Læsetid: 7 min.

Hjemme hos de kendte

Popstjerner, der krakelerer for åben Twitter eller overvågningskamera. Et androide-idol, du selv kan skrive sange til. Rappere på gaden i Ferguson. Røven som stjerne. Og voldtægt som nyt virkemiddel. Informations musikredaktør gransker det internationale musikår, der går på hæld
Popstjerner, der krakelerer for åben Twitter eller overvågningskamera. Et androide-idol, du selv kan skrive sange til. Rappere på gaden i Ferguson. Røven som stjerne. Og voldtægt som nyt virkemiddel. Informations musikredaktør gransker det internationale musikår, der går på hæld

iBureauet/Mia Mottelson

29. december 2014

Musikken kan være en del af virkeligheden, og den kan være så utrolig fjernt fra den.

I England befandt Bob Geldof sig i sin egen uvirkelighedsboble. Han udnævnte sig selv til bannerfører mod Ebola ved i december at genoplive Band Aid-støttegruppen og sangen »Do They Know It’s Christmas?« fra 1984. Den selvgode selvpromovering, den stereotype fremstilling af Afrika som hjælpeløst kontinent og den patroniserende tone lå i tommetykke lag, og i en verden med internetadgang kom kritikken fra mange sider. »Det stinker af ’hvidt frelser-kompleks’, fordi det negerer lokale anstrengelser, som er kommet før,« lød det til al-Jazeera fra den liberiske ph.d.-studerende Robtel Neajal Pailey, som påpegede, at der allerede var flere – informative – afrikanske anti-ebola-sange.

Geldof har ved flere lejligheder reageret vredt på spørgsmål om hans og andre Band Aid-stjerners skattepraksisser og var også rasende over, at stjernen Adele ikke havde svaret på hans opfordring til at deltage. Hun havde i stedet uden stor ståhej indbetalt støtte til Oxfam. Måske skulle Geldof prøve det samme?

En medspiller på gadeplan

Eller se mod Ferguson, Missouri? Her var rapperen Tef Poe fra nabobyen St. Louis på gaden i Ferguson og blev en vigtig blog-formidler af, hvad der foregik under politiets hårdhændede respons på optøjerne. Og hiphoppen viste sig at være central, både som transmitter for den opsparede frustration i årene før Michael Brown blev skudt seks gange af en politimand – men også som formidler undervejs i optøjerne. Det var ikke som Band Aid et virkelighedsfjernt poparistokrati, men – helt i genrens ånd – en medspiller på gadeplan. Ja, rapperen Killer Mikes grådkvalte tale om, hvor meget han frygter for sine egne børns liv på scenen i St. Louis på dagen for politimandens frikendelse, er et dybt rørende vidnesbyrd om afroamerikanske rapperes intime kendskab til politivold. »These motherfuckers will not own tomorrow.«

Killer Mikes udbrud demonstrerede også, hvordan vi efterhånden færdes hjemmevant i mere eller mindre kendte musikeres hjerner og hjerter. Naturligvis forsøger de at time og tilrettelægge deres ytringer online, men i tide og utide krakelerer deres imagepleje og selvkontrol. Vi har vænnet os til musikernes personaer, men også til at de af og til revner og afslører et utrimmet jeg.

Nogle af os har allerede vænnet os til rapperen Azealia Banks’ ustyrlige følelsesudbrud, men hendes formulering om, at frikendelsen af Ferguson-politimanden fik hende til at føle »et generelt had mod alle hvide heteroseksuelle mænd«, var alligevel ærlighed på et nyt niveau.

Dronningen af selvkontrol, den uforlignelige Beyoncé – en mester i lykke-shots fra happy marriage-land – mistede grebet om idylliseringen, da en lækket elevatoroptagelse viste søsteren Solange kaste sig slående og sparkende over Beyoncés ægtemand Jay-Z. Uden at Beyoncé blandede sig. Ja, det sfinxlignende smil, som superstjernen præsenterede, da elevatordørene åbnede sig for de ventende fotografer, var i sig selv et ærefrygtindgydende billede på selviscenesættelsens løgn.

Temperamentsløs ensretning

En mere tyndhudet musiker som Grimes har for nylig været gennem medietræning for at lære »at holde op med at sige dumme ting, så jeg slipper for at have alle disse konstante dramaer«, som hun sagde til New York Times. Et af dramaerne opstod, da hun blev lagt for had for at nægte at støtte skleroseorganisationen ALS, fordi de tester på dyr. Hun mener i øvrigt ikke, at hun har lært noget af medietræningen. Men til gengæld har hun lyttet til sine fans’ utilfredshed med sin seneste sang »Go« og smidt hele sit nye, beslægtede album ud.

Men medietræning er jo også temperamentsløs ensretning og selvundertrykkelse. Og hvis det er dét, man vil have, så er den crowdsourcede popstjerne blevet den oplagte mulighed for en konsensussøgende upersonlighed. Verdens første millionsælgende androide-idol hedder Hatsune Miku og er japansk. Hun er virtuel, optræder som et hologram og er endda af open source-varianten, således at fans selv kan skrive sange til hende. Hun har allerede spillet opvarmning for Lady Gaga og været på besøg hos David Letterman. Hej fremtid.

Året 2014 tilhørte i høj grad den stadig kortere opmærksomhedsradius. Der har været hits, der er vokset frem via seks sekunders-videotjenesten Vine, og folk zapper musik med svimlende fart på YouTube og Spotify. Musiksitet bigmachinery.com analyserede big data fra Spotify, milliarder af sange afspillet af millioner af brugere fra over hele verden, og fandt ud af, at chancen for, at folk zapper videre fra en sang inden for de første fem sekunder, er 24.14 pct.! Inden for de første 30 sekunder er der 35,05 pct. chance. Og næsten halvdelen af alle sange afspillet på Spotify bliver ikke hørt færdige, nærmere bestemt 48,6 procent.

Med den mangel på tålmodighed som disse data viser, så kan det ikke undre, at det kun er lykkedes to kunstnere at snige sig over den magiske en million solgte albummer i USA. Taylor Swift var den eneste amerikaner, der solgte over en million i sit hjemland. Og det var sandsynligvis kun, fordi hun ’windowede’ Spotify ud af ligningen, altså udskød udgivelsen af albummet 1989 til en endnu ukendt dato. Mens britiske Sam Smiths In The Lonely Hour som den eneste i år solgte en million albummer både i USA og Storbritannien – og også udskød udgivelsen af albummet på Spotify for derigennem at presse folk til at købe albummet. Og dét i en tid, hvor streaming er blevet allemandseje. Flabet, kunne man kalde det.

Usundt selvhad

Årets største stjerne er ikke særlig kendt. Han hedder Max Martin. Vi lever i stjerneproducernes og -sangskrivernes æra, og en stor del af dem er svenske. Også hr. Martin, der nu har stået bag 19 nummer et-hits i USA. Foran ham ligger kun John Lennon med 26 og Paul McCartney med 32. I år havde han tre: Katy Perrys »Dark Horse«, Taylor Swifts »Shake It Off« og »Blank Space«.

Eller også er årets største stjerne røven, især af den store variant. Om den så sidder på Nicki Minaj, Beyoncé eller Taylor Swift, så har den været genstand for kontroverser. Lorde har forsvaret Swifts ret til en lille røv over for stjerne-dj’en Diplo. Nicki Minaj skabte kontrovers med sit røvfoto på forsiden af singlen »Anaconda«, hvor kun en g-streng klynger sig fast mellem hendes balder. Med bassens magt i pop er røvmuskulaturen blevet central i moderne dans, og for mange er den nye fetichering af den store røv blevet et billede på kvindefrigørelse og feminisme. Retten til en voluminøs krop. Men det er stadig en bestemt type stram, stor røv, der sælger. Det er stadig den veltrænede kvindes, velkontrollerede popo, der dominerer. Og dermed er vi ikke kommet afgørende videre.

Popmusikere som Beyoncé, Taylor Swift, Lily Allen, Annie Lennox og Pharrell Williams kaldte sig ellers åbent feminister i 2014. Ja, Pharrell gik så langt som at invitere lederen af det svenske parti Feministisk Initiativ, Gudrun Schyman, på scenen under sin koncert i Stockholm dagen før valget 14. september. Sidste år sang Pharrell ellers »I’ll give you something big enough to tear your ass in two« på Robin Thickes »Blurred Lines«, der vakte harme over dens ’rapey’ vibes.

Ellers kunne man jo altid gå all in på voldtægt, som Eminem gjorde i november på det nye track »Vegas«, hvor han lovede at voldtage sin australske kollega Iggy Azalea. Det kommer, efter at han nogle dage før i en freestyle-rap lovede den amerikanske sangerinde og sangskriver Lana Del Rey bank. Det har altid været Eminems stil at dyrke voldelige alter egoer, men det ligner efterhånden en usund og desperat gimmick.

Og så var der den mærkværdige, lækkede video som torture porn-instruktøren Eli Roth lavede med Marilyn Manson og Lana Del Rey, hvor han (spiller, at han) voldtager hende. Del Rey har i høj grad bevæget sig i en udfordrende antitese til feminismens empowerment-tematik i år med sine billeder af og sange om underkastelse og nu også voldtægt. Subversivt? Eller bare usundt selvhadende?

Ingen kontrol med privatlivet

Og voldtaget – omend i noget mildere grad – følte iTunes’ brugere sig også, da de fandt U2’s nye album Songs of Innocence i deres musikbibliotek og ikke kunne fjerne det. Bono måtte undskylde, Apple måtte lade brugerne fjerne det. Men det ændrer ikke ved, at de begge var så dumme at minde deres brugere om, at de ikke selv har kontrol over deres digitale privatliv, men at man med nok penge altid kan købe sig adgang til vores privatsfære.

2014 blev ejet af Beyoncé, der både som performer, indspilningskunstner, sanger, feminis og seksuelt subjekt blev et mere helt og overbevisende individ i den popmusikalske åbenbaring. Ikke mindst med hendes 16 minutter lange tour de force ved MTV Video Music Awards og hendes fremragende album Beyoncé, der ramte som et lyn fra en klar himmel i slutningen af 2013. Og har gjort 2014 til et bedre år.

Og årets comeback: Ikke D’Angelo, selv om det var godt at have ham tilbage efter 12 års pause. Nej, det var Kate Bushs retur til koncertformatet efter 35 års pause. Den stort opsatte koncertrække Before The Dawn var et betagende dybdeblik ind i Bushs vilde kunstneriske interdisciplinære ambition. Og stemmen var stadig stor. Så frøs helvede alligevel til is.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer