Klumme
Læsetid: 4 min.

H.C. Hansens eventyr og hadelisten

Det er hyggeligt at være sammen om at hade det samme. Man luner sig ved tanken om, at ’vi’ i alt fald ikke er faldet for – i overført forstand – H.C. Hansens eventyr
Det er hyggeligt at være sammen om at hade det samme. Man luner sig ved tanken om, at ’vi’ i alt fald ikke er faldet for – i overført forstand – H.C. Hansens eventyr

Ib Kjeldsmark

Kultur
5. december 2014

Frisøren i Gl. Sulsted, Barberen som vi kaldte ham, lå langs hovedvejen op til Hjørring, men på den modsatte side af selve byen. Derfor fik jeg aldrig lov til at gå alene derop, når jeg skulle klippes. Det ville jeg have foretrukket, så ville jeg i det mindste slippe for barberens spyt ned ad nakken, når han ivrigt snakkede politik med min far, som altid var den, der fulgte mig.

Det var før jeg kom i skole, jeg har altså været en fem-seks år. Der blev lagt et polstret bræt henover frisørstolens armlæn. Så skulle man sidde der og blive overbelyst af spejlet. Mens far og barberen altså snakkede politik. Min far var rød, men absolut ikke af prædikanttypen, i virkeligheden havde han ikke særlig meget lyst til at udveksle politiske synspunkter med barberen, der var venstremand eller sådan noget. Idiot i alt fald, som far sagde, når vi kom hjem.

Når barberen blev ivrig, begyndte han at stamme, og han blev altid ivrig, når far morede sig med at provokere ham til at fortabe sig i lange, politiske udredninger. Og når han stammede, løb mundvandet fra ham og ned ad nakken og ryggen på stakkels mig.

Han, barberen i Gl. Sulsted, 12 kilometer nord for storbyen Aalborg, havde et fjendebillede. Et skrækkens rige og en ond fabel, som han kaldte »H.C. Hansens eventyr« – med raffineret om end lidt fejlhusket reference til den danske litteratur. H.C. Hansen var datidens statsminister og formand for Socialdemokratiet, og det uhyggelige eventyr handlede om sovjetkommunisme og et samfund i forfald, hvor folk kunne få penge uden at arbejde. Min far, der ligesom barberen altid talte dialekt, sagde, at det da ellers var ’jøwt nok’ at få vejrligsfri og understøttelse, så havde man tiden til at rende til barber med sine unger, og penge til at betale barberen også. Jo jo, sagde barberen. Han kendte jo godt far, far var ikke ’det slaw’, der ikke gad bestille noget. Men dem var der ellers mange af!

Danskernes hadeliste

Den gryende – eller allerede igangværende – socialdemokratiske velfærdsstat var altså, hvis jeg da ikke husker helt forkert, det første på danskernes lange hadeliste, jeg stiftede bekendtskab med. Lidt senere – eller måske var det nærmest samtidig – var det mænd med fuldskæg, man så skævt til. Meget skævt. Fuldskæggede mænd var unormale, normale mænd var glatbarberede. Der var ganske vist undtagelser, nemlig ’videnskabsmænd’ og forfattere, men så var de samtidig russere og flygtet ud til friheden i Vesten. Så kunne man ikke sige noget til, at de havde fuldskæg. Som tiden gik, kom der nye objekter på listen, mens de gamle gled ud. Mænd i fløjlsjakker, kvinder i bukser og med kort hår, mænd med langt hår, militærnægtere, homoseksuelle, Inge og Sten Hegeler, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, underlødig musik, 2CV’er, studenter, kollektiver, hash, topløse piger ved stranden, fri adgang til abort, Jens Jørgen Thorsens leopardbukser og ikke mindst hans tissemand. Invalidepensionister uden synlige handicap, christianitter, rødstrømper, EF-modstandere, BZ’ere, lesbiske præster, økologer, asylansøgere, langtidsledige og til alle tider: avantgardejazz! Hvis man tager det hele med, er listen uendelig. Og man skal ikke undervurdere, at hadet og den lejlighedsvise forfølgelse af de hadede, hånen, spotten og latterliggørelsen, også var og er et samlingspunkt. Det er hyggeligt at være sammen om at hade det samme. Man luner sig ved tanken om, at ’vi’ i alt fald ikke er faldet for – i overført forstand – H.C. Hansens eventyr.

Vi er hverken lesbiske eller grønskidere, vi er dejligt normale mennesker. Og som Inge og Sten sagde i Ekstrabladet i sin tid, så har det normale trods alt vide rammer. Med tiden er det blevet fint nok med topløse piger. Christiania er trods alt en turistattraktion. Homoseksuelle skal også være her. Selv partiet Venstre siger, at de har en grøn politik. Med tiden dukker flere og flere af punkterne på hadelisten op som acceptabel adfærd, sådan en 20-30 år senere, for vi er lidt tunge i røven, os normale, det kommer vi nok til at indrømme. Der er dog et sted, hvor vi sætter grænsen: avantgardejazz. Naturligvis! Pigtrådsmusikken har vi vænnet os til, selv plejehjemmene genlyder af den, men avantgardejazz, nej tak! Avantgardejazz og Klaus Rifbjerg. Avantgardejazz og kritik af landbrugets forbrug af antibiotika. Avantgardejazz og kritik af Kongehuset. Avantgardejazz og beskatning af fortjeneste ved hushandel. Men ellers falder de gamle hadepunkter et efter et.

Vidnesbyrd om danskernes historie

Det er længe siden, jeg har været deroppe, men så vidt jeg ved, er der ikke længere nogen frisør i Gl. Sulsted. Barberen er død. Min far, Den røde Svend, er død. Der er alt for mange mennesker, der er døde. Nu sidder folk og hader andre mennesker på nettet. Og her får man noget af et chok. Det går op for en, at ikke ret mange af de gamle punkter på hadelisten mangler. Der er ikke kun troløse hadere, der med tiden ændrer opfattelse. Der er også de trofaste, der ikke kun hader avantgardejazz, men skam også mænd med fuldskæg, lesbiske præster, kvindelige medlemmer af Folketinget, der kraftedeme skulle voldtages, hele bundtet, økologer og modstanderne af krig, ødelæggelse og flere motorveje. Det må være en sag for Kulturarvstyrelsen: Sørg for at bogføre listen, opbevar den under betryggende forhold. Den indeholder værdifulde vidnesbyrd om danskernes historie.

Bent Vinn Nielsen går på juleferie og vender tilbage i det nye år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uha, det var en af de mere uhyggelige.
Men tak!