Læsetid: 5 min.

Det er uhyggeligt, at alting er muligt

Atom Egoyans film handler ofte om mennesker, der prøver at stykke livet sammen efter en stor sorg. Således også thrilleren ’The Captive’, selvom instruktøren interesserer sig mere for den følelsesmæssige spænding end at følge opklaringen af en sag
Instruktøren Atom Egoyan er fascineret af måden, vi bruger og forbruger billeder på. I hans nye film tvinger en kidnapper en pige til at se liveoptagelser af hendes mor. Han snylter på hendes inderste tanker og følelser.

Benoit Tessier

13. november 2014

Da Atom Egoyan var ung, forsvandt en dreng i hans hjemby sporløst i en park, da moren vendte ryggen til et øjeblik. Nu, mange år senere, leder hun stadig efter ham og tror på, at han kommer hjem. Medierne beskæftiger sig af og til med sagen, og rundt omkring kan man se plakater, der forestiller drengen, som han måske ser ud i dag.

Det er den form for følelsesmæssig og psykologisk limbo, som den 54-årige canadiske filminstruktør med de armenske aner udforsker i sin seneste film, The Captive, der handler om kidnapningen af en ung pige. Det fortæller han en eftermiddag i maj på filmfestivalen i Cannes, hvor han møder en håndfuld journalister fra hele verden.

»Mange af mine film handler om mennesker, der så at sige svømmer i en traumatisk følelse af tab og prøver at stykke deres liv sammen igen,« siger Egoyan.

Følelser og psykologi

The Captive er en thriller, men en usædvanlig én af slagsen. Den hopper frem og tilbage i tiden og følger både den kidnappede pige, Cass (Alexia Fast), manden (Kevin Durand), der har holdt hende fanget i otte år, da filmen begynder, Cass’ forældre (Ryan Reynolds og Mireille Enos) og de to politifolk (Scott Speedman og Rosario Dawson), der efterforsker sagen. Og så er filmen altså ikke lige så interesseret i den narrative og plotmæssige spænding eller selve efterforskningen, som den er i de involverede personers følelsesmæssige og psykologiske tilstand.

»The Captive er opbygget som en thriller, men det er reelt ikke en thriller,« siger Egoyan, der om nogen er dygtig til at bruge de snedækkede canadiske landskaber til at beskrive kuldslåede miljøer og eksistenser. Han gjorde det mesterligt i hovedværket The Sweet Hereafter (1997), og han gør det effektivt i The Captive.

»Man ved, at Cass er i live, og at der ikke findes nogen tikkende bombe, eller at der skal ske et eller andet. Det haster ikke med at finde hende, fordi hun har været forsvundet i otte år. Jeg ville gerne ind i hovederne på de seks personer, som flyder gennem historien. Det virkede stærkt på mig, og det var noget, jeg virkelig kunne udforske.«

Fortjent tortur

Det, der overraskede Atom Egoyan mest, da han begyndte at researche sin historie, var at tale med de politifolk, der arbejder med sager, hvor børn bliver bortført af pædofile og udnyttes til blandt andet børneporno. »Det er et meget svært arbejde, og det er næsten umuligt at forestille sig, hvad det betyder at se billeder af et menneske, man ikke kan finde, og som bare er sporløst forsvundet,« siger han.

»Sagen i The Captive er usædvanlig, fordi Cass’ far er mistænkt, og vi forstår hvorfor. Men vi ved også, at han er uskyldig. Som publikum får vi alle kendsgerningerne serveret. Vi oplever, at han bærer rundt på en stor skam og skyld, fordi datteren blev taget, mens han havde ansvaret for hende, og på en mærkelig måde tillader han sig selv at blive straffet. Det er det, jeg elsker ved Ryan Reynolds’ præstation – man kan virkelig føle vægten af den skyld og det psykiske slid. Han elsker sin kone, men de kan ikke være sammen. Moren lever i en slags indbildt nutid, hvor datteren lige er forsvundet, og det accepterer han, fordi han føler, at han har fortjent den tortur, det medfører.«

Instruktør og voyeur

Men der foregår også andre ting i The Captive, som vækker mindelser om de af Atom Egoyans film, især de tidlige – blandt andre Family Viewing, Speaking Parts, Exotica og Felicia’s Journey – hvori han beskæftiger sig med fænomener som voyeurisme og overvågning.

»Jeg elsker følelsesladede historier, men jeg er også godt klar over, at jeg filmer og iscenesætter dem,« siger instruktøren, der lavede sin første spillefilm i 1984.

»Så ja, jeg har en fascination af personer, som tager beslutninger, der minder om mine egne. Det begyndte i de tidlige 1980’ere, vil jeg tro, hvor hjemmevideoteknologien gjorde det muligt for folk at overveje, hvordan de skulle filme deres familier. Det kom til at afspejle sider af deres personlighed. Det var meget lig de beslutninger, jeg selv tog, og det bragte mig på en måde tættere på personerne. Det fascinerede mig. I The Captive møder man den ekstreme version af det.«

Manden, der har kidnappet Cass, har nemlig sat overvågningskameraer op i forældrenes hjem og på morens arbejde, og han sørger for, at pigen får lov til at se liveoptagelser af sin mor, når hun arbejder som stuepige på et hotel, og når hun er hjemme. Dette er med tiden nærmest blevet til en tv-kanal, hvor Cass tvinges til at akkompagnere videoerne med barndomshistorier om sine forældre, som så transmitteres ud til, ja, hvem der er i den anden ende, om nogen overhovedet, ved vi ikke.

»Der findes muligvis en subkultur af mennesker, som ser det,« siger Atom Egoyan.

Psykologisk porno

»Det er rædselsvækkende, men efterhånden som teknologien udvikler sig, kan vi uden det store besvær frembringe den slags billeder og vise dem. Vi kan endda kode dem, så de kun er tilgængelige for de mennesker, vi vælger ud. Det var slet ikke noget, man kunne forestille sig for 25 år siden.«

Og det handler ikke om porno eller pædofili, men om Cass’ inderste tanker og følelser, som kidnapperen borer sig ind i, snylter på og videreformidler.

»Det er grov udnyttelse,« siger Egoyan, der altid har været fascineret af måden, vi bruger og forbruger billeder på – ikke mindst i film – måden, vi præsenterer os selv på, og de historier, vi fortæller om os selv og andre.

»På et tidspunkt siger kidnapperens fætter til ham, at politiet ’er kun nået til den første ring. Klubben er beskyttet.’ Jeg tror ikke, at den klub har noget at gøre med seksuelt ladede billeder. Billederne er udelukkende af forældre, der lider, mens børnene fortæller historier om dem. Det er frygteligt, men det er ikke så langt fra, hvad man som tilskuer forventer at se i en film som The Captive. Der er ligheder og paralleller mellem det, kidnapperen gør, og det at dramatisere en situation i en spillefilm og finde en måde at vise den på, så publikum får adgang. The Captive beskæftiger sig med konstruerede virkeligheder, som stykkes sammen, og det er den verden, vi lever i. Det virker, som om alting er muligt, og det er uhyggeligt, men det er også den virkelighed, vi lever i.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu