’Engang fungerede universiteterne som en slags kollektiv kritisk bevidsthed’

Uddannelses-institutionerne er reduceret til at producere vidensarbejdere til et økonomisk system, som ødelægger både naturen og mennesker, mener billedkunster og aktivist Jakob Jakobsen, der finder håb i de seneste universitetsblokader
Demonstrationer og universitetsblokader kan ifølge billedkunstneren Jakob Jakobsen udvikle sig til en mere kritisk diskussion af, hvad vi skal bruge universitetet til, og hvordan vi skal bruge vores viden og kapaciteter som højtuddannede.

Demonstrationer og universitetsblokader kan ifølge billedkunstneren Jakob Jakobsen udvikle sig til en mere kritisk diskussion af, hvad vi skal bruge universitetet til, og hvordan vi skal bruge vores viden og kapaciteter som højtuddannede.

David Leth Williams
22. december 2014

Unge studerende over hele landet protesterede for nylig over regeringens omstruktureringer af de danske universiteter, som de betragter som udemokratiske. På Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet blokerede gruppen Et Andet Universitet indgangene til udvalgsmøderne for at gøre opmærksom på deres manglende indflydelse. De hængte bannere ud med påskrifter som ’Blokeret’ og ’Bekæmp al fremdrift’.

Og på Aarhus Universitet gennemførte studerende torsdag en ’tavs protest mod erhvervslivets dominans’, hvor de under et bestyrelsesmøde lagde sig ned på gulvet med tape for munden som symbolsk tilkendegivelse af, at de følte sig nedtrampet og overhørt.

Blokaderne er et nødvendigt og relevant modsvar i en situation, hvor universiteterne under flotte overskrifter som ’fremdriftsreform’ og ’dimensioneringstiltag’ er ved at blive helt indlemmet i den økonomiske fornuft. Det mener billedkunstneren Jakob Jakobsen, som har fulgt Et Andet Universitets aktiviteter fra sidelinjen og er meget begejstret for blokaderne som protestform. Han har også redigeret den nye antologi Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi, der med en samling kritiske tekster skal åbne op for en bedre forståelse af den nuværende situation.

»Jeg håber, at protesterne vil udvikle sig til en mere kritisk diskussion af, hvad vi skal bruge universitetet til, og hvordan vi skal bruge vores viden og kapaciteter som højtuddannede i et relativt højtuddannet samfund,« siger Jakob Jakobsen.

En lille kaserne

Førhen fungerede universiteterne som en slags kollektiv kritisk bevidsthed. Men autonomien i forhold til statslige og økonomiske interesser er nu forsvundet, konstaterer Jakob Jakobsen.

»Oprindeligt var universitetet samfundets institution og ikke statens institution, men hele den tankegang er blevet marginaliseret og gjort illegitim. De studerende fra Et Andet Universitet blev jo fjernet af politiet, selv om de ikke er særlig militante – deres blokade er en ret fredelig måde at påpege, at de ikke er inviteret med til udvalgsmøderne. Deres eneste mulighed for at deltage er at sætte deres kroppe foran døren,« siger Jakob Jakobsen.

Han bruger Marx’ skelnen mellem produktion og reproduktion til at forklare den udvikling, som universitet har gennemgået under de sidste 20 års neoliberalisme.

»Tidligere har uddannelse tilhørt den reproduktive del af livet. Universiteterne har stået uden for den økonomiske tankegang, som knytter sig til arbejdet. Men nu er uddannelsessektoren blevet trukket inden for den produktive industri i sig selv. Og det strider imod den idé om åben søgen og kritisk spørgen, som universitetet altid har stået for. Det er blevet en lille kaserne.«

Et kritisk ordforråd

Universiteterne er med andre ord blevet et vigtigt led i den vidensøkonomi, som under den neoliberale feststemning omkring årtusindskiftet blev lovprist som den næste store kapitalistiske landvinding.

Nu skulle der tjenes penge på arbejdernes små grå og deres kreative evner i stedet for deres muskelkraft.

Siden er krisen indtrådt. Men alligevel mangler der stadig en analyse af de nye forhold og en kritik af, hvad de indebærer for os som arbejdere, mener Jakob Jakobsen.

I Danmark er diskussionen ikke i tilstrækkelig grad blevet taget.

Det er derfor, han har udarbejdet antologien Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi. Bogen indeholder en række marxistisk funderede tekster af blandt andre Michael Hardt, Franco ’Bifo’ Berardi, Claire Fontaine og Kathi Weeks, som på forskellig vis stiller et kritisk vokabularium til rådighed, der ellers har manglet.

I de hjemlige diskussioner af kultur- og vidensarbejderes usikre ansættelsesvilkår hører man for eksempel ofte den indvending, at kritikken er forkælet og irrelevant, fordi andre samfundsgrupper – især de overflødiggjorte ufaglærte arbejdere – er ramt langt hårdere af de postindustrielle omstruktureringer.

Men den tankegang tyder på, at vi ikke er i stand til at gennemskue den udbytning, som foregår på tværs af forskellige grupperinger og faggrænser, mener Jakob Jakobsen.

»Udbytningen foregår jo alle steder i samfundet, og en af de ideologiske mekanismer er ofte at få de forskellige grupperinger til at gå i kødet på hinanden. Dem, der udbyttes som vidensarbejdere, kan ikke samarbejde med de folk, der udbyttes som service- eller omsorgsarbejdere. De kan ikke indse, at det er de samme kræfter, der er på spil« siger han og tilføjer:

»Som Yahya Hassan ret præcist sagde i DR 2’s Deadline for nylig, så slås de uprivilegerede indvandrere med de uprivilegerede hvide danskere. De forskellige grupperinger bliver spillet ud mod hinanden.«

Behov for tværgående alliancer

Derfor er der brug for at knytte alliancer på tværs af de forskellige fagspecialiseringer. På den måde vil man kunne skabe en fælles forståelse af de forskellige former for udsathed – uanset om det er som videns-, kultur-, service- eller omsorgsarbejder, forklarer Jakob Jakobsen.

Han foreslår, at den humaniorauddannede tekstforfatter på reklamebureauet slutter sig sammen med den rengøringsassistent med indvandrerbaggrund, der kommer og tømmer papirkurvene, i stedet for at være loyal over for ledelsen og aktionærerne.

»Jeg tror, det er bedre at indgå i en diskussion om, hvad det er for nogle mekanismer, der er med til at putte os i en situation, hvor vi som højtuddannede føler, at vores liv er prekært, usikkert og skrøbeligt,« siger Jakob Jakobsen og henviser til antologiens tekst af den italienske teoretiker og aktivist Franco ’Bifo’ Berardi, der beskriver, hvordan nutidens kognitive arbejder overlever på psykofarmaka og slæber sig fra krise til krise. Arbejdet er begyndt at belejre nervesystemet og berøre vores grundlæggende kapacitet som mennesker – det, som Marx kaldte det levende arbejde.

»Den oplevelse af, at dit liv er ved at falde fra hinanden, er jo reel nok, selv om du måske også har en bil og ejer en lejlighed. Du føler, dit liv er miserabelt. Og det skyldes den måde, vi hele tiden reproducerer os selv i samfundet.«

Ifølge Jakob Jakobsen er fortællingen om det frie valg og arbejdslivet som ultimativ selvrealisering en form for neoliberal propaganda. For et virkeligt frit valg ville indebære også at kunne vælge fra og sige nej.

Vi er alle skruebrækkere

Og det er ikke en mulighed, sådan som arbejdslivet er skruet sammen i dag.

»Vi bliver bragt ind i en ekstrem konkurrence, hvor vi hele tiden underbyder vores kolleger. Vi er vores egen arbejdsgiver, og vi er den bedste til at udbytte os selv. På den måde er neoliberalismen blevet masseret ind i vores kroppe, ind i vores hjerner og i hele vores tankegang. Alle vores fibre reproducerer den samme konkurrence og individualisme.«

Så hvis man oplever en frihed ved at være kreativ freelancearbejder, så er det fordi man har indoptaget en neoliberal ideologi?

»Ja, det vil jeg mene. Og det er derfor, det er vigtigt at komme tilbage til den kritiske position, som universitet traditionelt har repræsenteret. Vi må spørge os selv, hvad konsekvenserne er af den momentvise følelse af frihed, man måske har, når man er i tyverne. Hvad med alle de andre på psykofarmaka, og dem, som er ved at have opbrugt deres dagpenge,« spørger han og forklarer:

»Vi er røget ind i et udskillelsesløb – et kapløb mod afgrunden, hvor nogle har succes til en vis grad. Men i sidste ende reproducerer vi et system, som er en dødssejler. Ikke at man skal undervurdere folks tilfredshed; jeg er også selv kunstner og er kommet frem i livet for meget få midler. Det er også mit eget valg. Men jeg vil ikke sige, at det er en gangbar model for arbejdsmarkedet generelt, sådan som det er gået hen og blevet. Man kan sige, at i vores lykke er vi alle sammen skruebrækkere. Vores lykke bygger på andres ulykke.«

Hvordan kan man så gøre modstand? Det er vel ikke nok at nedlægge arbejdet, når det involverer ens følelsesliv og hjernemasse?

»Nej, netop, og det er derfor, jeg mener, at blokaden er en brugbar måde at standse den kapitalistiske reproduktion. Opgaven i dag er at lave organisationer, der kan blokere den økonomiske infrastruktur og gå op imod den nye form for udbytning. Jeg mener, vi skal lave nogle andre institutioner,« siger Jakob Jakobsen, der i 2001 selv var med til at etablere det kunstnerdrevne alternative uddannelsesprojekt Det Fri Universitet.

Han har svært ved at se, at reformer skulle kunne rette op på den ensretning, universiteterne er ved at blive underlagt. Uddannelsesinstitutionerne producerer fremtidige vidensarbejdere til et system, som helt indlysende ikke fungerer. Et system, som ødelægger både naturen og os selv som mennesker.

»Et eller andet sted tror jeg, at universiteterne, som de gestalter sig i dag, må afvikles. Vi må stille os selv spørgsmålet, hvad det er for et universitet, vi gerne vil have. Det er ikke universitetet som begreb, der må afvikles, men i forhold til den samfundsudvikling, vi har set de seneste 20 år, mener jeg, at universiteterne har ført os ned i en blindgyde, hvor de faktisk er med til at reproducere et destruktivt system. Der kan blokaderne skabe et kritisk rum, som er nødvendigt, hvis vi skal undgå at køre planeten helt ud over kanten.«

Antologien ’Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi’ er udkommet på forlaget Nebula

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Jakob Jakobsen

Født 1965.

Billedkunstner og aktivist.

Medgrundlægger af bl.a. The Copenhagen Free University (2001), den kunstnerdrevne tv-station tv-tv (2004) og Nebula Books (2010).

Underviser ved Det Fynske Kunstakademi 2006-2012.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Siden menneskets oprindelse har det været kampen for at minimere den daglige indsats af nødvendighed, der har skulle frisætte os. Det bliver hele tiden ødelagt af de magtfulde og besiddende - og derfor kræver en anden samfundsform det enkle, at magt og besiddelse afkobles. Det gør basisdemokratiet, som fungerede så fint på universitetet, indtil en art kup fjernede det igen. Overklassens ønske om at bestemme og gøre sig til gode med andre menneskers tid, virkelyst og idérigdom giver os kun et luddersamfund. Alle er prostituerede i kapitalismen, hvis de ikke fortrinsvis er kunderne.

Brugerbillede for Jimmy Laust Jensen

Jeg er ret overbevist om, at der er andre faktorer, der spiller ind på ødelæggelsen af naturen og mennesker. Tror ikke universiteterne overhovedet kan få skylden.
Regeringens samfundsbeslutninger har også haft en stor del af ansvaret for at dirigere os i den rigtige retning.
Jeg tror også, at kulturel marxisme har en del af skylden for det nedbrydende samfund. Jeg har ikke læst så meget om det, men de vestlige lande skulle angiveligt være stærkt påvirket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Jeg er udmærket klar over, at det følgende synspunkt er yderst kontroversielt, men jeg vil ikke desto mindre mene, at en meget stor del af tidens problemer skyldes, hvad jeg vil kalde "demokratismen".

Demokratiets grundidé er i og for sig udmærket (og med Churchill trods alt: "bedre end alle andre systemer, man har førsøgt"). Det bliver imidlertid til et vrængbillede, hvis man på grund af det sakrosankte lighedsprincip sætter kvalitetsløshed til at være fuldt ligeværdigt med ægte kvalitet.

Derfor går det hele - populært sagt - ad h. til, fordi al interesse (kommercielt såvel som politisk) er koncenreret om at bejle til en - anskuet bredt - relativt uvidende og uforstående majoritet. Hvad nytte er det til at tænke og udtrykke dyb forståelse og etiske og begavede tanker, hvis man mht. reel indflydelse taler for stort set døve øren. Er der penge i det? Er der stemmer i det? Hvis ikke, så kan det såmænd forresten være lige meget.

Derfor har kulturlivet det så svært som tilfældet er (p,g.a. majoritetens mangel på andet end overfladisk kulturel interesse).

Derfor er udviklingen på miljø- og klimaområdet tilsyneladende, så uafvendeligt katastrofal, som tilfældet er.

Derfor har tænkningen det så svært som tilfældert er, fordi ikke-banal tænkning kræver, at man anstrenger sine åndsevner og kan risikere at blive foruroliget af tænkningens konklusioner og således er en relativt elitær foreteelse, mens det mest banale vås og de mest løst funderede påstande og forestillinger går deres sejrsfang.

Hvad man så skal stille op med dette diabolske "winner takes it all"-system. Ja. Det er virkelig et godt spørgsmål.

(prøv en gang - sådan for eksperimentets skyld - at zappe rundt mellem forskellige FM-radiostationer, der er til rådighed døgnet rundt. Hvilken ørken af bralrende tomhed!)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Søren Blaabjerg, jeg håber ikke, det er et kontroversielt synspunkt - det handler om, at demokrati kun giver mening blandt de oplyste. Derfor har vi skoler i dette land, f.eks. - men desværre har vi i et videre perspektiv jo ikke et demokratisk system, fordi vi har valgt at professionalisere politikken og dermed frataget folk pligten til og muligheden for at deltage i og øve indflydelse på samfundets indretning.
Jeg tror ikke, det i så høj grad handler om f.eks. intelligens, som nogen vil have os til at tro, men snarere om motivering og oplevelse af rent faktisk at komme til orde og møde reaktioner, om disse så er positive eller antagonistiske.
Noget, der kunne drive mig til vanvid, da der var en ægte bestræbelse på at få folk involveret, var denne venstrefløjsopmuntring, hvor deltagelsen betød mere end synspunktet, dog. "Nå, du sidder i lokalbestyrelsen for Pensionistpartiet? Jamen, hvor er det godt, du deltager, der skal da være plads til alle synspunkter." Og selvfølgelig skal der det, men man må gå ud fra, at det er modstandernes opgave at støtte op om dem, der mener det modsatte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

En billedkunster der taler om økonomi....

Hvis du vil ændre noget så køb virksomheden. Det er let og tilgængeligt. Fondsbørsen tilbyder aktier. Du får adgang til udbytte, og stemmeret.

Hvis du ikke kan lide universitetet, så lav dit eget. Du kan selv bestemme.

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Albrektsen

Lennart Kampmann demonstrerer så udmærket med sin kommentar, hvad Jakob J. udførligt beskriver i sit indlæg om denne, tidens ukritiske lemminge-kultur.
LK slår tonen tidstypisk an med en nedladenhed:
"En billedkunster der taler om økonomi...."
Herefter fortsætter LK med en ligeså tidstypisk anbefaling til JJ om gå på casinoet og kaste hvad han måtte have i grams overfor nogle gamblers, som overtrumfer hans pulje, indtil han må trække sig:
"Hvis du vil ændre noget så køb virksomheden. Det er let og tilgængeligt. Fondsbørsen tilbyder aktier. Du får adgang til udbytte, og stemmeret."
Og sluttelig den ultimative, inerverende og super tidstypiske new-speak fordrejning af begrebet 'det frie valg', som siden sin førstegangs formulering altid har fungeret som en ideal fordring, men endnu ikke været bare tæt på realisering - jvf. hvad er frihed ?:
"Hvis du ikke kan lide universitetet, så lav dit eget. Du kan selv bestemme."
'Man' må da håbe for LK's egen skyld, at han blot sidder og leger med nogle indestængte sarkasmer, som skal ud. Det ligner i hvert fald noget, der kommer lige fra blå legestue.
http://artistecard.com/RedHouseAlias

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ Søren Albrektsen

Du misforstår nedladenhed med handlekraft. Det er muligt for billedkunstneren at ændre verden, men ikke med de midler hun normalt anvender. Du vil heller ikke spørge billedkunstneren om hvad du skal gøre med en øm tand.

Tidstypisk er det at folk generelt ikke ved nok om økonomi, og ikke forstår at for at få andel i overskuddet skal man eje en del af fabrikken.

Hvis man har selvdisciplinen er nettet ved at flyde over med fri tilgængelig læring. Man kan uddanne sig til snart sagt hvad som helst. Dermed kan du skabe dit eget universitet.

Måske er "Kunstnerne" fanger i et offentligt støttet system, hvor de er afrettet med tanker om næste måneds SU og blindt tror på at en titel fra en institution vil medføre kunst. Vågn op!

Og glædelig jul.

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Albrektsen

Lennart Kampmann
Nettet er ikke et universitet. Nettet er kaos, som nogle tager sig tid til at lære at navigere i, men det er ikke énsbetydende med en kandidat - snarere en slags virtuel globetrotter -
Nu findes der jo en laaang række af billedkunstnere, som nok har forstået, hvordan 2+2 kan blive til 5 - hyret en revisor til de celebre detaljer, fx.
Mht. økonomi generelt, så er det jo netop JJ's pointe, at økonomi-forståelse er blevet masséret så grundigt ind i rygmarvsvæskerne på befolkningerne i den såkaldte i-verden, at det efterhånden er den eneste tanke, der hersker.....
At eje en del af fabrikken /samfundsvirksomheden er vi mange, der gør, og som betaler vores skat uden at kny - mod til gengæld at have medindflydelse, hvilket desværre endnu ikke (det hedder 2015 om et par dage!) er feset ind på de bonede gulve og deres æter-kanaler.
Hvad kunstnere angår, så er det så få, der kan leve af det, at det i store træk ikke er værd at beskæftige sig med, måske lige bortset fra de, som får "status" af casino-spillere -
Og godmorgen og glædelig jul.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

I stedet for at brokke sig over samfundsstyringen af universiteterne burde de - og de studerende - samles i politisk aktive fora - opdelt i fraktioner efter anskuelse. Opgaven vil være at påvirke styringen med de meninger og klogskab, som man må formode, der er potentiale til.

Èn af fraktionerne kunne ønske et opgør med uddannelse til den herskende klasse, der regelstyrer resten af befolkningen, med den vellønnede funktion i samfundet som gulerod.
Den stramt styrede del, der så slås for livet mod hinanden i stedet for, burde fritages for regeltyranniet - og for at betale skat til slavepiskerne og deres elendige tilrettelægning af dagliglivet i Danmark.
En anden fraktion kunne ønske et opgør med vækstfilosofien og en redningsplan for planeten. Mod materialismen, reklamernes hjernevask og familiernes statusræs - mod hinanden.

Universiteterne og de højere læreanstalter kunne få en rolle i samfundstilrettelægningen - i demokratiets funktion - i stedet for den åndssnobbede og egoistiske fremfærd overfor resten af befolkningen - for egen vindings skyld.
En solidaritet fra top til bund - for ånd og frihed for alle.

"Førhen fungerede universiteterne som en slags kollektiv kritisk bevidsthed. Men autonomien i forhold til statslige og økonomiske interesser er nu forsvundet, konstaterer Jakob Jakobsen."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg har lige set et glimt af filmen, "En duft af kvinde", på DR 2.
Heri får vi en Al Pacino i storform som den blinde forsvarer for Universitetets idealer, som de burde være - og ikke en oplæring i magt på samfundets topposter. Meget a´propos dette emne.
Se den, hvis du er gået glip af den.

anbefalede denne kommentar