Læsetid: 5 min.

Den vegetariske tyrefægter

Den mesterlige krukke Morrissey er som live-performer i gang med en ny storhedstid. På en regnvåd søndag på Frederiksberg beviste han med blændende karisma at han er mageløs at være miserabel sammen med
’Am I asking you to engage in criminal activity? Yes, I am!’ lød det fra mesterlige Morrissey i Falconer Salen.

Simon Læssøe

11. november 2014

Den 55-årige herre på scenen flår skjorten af og smider den i en høj bue op over forreste geled i Falconer Salen. Den svedige klud lander i et frådende hav af fans. Oppe på scenen glimrer stjernen med en behåret torso, der måske ikke tilhører en Adonis, men heller ikke en John Mogensen. Jo, Morrissey den ældre er i sjælden form i det herrens år 2014.

Åh, hvilken forbandelse det ellers kan være at overleve i popverdenen. At slæbe sin eksistens videre end de mytologiske 27 år, den alder hvor så mange rock, soul- og bluesikoner har stillet støvlerne eller stiletterne. Steven Patrick Morrissey er allerede 55. Han er ældet i fuld offentlighed, og det har – som forventeligt – givet mytologien omkring den tidligere The Smiths-forsanger en stadig mattere glød. Der har været en grim retssag om rettigheder til sangene, vildt rabiate udtalelser mod kødædere og dronningehus, en bemærkelsesværdig evne til at skabe sig uvenner, halvdovne plader, en fedladen periode, hvor det egentlig bare virkede, som om det hele bare skulle overstås.

Vi har det med at falme i de midaldrende år, og det kan være svært at lande på fødderne, når kroppen viser sig at være i frit fald gennem ældningsprocessen. Men det ser ud, som om Morrissey har gjort det i 2014. Det har været et skelsår, hvor han endelig fik udgivet sin selvbiografi, og hvor hans seneste album, World Peace Is None Of Your Business, viser ham i lysende og flamboyant lune.

Således også til koncert på en miserabel regnvåd søndag aften på Frederiksberg. Hvor vi alle igen må erkende, at ingen er så mageløs at være miserabel sammen med som Morrissey. »I am human and I need to be loved/Just like everybody doooooes.« Vi skråler med af fuld hals. Som om kærligheden ville undslippe os, hvis ikke vi gjorde.

’When will you die?’

I et år, hvor hovedpersonen har gjort status over sit liv, er det passende, at aftenen starter med en halv times historiske klip. Ikoner fra en svunden tid: Nico, Sylvia Plath (der læser digtet Wanting To Die), Allen Ginsberg, James Cagney, proto-punkerne i New York Dolls (Morrissey var præsident for fanklubben i midt-70’erne). Der hoveres med nyhedsklip fra Thatchers død (»When will you die?«, sang han til hende allerede i 1988) og en serie af tyrefægtere, der stanges itu af deres modstandere (manden er glødende vegetar og dyrerettighedsaktivist). Det er en idiosynkratisk og skrattende rejse gennem mandens kulturelle klædeskab og politiske habitus.

Så forsvinder skærmen. Scenen og en enorm bagprojektion af Dronning Elizabeth II, der giver os to fuckfingre, afsløres. Bandet tæsker i gang med den dundrende onde Smiths-klassiker »The Queen Is Dead«. Vi hujer med i de passager, hvor Morrissey stønnede med på originalen – den slags overlader han til sit dedikerede publikum nu om dage. Det er en glødende brillant start.

Og den vegetariske toreador er vitterlig i sjælden form. Hans mimik er et studie i sig selv: Krukket lidende, tiggende om kærtegn (»Kiss me all over the place«), olmt truende (»A job half done, isn’t done«), koket flirtende med de forreste rækker. Han lader hænderne glide sanseligt over sin forjættende torso. Og henter kropssprog fra tyrefægterarenaen, som han foragter så inderligt. Det er så heller ikke dyr, men mennesker – os – han spidder. »We are in an international crisis and you’re involved,« lyder det. Så harcelerer han over fodgængerens farefulde færd gennem et cykeldomineret København. »It’s still a machine,« ræsonnerer han. »Don’t these people have legs?« Han hader hver en stavelse i »Scandinavia«, synger han, siden at han gerne vil dø i vores velfærdsmuld.

Filosofisk og lavpraktisk, politisk og intim, hadsk og forelsket, sarkastisk og inderlig. Vi finder os tilrette i ambivalensen, mens den prægtige mester spankulerer rundt i en syntetisk tofarvet skjorte, der ser ud, som om den er stjålet fra en russisk gymnast fra OL i 70’erne. Og synger: »I’m not a man/I’m something much bigger and better than a man () I’d never kill or eat an animal.« Under den kedelige Smiths-sang »Meat Is Murder« bankes pointen ind med syvtommersøm, mens vi ser på dyremishandlinger på industrialiserede slagterier og vanrøgt i overfyldte landbrug. »I want you to deface the whole of Copenhagen,« siger han, mens han holder en Meat Is Murder-stencil op. »Am I asking you to engage in criminal activity? Yes, I am!«

Uhørt lyslevende

Denne aften er der for mange sange fra World Peace Is None Of Your Business. Jeg tæller ni af slagsen, hvis man medregner to fra bonus-cd’en. Det ville blive en ørkenvandring at påpege mangler på den meget bumlede setliste op, tillad mig i stedet at påpege, at der mangler narrativ og dynamisk bevidsthed i dens overordnede sammensætning.

Til gengæld er fremførselen bemærkelsesværdig. Morrisseys backingband har med årene vundet både muskler og finesse og er også blevet udbygget med den strålende solist Gustavo Manzur, der spiller både keyboard, perkussion og smuk spansk guitar. Selv de mindre værdige sange hamres kollektivt hjem i omkvædene, hvor det hele tit og ofte synes at gløde af hvid fosfor.

Og aftenens hovedperson synger, som om var han i gang med at blæse liv i sin musikarv. og overlevere den til os. Og det er han jo egentlig også. Det er bare sjældent, at det føles så tydeligt som denne aften. Højdepunktet er Smiths-klassikeren »How Soon Is Now?«, der svejses ind i vores hukommelse, smelter sammen med erindringen om originalen så eftertrykkeligt, at drømmen om en Smiths-genforening pludselig virker håbløst unødvendig. Sangen brænder os jo op lige nu og her. Alt andet er lige meget.

Hitparaden er mere end almindeligt mangelfuld denne aften, men det er langt vigtigere, at mesteren indfinder sig og er helt uhørt lyslevende. Til sidst kaster han endda to uforlignelige ekstranumre for flokken, begge fra solodebuten Viva Hate fra 1988, »Everyday Is Like Sunday« og »Suedehead«. Sidstnævnte er en personlig, men viser sig også at være en kollektiv favorit. »Why do you come here/When you know it makes things hard for me?« bliver der galet af hjertens lyst. Og det er jo essensen af Morrissey: At gale i fælles flok om alt det mest intimt livsuduelige i os alle sammen. Hermed gjort. Tak.

Morrissey, Falconer Teatret, Frederiksberg, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu