Læsetid: 5 min.

Et år pakket med territorial-kampe

Ild i kønsdebatten. Nye følsomme mænd. En kvindelig pioners 90-årsfødselsdag. Og et væld af kampe om kvadratmeter, publikum og markedsandele. Informations musikredaktør vinker farvel til 2014 i dansk musik
22. december 2014

På vej ud af 2014 er det svært ikke at være forpustet. Mængden af ny dansk musik er overvældende. Talentmassen er enorm, og bundniveauet er tårnhøjt. Men dansk musikliv er samtidig udfordret af de frie markedskræfter. Undergrundens livsvigtige musikmiljøer har brug for arbejdsro for at kunne splitte atomerne på nye måder, og mere end noget andet har de brug for billige, sikre rammer. Dét trues af de hastigt voksende kvadratmeterpriser, især i hovedstaden.

Den 1. marts 2015 lukker det kreative fællesskab PB43 på Amager. På trods af, at de bød et beløb, som lå over salgsprisen, blev grunden købt af en pensionsfond, der river de gamle solide bygninger ned og rejser noget så upassende som et lagerhotel.

Musikfællesskabet Henning Young – der blandt andet husede Synd & Skam – blev revet ned tidligere på året for at give plads til endnu en boligsilo med skyhøje kvadratmeterpriser. Disse grupperinger står ligesom nytilkomne over for et København, der er næsten lukket for nye initiativer uden stærke pengemænd i ryggen.

Denne signatur håber inderligt, at kommunen lægger mærke til, at hovedstadens musikkraftcenter, Mayhem, ligger på ydre Nørrebro i kommunale lokaler og netop nyder godt af lav husleje. Og at de tager ved lære af det, så andre også kan komme til at nyde samme muligheder andre steder i byen. For der er stadig færre muligheder i privat regi. Kampen om at opkøbe grunde i en stadig tættere befolket hovedstad har nået feberhøjder, og udlejning fravælges til fordel for hurtig milliongevinst på salg. Der er blæst til territorialkamp mellem de kulturelle og de økonomiske interesser.

Mayhem huser et væld af musikere, der finder nye uventede, grænseløse territorier mellem gamle genrer og discipliner som jazz, punk, pop, alternativ rock, kompositionsmusik, noise, folkemusik, electronica. Det er herfra, at nogle af årets vigtigste navne såsom Frisk Frugt, Selvhenter, Iceage, Damien Dubrovnik, Cæcilie Trier, Puce Mary, ÆMÆX og Lower opererer.

At pisse territorier af

Territorialkampene kan også brede sig ind i vores hoveder og vores musiksmag. I jazzland blev der således dømt ’overtrådt’ af Politikens jazzanmelder Christian Munch-Hansen, der angreb det regionale spillested Jazzhouse for ikke at have nok jazz på programmet. Og bum, så var der stor polemik med yderpunkter i en mere traditionel jazz-forståelse og en mere udfordrende tilgang til genren. Og sandsynligvis var det også – for nogle – en kamp for eller imod at få flyttet den regionale spillestedsstøtte fra det mere grænsesøgende Jazzhouse til det mere genrekonserverende Montmartre.

Der blev også pisset territorier af i festivalland. Northside Festival ekspanderede til Odense med Tinderbox Festival, der ligger sig i ugen inden Roskilde Festival. Som modsvar forenede Roskilde sig med Smukfest samt Nibe og Jelling Festival om et boykot af de to bookingselskaber Beatbox og Skandinavian, der er medarrangører af festivalen, men samtidig også leverandører af koncertnavne til andre festivaler og spillesteder. Hvilket skabte frygt hos Roskilde & Co. for inhabilitet. Balladen resulterede i, at Beatbox blev splittet op, således at der nu er vandtætte skodder mellem afdelingerne, samt at de to Skandinavian-ejere, der er involveret i Tinderbox, solgte deres andele og stoppede alle aktiviteter i selskabet. Blodigt.

Roskilde Festival var også i vælten i august, da de kun fem dage før kampstart måtte aflyse den første udgave af deres elektroniske endagsfestival Corabelle. Måske er vi ved at nå et mætningspunkt her midt i festivaloverfloden?

Det fede og ufede ved internettet

2014 har også været et år, hvor dét, der er så fedt og ufedt ved internettet, har vist sig helt tydeligt: at diskussioner breder sig som steppebrande, og frugtbar uenighed kan opstå. Hvis man lytter, men – og her kommer det ufede – det gør de fleste bare ikke.

Da denne signatur i april kritiserede Roskilde Festivalen for kun at have lige over 15 procent kvinder på programmet, satte det en uventet voldsom debat i gang, der afslørede en udbredt modvilje mod kønsdebat i Danmark. Sært i et år, hvor feminismen ellers dominerede en stor del af den internationale debat, også inden for musik. Kritikken blev mødt af en stor fraktion af fortrinsvis mænd, som mener, at kønsfordelingen i alle dele af samfund og dermed også i musikverdenen er en fri og markedsdrevet sandhed om både talentmasse og interesse hos de respektive køn. At der altså intet skal gøres eller diskuteres, når det kommer til køn.

Og lad os så lige hylde verdens sejeste dame: Den elektroniske pioner Else Marie Pade fyldte 90 år den 2. december i år og har i de seneste år modtaget udlandets fortjente anerkendelse. En stor artikel i det anerkendte musikmagasin The Wire er det blevet til, og her i december kom en international, imposant genudgivelse af hendes værker med den tredobbelte vinyl- og dobbelte cd-antologi Electronic Works 1958-1995.

Pade var frihedskæmper under Anden Verdenskrig og blev som ung pige arresteret og hårdt forhørt af Gestapo. Siden blev hun smidt i Frøslev-lejren. Fra begyndelsen af 1950’erne og frem dykkede hun dybt i en ny tids elektroniske musik og offentliggjorde i slutningen af årtiet Danmarks første rent elektroniske og rent konkretmusikalske værker. Det er blevet til mange siden. Hip hip hurra!

Dårlig timing

Og mere girl power: MØ fik i 2014 et anseligt internationalt gennembrud med sin vitale dance-pop og løsslupne liveoptrædener. Hun udgav det lovende debutalbum No Mythologies To Follow, gæsteoptrådte hos så store navne som AVICII og Iggy Azalea og var medkomponist på et nummer på det bemærkelsesværdige soundtrack til Hunger Games Mockingjay Part 1. Og så var der den forbistrede optræden som gæstevokalist hos Iggy Azalea i det amerikanske tv-show Saturday Night Live, hvor der var forsinkelse på vokalen, så det lød, som om hun havde dårlig timing. Men det har hun ikke. Og det ved vi godt.

Og dansk musik fylder stadig meget her til lands. På Spotifys liste over årets mest spillede kunstnere er der fem danske navne blandt de otte øverste. Rasmus Seebach er nummer to. Og fire af de fem synger eller rapper på dansk. Det er for længst blevet mainstream at ytre sig på modersmålet.

Dansk hiphop har også haft et stort år. De ældre Albertslund-rødder i Suspekt lynede sort igen med deres femte album, V. Men hiphop-året stod primært i de unge fællesskabers tegn med crews fra Aarhus, Aalborg og Kbh såsom HvadEvigt, Cheff Records, Hukaos, B.O.C. og Molotov Movement med fyrtårne som Karl William, Lord Siva, S!vas, Ukendt Kunstner, Højer Øye, Gilli. Ja, de to førstnævnte har også formået at formulere en ny dansk maskulin følsomhed et sted mellem hiphop og r&b.

Og navne som S!vas, Ukendt Kunstner, Højer Øye og Gilli formulerede en kritik af det bestående, af kapitalismen, politiet og marginaliseringen af ghetto-ungdommen. Det er værd at lægge mærke til, når hiphoppen bærer vidnesbyrd om sociale skævvridninger, for de formulerer tit en kollektiv utilfredshed, der er uden for gennemsnitsdanskerens erfaringsradius, men stadig en vigtig del af nationens tilstand. Og hvis man vil have et audiovisuelt indblik i, hvad der foregår i indvandrernes desværre alt for parallelle verden, så kan man med fordel se Fenar Ahmads strålende Ækte Vare – med rapperen Gilli i hovedrollen. Godt nytår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu