Læsetid: 5 min.

Det arbejdende menneske

’Alle mennesker er interessante,’ siger den britiske filminstruktør Mike Leigh, der i næste uge er biografaktuel med ’Mr. Turner’, en film om maleren J.M.W. Turner
LandskabsmalerenTurner (Timothy Spall t.h.) foregreb ekspressionismen og impressionismen – og indledte et forhold til enkefru Booth (Marion Bailey), der er sammen med ham, indtil han dør i 1851.

LandskabsmalerenTurner (Timothy Spall t.h.) foregreb ekspressionismen og impressionismen – og indledte et forhold til enkefru Booth (Marion Bailey), der er sammen med ham, indtil han dør i 1851.

SF Film

23. december 2014

Personen Turner, som jeg havde læst om, forekom mig at være en god person i en Mike Leigh-film.«

Det er ikke altid lige nemt at finde ud af, hvornår Mike Leigh laver sjov, eller hvornår han er alvorlig. Den af statur lille, men af status formidable, britiske filminstruktør er berygtet for det temperament og den skarpe tunge, som de fleste filmjournalister på et eller andet tidspunkt har mødt.

Men i dag er han i godt humør. Hans nye film, Mr. Turner, der handler om landsmanden og landskabsmaleren J.M.W. Turner (1775-1851), har lige haft verdenspremiere på festivalen i Cannes og er blevet godt modtaget. Og det har åbenbart smittet af på humøret. 71-årige Mike Leigh svarer i hvert fald beredvilligt på alle spørgsmål – om end man stadig godt kan fornemme, når han synes, at et spørgsmål er dumt eller dårligt formuleret.

Mr. Turner fortæller om de sidste 25 år i J.M.W. Turners liv og følger den svært gennemskuelige, ofte gryntende og brummende skikkelse – spillet med bravour af Timothy Spall, der da også fik en skuespilpris i Cannes – mens han vandrer rundt i de landskaber, Turner var så suveræn til at gengive, udvikler sit visuelle sprog – Turner foregreb ekspressionismen og impressionismen – og indleder et forhold til en kvinde, enkefru Booth (Marion Bailey), der er hos ham, da han dør.

Men Mr. Turner er ikke nogen traditionel biografisk film, der ligefremt genfortæller en kunstners liv og oplevelser. Nej, filmen er lige så lunefuld, drilsk, kunstnerisk og indimellem enigmatisk som sin hovedperson.

»Alle mennesker er interessante,« siger Mike Leigh om grunden til, at han gerne ville lave en film om Turner. Det handler blot om at finde ind til kernen i de enkelte mennesker.

»Jeg har lavet film om alle slags mennesker, og der er ikke nogen grund til, at det ikke også kunne være en maler. Jeg er tillige meget interesseret i kunst, og for længe siden gik det op for mig, at forholdet mellem denne mand og hans arbejde, mellem dette episke, poetiske, dramatiske arbejde og denne sårbare, konfliktfyldte mand, var meget spændende. Et menneske fra en ydmyg baggrund, der blev en institution i sin egen tid, og som var radikal i sin kunst.« Turner er kompleks, og han gemmer sig bag sin afmålthed, fortæller Leigh.

»Han er en mand, der har børn og helt uden blusel siger: ’Nej, jeg har ingen børn.’ Jeg er selv far, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at ville benægte det. Men det er en del af Turners kompleksitet. Han er en gåde. Vi forstår ham ikke helt. Og alligevel er det min fornemmelse, at publikum instinktivt forstår ham. Man har sympati for ham uden i en mere bogstavelig forstand at analysere og nå til bunds i ham.«

Et virkeligt menneske

En anden grund til, at Mike Leigh gerne ville lave en film om J.M.W. Turner, var kunstnerens udtryksfulde malerier af både landskaber og skibe på oprørt hav. De er i sig selv filmiske, og det virkede oplagt at bringe dem op på det store lærred. Men det måtte ikke blive romantiserede og idealiserende, hvilket det ellers ofte gør i film om kunstnere og malere.

»Jeg ville gerne gøre det, jeg plejer at gøre, det vil sige at opfatte Turners tid og verden, som var den virkelig,« siger instruktøren, der gennem mange år og film har forfinet sin kreative metode:

Under lange prøveforløb improviserer han personer og dialog frem sammen med sine skuespillere, hvilket bliver til de manuskripter, der følges ganske stramt under optagelserne. Det giver hans film – fra Life Is Sweet, Naked og Hemmeligheder og løgne til Vera Drake, Another Year og Happy-Go-Lucky – en sjælden fornemmelse af ægthed og realisme.

»Jeg betragter Turner som et virkeligt menneske, ikke bare en historisk person eller et symbol. Sammen med mine kammerater, prøver jeg at bruge de samme kriterier, principper og filosofier i periodefilmen, som vi bruger i den nutidige film: at opfatte personerne som virkelige mennesker i en virkelig verden.«

Det arbejdende menneske

Undervejs i Mr. Turner oplever man også, hvordan Turner arbejder. Man ser ham skitsere og påbegynde et maleri.

»Det er det, der altid fascinerer mig, mennesker, der arbejder,« siger Mike Leigh.

»Hvordan folk gør ting, hvordan det, de laver, forholder sig til, hvordan de lever. Man ser Turner bo sammen med mrs. Booth og tage af sted for at male. Det er alt sammen en del af et tredimensionalt portræt af en mand. Menneskelig aktivitet, arbejde, skabelse, er fascinerende. Det samme er forholdet mellem mennesker og maskiner, mennesker og artefakter.«

En af de kammerater, Mike Leigh laver film sammen med, er filmfotografen Dick Pope, som i Mr. Turner har været instrumental i at genskabe de farver og det helt særlige engelske lys, der er i Turners malerier.

»Dick Pope studerede ikke bare Turners malerier, men også hans paletter – de findes stadig – og vi talte meget og eksperimenterede og gjrode forsøg for at finde ud af, hvordan vi kunne opnå de samme farver og det samme lys som i hans malerier,« siger Leigh. »Du kender det sikkert selv, at når man virkelig begynder at researche et emne meget grundigt, så går det én i blodet, og man begynder at tænke på en bestemt måde. Vi begyndte at se verden fra Turners synsvinkel, og det påvirkede alle vores visuelle valg. Desuden er filmen optaget digitalt, og vi var i stand til at benytte os af alle mulige nye teknologier, da vi i efterarbejdet skulle behandle billedet for at forstærke det, Dicks optagelser.« Det synes oplagt at spørge Mike Leigh, om han som kunstner identificerer sig med J.M.W. Turner.

»Mere end noget andet lever malere et isoleret og ensomt liv på grund af mediets beskaffenhed,« siger instruktøren.

Kreative mennesker

»Selv om jeg betragter mig selv som en filmskaber med en personlig stemme, handler selve det at lave film om samarbejde. Det er en oplevelse, som man deler med mange andre mennesker. Det er en grundlæggende forskel. Men egentlig synes jeg, at spørgsmålet er irrelevant, fordi jeg er ikke interesseret i at lave en film om mig selv. Jeg er interesseret i at lave en film om Turner, og længere er den egentlig ikke.« Men kan Mike Leigh da slet ikke se noget af sig selv i Turner?

»Kun i den forstand, at jeg og mange andre af de involverede, er kreative mennesker på en eller anden måde, og vi forstår, hvad det betyder at være et kreativt menneske.«

Tiden er ved at være gået, og til allersidst kan jeg ikke lade være med at spørge ham, hvad han mente med sin indledende bemærkning – at Turner ville en god person i en Mike Leigh-film – og om der overhovedet findes noget, man kan kalde en Mike Leigh-film.

»Det gør der, og det er noget, jeg er blevet mere opmærksom på med årene,« siger han og smiler.

»Og jeg mente egentlig blot, at han er en god person at bruge i en film. Men siden jeg befinder mig her sammen med jer, syntes jeg, det var en sjov måde at formulere det på.«

’Mr. Turner’ har dansk premiere den 1. januar og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

For mig har Turner noget af det samme som nogle af de franske impressionister. Jeg vil se
malerierne fra alle vinkler. Det ser muligvis besynderligt ud for andre besøgende, og det
irriterer min kone, men jeg kan bruge lang tid på, at gå til højre og til venstre, frem
og tilbage, op og ned i knæene - og hvis jeg havde en trappestige ville jeg såmænd også
kravle op på den :)

Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese, Klara Liske, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis du virkelig havde været ekstrem, kristian, havde du bedt museerne om forskelligt lys, og retten til at flytte rundt på malerierne, fra lys til mørke -
Forestil dig en solopgang i en sal med kraftigt lys fra et stort vindue?

Light is the mother, and mother is not your best friend when she just woke up - she needs her space, and the right circumstances - maybe then she'll play some Music

But ask a painter - and go really crazy

Det bliver spændende at se en film om den dybt interessante, fantastisk produktive og for sin tid ekstremt berejste Turner. Forhåbentlig har Leigh sine kilder tilstrækkeligt i orden, så filmen ikke bare er en serie anekdotiske privatlivssituationer og skildringer af Turner´s kunst-skaben som en ret spontant præget "proto-impressionisme" eller "proto-ekspressionisme". Filmen bør også, i hvert fald glimtvis, formidle mandens traditionsbevidsthed, belæsthed, og de ambitiøse intellektuelle overvejelser bag mange af hans malerier, som fx John Gage ("Turner - A Wonderful Range of Mind") og Eric Shanes ("Turner´s Human Landscape") har afdækket. En baggrund, der gør hans formale eksperimenter så meget desto mere eksplosive og forbløffende.

Michael Kongstad Nielsen

Kristian Rikard (25. december, 12:54) - jeg forstår din kone. Sådan ser man heller ikke på mennesker, (selvom man godt kunne få lyst), hverken billetdamen eller kustoden ville bryde sig om en sådan gennemgang, og problemet med malerier er jo, at man ikke kan bede maleren om at lave det hele igen fra en anden vinkel. Derfor må man selv benytte sin egen fortræffelige evne til at vende og dreje perspektivet i egen forestilling. Ligesom for små børn, der opfatter en ting eller et tegn ens, uanset hvad vej det vender.

Kristian Rikard

Hej Michael Kongstad,
Se her er vi fuldstændigt uenige. Du har selvfølgelig ret i det med fantasien, og den der med
trappestigen var noget pjat. Men her i København har vi faktisk et par malerier på Ordrupgård,
som jeg mener, illustrerer hvad jeg mener. Det ene er Pissarros Rue Saint-Honoré og det andet
og måske bedste eksempel er Monets: Waterloo Bridge.

Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, er det første ikke malet oppe fra en balkon, ned over gaden? Med alt dens spraglede liv - uden "forgrund". Dejligt billede, men lidt underligt perspektiv.

Det andet er vist også malet oppe fra. Spændende billede. Noget hemmelighedsfuldt, spøgelses-agtigt over det. Stilstand og dog bevægelse (fra Themsen). Grå London-dis blandet med fabriksrøg fra fjerne skorstene.