Læsetid: 10 min.

Hvis Heidegger var museumsdirektør

Ifølge Thorbjørn Wulf, som er systemadministrator på Statens Museum for Kunst, er vores kunstoplevelse ikke, hvad den har været. Vi pakker den ind i audioguides og iPads og har glemt, hvad det egentlig vil sige at dvæle ved et kunstværk. Information har taget ham med op i museets samlinger for at få ham til at udpege de værste faldgruber – og forklare, hvordan en tysk filosof kan forhindre vores æstetiske deroute
’Problemet ville ifølge Heidegger være, at kunst-historien har overtaget hele scenen og inviterer teknologien ind som håndlanger,’ siger Thorbjørn Wulf.

Tor Birk Trads

9. december 2014

Vi burde jo tømme hele galleriet, indtil der kun er ét værk tilbage i hvert rum!« erklærer Thorbjørn Wulf.

Han er systemadministrator og softwareudvikler på Statens Museum for Kunst og samtidig alvorligt bekymret over digital kunstformidling.

»Jeg vil gerne tømme salene – begynde på ny med Jens Juels landskabsmaleri fra Ordrup, lade galleriets ansatte arbejde ude i de tomme sale, godt og grundigt forstyrret af liv, når børn larmer, tegner, løber og råber, når nysgerrige turister peger og fniser på kinesisk, når hjemløse sætter sig i hjørnet med deres hunde, og når der svæver intelligente droner rundt under loftet.«

Vi mødes på Thorbjørn Wulfs opfordring onsdag aften, da der ifølge ham hersker en »nærmest andægtig stemning i galleriet om aftenen«. Og som nationalgalleriet ligger dér og troner i novembermørket, oplyst af bløde, lilla nuancer, mens det spejler sig i et bassin med blikstille vand, er det ganske rigtigt betagende. Og roligt, som kun monumentale bygninger kan være.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Palle Nowack
Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Palle Nowack anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det digitale bliver, hvad vi vælger at gøre det til. På SMK er det computeren (med varianter) som skrivemaskine, som tekstformidler, som lineær, binær formidling. Og interaktionen med publikum er tekstbaseret - i form af spørgeundersøgelser mm.
Wulf mener, internettet er oversvømmet af billeder. Som vi forbruger, ja. Men vores interaktion med hinanden online er stadig baseret på tekst.
Vores mulighed for at interagere gennem andre kanaler - med lyd og bevægelse - er teknisk set til stede. Vores tids egentlige kulturkamp foregår på Nettet, og det er programmører der har magten. Det er deres fantasi der sætter rammerne for vores mulighed for at bygge kulturelt bæredygtige fællesskaber.
http://cultural-sustainability.eu/2014/11/20/social-media-cultural-susta...

Det er sjovt at se, at verden bevæger sig tilbage i sunde baner, selvom politikere og andre insisterer på at træffe ufornuftige og usunde beslutninger henover hovedet på folk.

Jeg er faktisk ikke helt enig, Casper Hernandez Cordes, nettet er stadig noget, vi kan tænke væk. Selv bruger jeg det i det meste af min vågne tid, men hvis jeg en dag er væk fra min computer, oplever jeg, hvordan jeg sagtens kan klare mig uden.
Jeg er heller aldrig forfaldet til at tage den moderne name-droppingtendens til mig. Jeg tror på egen erfaringen og dialogen mellem mennesker om ting i samfundet, herunder ikke mindst kunst, men jeg har nu også altid elsket Heidegger på trods af nazismen (han var trods alt også Hannah Arendts elsker). Denne vidunderlige guidede tur i virkeligheden med dens ad hoc opfundne begrebet - !
Jeg opdagede, da jeg overvejede at bruge kontaktprogrammerne på min computer til dating, at jeg måske godt kan købe en brugt skjorte på ebay, men at jeg ikke bare kan hive elskere ned fra hylderne i den digitale verden. Det er alt for følsomt, og det omgangen med kunst og viden også. Derfor kan forelæsninger ikke meningsfuldt erstattes af podcasts. Podcasts kan til gengæld bedst erstattes af bøger.

Søren Kristensen

Den digitale teknologi er så ung at vi stadig er i benovelsens tidsalder og følgelig skal alt digitaliseres eller plastres til med skærme. Det vil gå over og så længe vi ikke erstatter originalerne med digitale kopier er det bare en fase vi skal igennem og hvis den fase kan gennemleves lidt hurtigere på SMK, takket være en mindful museumsinspektør, så der da bare helt fint.

Nu er SMK nok den mindste risiko - der ryddes faktisk ud i de fysiske registre og meget andet med risikoen for tab for viden og fremtidig forskning til følge.

”en given kulturs fælles forståelse” interessant, men hvordan afgrænse en kultur, er det ikke altid et valg? ”et solgyldent guldaldermaleri” blev nævnt. Er det et udtryk for dansk kultur eller er det udtryk for et stykke overklasse kultur dvs. 10 procent af de der levede dengang. Bønderne og arbejderne havde de tid til at besøge museer? Imidlertid kan et sådan kunstværk godt i nutiden blive ”mit” hvis jeg gennem et bevidst valg tilegner mig det. Jeg skal bare ikke bilde mig ind at kunstværket er et udtryk for min historie. Gør jeg det så har kunstværket forført mig. Se kære medborgere det var hvad jeg fik ud af en Heideggersk dialog med kunstværket!

Naturligvis skal det miljø kunsten præsenteres i indtænkes i processen, men man kunne vel på sin vis også argumentere for, at tablets, interaktion og info-platter er et udtryk for den nuværende kulturs måde at tilgå kunst - og altså dermed lige så valid som så meget andet.

Blot fordi larmende børn, hjemløse og filosofisk diskussionsrum kan have plads (har haft plads) førhen, skal vi vel ikke spejle vor kultur i anden kultur, i jagten på en forståelse af vores egen kultur?

Historisk kunst kan fortælle os en del om os selv - og her må det være op til museer og interesserede at formidle både de historiske interessante ting, men også formidle en diskussion af vores nuværende kultur.
Ved moderne eller ny kunst er det jo ofte tilfældet, at kunstneren(kunstnerne) stadig er i live, og dermed kan tage aktiv del i det miljø, som kunstværket præsenteres i - og altså kan præsentationen blive en del af værket (det være sig hjemløse i lokalet, skrig-pinke vægge eller hvad man ellers kan forestille sig).

Det er klart en relevant diskussion, men man skal også passe på ikke at fornægte sin egen kultur (hvor godt eller dårligt man end tænker om den) i jagten på en kultur man finder passende i stedet.

Michael Kongstad Nielsen

Oreskov: - ”en given kulturs fælles forståelse” er nok noget sludder, men det er ikke kun de 10% overklasse, der er blevet beskrevet i malerkunsten, men lige så meget det liv og den natur og det landskab, alle de andre befandt sig i. At de mange ikke havde adgang til samlingerne rådede de offentlige museer til dels bod på. Men indholdsmæssigt kendte almuen jo Skovgaards, Lundbyes og Købkes landskaber som deres egen bukselomme, som her fx:
http://tilbygningen.dk/studiesalen/artikel/169
- så der er virkelig folkesjæl at fordybe sig i på muserne.
Kan i øvrigt anbefale at lade diskret følge med i en omvisning, det kan sagtens se tilfældigt ud, og mange omvisere er superinspirerende kunsthistorikere. Det er bedre end iPads.

Niels Engelsted

God vinkel med Heidegger. Fin artikel.

Men hvis problemet på kunstmuseet (in casu SMK) er, at kunsten overhistoriseres og pebres til med digitale hjælpemidler, så oplevelsen af kunstværket forsvinder, så er problemet på det historiske museum (in casu Tøjhusmuseet og Danmarks Oldtid på NM), at historien overæstetiseres (og stadig pebres til med digitale hjælpemidler), så oplevelsen af den episke historie forsvinder. Historiske museer skal have fortælingen i fokus, kunstmuseer den æstetiske oplevelse. Tilsyneladende er der sket en ulykkelig ombytning, og man kan frygte, hvad der vil ske, når Frihedsmuseet og det nye Naturhistoriske Museum engang kommer op at stå.

PS Et vellykket eksempel på en kombination af det episk-historiske og det æstetiske (endda helt ind i arkitekturen), og her understøttet af diskrete dokumenterende digitale ressourcer, er det lille fine Jødiske Museum i Det kgl. Biblioteks Have.

Jeg kunne faktisk aldrig drømme om at benytte mig af disse audio-guider og andet på museerne. Jeg fik en udmærket historieundervisning i mine 12 år i det danske skolesystem - plus hvad der knyttede sig til mig fag - så jeg er som regel på eksemplarjagt.

@ Michael Kongstad Nielsen. Pernille Klemp skriver at ” For at få det særligt nationalromantiske frem i sine malerier ændrede Lundbye på den iagttagede virkelighed” og det gjorde han og de andre romantikere på flere andre måder, end det her fremhævede ved manupolering af landskabet. Når malerne så bønderne som værende i ”en naturlig og oprindelig tilstand” så er det noget de tillægger bønderne. Det særlige danske i maleriet er en konstruktion, der ligeså godt i et andet sammenhæng, og en anden tid, kunne være noget helt andet og væsensforskelligt. H.A. Brendekilde og L.A. Rings skildringer af bøndernes liv viser f.eks. en anden og realistisk opfattelse af livet på landet. Johan Thomas Lundbyes og hans kollegaers skildrede ikke som du skriver: ”det liv og den natur og det landskab, alle de andre befandt sig i” men en konstruktion af: ”det liv og den natur og det landskab, alle de andre befandt sig i” som svarede til boreskabets Rousseauske forestillinger om bondelivet. Det vi ser er m.a.o. den ene samfundsklasses syn på den anden samfundsklasse og den andens syn kan aldrig blive det samme som ”det liv og den natur og det landskab, alle de andre befandt sig i” – det kan kun blive en tolkning.
PS: for en samfundsforsker som mig er begrebet ”folkesjæl” uendeligt diffust.

Michael Kongstad Nielsen

Oreskov:

J. Th. Lundbye, født 1. september 1818 i Kalundborg – faderen var skibskaptajn.

P. C. Skovgaard, født 4. april 1817 på en arvefæstegård ved Ringsted. 6 år gammel måtte faderen afstå gården for derefter i Vejby ved Tisvilde at ernære sig og sin familie ved en lille købmandshandel.

Christen Købke, født 26. maj 1810 i København. Hans far var bager.

Altså ikke just overklasse, dårligt nok borgerskab. De udmærkede sig ved at kunne tegne og male og de fik legater og kom på akademiet o.s.v.
Lundbye var vakt af nationalfølelse (var med i treårskrigen 1848), derfor proppede han de mange gravhøje mv. ind forkerte steder. Jeg ved ikke, men jeg tvivler på, at de malede for et bestemt overklasse-publikum. Det var næppe "den ene samfundsklasses syn på den anden samfundsklasse" - selvom det i nogen grad var adelen og storkøbmændene, der havde råd til at have dem hængende i private samlinger.

Et godt argument og det viser bare rigtigheden af V.Lenins påstand at kunsten tilhører folket for det er dem der har skabt de værdier der har gjort kunstudfoldelse muligt. Alligevel er dok værd at overveje at disse guldalder malere skabte kunst for den borgelige elite, som gennem loven om udbud og efterspørgsel, ikke tolererede hvad som helst. Borgeskabet spejlede sig i kunsten og kulturen. For dem gjaldt det om at kunne genkende deres værdier og deres livsverden. Ville man til tops i denne borgelige verden måtte man synge med de fugle man levede iblandt. Jeg ved ikke om du kender en bonde eller håndværker familie der havde et maleri af J. Th. Lundbye, P. C. Skovgaard eller Christen Købke hængende i de lavloftede stuer. Jeg selv er opvokset på landet og har aldrig set genuin borgelig kunst i nogen husmands hytte ej helle på de mellemstore gårde. Jeg tør slet ikke tænke hundrede år tilbage – men tag selv ud på Frilandsmuseet og studer diverse skillingetryk og andet bondestue kunst, men af J. Th. Lundbye finder du ikke.
Har forresten en tydeliggørende historie, den er godt nok fra Rusland, men alligevel god at blive klog på. Maleren Ilja Repin (1844 – 1930) som var banebrydende i russisk naturalisme. Han tog gerne ud i provinsen for at male sine motiver på stedet f.eks. Pramdragerne på Volga. Engang han sad og tegnede så han en flok bonde børn der legede. Uvilkårligt tegnede han lynhurtigt nogle protratter. Børnene kom hen for at se hvad det var den fremmede lavede. Da de så sig selv portrætterede vellignende og naturalistisk, blev de skræmt fra vid og sans og styrtede hjem. Kort efter kom en flok bønder ud for at slå kunstneren ihjel og han redde sig kun i sidste øjeblik. Repin selv mente at bønderne ikke var vand til kunst andet end helgenbilleder og så hvad de så kirkerne. På forskellige tryk kunne de se kejsere, guder og denne verdens mægtige og de blev derfor forfærdede da kunstneren portrætterede deres børn.

Michael Kongstad Nielsen

Mere Oreskov:
L.A. Ring er født i 1854, og træder ind i en ny kunstnerisk periode, hvor "realismen" var i højsædet. Han malede realistiske scener af husmænd og deres boliger. Det svarer lidt til Jeppe Aakjær: "Hvem sidder dér bag skærmen", og de billeder er også fyldt med mulighed for fordybelse. Uden iPad-apps. Bare se på dem.

Michael Kongstad Nielsen

Ps. Oreskov:
Folkesjæl - hvad er det? Det ved jeg ved gud heller ikke. Men jeg fornemmer, den findes i et eller andet omfang. Dybden i sagaerne, sagnene, sangene, den fælles erindring, eller mere konkret - sproget, er vel folkesjæl.

@Michael Kongstad Nielsen. Det jeg egentlig vil indfange, er i hvor høj grad "borgelig kultur" nogensinde var allemandes eje - personligt betvivler jeg det stærkt. Imidlertid forlanger den borgelige kultur, ligesom dets smertens barn kulturradikalismen, en eksklusivitet og en smags overhøjhed, som dumper alle andre indgange til kunstforståelse. Du er inde på noget omkring tiden med Jeppe Aakjær og fra da af tager det fat. Alligevel bliver der ved med at være en borgelig og en folkelig kultur ( folkelig forstået som massefænomen) og grænserne udviskes ikke. Folkesjælen fandt nazisterne i noget de kaldte skæbne fællesskabet, grundtvigianerne fandt den i sproget og nogle syntes sørme at den dukker op til en fodboldkamp og eller i dansktoppen.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov: -
det undrer mig, at netop du klandrer kulturradikalismen for at være "smags overhøjhed", eftersom de selv forkastede "den gode smag" (den er dårlig, sagde PH). Kulturradikalismen var borgerskabets hadeobjekt, og det blev ved helt frem til Anders Fogh og VKO, hvor smagsdommerne skulle sættes fra bestillingen, og lille Brian Mikkelsen nød de kulturradikales endeligt, skønt de havde været væk i mange år. Hvordan kan du befinde dig i det kor?

Dernæst undrer V. Lenins påstand mig: - "at kunsten tilhører folket for det er dem der har skabt de værdier der har gjort kunstudfoldelse muligt". Kunsten tilhører nok folket i åndelig forstand, enig, men de værdier, der tales om, er ikke lokalisérbare. Kunstudfoldelse skyldes ikke materielle frembringelser, men talent og ånd, øvelse og disciplin. At de kunstneriske talenter fra jævne kår slog igennem og udfoldede sig, skyldes ikke borgerskabets efterspørgsel efter selv-bekræftelse, men kunstnernes trang og lyst til at forholde sig til livet på den måde.

I øvrigt har der været kunstudfoldelse helt fra hulemalernes tid. Altså før privatejendommens opståen. Det tyder på noget alment menneskeligt.

@ Michael Kongstad Nielsen ”Kulturradikalismen var borgerskabets hadeobjekt” skriver du. Måske skulle der stå småborgerskabets hadeobjekt. Kulturradikalismen var i bund og grund selv et borgeligt projekt. Tilgangen i kritikken var borgelig (borgelige temaer og værdier blev taget under luppen), retorikken og reglerne for samme var borgelig: metafore, symboler, problematikken var borgelig og de der ikke beherskede elitens vokabularium, som til enhver tid var (og er) kulturbestemt, havde ingen plads på parnasset. Luther var også den katolske kirkes hadeobjekt, men det gør ham ikke mindre kristen af den grund.
V. Lenins standpunkt: - "at kunsten tilhører folket for det er dem der har skabt de værdier der har gjort kunstudfoldelse muligt". Er sandelig gyldig nok. Herimod påstår du : ”Kunstudfoldelse skyldes ikke materielle frembringelser, men talent og ånd, øvelse og disciplin”. Hånden på hjertet Michael Kongstad Nielsen, tror du virkelig at pyramiderne, Colosseum, Hagia Sophia, Versailles-slottet, Peterhof eller Sydney Opera House er frembragt uden materielle frembringelser? I alle de typer for samfund som kan komme på tale her er kompleksiteten så stor at man ikke kan udskille en enkel ting eller gøremål som absolut i sig selv (ånd, øvelse og disciplin). Selv på det tidspunkt hvor malerne selv blandede deres farver var de afhængige af industrien og udnyttelse af billig arbejdskraft et eller andet sted i verden. Lapis lazuli, som brugtes i romanske kalkmalerier, var lige så dyrt som guld og guld var der også masser af i kirkernes og paladsernes pragt udfoldelser. Spaniens guld stammede fra plyndringer, folkedrab og slavearbejder i den nye verden. Hvordan vil du sammensætte et symfoni orkester, skaffe instrumenter, koncertsal, uden de materielle forudsætninger? Jo Lenin vidste præcis hvad han talte om!
Det gamle Ægyptens guld blev udvundet på samme rædselsfulde manere: slaver lænket sammen to og to brød malmen. Børneslaver bar malmen op af de mørke skakter. Andre slaver male og stødte malmen. Udvaskningen blev foretaget af slaver som til formålet var blindet, først da var guldet parat til at blive brugt i æstetikkens tjeneste med: men talent og ånd, øvelse og disciplin. De blindede slaver minder mig om kastraterne i de russiske zarers sangkor. Lige til det sidste under Nikolaj den anden fandtes der sådanne kastrat kor ved hoffet som underholdt med deres åndelige sange.
Hvad angår hulemalernes tid så har disse malerier nok haft en magisk betydning. Æstetikken stillet til rådighed for magien men selv her er et overskud af tid nødvendigt for at kunstudfoldelse kan lade sig gøre. Herom skriver Franz Boas: ” Even the poorest tribes have produced work that gives to them estetic pleasure, and those whom a bountiful nature or a greater wealth of inventions has granted freedom from care, devote much of their energy to the creation of works of beauty”(Franz Boas “Primitive Art”). Et minimum af materiel overskud forudsætter kunstnerisk udfoldelse også i såkaldte primitive samfund. I mere komplekse samfund skal der en ordentlig portion materiel velstand til for at frembringe stor kunst. Dette overskud er det som Lenin skriver om, nemlig den merværdi arbejderne har frembragt, og som bl.a. blev brugt til kunst og fornøjelser for de besiddende klasser.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov - tak for dit indlæg.
- Småborgerskabets hadeobjekt? Nej, tænk - jeg mener virkelig borgerskabets. Fordi borgerskabet i bred forstand blev ramt, stødt, trådt over tæerne, inklusiv ligtornene, hængt ud, udstillet, kritiseret - mens småborgerskabet enten morede sig, følte sig solidarisk, eller ikke ænsede det.

For nemheds skyld har jeg plukket dette fra Gyldendals Store:
"Den danske kulturradikalismes idégrundlag var en krydsning af Georg Brandes' kritiske videnskabelighed og den marxistiske socialisme, og det blev af Otto Gelsted defineret som kriticisme og nykantianisme med elementer af Immanuel Kants kritiske erkendelsesteori, Karl Marx' materialistiske historieopfattelse, Sigmund Freuds psykoanalyse og en rationel-humanistisk etik."

At kende borgerskabets sprog, regler og kultur er ingen skam, derfor kan man godt kritisere det. Det kunne mange kommunister også. Carl Madsen fx, student fra Øster Borgerdyd, alene navnet klinger af noget. At kende spillereglerne i en samfundsklasse forhindrer ikke kendskab og fortrolighed med andre samfundsklassers. Og mon ikke Poul Henningsens revyviser var mere populære i småborgerskabet end i det bedre borgerskab?
https://www.youtube.com/watch?v=-CpZ6KzW5zU

Jeg kan ikke være særlig uenig i dit andet afsnit om udfoldelse af stor kunst, blot bemærke, at den store kunst starter i det små, at den enkelte må øve sig og have lyst og talent for at blive mester, at symfoniorkestret intet er uden sammenstillingen af en hel masse individuelle kunstnere osv. Den enkelte fårehyrde aflurede vindens piben i græsset eller det hule træ, og skar sig en pilefløjte per intuition og inspiration; - det var begyndelsen til alskens orgelkoncerter og fagottrioer. Men som sagt - jeg er ikke uenig i det overordnede synspunkt, set ud fra anlagte synsvinkel.