Læsetid: 9 min.

Fortællekunsten lever i årets bedste bøger

Ureflekteret fetichering af formelle eksperimenter har hypet nogle af årets bøger unødvendigt, mens kunstnerisk kvalitet hos storsælgende prosaister uretfærdigt har været tonet ned. Erik Skyum-Nielsen gør status over dansk litteratur 2014
Helle Helle er en af de forfattere, der er blevet flittigt anmeldt i 2014. Men på de rette præmisser?

Helle Helle er en af de forfattere, der er blevet flittigt anmeldt i 2014. Men på de rette præmisser?

Sofie Amalie Klougart

12. december 2014

Ved et tilbageblik på dansk skønlitteratur 2014 springer det i øjnene, hvor mange formidable titler foråret bragte, og hvor fattigt efteråret blev. Nok fik vi set Claus Beck-Nielsen prøve at fusionere Blixen, Joyce og Thomas Bernhard i en pastiches-cocktail kaldet Den endeløse sommer, og ganske vist nød jeg i fulde drag at gense den egensindige lyriker Niels Simonsen (Bøgerne månen og hendes firehjulstrækker) og den frygtløse fortæller Iben Mondrup (Godhavn, om tre arme danske børn i Grønland), ligesom det var en lise at lytte til Magnus’ tale i Bent Vinn Nielsens Den svævende tankbestyrer, men ærligt talt, højdepunkter har der været få af, og krøniken her får af denne grund eftertankens, refleksionens præg.

For nogle år siden deltog jeg på Universitetet i Oslo i et kort seminar om litterær kritik. Vi holdt principielle indlæg over kvalitet, æstetik og kritikkens etik, og bagefter skulle man så diskutere en ny roman af en norsk forfatter, som endda selv var til stede. Hans navn er uden betydning, i hvert fald lige her, men kontroversen var interessant. For selv om det drejede sig om et i mine øjne ordinært stykke modernistisk mainstream, så fremgik det af forfatterens selvpræsentation, at bogen nærmest på forhånd var hævet over kritik, alene af den grund, at den i skrivemåde afveg fra, hvad han arrogant nedladende kaldte ’den traditionelle psykologiske realisme’.

Selv var han tydeligvis kraftigt påvirket af tyske W.G. Sebald og det endda i en sådan grad, at jeg i mit stille sind fristedes til at betegne hans værk som kopi og ham selv som epigon. Hvad jeg klart fik illustreret, var, at den opfattelse åbenbart stadig trives, at vi har én og kun én litterær kultur, hvis top udgøres af selvtematiserende, proces- eller skriftorienterede prosaeksperimenter. I det foreliggende tilfælde blev den idé endda ufrivilligt komisk, eftersom romanen midt i alle de flotte metafiktive gebærder berettede om en helt igennem velkendt og nærmest standardmæssigt mandlig midtvejskrise.

80 procent fortid

Gad vide, hvad den pågældende nordmand i dag ville sige til Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten, hvori den navnløse fortæller, en mand omkring de tres, vandrer rundt i Rom og tænker over sit liv såvel som over kunst, litteratur og musik. Han har nået en fase, hvor alt det, der ikke blev nået, fylder mere i bevidstheden end alt det, der jo trods alt blev nået, og hvor den ene livsfase efter den anden trawles igennem på ny, idet et eksistentielt regnskab gøres op med længsler, følelser, drømme og håb. Aha, vil nordmanden så tænke, traditionel psykologisk realisme! Javist, men denne form for litteratur har ligesom andre slags kunst en top, en midte og en alt for bred bund, og Grøndahls værk hører til i toppen. Ikke så meget i kraft af de henkastede, essayagtige filosoferinger omkring poesi og erindring som gennem dets suveræne komposition, hvor skønsmæssigt 80 procent af det hele fortællekompleks retter sig bagud, mod fortiden, men uden at den spinkle nutidshandling af denne grund sættes i stå. Det er helt enkelt mesterligt gjort og burde nok give stof til eftertanke hos dem, der dømmer Grøndahl ude, fordi han praktiserer præcis den æstetik, han har valgt, uden at de ulejliger sig med at overveje, hvad der på denne æstetiks præmisser kan kaldes for ærlig, gedigen fortællekunst.

Knud Sørensen (f. 1928), som for to uger siden så fortjent modtog Det Danske Akademis Store Pris, rejste i 1980’erne med et foredrag, som siden med overskriften »Pyramiden og Toblerone-pakningen« indgik i hans essaysamling Danmark mellem land og by (1988). Heri ser han – mildt overbærende – tilbage på sin forfatterbane og fortæller om, hvordan han i sin uskyldige ungdom i Hjørring forestillede sig den danske kultur som en pyramide. Inden i den pyramide befandt sig det danske folk, nysseligt kulturelt lagdelt.

’Den røde kaffekande’

Nede på bunden var den store, ret ukultiverede mængde, som læste Familie-Journalen og Morten Korch. Men selv dette bundlag havde en bund – nogle som spillede dilettant og gik til bal i forsamlingshuset. Længere oppe stod de, der som han selv var i færd med at hæve sig lidt over bunden. De gik i gymnasiet og hørte en sjælden gang Schubert på grammofonen. Men selv for dem var der langt, langt op til den egentlige kultur, der boede i Politikens hus eller måske rettere i avisens kronik.

Senere begyndte Knud Sørensen at skrive digte. I starten lignede de Paul la Cours. Men midt i 1960’erne udsendtes samlingen Den røde kaffekande, hvori han, med et udtryk lånt fra Tage Skou-Hansen, realiserede »begæret efter det normale«. Sammen med andre bøger førte den ham frem til en ny, mere åben og direkte måde at skrive på, og sammen med alle de kulturelle og politiske strømninger, som værket var del af, ledte det videre til en forståelse af, at pyramiden ikke var det rigtige billede af den danske kultur. For vi har, skrev Knud Sørensen, ikke én kultur, vi har flere. Og i hver inddeling af den lineal eller »Toblerone-række«, de danner, findes der en trekant med glidende overgange fra punkt til punkt. Modellen siger: Kvalitet og mangfoldighed. Den siger, at kvalitet ikke er knyttet til ét bestemt kulturelt fundament og ikke defineret ud fra et snævert kulturelt ideal.

Når der kan være grund til at fremdrage dette på baggrund af bogåret 2014, er det, fordi vi i modtagelse og diskussion af adskillige nye bøger har været tilbøjelige til at lade som om, der kun findes én litterær kultur, eller som om bare én æstetisk form har forrang frem for de andre. Tag f.eks. den af nogle anmeldere så heftigt hypede roman Island af Peter Højrup, hvor en kriseramt mand og forfatter sidder i et fly over Nordatlanten og tænker tilbage på den bogmessepris, han ikke fik, og frem på den kvinde, han måske får tilbage. Dette værk afviger med sin opstykkede, procesorienterede, søgende og selvtematiserende skrivemåde markant fra den traditionelle psykologiske realisme og er da også tydeligvis kraftigt påvirket af østrigske Thomas Bernhard, hvis bitre galde og muntre vrede og sært humpende langturssyntaks på godt og ondt har dannet model. Spørgsmålet bliver nu, hvorvidt denne æstetik i sig selv placerer bogen i top, eller om det er tilladt samtidig at tage i betragtning, at den, midt i sin bevidst kejtede prosa-gestik iscenesætter en forholdsvis ordinær mandlig kunstner- og parforholdskrise. Sagt med andre, lidt klarere ord får jeg større indsigt i det at være en mand ved at læse Grøndahl end ved med Højrup at lade mig fabulere med flyvetanke mod Island.

Beckett og Barthes

På bogmessen i november i Bella Centeret lod Helle Helle sig lørdag eftermiddag, på det optimale tidspunkt, interviewe af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen om sin nye roman Hvis det er. Læg mærke til den titel. Den klinger i al sin enkelhed af Beckett og kunne, som Kristeligt Dagblads Anders Juhl Rasmussen har bemærket, ligefrem være en fin hilsen til Hvordan det er (Comment c’est, 1961). Derudover tæller titlen jo ned, fire, tre, to, og åbner sig for en dobbelt tydning, idet Hvis både kan afkodes »dersom« og »hvems«.

Handlingsmæssigt har vi at gøre med en slags rejseeventyr, hvor jegfortælleren Roar farer vild og går i stå på en løbetur og møder en fremmed kvinde, med hvem han tilbringer ca. to døgn, først i et shelter, siden i et anneks til et afsides hus. Her har der kort tid forinden logeret en skribent. Men som udlejerens børn fortæller: »Forfatteren er død. Hun blev kvalt i en hårnål.« Det læser jeg uvilkårligt som en hilsen til Roland Barthes’ gamle essay »Forfatterens død« samt som raffineret kommentar til den aktuelle debat om autofiktion. Thi forfattere bestiller ikke andet end at dø, dø ind i deres skrift, lade sig begrave i værket for bagefter at genopstå i et nyt.

Hvordan blev så nu Helle Helle udspurgt om denne roman? Poppet og overfladisk, og på bestsellerpræmisser. Det store issue i interviewet blev, hvorvidt fortælleren Roar udtrykker sig som en »rigtig« mand. Og hvad der ikke skulle eller ikke kunne snakkes om, var, hvordan man som forfatter klarer at belaste formerne indirekte tale og dækket direkte tale til grænsen for deres bæreevne. Romanens ’jeg’ beretter, hvad det fremmede ’hun’ har fortalt ham, men ind i hendes nok så komplekse skriftemål foldes lag på lag af andre figurers fortidstale, således at romanen forvandler sig til et billede af subjektet som mødested for heterogene diskurser og til en knugende analyse af, hvad det vil sige, som menneske og som kvinde, at være fundamentalt alene, udsat, midt i det sociale rum. Det er mesterligt gjort. Men intervieweren var mest interesseret i at please tilhørernes kødrand og søgte de gamle fast stampede spor: minimalisme i form og realismen som holdning. I et behjertet forsøg på at lede samtalen over i en mere idérig retning nævnte Helle Helle så dengang i 2002, da jeg i Forum begyndte et tilsvarende interview (omkring Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand) med for sjov at foregive, at messen havde lovet mig 500 kroner for hver gang, jeg kunne få hende til at ytre noget, hun ikke før havde sagt. Upåvirket heraf fortsatte Jes Stein Pedersen den publikumsvenlige snak, og da forfatteren gentog historien, lød redaktørens lidet smagfulde svar: »Fuck Erik Skyum«. Det er citeret korrekt, jeg stod mindre end fem meter væk.

Forfatterfotos

Et modsat, men dog parallelt eksempel: Da Lone Hørslev i september udsendte sin roman Dyrets år om Marie Grubbes erotiske eskapader vinteren 1666-67, var de store issues på den ene side omslagsfotoet og dermed spørgsmålet om, hvorvidt damen i den lyserøde barokkjole mon virkelig var forfatteren herself, og på den anden side Hørslevs heroiske beslutning om ikke mere at skrive om parforhold og skilsmisser, men i stedet erobre genren historisk roman. At bogen så netop er en skilsmissesag, vidner om fin ironi. Mere problematisk var det imidlertid, at Dyrets år af kritikken stort set blev læst på de samme (formorienterede) vilkår som hendes tidligere ting og netop ikke som fortidskortlægning med de kvalitetskrav, dette evt. kunne implicere. Mig bekendt så kun én anmelder anledning til at bemærke, at bogen i sin flittige brug af Dan H. Andersens biografi bevæger sig tre millimeter fra plagiat.

At rygtet om forfatterens død af mange anses for overdrevet, derom vidnede også behandlingen i Skønlitteratur på P1 af Kristina Stoltz’ dystopisk civilisationskritiske fremtidsvision På ryggen af en tyr. Her var der al mulig grund til at gå langt tilbage, til Ovids metamorfoser, og etablere dialog mellem på den ene side en stilistisk original, sindrigt komponeret tekst i flere sideløbende spor og på den anden side en fin gammel klassiker; men i stedet fik samtalen lov at samle sig om – et forfatterfoto: blå overall, stribet top og – et par bare arme!

Ensomhedens poesi

Hvad snakker vi om, når vi taler om ny litteratur? Ja, dette afgøres af de »rammeforestillinger«, vi danner omkring den enkelte forfatter og bog. Da Kristina Nya Glaffey på messen blev interviewet om sin romantiske komedie Mor og Busser, handlede det hovedsagelig om dens stof – livet i en lesbisk kernefamilie – og så godt som slet ikke om det faktum, at denne perle af en troskyldigt naiv, men samtidig så livsklog fortælling fra børnehøjde var en af årets morsomste bøger. Og tilsvarende har man i forbindelse med Simon Fruelunds Pendlerne omhyggeligt hemmeligholdt, at denne musikalsk komponerede togrejse fra Kalundborg til København kun til dels skal forstås som social realisme. Hvert lille indblik i et nyt menneskes liv kan læses som et ensomhedens digt i sig selv og som en variation i stil med Bachs »Inventioner« eller »Fantasier«. Sjove eller musikalske kan man så visselig ikke kalde Theis Ørntofts Digte 2014, en fusion af holistiske øko-drømme og barske kritikker af kapitalismen, og med rette skamrost for desperation og besynderlig smadret skønhed. At bogen også tydeligvis er kraftigt påvirket af Lars Skinnebach, og det i en sådan grad, at man fristes til at tale om en slags elev-lærer-forhold, gav ikke grund til synderlig kritik. For den litterære kultur og formidling af i dag dyrker to lige skingre former for selvforstærkende pop, og vi forsømmer alle i vidt omfang at møde de bedste bøger på deres højeste æstetiske ambition. Det går foreløbig ud over flere storsælgende prosaister, hvis kunstneriske kvaliteter uretfærdigt tones ned, men det giver sig også, modsat, udslag i ureflekteret fetichering af formelle eksperimenter, uden kritisk skelen til tema og stof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
Anker Nielsen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og ikke et ord om Peter Høeg. ;-)
Men det var faktisk dejligt livgivende at læse et eksempel på litteraturvidenskabelig dybdesøgen og verbalisering af alt det, som for kunstneren faktisk i højere grad, end man forestiller sig, er ureflekteret og eksempel på det liv, forfatteren lever mellem bøger.
Det har taget mig et halvt århundrede (næsten, jeg skulle jo lige kunne læse) at erkende, hvordan ting slipper ind i en tekst, fordi man har annammet det i sin egen læsning eller blot og bart sansning. Omformningen af liv til adækvat sprog er så spændende at iagttage som nogen storvildtsjagt. Desværre synes det, som om ingen planlægger at generationerne efter os skal udstyres med den samme evne til fundamental indsigt.

LÆSER ANMELDERE DE BØGER DE ANMELDER?
Når jeg har for god tid, læser jeg Erik Skyum-Nielsen litteraturbetragtninger i Information. I dag gør han status over årets danske udgivelser. Han skriver bl.a. Om "... den af nogle anmeldere så heftigt hypede roman Island af Peter Højrup, hvor en kriseramt mand og forfatter sidder i et fly over Nordatlanten og tænker tilbage på den bogmessepris han ikke fik, ..."
Jeg har læst romanen til ende, og det fremgår klart at hovedpersonen faktisk FÅR bogmesseprisen. Det er en slags pointe. Kan Skyum ikke læse, eller har han kun pluklæst, for at kunne svinge sit litterære penneskaft mod forfatteren og andre anmeldere? Jeg tror lige nu at jeg nok jeg har læst Skyum for sidste gang. For nu lige at sætte trumf på vil jeg, da jeg ikke kender ham, og derfor helt i hans egen ånd, sige at han er utroværdig, overfladisk, opblæst, nedladende og lugter af kirkefims!