alle omstændigheder kom efterregningen: lejrene, hvor de røde blev interneret efter krigen.«

– Kan modsætningen mellem røde og hvide også spores i nutiden?

»Modsætningen er ikke så stor længere, men det har længe været et traume. Ikke i Helsingfors, men ude på landet kan man godt mærke, at de forskellige slægter bærer på noget, som man ikke taler om.«

Er de svensktalende også stadig overklasse i forhold til de finsktalende, vil jeg vide, men det får den svensktalende Kjell Westö til at slå en latter op.

»Du får ikke mig til at kalde mig selv for overklasse,« udbryder han. »Men måske kan mit eksempel bruges til at belyse udviklingen. Jeg stammer fra bønder på vestkysten, og det er på vestkysten, de svensktalende befinder sig. Men min fars slægt var fattig. Mine forældre flyttede imidlertid til Helsingfors, så jeg blev en ’cityboy’. Og min historie er typisk. Sociologiske undersøgelser viser, at svensktalende og finsktalende i dag har samme profil. Det er rigtigt, at overklassen for 100-150 år siden var svensksproget, men der er sket den samme udvikling i Finland som i Danmark og Sverige, middelklassen er vokset og har opsuget den gamle arbejder- og husmandsklasse.«

»Selv er jeg som sagt et eksempel på denne sociale mobilitet. Min far arbejdede sig op, mens min mor, som også er af bondeslægt, allerede var indtrådt i borgerskabet. Hendes far var forretningsmand i Tammerfors. I dag er det kun 5,8 procent af befolkningen, som er svensktalende, i 1918 var det 12 procent.«

Det gode liv

– Hvorfor hedder din roman ’Luftspejling 38’?

»Det kan tolkes og er blevet tolket på flere måder. Min egen favorittolkning er den, at 1938 er det sidste år, hvor menneskenes drøm om det gode liv stadig lever. Vi har alle en drøm om det gode liv, om sommerhuset og solbeskinnede landskaber. I 1938 vidste menneskene endnu ikke, hvor frygteligt det snart ville blive. Endnu holder de fast ved drømmen om det gode liv uden at vide, at der kommer til at gå mange år, før den drøm igen får en chance.«

»Der er dog også tænksomme mennesker i bogen, som aner, hvor det bærer hen. I 1938 stod man på tærsklen til en ny krig, og der var kun gået 20 år siden Første Verdenskrig. Alle, der var ældre end 30-40 år, havde traumatiske minder. Men ingen kunne vide, hvor slemt det ville blive.«

Kjell Westös interesse for historien skyldes til dels, at han via sine bedstefædre føler sig personligt involveret i den finske historie, dels den tavshed, der rugede over hans hjem i barndommen, siger han.

»Jeg er nysgerrig, jeg har altid elsket at læse om ældre tider. Men jeg er som sagt også personligt involveret. Jeg er født i 1961, og da var tiden blevet fremtidsorienteret. Det gjorde dog blot sorgen tydeligere. Jeg tror, at tavsheden omkring billederne på klaveret gjorde mig nysgerrig. Jeg fik en fornemmelse af, at de voksne skjulte noget.«

– Fru Wiik kan heller ikke tale om sine oplevelser?

»I min generation var tavsheden overalt, og den blev udslagsgivende for min forfattervirksomhed. Jeg troede, jeg skulle være samtidsforfatter. Mine første bøger var ganske vist digtsamlinger, stærkt inspireret af firsergenerationen i Danmark, men jeg var en dårlig poet. Så gik jeg over til at skrive romaner, og min interesse for historien slog igennem.«

– Skal du skrive din egen slægts historie?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg beundrer forfattere, som er i stand til at skrive helt tæt på sig selv, men jeg har brug for fiktionen som en beskyttelse. Jeg har lovet mine venner aldrig at udgive mine memoirer,« siger en smilende Westö. »Der er en frihed i at skabe fiktive personer, som jeg ikke ville have, hvis jeg skrev tæt på mig selv.«

Kjell Westö tænker sig om et øjeblik, så tilføjer han: »Selv er jeg ikke troende, men der er megen kristendom i min nære slægt. Det er måske også en grund til en vis berøringsangst.«

»Jeg kan godt lide at finde på, men jeg er meget omhyggelig med, at tidens stemning skal være rigtig. Begivenhederne derimod må gerne være fiktion. Det er en vigtig forskel. Jeg skriver ofte næsten, som historikere gør, men til forskel fra dem har jeg lov til at finde på.«

– Når man læser din bog, har man også indtrykket af, at du lægger spor ud, som du skal bruge senere. Vender du tilbage og lægger dem ind, når du er nået videre, og teksten har taget en ny vending?

»Med fare for at lyde, som om jeg praler, så bygger jeg teksten op i hovedet, inden jeg begynder at skrive. Min ekskone plejede at sige, at jeg har verdens længste startbane, hvor jeg går og er indesluttet og utilnærmelig, inden jeg begynder at skrive.«

»Forfattere er meget forskellige, nogle lader sproget bestemme, hvor deres tekst skal bevæge sig hen, jeg udtænker intrigen. Når man skriver noget, som bygger på hemmeligheder, må man også tænke i intriger.«

Uden at røbe for meget, kan man godt sige, at Luftspejling 38 ender tragisk, og jeg kan ikke nære mig for, måske lidt drillende, til sidst at spørge om, hvorfor det skal gå så galt. Der er jo tegn på, at to af hovedpersonerne nærmer sig hinanden. Men det får de ikke lov til.

»Der er tegn på, at de synes om hinanden,« medgiver Kjell Westö, »Men der er for meget, der hindrer dem i at nærme sig hinanden. Jeg har skrevet seks romaner og tre noveller, og jeg ender altid med én af to slutninger: De ender enten tragisk eller åbent. Jeg har erklæret, at jeg nu vil skrive en feel good roman, men det er ikke sikkert, at jeg kan. Jeg synes selv, at jeg har humor, men jeg har et tragisk syn på verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu