Læsetid: 4 min.

Yndefulde mordere

Man kan ikke sige at dyr er grusomme, grusomhed er vel noget menneskeligt, desværre, men når man tænker over det, så kommer man ikke uden om at den søde mis er en af naturens mest effektive mordere
Man kan ikke sige at dyr er grusomme, grusomhed er vel noget menneskeligt, desværre, men når man tænker over det, så kommer man ikke uden om at den søde mis er en af naturens mest effektive mordere

Jakob Dall

21. november 2014

Jeg er vokset op med katte. Min mor var bange for hunde, efter familiehistorien fordi en stor sanktbernhardshund væltede min storebror ud af barnevognen, da han var spæd, og så ud som om den ville æde ham. Min mor var ellers et særdeles ubange menneske, men to ting var hun altså alligevel bange for: hunde og skydevåben. Hvad det sidste skyldtes, ved jeg faktisk ikke. Hendes farfar var officer, han omkom ved en vådeskudsulykke, men det benægtede hun skulle være forklaringen. Når der var noget, hun ikke kunne lide, sagde hun »Uhh«. Som om hun frøs. Det betød samtidig, at nu var hun træt af at blive udspurgt om det ene og det andet, sådan som jeg, som voksen mand, godt kunne finde på. Men hun gav sig ikke, jeg måtte stille mig tilfreds med det lidt, jeg vidste i forvejen. Uhh!

Vi havde for det meste tre katte ad gangen. De var ikke altid de samme, katte dør jo, men de hed det samme. Den sorte med det hvide bryst hed Pjevs. Den grå- og hvidstribede hed Plus. Den grå- og sortstribede hed Sammy. Navnene, hvis oprindelse jeg ikke kan huske, kunne også bruges til at beskrive andre katte med. Hvis man fandt en død kat i vejkanten, kunne man forklare derhjemme, at det var en Sammy. Eller en Plus. Eller en Pjevs. Pjevs var som regel den ældste, Sammy den yngste og mindst tamme.

Flickr-bruger: Äquinoktium

Da fru Ida og jeg grundlagde vores egen version af slægterne Nielsen og Hansen anskaffede vi os også katte. Den første var haleløs, den forsvandt i en kælder i Vanløse. Den næste var en Pjevs som socialistiske børn af amerikanerjoviale kapitalistforældre forærede os i de alvorlige 70’ere. Som familien flyttede, flyttede katten med. Og der kom nye katte til. På et tidspunkt i de sidste år af det 20. århundrede var vi oppe på fem.

At undgå henrettelse

Milan Kundera skriver i en af sine romaner, at hunde og katte (så vidt jeg husker, tænkte han mest på hunde, men alligevel) simpelthen er intelligente dyr, der aldeles ikke er blevet gjort til kæledyr af sentimentale mennesker, men at de selv har valgt det. Som kæledyr er vi sikret forsørgelse, mad og varme i hele vores levetid, har de tænkt. Hvorefter de skruede charmen på og indyndede sig – dygtigt, dygtigt – hos mennesker. Hvorfor skulle det ikke være rigtigt? Hunde kvitterer for forsørgelsen med savlende hengivenhed, trofasthed, mennesket bedste ven osv. Katte, derimod, har bevaret deres dyreværdighed.

Flickr-bruger: Loktarr

De kan godt være kælne, men kun hvis det har et formål. Får jeg snart min mad-kælenskab. Katte foretrækker bløde, venlige skød frem for hårde og kantede – fordi de er behagelige at sidde på, absolut ikke af andre grunde. Katte river og flår i dørkarme og møbler, de skamferer og ødelægger, utvivlsomt for at markere, at de stadig er dyr, men for ikke at blive taget i nakkeskindet og smidt ud, eller direkte blive aflivet, har de lært sig at spinde og overdrevent kælent gnubbe sig op ad ejerens ben. Ejeren får så lov til at tro, at han eller hun er kattens allerbedste ven – i så lang tid det nu tager at undgå udsmidning eller henrettelse. Derefter er alt ved det gamle.

Den søde mis med de vidunderlige øjne og de yndefulde bevægelser kan igen spise sig mæt fuldkommen gratis, slænge sig på det bedste skød, hærge og ødelægge og i øvrigt også sjattisse overalt. Katten er sin egen, siger katteejeren stolt og føler sig højt hævet over hundeejerne, der har brug for at blive tilbedt af savlende undersåtter, der er parat til hvad som helst for at få en tør hundekiks kastet i halsen. Men der kan ske det, at katteejeren en dag rejser hovedet, snuser, tænker sig om og siger højt frem for sig: lugter her ikke lige lovlig meget af kattepis? Og: den sofa var pæn og fin, da jeg købte den. Der var ingen kradsemærker. Ingen lange, flænsende riv. Og havedørens karm, den var da pænt malet eller bejdset engang. Nu er der nogen, der flået i den, så dybt at man tydeligt kan se det nøgne træ nedenunder.

Flickr-bruger: Photochiel

Katteejeren ser nøje på katten, der hurtigt forstår at noget truende nærmer sig og derefter spinder højt og ekstra kælent. Man kan ikke sige at dyr er grusomme, grusomhed er vel noget menneskeligt, desværre, men når man tænker over det, så kommer man ikke uden om at den søde mis er en af naturens mest effektive mordere. Hvad sådan en gennemsnitsmis får ombragt i løbet af sine egne ni liv er ikke småting. Mus og fugle, som den alligevel ikke gider æde. Fordi kattemaden fra Spar-købmanden nu engang er mere lækker. Når katteejeren på den måde bliver eftertænksom er han eller hun, i begyndelsen uden at vide det, i færd med at gennemgå en fundamental ændring af sin personlighed.

Det er kun et spørgsmål om tid, så bryder hundeejeren ud af kattefimsen. Sådan gik det med os. Vi skaffede os af med morderne og valgte den savlende hengivenhed. Det der gjorde udslaget var katten Bella, der hverken var en Pjevs, en Plus eller en Sammy, men et mangefarvet monster med en tung bagkrop, men det allersødeste katteansigt. Den havde sat sig i vindueskarmen i flere dage i træk og stirrede på en af vores potteplanter, en af den slags der kun blomstrer en enkelt gang med års mellemrum – og kun i nogle få timer. Bella ventede. Vi nåede lige akkurat at se blomsten folde sig ud. Så langede Bella en målbevidst, ondskabsfuld pote i vejret og slog den af planten. Derefter hoppede hun dovent ned fra karmen. Det satans møgdyr!

Så var det nok. Herefter blev vi hundeejere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
  • Kirsten Andersen
Tanni Kromann og Kirsten Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har det aldeles omvendt. Jeg kan godt lide hunde, men i en travl dagligdag med børn, arbejde og parforhold er det svært at finde plads til en hund, fordi denne kræver uendelig mere tid.

Lagt dertil til at jeg slet ikke ville orke at løbe rundt efter hunden på flere daglige ture med en pose til at samle efterladenskaber op. Det er et eller andet sted noget uværdigt synes jeg.

En kat derimod glider nemt ind i familielivet og finder de små rum i dagligdagen hvor den kan ligge sig imellem de trætte forældre og få omsorg og kælne stunder. Ellers er den tilfreds og klarer sig selv. En gang om morgenen skal der lidt hurtig grus-rengøring til og lidt nyt vand til vandskålen. Maden kan man godt have liggende i nogle dage, når det er tørkost, som er det eneste vores kat får.

Uden at starte en debat om inde og udekatte, så nyder jeg at vores indekat ikke er skyld i det som er mit største problem med andre katte - nemlig at efterlade afføring i andres sandkasser. Så en kat er det optimale kæledyr for os, og jeg nyder den hver dag og skal altid have kat. Det er også godt for små børn at lære omgås dyr.

Jeg ved ikke om jeg køber at katte skulle være ligeglad med omsorg. Det synes jeg ikke give mening i forhold til eks. vores kats opførsel. Den er kælen på alle tider af døgnet, selvom mad ikke er en særlig faktor for den i og med at der altid er tørkost klar.

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikk forestille mig at skulle leve med et bjæffe-dyr og skulle gå og samle varm hundelort op i en pose.
Med mit husholdningsbudget ville en en kanariefugl også være mere oplagt.

Kat må vente til jeg måske engang får råd.
Et sådant kæledyr kan koste en jetjager i dyrlægeregning og trusler fra naboer med sandkasse uden låg.