Diktatorens fald

At Østeuropa som konstruktion lige så stille sank i grus i efteråret og vinteren 1989 er til stadighed en forunderlig sandhed. Den har imidlertid én modifikation. Dens navn er Rumænien.

I 1992 mødte jeg Mircea Dinescu, en rumænsk digter, som havde været underkastet husarrest og mange andre sanktioner i Bukarest gennem det mest af 1980’erne, en vild og livsglad mand. Det var til et seminar i Wien. Han havde været oprørsledernes kendteste ansigt; det var ham, der i rumænsk tv under tumult annoncerede det nye provisoriske styre, situationens hurtigt sammenstykkede generalstab. Det var dengang. I 1992 havde han kun beholdt posten som formand for det rumænske forfatterforbund, der havde rystet diktaturet af sig – bl.a. en bunke kollaboratører – og var begyndt forfra.

Dinescu kunne fortælle, hvor henrykte de havde været, dengang nyheden om de åbnede grænseovergange i Berlin nåede ham og hans ligesindede i Bukarest.

»Vi var selvfølgelig meget nervøse for, at Ceausescu ville købe Muren – den var billigt til salg, og penge havde han jo nok af (navnlig i Schweiz!) – og lade den genopføre omkring Rumænien.«

Festet blev der på gader og stræder i øst og vest dengang i november 1989. Og festet blev der for nylig i alle medier, da det var 25 år siden, at Muren ramlede, ganske som Ronald Reagan havde bedt om. Og der var ikke ende på folks og fhv. journalisters glade minder fra de ufattelige dage. Selvfølgelig.

November gik på hæld i Berlin og andre steder. Jublen mundede ud i en konstruktiv parlamenteren omkring de runde borde, ikke mindst i Warszawa og Østberlin. Det blev december, og julen nærmede sig. Så vendte bøtten …

Ceausescus tjenere

For intet af alt dette passer overhovedet på Rumænien. Rumænien er en helt anden historie. Den handler ikke mindst om en Fører (conducător, som han ønskede at blive kaldt), der lige så godt kunne være en barbarisk sultan i Det Osmanniske Rige.

»Eller en antik kejser,« sagde Dinescu, af den slags, der skulle have sin hest og sine koner med i graven. Nogle skulle også have deres tjenerstab med. Desværre er det nu Ceausescus tjenere, der har magten i Rumænien …

Han sendte bekymrede tanker hjem til Bukarest, hvor folk fra det gamle system var ved at sætte sig godt og grundigt til rette på taburetterne.

Det var i Rumænien, den gamle tragiske figur, som hedder tyrannens fald, pludselig manifesterede sig på det østeuropæiske scenegulv. Et euforisk og morbidt skuespil nogle kolde juledage i 1989. I et fjernt land. Folket havde omsider gjort op med »folkets mest elskede søn«, der blev taget til fange sammen med sin hustru, Elena.

Tidligt på aftenen første juledag bliver ægteparret stillet for et militærtribunal. Anklagen lyder først og fremmest på folkemord: Kort proces! Standret. Ceausescu raser, hans kone fråder. Råb og skrig. Bagbinding. Smældende skudsalver i den natlige kasernegård. Henrettelse.

Basta!

Meddelelsen blev hurtigst muligt med klare billeder af førerens aflivede ansigt udsendt af stats-tv, der kun et par dage forinden var faldet i oprørernes hænder.

Befrielsen fra diktaturet skete med en brutalitet, der svarede til toogethalvt årtis statsterror under Ceausescu. Afgørende var, at der ikke eksisterede noget civilsamfund i det benhårdt disciplinerede Rumænien, ingen illegal borgerrettighedsbevægelse, der kunne give modstanden en positiv basis af legitime principper.

Der var diverse punkter eller øer af kritik og heltemodig modstand, men højst sporadisk og uden ringeste ansats til samling.

Glem ikke Rumænien

Charta 77 i Tjekkoslovakiet var heller ingen organisation med stort ’O’. Men den blev en overbevisende politisk instans i tjekkoslovakkernes bevidsthed og bar landet uskadt igennem en fløjlsrevolution. Polen havde Solidaritet og Paven i Rom. Og DDR sine borgergrupper og evangeliske kirker.

Da røgen var drevet væk efter skudsalven i den lille garnisonsby Tirgoviste 80 kilometer nordvest for Bukarest, var der kaos i det land, der siden 1965 havde været ladt alene med sin plageånd. Og som i ethvert kaos var der uforudsigelige kræfter, der rørte på sig, med uforudsigelige muligheder.

Et af de mest generøse transparenter, som blev båret på gaden af de østtyske demonstranter dengang, kunne man se i Leipzig en af de første dage i november: »Glem ikke Rumænien.«

Udenrigspolitisk præsterede Ceausescu med eneherskerens særlige muligheder at køre sit eget løb. Han formåede at etablere sit eget relativt uafhængige – med streg under relativt – forhold til Sovjetunionen, hvor man aldrig havde tvingende behov for at sætte Ceausescu på plads, så længe han planmæssigt og i rigt mål leverede det, han fik besked på, dvs. først og fremmest korn. Det gjorde han – på bekostning af sin egen befolkning. Faktisk markerede en håndfuld uselviske folk i ledende stillinger engang midt i firserne, at Føreren med denne eksport truede sit eget folk på »dets biologiske eksistens«. De faldt alle i unåde.

Geopolitisk var Rumænien aldrig noget problem for Moskva. Og Ceausescus egenrådighed indebar ingen smittefare.

Allerede i 1958 var der ikke en russisk soldat i Rumænien. Warszawapagtens intervention i Prag i 1968 nægtede Ceausescu som det eneste medlem at deltage i. Han etablerede tidligt diplomatiske forbindelser til Vesttyskland – til DDR-ledelsens raseri – og fik da også højtideligt besøg af Willy Brandt så sent som i 1973. Gerald Ford fulgte to år efter. Da havde Nixon allerede i 1967 fået foretræde for sultanen og hans hof i Bukarest.

Vestens taktiske elskværdighed over for det rebelske Rumænien havde to bekymrende virkninger. Den ene var, at det rædselsregimente, Ceausescu siden 70’erne herskede med, indadtil, forblev upåagtet. Den anden var, at den vestlige imødekommenhed over for diktatoren var gift for enhver opposition eller dissidens. Hvis en østeuropæisk opposition ikke kunne finde støtte i Vesten, var den dødsdømt.

Så fra 70’erne og frem var den almindelige depression i landet dagens orden. Og ikke så sært emigrerede de, der kunne.

»Alt sammen udhulede det atmosfæren,« sagde Dinescu. »De kolleger, der ikke var medløbere, isolerede sig og dannede deres egen uformelle klub til produktion af fremmedgørelse …«

Fanden var løs

Hvad var det for et overmod, der gav sig udslag i, at Ceausescu indkaldte til massemøde på den centrale plads i Bukarest torsdag den 21. december 1989? For med dette møde hidkaldte han selv katastrofen.

Som Dinescu sagde: »Rumæniens nationalprodukt var angst, og de deraf flydende disciplinære fordele var store for tyrannen. Hans land makkede ret.«

Så sent som medio december var Føreren under socialistpartiets kongres blevet enstemmigt genvalgt som præsident for en ny femårig periode – med stående ovationer.

Til mødet i Bukarest indfandt sig, som sædvanlig stramt instrueret, den ene udkommanderede enhed af arbejdere og funktionærer efter den anden med bannere og kæmpeportrætter af præsidenten og hans frue, parat til at aflevere de kendte hyldestråb og klapsalver de rigtige steder.

Mødets formål var klart: at kalde til orden og samling.

Det var der grund til. Fanden var løs ude vestpå, i Timis-området. Der havde netop været en langvarig og blodig opstand i provinshovedstaden Timisoara, fordi myndighederne havde fjernet og deporteret en populær, reformert præst, der havde ytret sig systemkritisk. Det havde medført vedholdende demonstrationer, som var blevet mødt med uindskrænket vold fra de tilkaldte sikkerhedsstyrker, men ikke desto mindre fortsatte. Der gik rygter om en decideret massakre.

Det havde oprørt ikke mindst de unge både i Timisoara og i Bukarest, for præsten Laszlo Tökes – fra det ungarnske mindretal – var en helt. Inden husarresten lagde sin ring omkring ham og hans kone, fik han i sidste øjeblik sendt et brev til Lech Walesa.

Yderligere havde man opsnappet en intern meddelelse fra Ceausescu til de relevante organer i parti og administration om, at fra nu af herskede der undtagelsestilstand i landet. Nu skulle der efter Timisoara-urolighederne uden hensyn slås ned på uromagere, der alle var agenter fra udlandet og fascistiske bøller. Enhver, der modsatte sig politiets ordrer, kunne skydes på stedet.

Og dog ville Ceausescu møde folket. Så her står han på balkonen på 2. sal af centralkomiteens bygning i det store regeringskompleks. Til højre for ham først Elena og derefter en garde af tro ministre og embedsmænd.

Uforglemmelige er de berømte sekunder, hvor diktatoren med pelshuen fornemmer, at der er ugler i mosen, og måske aner, at det mareridt er begyndt, han har prøvet at besværge. Hans regeringsmagt vakler, ligesom kameraet på et tidspunkt gør. Klokken er slået.

Der bliver buhet. Vantro løfter han en hånd. Den stivner i luften, fordi han ikke ved, om han skal eller vinke eller tysse, mens han med usikre øjne scanner pladsen fra side til side. Han er holdt inde. Hvad nu? Billedet er ikke frosset; det fremgår af lydsiden, hvor råbene tager til. Det er ham, der er frosset. Han tager tøvende et skridt baglæns.

En højtstående apparatjik, også med pelshue, sniger sig gesvindt op til præsidenten bagfra og hvisker tydeligt: Kom indenfor i en fart! Men Ceausescu bliver på balkonen.

Disse og de følgende minutter på rumænsk stats-tv er blevet analyseret atter og atter.

’Hvad er der i vejen med jer?’

Nye undersøgelser hævder, at en af grundene til, at uroen bredte sig, var, at unge mennesker havde fået en god idé. De havde ikke længe forinden på bånd optaget lyden af automatvåbnene, der havde knitret i Timisoara. Til dagens massemøde havde de så medbragt forstærkere og højttalere og spillede nu båndene i sidegaderne – så folk inde på pladsen troede der blev skudt. Det er i al fald en god historie …

Sikkert er – for det kan man umiddelbart se – at kameraet tilter væk fra balkonen ud over tilfældige hustage, samtidig med at lyden går. Ceausescu gentager sit råb: »Hallo!« Man hører også Elena ophidset skrige: »Hvad er der i vejen med jer?« og befale folk at bevare roen, mens Ceausescu hvæser et »Hold bøtte!« til hende.

Ovationerne, der er blevet usikre, genvinder imidlertid deres styrke og taktfasthed. Det undrer umiddelbart. Er det den gamle frygt og respekt, der sidder i rygmarven på de indforskrevne masser? Undersøgelser viser, at det skyldes, at teknikere hurtigt har fundet gammelt »dåsebifald« frem, som de brager ud over pladsens højttalere.

I hvert tilfælde falder der så meget ro over gemytterne for en stund, at Ceausescu, da lyden vender tilbage, med en stadig mere skinger og sprukken stemme får forkyndt, at Politbureauet netop har besluttet – surprise! – at arbejdere vil blive udbetalt 200 lei mere i løn næste år, at børnepenge og pensioner vil blive forøget … Han ser op for at sikre sig, at de indfødte er hoppet på glasperlerne …

Slut. Udsendelsen afbrydes.

Senere fremkom privatoptagelser, der viser, at nu var der gået malstrøm i masserne. Folk søgte bl.a. hen til regeringsbygningerne og endte med at trænge ind.

I den anden ende af bygningskomplekset, i præsidentens fjerne gemakker, beskyttet af fuldtro sikkerhedsenheder, ventede Nicolae og Elena på den helikopter, der næste dag fra regeringsbygningens tag bragte dem ud af fælden, de befandt sig i, og for en stakket stund gav dem en luftig frihed.

»Rotter! Rotter!« råbte folk efter helikopteren, da den kværnede bort over hustagene.

Der var to ’balkonscener’ den vinter i Østeuropa: Havels og Dubceks på Wenzelspladsen i Prag med tjekkerne dernede, som ringlede lykkeligt og samtykkende med nøgleknipperne. Fløjlsrevolutionen var en kendsgerning. Og så Elena og Nicolae Ceausescus over den store plads i Bukarest. Her var intet af fløjl. Den rumænske revolution begyndte i vold og kaos.

Drab

En af juledagene i 1989 var jeg til frokost hos venner på Østerbro. Om vi havde set det, der skete i Rumænien? Jamen! Det var dog forfærdeligt. Henrettelsen. Hvis det var sådan, det skulle gå til i det befriede Østeuropa, kære venner! Så kunne det jo næsten være det samme …

Det var et drab, ja. Men det handlede faktisk ikke om hævn, selvom der var al tænkelig baggrund for det. Det handlede heller ikke om, at hvis forbryderen havde fået lov til at sidde og visne i sit spjæld, mens man forberedte og kørte en endeløs retssag mod ham, kunne det udløse mange nyttesløse og uhensigtsmæssige afsløringer. Hvad det kunne. Og så ville kræfter komme på banen, som man ikke kunne vide, hvor endte. Så hellere …

At det skete, som det skete, kan heller ikke ’undskyldes’ med, at det alligevel var endt med dødsstraf. For det var det.

Sagen er, at på det pågældende tidspunkt, den 25. december 1989, da pelotonen afgav sine dræbende skud i kasernens gård, havde oprørerne langtfra vundet. Ingen vidste, om hæren stod stabilt og utvetydigt på folkets side. Der var tilbagevendende rygter om, at store kontingenter af Securitate havde forskanset sig i Karpaterne. Der blev i al fald skudt hårdnakket i Bukarests gader både fra og imod Securitates snigskytter. Det var kort sagt en nærliggende mulighed, at diehard loyale sikkerhedsfolk pønsede på at befri deres Fører.

Et livs angst

Frygten understregedes af rygter om, at Ceausescu-tro faldskærmsenheder var parat til indsættelse. Mange hæftede sig ved, at den faldne Fører på billederne flere gange kiggede på sit armbåndsur. Derfor blev hr. og fru Ceausescu efter tilfangetagelsen kørt rundt på må og få i det rumænske landskab i en pansret mandskabsvogn, tilsyneladende formålsløst. Det skete af sikkerhedsgrunde, for at formindske risikoen for, at de blev søgt befriet.

Den konservative udenrigsordfører Per Stig Møller fremkom den 26. december med en udadlelig kommentar: »Det er aldrig godt at gribe til lynjustits.« Så sandt.

Og standret er ingen ret. Lige så sandt.

Herta Müller er enig. Hun ønskede – i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung – at forholdene havde muliggjort en demokratisk procedure efter den vestlige bog. Fair trial – hvem er imod dét? Hun er ikke. Men – man kan næsten høre hende sukke. Der er så meget, I ikke kender til og ikke ved. Der stod så meget på spil i de timer, befrielsen havde kostet så mange liv og ville gøre en ende på årtiers ofre og rædsler, at … ja, det øjeblik måtte ikke forspildes, ikke forpurres af hensyn til de spilleregler, vi alle hylder. Ikke denne ene gang.

»Jeg og en helt nation blev løst af et livs angst, da diktatorens lig blev vist i tv – og der ikke var nogen at befri.«

Elena og Nicolae Ceaucescu kort før henrettelse, den 25. december 1989.

Scanpix