Læsetid 7 min.

Der skal TO til en tango

Psykisk ustabile kællinger og bibelske fristerinder. Hollywood-klicheerne om ’den anden kvinde’, der truer kernefamilien. Men ind fra højre kommer nu tv-serien ’The Affair’, som med subtil kønspolitik viser de komplekse bevæggrunde for, at kvinder indlader sig med satte mænd. Og noget tyder på, at vi hidtil kun har set udenomsknalderi fremstillet på mandlige præmisser
HBO’s nye tv-serie ’The Affair’ skildrer, hvordan Alison og Noah, der har en affære, hver især forsøger at fralægge sig ansvaret for affæren. F.eks. husker Alison sig selv som et nervevrag, der sørger over tabet af en søn, mens Noah i samme situation husker hende som en rigtig kælepotte, der gnubber sig op ad ham.

HBO’s nye tv-serie ’The Affair’ skildrer, hvordan Alison og Noah, der har en affære, hver især forsøger at fralægge sig ansvaret for affæren. F.eks. husker Alison sig selv som et nervevrag, der sørger over tabet af en søn, mens Noah i samme situation husker hende som en rigtig kælepotte, der gnubber sig op ad ham.

Fra HBO
27. november 2014

Ved første øjekast ligner The Affair et af den slags psykologiske dramaer om utroskab, som Hollywood fodrer os med i en lind strøm. I den aktuelle amerikanske hbo-serie møder vi en midaldrende forfatter, gift og far til fire, som er løbet tør for inspiration. Indtil han på en ferie med familien drages af en ung kvinde.

Vi har hørt det en milliard gange før, og plottet forekommer umiddelbart gabende kedsommeligt. Men alligevel lykkes det seriens skabere, Sarah Treem and Hagai Levi, at tage fusen på os med et subtilt kønspolitisk fortællegreb. Halvvejs inde i hvert afsnit vendes fortællingen nemlig på hovedet, så vi i stedet følger begivenhedernes gang fra den feminine hovedpersons synspunkt.

På den måde hæver The Affair sig over et forudsigeligt utroskabspræmis ved at modstille Alison og Noahs modstridende perspektiver. Serien skifter imellem de to synspunkter og afslører dermed, hvor forskelligt de to hovedpersoner husker begivenhederne omkring affæren. Og især Noahs udlægning af sagen viser, hvordan vi hidtil – måske gennem hele filmmediets historie – har været vant til at få fænomenet utroskab formidlet udelukkende på mandlige præmisser.

Det er et velkendt retorisk trick, at det er det sidst fremlagte synspunkt, som vi oftest er tilbøjelige til at tillægge mest troværdighed. Men The Affair sår ikke blot tvivl om mandens pålidelighed til fordel for kvindens. Serien antyder også, at begge udlægninger er lige fejlbehæftede. Der er helt konkret to sider af sagen.

Begge hovedpersoner forsøger nemlig gennem en selektiv hukommelse at fralægge sig ansvaret. Mens Alison husker sig selv som et emotionelt forhutlet nervevrag, der stadig sørger over tabet af en søn, så husker Noah hende i samme situation som en rigtig kælepotte, der gnubber sig op ad ham og kaster med sit føntørrede hår som i en shampooreklame. Og omvendt ser vi Noah som ret anmassende, nærmest lidt af en klamrian, når han presser på for at følge Alison hjem.

På den måde undgår serien at vælge side. Der er kort sagt ingen samfundsmoral eller et ’øje i det høje’, der dømmer den ene eller den anden af parterne. Ligeledes kunne seriens generiske titel godt skyldes uopfindsomhed, men den kan også antyde en slags metaniveau i sin behandling af det kildne emne. Vi får mistanke om, at The Affair ikke blot skildrer en specifik, fiktiv affære, men også kaster et kritisk undersøgende blik på udenomsægteskabelige affærer generelt, og alle vores kulturelle forestillinger, der knytter sig til dem.

For eksempel er der noget nærmest demonstrativt klicheagtigt over den scene, hvor Alison – ifølge Noah – prøver at lokke ham med i sit udendørs brusebad, og han mellem sprækkerne i bruseforhænget får et pirrende glimt af hende i færd med at tage sine tangatrusser af. I al sin fladpandede stereotypi kunne optrinnet være direkte kalkeret over scenen i Den blå engel fra 1930, hvor kabaretsangerinden Lola Lola – i skikkelse af Marlene Dietrich – nonchalant skifter trusser i sin garderobe for øjnene af sine mandlige beundrere.

Bibelske fristerinder

Så hvis det virkelig hænger sådan sammen, at film og tv hidtil kun har skildret utroskab på mandlige præmisser, så er det nok brugbart at kaste et historisk blik tilbage.

I Josef von Sternbergs ovennævnte film, en af de første tyske talefilm, møder vi en ældre, højtestimeret professor, der lokkes i fordærv af en forførerisk sangfugl, som ubekymret fortærer mænd på stribe. »Falling in love again, I can’t help it«, som Dietrich synger i den engelske version. Professoren ender selvfølgelig sine dage emaskuleret og socialt degraderet, drevet til vanvid af jalousi og erotisk besættelse.

Den blå engel er karakteristisk for tiden efter afslutningen af Første Verdenskrig, hvor filmen registrerede sædernes forfald og indvarslede nye tider. Bibelske fristerinder som Louise Brooks, Theda Bara og Asta Nielsen drev store mænd til undergang, når de som Kleopatra, Jezebel eller Pandora sendte kælne blikke under den tunge øjenmakeup.

Den type film var på den ene side et brud, fordi de portrætterede en ny, emanciperet (overklasse)kvindetype – flapper, backfisch og hvad hun ellers blev kaldt – der hellere vil feste, ryge smøger og danse end kapre en ægtemand og få et brød i ovnen hurtigst muligt.

Men filmene viser også, i hvor høj grad kvinder stadig var underlagt en patriarkalsk dobbeltmoral. Manden drages mod sin vilje; ansvaret for den seksuelle lyst ligger helt og holdent på kvindens banehalvdel. Kvindelig seksualitet er en negativ kraft, som må indhegnes, for at den sociale orden ikke skal sprænges i stumper og stykker. Liderlige kvinder er en samfundstrussel, er budskabet mellem linjerne. Og den bekvemme bivirkning ved den dæmonisering af den kvindelige seksualitet er, at den fritager manden for skyld.

Og i The Affair er det i vid udstrækning den ældgamle femme fatale-stereotyp, der præger Noahs syn på sagen.

Frustrerede og syge

Zapper vi frem til 1960’erne, sker der ting og sager. Den franske nybølgefilm yndede at portrættere moderne, selvbevidste kvinder, der er hovedpersoner i deres eget liv. Godards film som En gift kvinde og Jeg ved 2-3 ting om hende udmærker sig eksempelvis ved at skildre ægteskabelige sidespring (og borgerskabets råddenskab) fra den frustrerede hustrus synspunkt.

Men alligevel cirkulerede der i høj grad en forestilling om singlekvinder som potentielle trusler mod kernefamilien.

Inden for filmen er der tilsyneladende stadig nærmest ingen grænser for, hvilke negative egenskaber der tillægges kvinder, som indlader sig med satte mænd: sindssyge, hysteriske og ondsindede. Her er ’den anden kvinde’ i den grad den truende Anden på linje med fattige og immigranter.

Tag blot 1980’ernes psykologiske thrillere (der af en eller anden grund enten skulle have ordet ’farligt’ eller ’iskoldt’ i den danske titel). I dag ligner genren på mange måder et tilbageslag i forhold til 1960’erne pikante utroskabsfilm à la française, der trods alt satte sig i kvindens sted.

Det mest grelle eksempel er nok Farligt begær fra 1997, hvor en gift mand (Michael Douglas) troede, han bare skulle have et hurtigt put (i skikkelse af Glenn Close med en usædvanligt uheldig permanent). De to drikker rødvin, lytter til opera og tilbringer en hed weekend i sengen. Men ak, hendes biologiske ur viser sig at være en tikkende bombe. Det hele eskalerer frem til den uforglemmelige scene, hvor parret kommer hjem og opdager, at den sindssyge kælling er brudt ind i deres hus og har kogt deres datters kælekanin.

Til slut får parret dog taget livet af monsteret. Vi kan ånde lettet op; den ægteskabelige idyl er genoprettet. Moralen: Barnløse singlekvinder er en samfundstrussel.

Monogami til debat

I 1990’erne begynder der at ske en mere omsiggribende opløsning af de seksuelle normer. Serien Sex and the City viser ressourcestærke damer, der insisterer på at nyde samme samfundsprivilegier som mænd, uanset deres seksuelle adfærd. De knalder på første date, har engangsaffærer og søger kortvarig seksuel tilfredsstillelse uden langtidsforpligtelser – akkurat lige som mænd har gjort i årtusinder.

Serien var også utraditionel i sin behandling af utroskab på den måde, at vi faktisk sympatiserer med hovedpersonen Carrie Bradshaw og får hendes intime udlægning af affæren med den gifte Mr. Big. På den måde var serien et popkulturelt tegn på, at det i 00’erne blev legitimt at diskutere monogamiens berettigelse.

Men det mest radikale eksempel på den tendens var nok den parforholdsutopiske bog The Ethical Slut: A Guide to Infinite Sexual Possibilities fra 1997. Heri hævdede forfatterne Dossie Easton og Janet Hardy, at det monogame parforhold som samfundsinstitution blevet overflødiggjort i vor tid. Prævention og kvinders økonomiske uafhængighed har fjernet monogamiens rationelle grundlag. Nu er der banet vej for, at vi alle kan leve i en slags orfisk paradistilstand, hvor ingen samfundsmæssige eller moralske forhold sætter grænser for vores nydelse eller antal af partnere – det var budskabet i bogen, som er blevet en polyamorøs bibel.

En mere moderat version af de pointer ligger som en understrøm i The Affair. For det er de færreste, som ikke enten er utro eller fantaserer om at være det.

Så er det ikke nærmere samfundsnormerne end enkeltindividernes moral, der er noget galt med? Og hvis alle alligevel gør det, hvorfor så ikke være åbne og etiske omkring det at knalde udenfor?

Samtidig er der i The Affair et klart element af reciprocitet: Begge parter vinder noget ved forholdet. Nuanceret viser serien kvinders komplekse personlige bevæggrunde til at involvere sig med gifte mænd, hinsides klicheen om hadske narcissister, der bare vil fucke andres liv op.

Pointen i The Affair er egentlig ret simpel: Udenomsknalderi er ikke djævelskab, det kan faktisk være godt for noget – en vigtig brik i et livsforløb. For begge parter er affæren et middel til et mål. I mødet med sin muse finder Noah en udvej fra sin kreative krise. Og for Alison er affæren en redningsbåd, der bjærger hende tilbage til livet.

»Ofte skyldes utroskab ikke en mangel hos partneren, men er snarere et selvrealiseringsprojekt. En nødudgang i en situation, hvor man har mistet sig selv eller sidder fast,« mener Esther Perel, der har skrevet bogen Mating in Captivity og fungeret som konsulent på serien.

Og selv om begge hovedpersoner forsøger at stille sig i et positivt lys, er der her ingen tvivl om, at der skal to til en tango. Med et ret simpelt greb lægger serien afstand til de traditionelle fremstillinger af utroskab på mandens præmisser.

Den chokoladeovertrækker ikke det faste parforhold, men viser det som det, det også er: hårdt arbejde, der kræver beslutsomhed. Og på den måde er The Affair et fingerpeg om, at vi er nået til et sted, hvor vi kan diskutere det monogame parforhold som et aktivt tilvalg snarere end en påtvunget samfundsnorm.

’The Affair’ kan ses på HBO. Nyt afsnit hver mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Tom Paamand
    Tom Paamand
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
Tom Paamand og Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

"»Ofte skyldes utroskab ikke en mangel hos partneren, men er snarere et selvrealiseringsprojekt. En nødudgang i en situation, hvor man har mistet sig selv eller sidder fast,« mener Esther Perel …"

Eller den skyldes måske bare ren og skær forelskelse i en person, man ikke burde have forelsket sig i?

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

'ikke burde have forelsket sig i' .... lyder klaustrofobisk.

Det er kontraproduktivt, når kulturelle fængsler breder sig ind over andre områder end videreførsel af arten og irrationelt binder mennesker på mund og hånd. Visse kulturer integrerer fx flerkoneri. Hvis en mand magter flere koner og har et større seksuelt behov end 1. kone har lyst til at dele, er det vel funktionelt at give hende fri og at modtage en 2' eller flere koner? Samme adfærd må naturligvis tillades kvinder. Jalousi bunder vel i frygten for at miste tryghed for sit afkom > det er bedst med begge forældre i yngelplejen - også selvom moderne samfund har gjort det muligt at være alenemor/far.

Hippietidens kollektiver var et forsøg på at introducere mere rummelige familiemønstre - men det har omkostninger at være frontkæmpere og at bevæge sig ind i ukendt og mineret rum. Udforskningen og belæringerne gik nok mest ud over børnene - det er altid de svageste, som betaler den højeste pris. Og se på nutidens yngelpleje, her er ikke så meget at være stolt af. Et samfunds tilstand kan aflæses på omsorgen for de bløde værdier - som ikke har det for godt i tidens stenhårde konkurrencestat. Eet er sikkert - de voksnes eksperimenter må ikke gå ud over børnene, og det er derfor vigtigt at kende sig selv, inden man forpligter sig som forældre.