Læsetid: 7 min.

Alice i anderledesland

For 150 år siden overrakte Lewis Carroll det første manuskript af ’Alice i eventyrland’ til den lille pige Alice Liddell, virkelighedens Alice. Historien er en nysgerrig undersøgelse af de mekanismer, der definerer, hvem der er anderledes, og hvem der ikke er. Den er dermed et godt sted at starte for alle, der vil lære at tænke ’queeret’
5. december 2014

I sommer fandt jeg en paperbackudgave af Alice’s Adventures in Wonderland i en snørklet boghandel i Sofia i Bulgarien. Den stod rubriceret sammen med et stort udvalg af klassiske litterære værker. Der var intet forkert i den rubricering, men da jeg senere på sommeren læste bogen, gik det op for mig, at fortællingen om Alice faktisk – på paradoksal vis – går i kødet på nogle af de skyggesider, der kan være ved at have kanoniserede for-tællinger, som ophøjes og gentages i en uendelighed, og som derved er med til at skabe vores kulturelle normer.

Historien om Alice er interessant i en queer-kontekst, fordi den på flere måder foretager en fantasifuld undersøgelse af nogle af de mekanismer, der definerer, hvem der er anderledes – hvem der er queer – og hvem der ikke er. For Alice skifter størrelse. Nogle gange fordi hun drikker af flasker, hun finder, hvorpå der står ’drik mig’, eller hun vifter sig med den hvide kanins vifte. Andre gange fordi hun spiser små kager eller stykker af den vandpiberygende kålorms paddehat. Og alt afhængig af hendes størrelse bliver hun modtaget forskelligt af de sælsomme indbyggere i eventyr- eller undrelandet nede i kaninhullet i hendes baghave.

Den hvide kanin og dens tjenestefolk – blandt andet et stakkels firben ved navn Bill – jagter hende først, fordi hun er for stor og er ved at ødelægge kaninens hus, og bagefter fordi hun er for lille. En due anklager hende for at være en slange, der vil spise duens æg. Den vil ikke tro på, at hun er en lille pige, for hendes hals er blevet lang på grund af et stykke af paddehatten. Og i slutningen af historien er hun ved at blive afvist som legitimt vidne fra Hjerter Konges og Hjerter Dames retssag, fordi hun ifølge kongen er ’to kilometer høj.’

Alice er så heldig, at hun løbende kan skifte størrelse og passe sig ind under de varierende normer, så det, at hun skifter størrelse og nogle gange ikke passer ind i størrelsesnormen, er ikke en klokkeklar analogi på det at afvige fra for eksempel den heteroseksuelle norm. Men det er alligevel interessant i forhold til undersøgelsen af grænserne imellem normalitet og anderledeshed – grænserne imellem hvem der passer ind, hvem der er legitime, og hvem der ikke er.

Udsat for anderledeshed

Da Alice lander for enden af den lange tunnel, som hun er faldet ned igennem, efter hun fulgte kaninen ned i kaninhullet, ender hun foran en dør, som er for lille til at hun kan komme igennem den. På et bord ved siden af døren står en flaske, og der ligger en lille nøgle, som passer til døren. Alice drikker af flasken og skrumper ind til en størrelse, så hun kan komme igennem døren, men hun glemmer at tage nøglen fra bordet, og pludselig er hun så lille, at hun ikke kan nå den. Til alt held finder hun en lille kage, som får hende til at vokse, men nu bliver hun så stor, at hun ikke længere kan komme ind igennem døren. Fortvivlet græder hun en sø af tårer.

Der er ikke noget overraskende i, at Alice synes, det hele er ret mærkeligt. Det interessante er, at begivenhederne får hende til at reflektere over hendes egen identitet. Hun kan ikke længere tage sig selv for givet:

»Hold da ellers ferie, hvor er alting dog tosset i dag. I går var alting bare normalt. Mon jeg er blevet forvandlet i nattens løb? Lad mig nu se, var jeg den samme, da jeg stod op i morges? Jeg synes, jeg kan huske, jeg følte mig en lille smule anderledes. Men hvis jeg ikke er den samme, så er næste spørgsmål: Hvem pokker er jeg så? Det er den store gåde.«

Og hendes omgivelser tager hende heller ikke længere for givet.

Hun bliver pludselig tvunget til at skulle forklare sig selv, hvilket mennesker der ikke passer ind i normen, ofte er tvunget til.

Det er det, der sker, da hun møder den vandpiberygende kålorm på paddehatten. Den spørger hende flere gange, hvem hun er. Og hvor hun normalt ville have svaret ’Alice,’ står hun nu med den umulige opgave, det er at skulle forklare sig selv til en, der definerer en norm – i dette tilfælde en kålormenorm – som man ikke passer ind i. Ligesom at man inden for queerteorien mener, at dem der falder uden for den heteroseksuelle norm, bliver mistænkeliggjort og tvunget til at forklare deres ikkenormative identitet.

Noget lignende sker, da duen anklager Alice for at være en slange. Da forsøger hun at forklare sig med, at hun er en lille pige. Men alle hendes forvandlinger har fået hende selv til at tvivle på, hvilken kategori, hun passer ind i, og hendes sprog og hendes overbevisning kommer til kort: Det lykkes hende ikke at forklare duen noget som helst, og hun må med uforrettet sag sno sin lange hals ned igennem træernes grene.

Moraler og fortællinger

Men det er ikke kun i forhold til størrelse, at Alices identitet udsættes for anderledeshed. Også i forhold til den logik og de klassiske fortællinger, hun har baseret sin identitet på, forsvinder hendes fundament under fødderne på hende.

Og på den måde laver historien en interessant undersøgelse – og måske endda en queering – af de tankesystemer, som lægger fundamentet for normerne. Inden for queerteorien kritiserer man for eksempel kanoniserede udlægninger af historieskrivningen, tilgange til logik, især den binære tænkning samt kanoniserede kulturelle værker, fordi man mener, at de understøtter en forestilling om, at mennesket som udgangspunkt er heteroseksuelt, og at alle andre former for seksualitet er ’afvigende.’

Hattemagerens, påskeharens og syvsovermusens teselskab vil ingen ende tage, fordi deres ur er gået i stå midt i ’tetid.’ I stedet for at uret følger døgnet, er det nu pludselig – i deres logik – døgnrytmen, der må følge uret. De har derfor ikke engang tid til at vaske servicet af, for så ville de afbryde deres tetid, og de må blive ved med at cirkulere rundt om bordet, i takt med at deres tallerkener og kopper bliver beskidte. Selv da hattemageren bliver indkaldt til at vidne i den store retssag, står han stadig og drikker te og spiser smurt brød.

Alice møder også en hertuginde, som konstant forsøger at udlede moraler – altså synspunkter, som skal være med til at definere, hvordan man skal opføre sig – af det, de taler om. Men hendes moraler er det rene – befriende – nonsens: På et tidspunkt siger hun til Alice, der bærer rundt på en flamingo, som hun bruger som kroketkølle i forbindelse med Hjerter Dronnings kroketspil, at hun ikke tør lægge sin arm om Alice, fordi hun er bange for, at flamingoen vil bide hende:

»Det kan godt være, den bider,« svarer Alice tøvende.

»Korrekt,« siger hertuginden.

»Begge dele, både flamingoer og sennep bider. Og hvad kan man så lære af det? – Krage søger mage.«

De store remser

Sidst men ikke mindst bliver de ting, som Alice har lært i skolen udsat for en interessant queering, da hun kommer til eventyrlandet. Især de remser, hun har memoreret, der er en vigtig del af hendes kulturelle bagage. De fungerer ligesom moralerne som læresætninger – eller man skulle måske sige lærefortællinger – som i høj grad er med til at definere hendes syn på verden.

Det er især værd at bemærke, at Lewis Carroll rent faktisk har taget udgangspunkt i en lang række remser, som var alment kendte i 1800-tallets England, og som derfor refererer direkte til samtidens kulturlandskab. For eksempel den kristne engelske salmedigter Isaac Watts’ kanoniserede og højstemt moraliserende børneremse »Against Idleness and Mischief« fra 1700-tallet, der formaner læseren til at følge dydens smalle sti. Den bliver til følgende fjollevers, her i den danske oversættelse:

»Hvordan vil den små krokodille / uden en dråbe at spilde / få hældt Nilens vand / på sin hale med en spand? // Den ser ud, som den ler / og spreder sine kløer. / Med sit grinende gab / sluger den fisk i sin flab.«

Og da hun møder griffen og den forlorne skildpadde – kan man tale om et mere mærkværdigt makkerpar? – sætter de himmel og hav i bevægelse for at synge og danse ’Hummerkvadrillen’ – en sproglig queering af Mary Howitts seksuelle afholdenhedsremse ’The Spider and the Fly’ fra 1829, hvor den yndige lille Frøken Flue bliver lokket op i Hr. Edderkops dræbende net, som må siges at være spundet af heteronormativt begær – begær, som tager udgangspunkt i, at verden er et heteroseksuelt sted, som i øvrigt er meget kønsstereotypt: Det fremstiller den mandlige seksualitet som aggressiv og den kvindelige som passiv. I ’Hummerkvadrillen’ derimod danser havets dyr på kryds og tværs af køn i en slags fordomsfri mangfoldighedsfest.

Efter en kaotisk retssag om, hvem der stjal nogle tærter, som slet ikke er blevet stjålet, vågner Alice op i sin søsters skød i baghavens trygge rammer. Hendes queerede oplevelser i eventyrlandet viser sig at være en drøm. Men hun fortæller drømmen videre til sin søster, der ikke kan slippe tankerne om det magiske anderledes univers. Drømmen lever altså videre i historien om Alice. Lad denne artikel være en opfordring til også at lade Lewis Carrolls fortælling leve videre – sammen med en mangfoldighed af andre fortællinger – i denne virkelighed.

Der citeres fra Birgitte Brix’ oversættelse: Lindhardt og Ringhof, 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu