At Østeuropa som konstruktion lige så stille sank i grus i efteråret og vinteren 1989 er til stadighed en forunderlig sandhed. Den har imidlertid én modifikation. Dens navn er Rumænien.
I 1992 mødte jeg Mircea Dinescu, en rumænsk digter, som havde været underkastet husarrest og mange andre sanktioner i Bukarest gennem det mest af 1980’erne, en vild og livsglad mand. Det var til et seminar i Wien. Han havde været oprørsledernes kendteste ansigt; det var ham, der i rumænsk tv under tumult annoncerede det nye provisoriske styre, situationens hurtigt sammenstykkede generalstab. Det var dengang. I 1992 havde han kun beholdt posten som formand for det rumænske forfatterforbund, der havde rystet diktaturet af sig – bl.a. en bunke kollaboratører – og var begyndt forfra.
Dinescu kunne fortælle, hvor henrykte de havde været, dengang nyheden om de åbnede grænseovergange i Berlin nåede ham og hans ligesindede i Bukarest.
»Vi var selvfølgelig meget nervøse for, at Ceausescu ville købe Muren – den var billigt til salg, og penge havde han jo nok af (navnlig i Schweiz!) – og lade den genopføre omkring Rumænien.«
Festet blev der på gader og stræder i øst og vest dengang i november 1989. Og festet blev der for nylig i alle medier, da det var 25 år siden, at Muren ramlede, ganske som Ronald Reagan havde bedt om. Og der var ikke ende på folks og fhv. journalisters glade minder fra de ufattelige dage. Selvfølgelig.
November gik på hæld i Berlin og andre steder. Jublen mundede ud i en konstruktiv parlamenteren omkring de runde borde, ikke mindst i Warszawa og Østberlin. Det blev december, og julen nærmede sig. Så vendte bøtten …
Ceausescus tjenere
For intet af alt dette passer overhovedet på Rumænien. Rumænien er en helt anden historie. Den handler ikke mindst om en Fører (conducător, som han ønskede at blive kaldt), der lige så godt kunne være en barbarisk sultan i Det Osmanniske Rige.
»Eller en antik kejser,« sagde Dinescu, af den slags, der skulle have sin hest og sine koner med i graven. Nogle skulle også have deres tjenerstab med. Desværre er det nu Ceausescus tjenere, der har magten i Rumænien …
Han sendte bekymrede tanker hjem til Bukarest, hvor folk fra det gamle system var ved at sætte sig godt og grundigt til rette på taburetterne.
Det var i Rumænien, den gamle tragiske figur, som hedder tyrannens fald, pludselig manifesterede sig på det østeuropæiske scenegulv. Et euforisk og morbidt skuespil nogle kolde juledage i 1989. I et fjernt land. Folket havde omsider gjort op med »folkets mest elskede søn«, der blev taget til fange sammen med sin hustru, Elena.
Tidligt på aftenen første juledag bliver ægteparret stillet for et militærtribunal. Anklagen lyder først og fremmest på folkemord: Kort proces! Standret. Ceausescu raser, hans kone fråder. Råb og skrig. Bagbinding. Smældende skudsalver i den natlige kasernegård. Henrettelse.
Basta!
Meddelelsen blev hurtigst muligt med klare billeder af førerens aflivede ansigt udsendt af stats-tv, der kun et par dage forinden var faldet i oprørernes hænder.
Befrielsen fra diktaturet skete med en brutalitet, der svarede til toogethalvt årtis statsterror under Ceausescu. Afgørende var, at der ikke eksisterede noget civilsamfund i det benhårdt disciplinerede Rumænien, ingen illegal borgerrettighedsbevægelse, der kunne give modstanden en positiv basis af legitime principper.
Der var diverse punkter eller øer af kritik og heltemodig modstand, men højst sporadisk og uden ringeste ansats til samling.
Glem ikke Rumænien
Charta 77 i Tjekkoslovakiet var heller ingen organisation med stort ’O’. Men den blev en overbevisende politisk instans i tjekkoslovakkernes bevidsthed og bar landet uskadt igennem en fløjlsrevolution. Polen havde Solidaritet og Paven i Rom. Og DDR sine borgergrupper og evangeliske kirker.
Da røgen var drevet væk efter skudsalven i den lille garnisonsby Tirgoviste 80 kilometer nordvest for Bukarest, var der kaos i det land, der siden 1965 havde været ladt alene med sin plageånd. Og som i ethvert kaos var der uforudsigelige kræfter, der rørte på sig, med uforudsigelige muligheder.
Et af de mest generøse transparenter, som blev båret på gaden af de østtyske demonstranter dengang, kunne man se i Leipzig en af de første dage i november: »Glem ikke Rumænien.«
Udenrigspolitisk præsterede Ceausescu med eneherskerens særlige muligheder at køre sit eget løb. Han formåede at etablere sit eget relativt uafhængige – med streg under relativt – forhold til Sovjetunionen, hvor man aldrig havde tvingende behov for at sætte Ceausescu på plads, så længe han planmæssigt og i rigt mål leverede det, han fik besked på, dvs. først og fremmest korn. Det gjorde han – på bekostning af sin egen befolkning. Faktisk markerede en håndfuld uselviske folk i ledende stillinger engang midt i firserne, at Føreren med denne eksport truede sit eget folk på »dets biologiske eksistens«. De faldt alle i unåde.
Geopolitisk var Rumænien aldrig noget problem for Moskva. Og Ceausescus egenrådighed indebar ingen smittefare.
Allerede i 1958 var der ikke en russisk soldat i Rumænien. Warszawapagtens intervention i Prag i 1968 nægtede Ceausescu som det eneste medlem at deltage i. Han etablerede tidligt diplomatiske forbindelser til Vesttyskland – til DDR-ledelsens raseri – og fik da også højtideligt besøg af Willy Brandt så sent som i 1973. Gerald Ford fulgte to år efter. Da havde Nixon allerede i 1967 fået foretræde for sultanen og hans hof i Bukarest.
Vestens taktiske elskværdighed over for det rebelske Rumænien havde to bekymrende virkninger. Den ene var, at det rædselsregimente, Ceausescu siden 70’erne herskede med, indadtil, forblev upåagtet. Den anden var, at den vestlige imødekommenhed over for diktatoren var gift for enhver opposition eller dissidens. Hvis en østeuropæisk opposition ikke kunne finde støtte i Vesten, var den dødsdømt.
Så fra 70’erne og frem var den almindelige depression i landet dagens orden. Og ikke så sært emigrerede de, der kunne.
»Alt sammen udhulede det atmosfæren,« sagde Dinescu. »De kolleger, der ikke var medløbere, isolerede sig og dannede deres egen uformelle klub til produktion af fremmedgørelse …«
Fanden var løs
Hvad var det for et overmod, der gav sig udslag i, at Ceausescu indkaldte til massemøde på den centrale plads i Bukarest torsdag den 21. december 1989? For med dette møde hidkaldte han selv katastrofen.
Som Dinescu sagde: »Rumæniens nationalprodukt var angst, og de deraf flydende disciplinære fordele var store for tyrannen. Hans land makkede ret.«
Så sent som medio december var Føreren under socialistpartiets kongres blevet enstemmigt genvalgt som præsident for en ny femårig periode – med stående ovationer.
Til mødet i Bukarest indfandt sig, som sædvanlig stramt instrueret, den ene udkommanderede enhed af arbejdere og funktionærer efter den anden med bannere og kæmpeportrætter af præsidenten og hans frue, parat til at aflevere de kendte hyldestråb og klapsalver de rigtige steder.
Mødets formål var klart: at kalde til orden og samling.
Det var der grund til. Fanden var løs ude vestpå, i Timis-området. Der havde netop været en langvarig og blodig opstand i provinshovedstaden Timisoara, fordi myndighederne havde fjernet og deporteret en populær, reformert præst, der havde ytret sig systemkritisk. Det havde medført vedholdende demonstrationer, som var blevet mødt med uindskrænket vold fra de tilkaldte sikkerhedsstyrker, men ikke desto mindre fortsatte. Der gik rygter om en decideret massakre.
Det havde oprørt ikke mindst de unge både i Timisoara og i Bukarest, for præsten Laszlo Tökes – fra det ungarnske mindretal – var en helt. Inden husarresten lagde sin ring omkring ham og hans kone, fik han i sidste øjeblik sendt et brev til Lech Walesa.
Yderligere havde man opsnappet en intern meddelelse fra Ceausescu til de relevante organer i parti og administration om, at fra nu af herskede der undtagelsestilstand i landet. Nu skulle der efter Timisoara-urolighederne uden hensyn slås ned på uromagere, der alle var agenter fra udlandet og fascistiske bøller. Enhver, der modsatte sig politiets ordrer, kunne skydes på stedet.
Og dog ville Ceausescu møde folket. Så her står han på balkonen på 2. sal af centralkomiteens bygning i det store regeringskompleks. Til højre for ham først Elena og derefter en garde af tro ministre og embedsmænd.
Uforglemmelige er de berømte sekunder, hvor diktatoren med pelshuen fornemmer, at der er ugler i mosen, og måske aner, at det mareridt er begyndt, han har prøvet at besværge. Hans regeringsmagt vakler, ligesom kameraet på et tidspunkt gør. Klokken er slået.
Der bliver buhet. Vantro løfter han en hånd. Den stivner i luften, fordi han ikke ved, om han skal eller vinke eller tysse, mens han med usikre øjne scanner pladsen fra side til side. Han er holdt inde. Hvad nu? Billedet er ikke frosset; det fremgår af lydsiden, hvor råbene tager til. Det er ham, der er frosset. Han tager tøvende et skridt baglæns.
En højtstående apparatjik, også med pelshue, sniger sig gesvindt op til præsidenten bagfra og hvisker tydeligt: Kom indenfor i en fart! Men Ceausescu bliver på balkonen.
Disse og de følgende minutter på rumænsk stats-tv er blevet analyseret atter og atter.
’Hvad er der i vejen med jer?’
Nye undersøgelser hævder, at en af grundene til, at uroen bredte sig, var, at unge mennesker havde fået en god idé. De havde ikke længe forinden på bånd optaget lyden af automatvåbnene, der havde knitret i Timisoara. Til dagens massemøde havde de så medbragt forstærkere og højttalere og spillede nu båndene i sidegaderne – så folk inde på pladsen troede der blev skudt. Det er i al fald en god historie …
Sikkert er – for det kan man umiddelbart se – at kameraet tilter væk fra balkonen ud over tilfældige hustage, samtidig med at lyden går. Ceausescu gentager sit råb: »Hallo!« Man hører også Elena ophidset skrige: »Hvad er der i vejen med jer?« og befale folk at bevare roen, mens Ceausescu hvæser et »Hold bøtte!« til hende.
Ovationerne, der er blevet usikre, genvinder imidlertid deres styrke og taktfasthed. Det undrer umiddelbart. Er det den gamle frygt og respekt, der sidder i rygmarven på de indforskrevne masser? Undersøgelser viser, at det skyldes, at teknikere hurtigt har fundet gammelt »dåsebifald« frem, som de brager ud over pladsens højttalere.
I hvert tilfælde falder der så meget ro over gemytterne for en stund, at Ceausescu, da lyden vender tilbage, med en stadig mere skinger og sprukken stemme får forkyndt, at Politbureauet netop har besluttet – surprise! – at arbejdere vil blive udbetalt 200 lei mere i løn næste år, at børnepenge og pensioner vil blive forøget … Han ser op for at sikre sig, at de indfødte er hoppet på glasperlerne …
Slut. Udsendelsen afbrydes.
Senere fremkom privatoptagelser, der viser, at nu var der gået malstrøm i masserne. Folk søgte bl.a. hen til regeringsbygningerne og endte med at trænge ind.
I den anden ende af bygningskomplekset, i præsidentens fjerne gemakker, beskyttet af fuldtro sikkerhedsenheder, ventede Nicolae og Elena på den helikopter, der næste dag fra regeringsbygningens tag bragte dem ud af fælden, de befandt sig i, og for en stakket stund gav dem en luftig frihed.
»Rotter! Rotter!« råbte folk efter helikopteren, da den kværnede bort over hustagene.
Der var to ’balkonscener’ den vinter i Østeuropa: Havels og Dubceks på Wenzelspladsen i Prag med tjekkerne dernede, som ringlede lykkeligt og samtykkende med nøgleknipperne. Fløjlsrevolutionen var en kendsgerning. Og så Elena og Nicolae Ceausescus over den store plads i Bukarest. Her var intet af fløjl. Den rumænske revolution begyndte i vold og kaos.
Drab
En af juledagene i 1989 var jeg til frokost hos venner på Østerbro. Om vi havde set det, der skete i Rumænien? Jamen! Det var dog forfærdeligt. Henrettelsen. Hvis det var sådan, det skulle gå til i det befriede Østeuropa, kære venner! Så kunne det jo næsten være det samme …
Det var et drab, ja. Men det handlede faktisk ikke om hævn, selvom der var al tænkelig baggrund for det. Det handlede heller ikke om, at hvis forbryderen havde fået lov til at sidde og visne i sit spjæld, mens man forberedte og kørte en endeløs retssag mod ham, kunne det udløse mange nyttesløse og uhensigtsmæssige afsløringer. Hvad det kunne. Og så ville kræfter komme på banen, som man ikke kunne vide, hvor endte. Så hellere …
At det skete, som det skete, kan heller ikke ’undskyldes’ med, at det alligevel var endt med dødsstraf. For det var det.
Sagen er, at på det pågældende tidspunkt, den 25. december 1989, da pelotonen afgav sine dræbende skud i kasernens gård, havde oprørerne langtfra vundet. Ingen vidste, om hæren stod stabilt og utvetydigt på folkets side. Der var tilbagevendende rygter om, at store kontingenter af Securitate havde forskanset sig i Karpaterne. Der blev i al fald skudt hårdnakket i Bukarests gader både fra og imod Securitates snigskytter. Det var kort sagt en nærliggende mulighed, at diehard loyale sikkerhedsfolk pønsede på at befri deres Fører.
Et livs angst
Frygten understregedes af rygter om, at Ceausescu-tro faldskærmsenheder var parat til indsættelse. Mange hæftede sig ved, at den faldne Fører på billederne flere gange kiggede på sit armbåndsur. Derfor blev hr. og fru Ceausescu efter tilfangetagelsen kørt rundt på må og få i det rumænske landskab i en pansret mandskabsvogn, tilsyneladende formålsløst. Det skete af sikkerhedsgrunde, for at formindske risikoen for, at de blev søgt befriet.
Den konservative udenrigsordfører Per Stig Møller fremkom den 26. december med en udadlelig kommentar: »Det er aldrig godt at gribe til lynjustits.« Så sandt.
Og standret er ingen ret. Lige så sandt.
Herta Müller er enig. Hun ønskede – i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung – at forholdene havde muliggjort en demokratisk procedure efter den vestlige bog. Fair trial – hvem er imod dét? Hun er ikke. Men – man kan næsten høre hende sukke. Der er så meget, I ikke kender til og ikke ved. Der stod så meget på spil i de timer, befrielsen havde kostet så mange liv og ville gøre en ende på årtiers ofre og rædsler, at … ja, det øjeblik måtte ikke forspildes, ikke forpurres af hensyn til de spilleregler, vi alle hylder. Ikke denne ene gang.
»Jeg og en helt nation blev løst af et livs angst, da diktatorens lig blev vist i tv – og der ikke var nogen at befri.«
Elena og Nicolae Ceaucescu kort før henrettelse, den 25. december 1989.
Elena var om muligt endnu mere forhadt end hendes mand. En moderne version af Marie Antoinette.
Jeg husker meget tydeligt de skæbnesvangre dage. Jeg var på besøg hos en ven i Stockholm, en Ungarer. Vi sad klistret til radioen og lyttede til de grufulde beretninger om de Ceaucescu-tro minearbejdere, der var blevet sat ind mod studenterne i Bukarest, og brutalt slog dem ihjel. Det var meget bevægende.
Jeg vidste ikke, at jeg sidenhen skulle få et nært forhold til landet. Første besøg i 1996 efterlod et indtryk at den martring dette folk havde gennemgået i generationer, og det skal understreges, at før Ceaucescu, under den facistiske Antonescu, var det ikke meget bedre. Så der ligger en lang og dyster historisk skygge over dette folk - og man mærker stadig resterne af den i landet. Dens slags kollektive traumer tager generationer at hele, en process er de heldigvis kommet langt med.
Folket med de runde hoveder og den charmerende krydsning af slavisk og romansk blod og sprog.
/O
"Befrielsen fra diktaturet skete med en brutalitet, der svarede til toogethalvt årtis statsterror under Ceausescu. Afgørende var, at der ikke eksisterede noget civilsamfund i det benhårdt disciplinerede Rumænien, ingen illegal borgerrettighedsbevægelse, der kunne give modstanden en positiv basis af legitime principper."
Præmissen for Niels Barfoeds artikel er at Rumænien blev befriet fra det kommunistiske diktatur, men det er der vist ikke mange rumænere der tror på i dag. De der protesterede mod at magten forblev i kommunistpartiets hænder, blot under et andet navn ("Fronten til Fædrelandets Frelse"), blev stoppet med vold: http://www.vice.com/en_uk/read/miners-revolt-romania-andrei-iliescu-photos Med al sandsynlighed var det eneste der skete under den såkaldte revolution at kommunistpartiets top valgte at ofre Ceauşescu for at komme den rigtige revolution i forkøbet.
@Anders
Det er også min klare opfattelse.
Alle Rumænere jeg har talt med, har givet udtryk for samme overbevisning. Den Rumænske revolution var et orkestreret statskup, forklædt som revolution. Ceaucescu havde i de sidste år magtfulde modstandere i toppen af centralkommiteen, og især militæret, herunder forsvarminister Vasile Milea, som måske, måske ikke begik selvmord, efter at have nægtet at give militæret ordre til at skyde mod demonstranterne. Han faldt herefter i unåde, og mange Rumænere er overbevist om at hans død var en likvidering. Få dage senere var Ceaucescu og hans kone selv døde.
/O
Fed underholdning.
Fik Ceausescu for resten ikke elefantordenen af det danske kongehus?
Jeg husker også de bevægende juledage med de mange modstridende oplysninger via pressen. Det var ikke nemt at forstå hvad der foregik. Det forfærdelige veltrænede Securitate mod folkets dårligt udrustede befriere fra den rumænske hær.. Men jeg er helt enig. Det var ét stort og blodigt teater.
Socialisme var bedre
66 procent af rumænerne ville stemme på den tidligere regeringsleder, Nicolae Ceausescu, hvis han stillede op ved det kommende valg i november, viser en meningsmåling...
http://arbejderen.dk/udland/socialisme-var-bedre
MKN
vist ikke så meget af kongehuset i den forstand, som af veldresserede vasaller og tjenere (af andre end kongehuset), der f.eks. også kan finde på at uddele Nobelfredspriser og andet stads, hvis det passer ind i tidens propagandadagsorden.........
- Fik Ceausescu for resten ikke elefantordenen af det danske kongehus?
Jo, jo. Masser af statsmænd har fået den fornemme pris. Også Ægyptens Mubarak.
Det er da for resten en betænkelig mistro, der kan spore hos nogle overfor den nuværende pæne, ordentlige, demokratiske osv. EU- og NATO-partner. Når man er med i sådanne fine klubber kan intet fælt da være at sige eller antyde!?
Kongehuset beslutter "helt selv" hvem de dekorerer, men generelt udveksler de julepynt på højeste niveau, når fremmede statsledere er i byen. Så Ceauşescu og Mubarak fik elefanten, i selskab med royale fra tilsvarende grimme lande som Iran og Saudi-Arabien. Også DDRs Honecker var kun et par måneder fra officielle danske kindkys og elefant, men dette planlagte statsbesøg blev nådigt stoppet af DDRs folk.
Bill Atkins:
Mærkeligt at Arbejderen ikke kommenterer på at Ceausescus despotisme ikke havde det mindste med socialisme at gøre.
Udenlandske statsledere får som regel Elefantordenen, når de er i DK! Og Elefantordenen skal altså leveres tilbage til den danske stat, når den person, som har fået denne orden, er død!
Ole T. Krogsgaard har i sin bog Bureaukraterne tager magten (hovedland, 2014) gennemgået netop der der skete i juledagene i 1989. Han mener, at dommen over Ceausescu allerede var besluttet på forhånd, sandsynligvis af folk omkring Ion Ileiscu. (side 265). Han, Krogsgaard, refererer Dan Voinea for at sige, at "præsidenparret blev ofret for at.....redde den kommunistiske administration, der, som man ser, har overlevet indtil i dag." (side 266)
Er det forøvrigt ikke interessant, at i mange tidligere central og østeuropæiske lande forvandlede de tidligere ledere blot det regerende parti, kommunistpartiet, til et socialdemokratisk parti. Og tog eller fik magten! Således var det aldeles ikke folket, der fik magten i 1989-1991 i de her lande; de samme mennesker sad i regeringen og i administrationen. Farven på deres skjorte var bare skiftet ud, men de regerede landet på samme måde som da de var kommunister. Eller sagt på en anden måde: mange mennesker er magtmennesker som vil gøre alt for at få magt! Også skifte en ideologi ud med en anden...
Nic Pedersen: "Når man er med i sådanne fine klubber kan intet fælt da være at sige eller antyde!?" Hvorfor ikke? Rusland er en af de mest fascistiske og totalitære stater i verden, og det har ikke forhindret EU eller NATO at indgår partnerskaber med denne?
Sune Olsen, tror du ikke at læren er at for arbejdere og underklassen kan selv et despoti være bedre end destabilitet og udbredt/vilkårlig fattigdom? Det er i hvertfald den iagtagelse jeg har gjort mig - også i andre lande. Men dit bud på det tilsyneladende paradoks vil da være lige så godt som mit7
Konklussionen er vel også at socialisme er et meget meget sjældent dyr i skoven, som det kun er ganske ganske få mennesker i menneskehedens historie forundt at skimte. Og når det sker glemmer vi aldrig det smukke syn.
"Konklussionen er vel også at socialisme er et meget meget sjældent dyr i skoven".
Den eneste gang er vel den første kristne menighed beskrevet i Apostlenes Gerninger.
Apostlenes Gerninger 2, 44-45: "Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov".
Bill Atkins:
"tror du ikke at læren er at for arbejdere og underklassen kan selv et despoti være bedre end destabilitet og udbredt/vilkårlig fattigdom? Det er i hvertfald den iagtagelse jeg har gjort mig - også i andre lande."
Det kan være, jeg skal ikke gøre mig klog på din elitære stærk mand teori (selv om den er interessant i forhold til den udbredte Putinisme her på siden), men det har nu stadig intet med socialisme at gøre.
Da livet er for kort til at vi mennesker kan vente på guds indgriben må vi vel have lov at tage sagerne i egen hånd... ....gang på gang.
Sune Olsen, jeg ved godt, at der findes munkemarxister, der har nogle meget videnskabelige teorier om hvordan 'ægte socialisme' skal skrues sammen. Men fakta er jo at almindelige mennesker, der lever af deres hænders arbejde, i meget høj grad sætter subsistensbehov: arbejdespladser, boliger, brød, hospitaler, skoler, fred og stabilitet, som altafgørende for deres livskvalitet. Kan et statsapparat levere disse ting, så vil folk gå meget langt for at forsvare systemet - hvilket også er tilfældet med Rumænien.
At magtapparatet eventuelt jævnligt gennemrystes af kampe mellem apparatchiks, bureaukrater, intelligentsia og intellektuelle, med vindere og tabere er af mindre betydning.
Mere romantisk er den praktiske soialisme ikke.
Vi er frie, og alligevel folk vælger postkommunisterne med et flertal på 60 pct. siger den rumænske antikommunist Ana Blandiana i dagens avis.
http://www.information.dk/519408
Det satans demokrati virker åbenbart ikke før magtapparatet har fået trynet medierne.
Her i 25-året for murens fald er det tydeligt, at bitterheden på venstrefløjen stadig er stor.
Hvis Causescus fald i virkeligheden var et statskup orkestreret af diktatorens nærmeste undersåtter, hvor kommer de unge demonstranter så ind i billedet? Og hvad med præsten i Timisoara? Var han en del af komplottet?
Selvfølgelig er det ærgerligt, at det ikke var sande demokrater, der tog over, men blot mere eller mindre totalitære ulve i nye, tilpassede fåreklæder, men at forklejne betydningen af demonstrationer og dissidenters gerninger totalt og alene tilskrive omvæltningerne til folk i toppen af militæret, politik og administration - for slet ikke at tale om Gorbatjov og den sovjetiske økonomis disfunktionalitet og den deraf følgende mere eller mindre påtvungne passitivitet overfor udviklingen i lydstaterne - er i underkanten.
"Wir sind das folk!" lød heller ikke forgæves i DDR.
Måske det er på tide med et "Glem ikke Belarus"-banner.
Jan Hansen: "Hvis Causescus fald i virkeligheden var et statskup orkestreret af diktatorens nærmeste undersåtter, hvor kommer de unge demonstranter så ind i billedet?" Kunne man forestille sig at de unge demonstranter handlede af egen fri vilje? Det vil muligvis virke utroligt indenfor din borgerlige forståelsesramme, men i virkelighedens verden hænder det faktisk at folk handler i modstrid med magthavernes ønsker.
Bill Atkins: Hvorfor mon du "glemmer" at medtage resten af det du citerer? »Al den terror er en stadig eksisterende rest i vores samfund. Vi er frie, og alligevel folk vælger postkommunisterne med et flertal på 60 pct. De har ændret deres navn og kalder sig socialdemokrater, mens de sande socialdemokratiske ledere døde i fængslet.« De eneste der er blevet trynet er altså de sande socialdemokratiske ledere som blev dræbt under kommunisternes fascistiske terrorkampagner.
Anders Feder, fordi vi taler om rumænernes opfattelse af "praktisk socialisme", og ikke antikommunisten Ana Blandiana's opfattelse af hvad der er foregået af paladsrevolutioner i stats- og partiapparatet, eller hendes opfattelse af hvem der er de sande socialdemokrater. Men Anders, at du synes Ana Blandiana's opfattelse vægter højere end de 60% rumænske vælgere overrasker mig ikke. Og iøvrigt fik du jo linket ved så du selv kan danne dig din skæve opfattelse af tingene.
Som sædvanlig er der ingen i det danske debatpanel, der overhovedet kommenterer på den IMF dirigerede fattigdomsgørelser, der nu sker i hele Øst- og Sydeuropa ...
http://arbejderen.dk/udland/socialisme-var-bedre
...men man bider jo heller ikke den hånd der fodrer.
Bill Atkins: Hvis du mener du taler om "praktisk socialisme" (hvad end det så er) hvorfor citerer du så Ana Blandiana hvis du ikke mener det er det hun udtaler sig om?
"Som sædvanlig er der ingen i det danske debatpanel, der overhovedet kommenterer på [et eller andet urelateret propagandistisk bavl]" Hvorfor skulle man dog også det?
Jeg skal gøre opmærksom på at Ole T. Krogsgaard er borgerlig! Og at han kender til Rumænien, da han har arbejdet der i flere år, bl.a. med skove og skovning af træer i Karpaterne i Rumænien. Han bor der en uge hver måned.Og på side 277-281 i sin bog Bureakraterne ta'r magten (hovedland 2014) fortæller han om hvordan bureaukratiet er i Rumænien ang. skovveje f.eks. I DK klarer skovvæsenet det selv; i Rumænien skal du ansøge alt og alle (side 277-278).
Ole T. Krogsgaard skriver: "Det var et statskup i det styrende kommunistparti, ikke en revolution, og alt skete med professionel præcision, da det først lykkedes at starte tilråb under Ceausescus tale. Kuppet havde været planlagt længe....." (side 265)
Og jo, Jan Hansen, wir sind das folk råbet i DDR lød netop forgæves. I november/december stod Bündnis 90/Die Grünen til at vinde parlamentsvalget i DDR. Hvem vandt? Det gjorde CDU. Og hvorfor vandt CDU? Fordi CDU lovede borgerne i DDR guld og grønne skove, altså adgang til vestlige varer en masse. Og fik DDRborgerne det så. Nej, de gjorde ej! De fik i stedet for grådige kapitalister (venner måske af Helmuth Kohl og CDUpartibosserne) som sikkert måske havde lovet de her kapitalister at de kunne købe DDR-firmaer for en billig D-mark eller to.
Og de her kapitalister fik et firma, Treuhand, som skulle gennemgå DDR virksomhederne; selv sunde virksomheder som f.eks. Carl Zeiss Jena overvejede man at lukke totalt. Eller også opkøbte det vestlige firma fra BRD deres konkurrenter i DDR og lukkede firmaet i DDR. Og der var en vis svindel i Treuhand, mange mia. d-mark skiftede hænder uden at nogen som helst havde nogen som helst form for dokumentation for noget som helst. DDR fik kapitalisme, ikke det som de personer der den 9. november 1989 væltede muren og råbte Wir sind das Volk ønskede sig.
Anders Feder, fordi hun understreger min faktuelle oplysning tidligere i debatten om Rumænernes trang til en tilbagevenden til tiden under Ceausescus - og hvorfor den trang ? Fordi det rumænske samfund er under angreb fra IMF. Men du dykker øjeblikkeligt ned i noget sofistisk sludder. Begrav dig kun i din selvsuggestion, Anders. RIP.
Karsten Aaen,
Jeg bor og arbejder i Leipzig og kan forsikre dig, at borgerne i det mindste ikke ønsker sig det gamle DDR-diktatur tilbage. De er stolte af "Wir sind das Volk"-råbet, som førte til imploderingen af DDR.
Bo Jørgensen.
Ministerpræsidentpost i Thüringen til Die Linke udløser anti-kommunistisk kampagne i Tyskland (5. 12 2014)
http://modkraft.dk/artikel/ministerpr-sidentpost-i-th-ringen-til-die-lin...
...så helt så glade som du siger kan de ikke være.
Det er heller ikke det jeg siger vel. Jeg påpeger blot at folk troede at de fik frihed til selv at bestemme. Lidet anede de at det gjorde de ikke!
"... at folk troede at de fik frihed til selv at bestemme. Lidet anede de at det gjorde de ikke!"
Hvad er det, du siger? Østtyskerne fik da frihed fra et modbydeligt, STASI-overvåget system med maskingevær-reder ved grænsen. De har opnået politisk frihed og lever i dag i et demokrati og kan - i modsætning til DDR-tiden - rejse hvor hen, de vil.
Tak til Niels Barfoed for en sober gennemgang af "storhed og fald"!
Og så lige en kommentar til hele debat - cirkusset i.f.m. artiklen:
Bill Atkins/Bo Jørgensen/Anders Feder+ div.
Kunne i ikke anvende et andet forum f.eks. mail (foregår i en lukket kreds "vi er enige med hinanden") eller facebook hvor man nedgør alt og alle og kommer med udokumenterede påstande!
Har læst alle jeres indlæg, og er rystet over den manglende empati/ indsigt i udviser i jeres skriblerier!
Morsomt. "Debat-æstetikeren"* @Thorleif Lund ønsker i sit første indlæg her på sitet, at folk, der har en anden opfattelsen end han selv, forsvinder.
* Personens egen benævnelse.
Steen Sohn
Du har så åbenbart ikke fattet præmissen!
Glædelig jul fra en "ikke han selv" men en "ham selv"
Og du har jo ret DET er morsomt!
Steen Sohn
Du har så åbenbart ikke fattet præmissen!
Glædelig jul fra en "ikke han selv" men en "ham selv"
Og du har jo ret DET er morsomt!
Debat-æstetiker @ Thorleif Lund fremturer. Han skal nok blive et morsomt og særdeles givende bekendtskab.
Bill Atkins: Du har ikke fremført noget som helst "faktuelt" - du har bare liret de sædvanlige fascismedyrkende paroler af.
Steen Sohn
Må bedrøve dig med, at du og din lige ikke kommer til at debattere med æstetikeren!
Debat-niveauet er desværre for lavt!
Men op med humøret, alt ordner sig!
ps
hvem fremturer?
Æstetiker @ Lund. Hvor og under hvilket navn vil du da fremover optræde?
Hej Steen Sohn.
Du har, som forventet, glemt alt om substansen i debatten
Jeg gentager lige mit indspark i den la,la debat som i kører for hvis skyld?
Tak til Niels Barfoed for en sober gennemgang af "storhed og fald"!
Og så lige en kommentar til hele debat - cirkusset i.f.m. artiklen:
Bill Atkins/Bo Jørgensen/Anders Feder+ div.
Kunne i ikke anvende et andet forum f.eks. mail (foregår i en lukket kreds "vi er enige med hinanden") eller facebook hvor man nedgør alt og alle og kommer med udokumenterede påstande!
Har læst alle jeres indlæg, og er rystet over den manglende empati/ indsigt i udviser i jeres skriblerier!
Thorleif Lund,
Vi har for en stund med tilbageholdt åndedræt afventet dit bidrag til en højnelse af debatniveauet, men må nok konstatere, at det ikke er lykkedes for dig. Du virker ømskindet og tøse-fornærmet.
Fik borgerne i DDR frihed til selv at bestemme, hvordan de vil leve deres liv? Ja, de har nu frihed til at vælge om de vil vaske i Ariel Ultra eller i Persil. De har økonomisk frihed - måske - til at bestemme om de vil køre i Mercedes eller Porche eller VW Golf.
Men har de frihed sådan som de personer troede de ville få i 1989-1990. Det mener jeg ikke; ud fra de udtalelser jeg hørte dengang i tv fra borgerne i DDR, så ville de selv bestemme over deres liv. Ingen politikere, intet system, skulle bestemme over dem længere. De ville selv overtage fabrikkerne, ville de, og producere det, de havde brug for. Men sådan blev det altså ikke.
Og ja, de lever i dag i et borgerligt demokrati, hvor de selv kan bestemme, hvilken af den herskendes klasser medlemmer, de vil vælge! Fordi alle ved jo at man i dag ikke kan gå imod den nødvendige økonomiske politik; denne politik er klassisk liberalisme....mere til de rige, mindre til de fattige....
Ups! Bo Jørgensen
Håber du stadig er i live og trækker vejret naturligt!
"Vi" skriver du!
Er du med i en loge, hvor i har åndedragsøvelser?
Dette er så mit sidste indlæg i.f.t. debatniveauet.
Hvis du analyserer hvad du selv skriver, har du jo fuldstændig ret!
Her lades alt håb ude!
ps1
du virker som en gammel bitter/vred ronkedor
ps2
ps1 skrev jeg for at blive dit niveau
Karsten Aaen,
"Ingen politikere, intet system, skulle bestemme over dem længere. De ville selv overtage fabrikkerne, ville de, og producere det, de havde brug for. Men sådan blev det altså ikke."
Hovedparten af østtyskerne har overhovedet ikke haft sådanne revolutionsromantiske drømme. De er realistiske mennesker og protesterede først og fremmest mod det forhadte DDR-diktatur, mod undertrykkelsen af borgerrettigheder, mod angiveri- og stikkersamfundet, mod systemets drab af egne borgere etc. etc.
Anders Feder: Jeg ved ikke, hvordan du har forstået mit indlæg højere oppe, men for mig at se, så er vi da enige.
Karsten Aaen: Det er muligt, at Ole T. Krogsgaard kender godt til rumænske forhold og har skrevet en glimrende bog om det. Nu kender jeg så til adskillige rumænere - både her i Danmark og i Rumænien, så helt uvidende er jeg ikke selv.
Dertil kommer, at jeg ikke har nogen underliggende politisk dagsorden med mine indlæg.
Jeg er ikke blind for, at interne forhold i Warszawapagt-landene spillede ind. Dertil kommer som nævnt, at Sovjet hverken havde midler eller lyst til at gribe ind - eksempelvis over for valgene i Ungarn i 1989.
Men helt at afvise, at millioner af menneskers indsats, havde nogen som helst indvirkning, er for langt ude. Uden "Wir sind das Volk", var muren efter min opfattelse ikke faldet i 1989.
Østtyskerne opnåede ret arbejdsløshed og bortfald af statspension til fordel for fattighjælp, samt frie markedsdirigerede prisstigninger på husleje og fødevare. Men vi skal jo ikke glemme at der blandt østtyskerne var en stor gruppe af tidligere nazister og andre, der opfattede kommunismen og DDR's krigsskadeerstatning til Sovjet som en straf, så naturligvis var der modstand i det østtyske samfund.
Tja, nogle får elefantordner og deres efterfølgere både NATO- og EU- kors og bånd og stjerner.
Nogle får sågar Nobelfredspriser ubeset......
Andre får kun ignoranters galpen la:
"Rusland er en af de mest fascistiske og totalitære stater i verden"
uden andet grundlag end nogle "debattørers" eget (dog nok påførte) had.
Men sådan er der jo så meget.............
Nic Pedersen,
Dit indlæg forekommer noget forvirret og usammenhængende, men du har dog refereret den overvejende holdning korrekt, når du henviser til opfattelsen af Rusland som en af de mest fascistiske og totalitære stater i verden.
Putins fascistiske Rusland er en stat alene beundret af et brunt sammenrend af forvirrede debattører på Informations debattråde og stærkt højreorienterede bevægelser som Front Nationale, ungarske Jobbik, Liga Nord, Geert Wilders m.fl. Putins Rusland afspejler fascismens karakteristika i henseende til fascinationen for den stærke, politiske førerskikkelse, knægtelse af demokrati og opposition, eliminering af kritiske røster (Anna Politkovskaja m.fl.) homofobi og foragt for modernitetens "dekadente" værdier.
Sider