Læsetid: 2 min.

’1864’ var også godt for noget

4. december 2014

Nu hvor krudtrøgen fra debatten om 1864 lægger sig, er det værd at tænke over, om serien som ønsket fik sat Danmarkshistorien på dagsordenen. Hjemme hos os er der ingen tvivl om kvaliteten på den front. Også selv om drengene på 10 og 12 faktisk ikke har set serien, fordi vi mistænkte, at det kunne være en lidt for drabelig affære med Bornedal som øverstbefalende.

Selv uden otte ugers drama-input har serien været på drengenes radar fra første afsnit. Det har ført til spørgsmål om alt fra landegrænser, sprogforbistring og overmod til diplomati og krigsførelse. Dybbøl er havnet på det mentale landkort, og vi tænkte pludselig over nogle familiemedlemmers adresse i Sankelmarksgade på Vesterbro.

I skolen har historielæreren benyttet lejligheden til at sætte 1864 på skemaet. DR har produceret en række undervisningsmaterialer, og uden for klasselokalet har vi blandt andet moret os med på DR’s undervisningssite om 1864 at se den selverklærede krigsnørd Hjalte Flagstad forklare krigen på kun fem minutter. Godt for os, at han ifølge eget udsagn ikke fik tilkæmpet sig en statistrolle i serien, så han i stedet hoppede i uniformen og lavede sin egen version med tinsoldater og pegepind.

Højdepunktet af 1864-samtalerne var, da vi i november besøgte min farmor på 92 i Kerteminde. Her kom kaffesnakken til at handle om, hvordan hendes farfar blev taget til fange ved Dybbøl. Den historie havde jeg aldrig hørt før, og som stof til eftertanke for brostensbørnene fortalte farmor blandt andet levende om, hvordan han havde foragtet københavnerne, som kom forbi for at bese tingenes tilstand.

Det viste sig også, at hun havde op til flere bøger om krigen i boghylderne. En af dem var skrevet til ’voksne læse-retarderede’ med tilpas lidt tekst til, at den sagtens kunne fortæres under weekendbesøget.

Bøgerne gav anledning til nye samtaler om farmors opvækst i Sønderjylland, og vi ser nu frem til at fortsætte snakken i december. For selv om 1864 ikke længere er på skærmen, har den sat gang i spændende samtaler, som ikke slutter foreløbig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Finn Årup Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Steffen Gliese, Finn Årup Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

Jeg mindes ikke at Bryggeren, den dyre historiske DR tv-serie fra midt-90'erne, gjorde ringe i andedammen. Skal man påskønne 1864 ud over de tableau-agtige sceneriers filmtekniske snille kan Bornedal's påtrængenhed fremdrages når han viser Monrad i bar røv. Konseilpræsidenten og Dybbøl er ikke længere støvede elementer i historiepensummet, men, gennem Bornedal's vision, emner der nu fremtvinger meninger.