Baggrund
Læsetid: 7 min.

Gruppeterapi mod krigshelvedets livslange skygger

Vinderfilmen på dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam fortæller hudløst, hvordan et halvt års gruppeterapi bliver sidste udvej for nogle af de en million dybt traumatiserede amerikanske Irak- og Afghanistan-veteraner. Ledsaget af kaskader af vrede bandeord, finder de ind til traumernes afgrunde og lærer at lægge selvmordstankerne på hylden
Alle krigsveteranerne i filmen har det til fælles, at der er én person, enten kæresten, konen, moderen, vennen eller lægen, som kan se, at de slet ikke hænger sammen som mennesker, og at de har hårdt brug for hjælp. Foto fra filmen
Kultur
3. december 2014

Nærmest i søvne kommanderer ekssoldaten råbende sin kone op klokken tre om natten og beder hende om at gå i dækning, mens fjenden angriber.

Fjenden viser sig dog at være manden selv, for slagmarken foregår inde i hovedet på krigsveteranen, fordi han selv år efter hjemsendelsen er midt i sin egen fortsatte krig. Der går tid, før hustruen rituelt forklarer ham, at der heller ikke denne gang er nogen grund til at gå i dækning. Men i stedet at søge hjælp.

Kort efter befinder ekssoldaten sig på det frivilligt drevne The Pathway Home i Californien, hvor han sammen med en flok øvrige soldater må erkende, at han er en jaget mand. Han kan ikke længere løbe fra den krig, der har ændret livet til en overlevelseskamp mod de evigt tilbagevendende traumer, der som en automatpilot har overtaget kontrollen over både krop og sind. Afgrundsdybe følelser af angst, skyld og sorg står i kø hos ham og de øvrige machomænd, der på terapicentret sidder med deres mørke solbriller for at give dem en vis portion distance og privathed, mens de delvist modvilligt beskriver deres uregerlige tilstande.

»Der var ikke noget tidspunkt, hvor de her mænd ikke balancerede på randen af et sammenbrud,« fortæller den franske instruktør Laurent Bécue-Renard, der med filmen Of Men and War selv flyttede ind på det californiske terapicenter, hvor han boede fast i over et år. Først observerede han over fem måneder ekssoldaterne, efterfølgende filmede han terapigrupperne i næsten ni måneder, mens de begyndte at få hold på sig selv.

Dernæst vendte han tilbage et år senere for at finde ud af, hvordan de efterfølgende havde klaret sig.

Presset til terapi

Før de søgte hjælp, var de hjemvendte soldater dog så hærgede af deres krigsoplevelser, at de ofte havde svært ved at genkende deres gamle jeg fra før krigen.

»De mænd, der kom på terapicentret, havde i snit været hjemme fra krigen i tre år, før de erkendte, at deres hidtidige liv var gået i opløsning. Og de skulle starte på en frisk,« fortæller Laurent Bécue-Renard på den travle dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam, hvor den næsten to en halv time lange film overraskende vandt den fornemme hovedpris.

Of Men and War skildrer mange nuancer af især skyld, skam og sorg, der er indkapslet i mændene, men som de mangler nøglerne til at nå ind til. Mange er forud for terapien blevet skilt, har mistet forbindelsen til deres børn, er blevet hjemløse eller kan ikke længere passe deres arbejde. Altimens krigen raser videre inden i deres hoved.

»De har alle sammen det til fælles, at der er én person, det være sig kæresten, moderen, vennen eller lægen kan se, at de slet ikke hænger sammen som mennesker. At de har brug for hjælp. Det er ofte ikke dem selv, der oprindeligt tog initiativet til at gå i terapi, selv om ekssoldaterne helt tydeligt er dybt ramte af deres krigsoplevelser,« fortæller instruktøren. Mændene brugte typisk et halvt år af deres liv for at komme til at lære at leve med tilstanden af posttraumatisk stress-syndrom, PTSD.

De uskyldiges genfærd

Mange af soldaterne har svært ved at komme overens med, at de skød mennesker som i mange tilfælde var uskyldige. En af dem fortæller om en ung iraker, som han skød, fordi han satte i løb og dermed virkede truende.

»Jeg fandt aldrig ud af, om han havde et våben, jeg fandt ikke noget. Vi samlede ham op og lagde ham i en ligpose. En del af hans hjerne faldt ned på mine støvler.«

»Forsøgte du at lukke irakerens øjne,« spørger terapeuten.

»Han kiggede på mig med det ene øje, han havde tilbage,« fortæller han, mens tårerne presser sig på. »Jeg blev nødt til at lave dårlige vittigheder om det, bare for at komme over det.«

»Du ved godt, at han ikke rigtigt kiggede på dig,« siger terapeuten.

»Det så ud, som om han kiggede på mig. Det er derfor, jeg ikke sover,« siger eks-soldaten.

»For hvad sker der, hvis du sover,« spørger terapeuten.

»Så ser jeg irakeren for mig.«

En anden af ekssoldaterne vender hele tiden tilbage til det faktum, at det var en lille pige på otte år, der åbnede døren, da den deling han tilhørte, stormede en irakisk families hus.

»Hvilken mor sender sit barn hen til døren. Jeg forstår det ikke. Det ville vi aldrig gøre hjemme, når en fremmed banker voldsomt på døren.«

Soldaten var den ansvarlige, da den otteårige pige blev skudt.

En anden af soldaterne fortæller om ikke at kunne sove i tre dage i træk og bare sige, hvad han tænker, uden at lægge filter på.

»Folk tror, jeg er ond eller hjerteløs, men jeg mener det jo ikke sådan. Jeg passer bare ikke ind længere.«

Terapeuten understreger, hvorfor gruppeterapien giver god mening:

»Denne her gruppe er med til at bevidne og give respons på, hvad I har oplevet. Det kan være, I aldrig mere kommer til at tale om det,« siger han.

Fra stærk til sårbar

Mange af mændene er isolerede, har brudt med familie og venner og er i konstant konflikt med omgivelserne, fortæller instruktør Laurent Bécue-Renard:

»Når de kommer på terapicentret, plages mange af selvmordstanker, mens de samtidig ønsker, at der sker forandringer. Det er meget dobbelt, for det er her, kampen begynder for at komme tilbage til et mere normalt liv. Ingen ved, hvad det ender med, og jeg oplevede også, at der var én af ekssoldaterne, der efterfølgende begik selvmord,« fortæller instruktøren.

Selv om soldaterne screenes for posttraumatiske lidelser efter hjemkomsten, viser konsekvenserne sig ofte på et senere tidspunkt. Af de tre millioner udsendte amerikanske soldater til Irak og Afghanistan viser undersøgelser, at op mod en million af dem er traumatiserede, både psykisk som fysisk. Op mod 25 af dem forsøger dagligt at begå selvmord, viser statistikkerne.

Mange ser det dog som et stort personligt nederlag overhovedet at vedkende sig, at de er ramte. Som én af soldaterne siger: »Jeg føler mig lille og sårbar, i alt fald er jeg ikke så stærk, som jeg plejede at være.«

Laurent Bécue-Renard fortæller, at det er netop denne følelse af ikke længere at være stærk, slet ikke passer med deres selvbillede. Mange havde slet ikke forestillet sig, hvad krigen kunne gøre ved dem.

Militæret var ens familie

»De unge mænd valgte ikke militæret, fordi de ville gå i krig, men fordi det gav dem et tilhørsforhold, hvor de fik uddannelse, job og social status. Mange af dem kommer fra en fattig baggrund, de afbrød skolegangen. Nogle af dem var udsat for overgreb i hjemmet. Mange søgte efter en ny start i livet, og de havde ingen anelse om, hvad krig egentlig betød.« En af soldaterne fortæller om at finde en soldaterkammerat, en ung 19-årig mand, der allerede to uger efter ankomsten til Irak valgte at skyde sig selv, fordi han ikke kunne se sig selv fuldføre opgaven. »Det kender vi også fra Første Verdenskrig, hvor begge mine bedstefædre kæmpede,« siger Laurent Bécue-Renard.

»De talte aldrig siden om deres krigsoplevelser, så jeg blev nysgerrig på, hvad krigen gør ved de her mænd, hvordan de kommer videre, eller hvorfor det er så svært at komme videre. Men også at der er muligt at lære at leve med traumerne.«

De fleste af mændene kæmper med en enorm vrede, der er uberegnelig, går ud over deres børn og koner, og som tjener til at overdøve følelsen af angst og hjælpeløshed. Det evigt gentagne ord i filmen er ikke vanlig terapi-lingo men bare ordet fucking. Ikke sjældent er det hvert tredje eller fjerde sagte ord.

En af de konstant vrede ekssoldater bander og svovler fra første færd, smækker med døren og indleder gerne et skænderi med de øvrige i lokalet, men bryder i slutningen af filmen sammen.

Her kommer sandheden for en dag: »Jeg havde taget mit gevær, havde ikke afsikret det. Jeg skød min kammerat, Dennis, lige i ansigtet. Da han faldt til jorden, ramte han også mig, og jeg nåede lige at tænke, at nogen burde tage et gevær og skyde mig også. Det var min ven. Jeg hader mig selv langt mere, end nogen andre kan hade mig. Det er lige meget, om det var et uheld eller ej. Han er jo død, og det var min skyld.«

Selv om terapeuten forsøger at vende soldatens indtryk af det skete, vinkes han af. Alene at fortælle historien er et stort skridt.

Filmen igennem er ekssoldaterne vendt mod kameraet, der er placeret bag ved terapeuten. Tilskuerne får terapeutens point of view, mens vi hører ham opmuntre mændene til at blive ved med at konfrontere sig med deres krigsoplevelser.

»Du skal vise, hvem du er, og holde op med at bære en maske, der gør, at ingen ser dig, som du er. Ellers bliver du ikke fri. For at nå derhen, skal du finde modet til at konfrontere dig selv. Det er det samme mod, som du havde, da du var i krig. Der valgte du jo heller ikke bare at løbe din vej.”

’Of Men and War’ har ingen premieredato i Danmark endnu

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jespersen

Regula Maltry, regulamy@jespersen.dk
God artikel om krigshelvedet! Hvad med at sende den slags oplysning i fjernsynets bedste sendetid? Så vores hjernevaskede unge mænd (og kvinder) kan se følgerne af, at melde sig frivilligt til ørkesløse krige i fjerne lande. Hvis ingen meldte sig, vil det i sidste ende måske tage lysten fra de såk. 'folkevalgte' til at sende unge mennesker ud for at kaste bomber (også mod civile), der bare tirrer den anden part til at sprænge bilbomber i vores egne. Jeg er sikker på, at der findes mere hensigtsmæssige måder til at beskytte sig mod terror. En af dem kunne være bedre kontrol over hvem man slipper ind i landet (hhv. EU) og hvem der får statsborgerskab (som også kunne fratages igen ved voldsom kriminel opførsel). Fravalget af krig og dens følger af svært traumatiseret ungdom, samt indkøb af krigslegetøj som 'Joint Strike Fighters' (bombefly) til 30 Mia., ville spare skatteborgerne en masse penge, så vi ligefrem havde råd til at pleje den velfærd, som Danmark en gang var så berømt for.