Baggrund
Læsetid: 7 min.

Husk den 11. september, Sony

Hackergruppen The Guardians of Peace har truet med 11. september-agtige tilstande, hvis amerikanske biografgængere fra 1. juledag vælger at se komedien ’The Interview’, der handler om to journalisters forsøg på at snigmyrde Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Derfor har filmselskabet bag, Sony, nu valgt helt at droppe filmens biografpremiere. Terrortruslen er en voldsom optrapning af en i forvejen kompleks konflikt, der dog begyndte en smule mere fredeligt med et hacket filmselskab og lækkede film, papirer og e-mail
For cirka fire uger siden blev filmselskabet Sony i USA hacket, og fortrolige papirer og emails i massevis blev stjålet. Bag hackningen står en gruppe, der kalder sig Guardians of Peace. De har krævet, at Sony dropper komedien, The Interview, der har amerikansk premiere den 25. december, og som handler om to tv-journalister (James Franco og Seth Rogen), som bliver hyret af CIA til at myrde Nordkoreas leder, Kim Jong-un under et interview.

For cirka fire uger siden blev filmselskabet Sony i USA hacket, og fortrolige papirer og emails i massevis blev stjålet. Bag hackningen står en gruppe, der kalder sig Guardians of Peace. De har krævet, at Sony dropper komedien, The Interview, der har amerikansk premiere den 25. december, og som handler om to tv-journalister (James Franco og Seth Rogen), som bliver hyret af CIA til at myrde Nordkoreas leder, Kim Jong-un under et interview.

UIP

Kultur
18. december 2014

»Verden vil være fuld af frygt,« meddelte hackergruppen The Guardians of Peace forleden i en advarsel til amerikanske biografgængere. Beskeden var klar: Går amerikanerne i biografen for at se komedien The Interview, der har premiere 1. juledag, kan de forvente 11. september-agtige tilstande. Folkene bag filmen aflyste straks deres New York-premiere, og i hvert fald én biografkæde tog filmen af plakaten. Siden har Sony valgt helt at droppe The Interviews biografpremiere, og det har fremkaldt stærke reaktioner i Hollywood. Ytringsfriheden og den kreative frihed har lidt et knæk, og terroristerne har vundet, lyder det fra flere prominente filmfolk, blandt andre skuespilleren Steve Carell og instruktøren Michael Moore.

Advarslen er en voldsom optrapning af en konflikt, der begyndte for cirka fire uger siden, da filmselskabet Sony i USA blev hacket, og fortrolige papirer og e-mails i massevis blev stjålet. Bag hackningen står en gruppe, der kalder sig Guardians of Peace, men som ikke virker spor fredelig. Hackerne, der ifølge FBI har betydelige midler i ryggen, er åbenbart sure over, at Sony har produceret en komedie, The Interview, der handler om to tv-journalister (James Franco og Seth Rogen), som bliver hyret af CIA til at myrde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, da de får lov til at lave et interview med ham.

The Interview har allerede inden den amerikanske premiere den 25. december vakt en vis opmærksomhed, og Sony har klippet i filmen af frygt for at gøre nordkoreanerne alt for sure. Det har dog ikke forhindret The Guardians of Peace, som måske, måske ikke er en del af Nordkoreas digitale spydspids, i at hacke filmselskabet, true dets medarbejdere og nu også de amerikanske biografgængere på livet og lække stjålne papirer, e-mails og sågar færdige film, der endnu ikke har haft premiere.

Fascinerende og foruroligende

Det righoldige materiale, som hackerne lækker i portioner, har ikke mindst de amerikanske medier, både trykte og elektroniske, frådende kastet sig over. Det handler om alt fra skuespilleres lønninger og kommentarer til en instruktørs næsten færdige film til en filmselskabschef, der skændes med en uafhængig producer om forskellige mulige filmprojekter, og ukvemsord om en berømt skuespiller og instruktør.

Det er på én gang fascinerende og foruroligende, men reelt ikke overraskende, at tonen er så skarp og ubehagelig. Hollywood er stedet, hvor store egoer, nid, nag og misundelse trives, og hvor folk nemt bliver nervøse, fordi der er så mange penge på spil, når man laver film. Men er det i orden, at medierne offentliggør lækagerne, og at vi læser med i det, der reelt er private korrespondancer og interne arbejdspapirer?

Nej, mener de mange – selvfølgelig især mennesker fra den amerikanske underholdningsindustri, men også journalister og pressefaglige kommentatorer – som går i rette med brancheblade som The Hollywood Reporter og Variety og dagblade som The Washington Post og utallige netmedier, som har skrevet om og citeret fra lækagerne. The New York Times har på lederplads skrevet, at avisen ikke vil lade, som om dokumenterne og emailene ikke eksisterer, men at man heller ikke kan se nyhedsværdien i dem.

Hjælper hackerne

En af kritikerne er manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der selv bliver nævnt i enkelte af emailene, og som i sin seneste tv-serie, The Newsroom, beskæftiger sig med mediernes forfald, journalistisk etik og moral og whistleblowere. I en kommentar i The New York Times i mandags skrev Sorkin blandt andet, at »jeg ved, at der er saftige sager i disse emails, og jeg ved, at nogle af os er blevet fornærmede, og jeg ved, at der kommer mere. Ingens privatliv kan tåle en gennemgribende offentlig granskning. Men dette er meget større end sårede følelser og bulede egoer. Hvis man lukker sine øjne, kan man forestille sig hackerne sidde i et værelse, mens de gennemgår dokumenterne for at finde dem, der gør mest ondt. Og i et værelse ved siden af sidder de amerikanske journalister og gør det samme. Hvor åndssvagt og kriminelt det end er, gør hackerne det i det mindste for en sag. Pressen gør det for penge.«

Sorkins pointe er den rimelige, at hvor Pentagon-papirerne eller de dokumenter, Snowden lækkede, er i offentlighedens interesse, fordi de handler om, hvordan politikere og efterretningstjenester agerer, så er der ikke noget i Sony-papirerne, som reelt har en betydning for andre end selskabets ansatte. Det er f.eks. private emailudvekslinger, og det kommer ingen udenforstående ved, hvordan en filmselskabschef kommunikerer med en producer, når det kun er de to, der lytter. Det kender alle; Når man tror, at man er alene, taler man mere frit og mindre stuerent. Desuden, pointerer Sorkin, hjælper man kun hackerne med at nå deres mål – at skade Sony – ved at skrive om lækagerne og gengive dokumenternes indhold. Selv om hackerangrebet endnu ikke har haft alvorlige konsekvenser, er der ingen tvivl om, at det skader forholdet mellem enkeltpersoner i filmbranchen, og at Sony er hæmmet af at skulle bruge så megen tid på damage control og på i øvrigt at skulle finde ud af, hvilke andre og potentielt mere skadelige lækager, der er på vej. F.eks. er enkelte filmoptagelser sat i bero, og filmselskabschefen Amy Pascal har måttet undskylde flere af de ting, hun har skrevet i emails. Endelig må man ikke glemme, at The Guardians of Peace truer mennesker på livet – måske den ’julegave’, hackerne tidligere på ugen lovede Sony.

UIP

Kontrollerede lækager

Det er ikke første gang, at der går hul på Hollywood, men det er første gang, at det skyldes et hackerangreb af en vis størrelse, og at de ramte ikke kan vide, hvornår det stopper, eller hvad hackerne reelt har fået fingrene i. Man ved heller ikke, hvem hackerne er, og om de blot repræsenterer sig selv, eller om de repræsenterer et land og dermed politiske og økonomiske interesser. Det er en ny front i en teknologisk terrorkrig, som potentielt kan skade mange mennesker og virksomheder. Tidligere lækager har været lidt mere fredelige og forudsigelige og drevet af et enkelt menneskes nysgerrighed, hævntørst eller frustration.

Den vel nok kendteste sladderbog om Hollywood er eksperimentalfilmskaberen Kenneth Angers underholdende og kontroversielle Hollywood Babylon (1959), der handler om tiden fra 1900-1950’erne og på ingen måde lægger fingrene imellem i sine detaljerede, ja, slibrige beskrivelser af affærer, seksuel adfærd, dødsfald og meget andet. Mange af Angers påstande er siden blevet tilbagevist, og Hollywood Babylon, der i 1984 fik en efterfølger, er i dag mest af alt et kulørt kuriosum.

Så er der mere gods i produceren Julia Phillips’ You’ll Never Eat Lunch in This Town Again – hvilket hun efter udgivelsen heller ikke rigtig gjorde – og den Oscarvindende manuskriptforfatter William Goldmans Adventures in the Screen Trade og Which Lie Did I Tell. Goldmans bøger er ikke ondskabsfulde og har ikke til hensigt at hænge folk ud. De er i stedet morsomme, konstruktive og tilsyneladende ærlige beretninger om, hvordan det er at arbejde i kolbøttefabrikken Hollywood, hvor, som en af bøgerne begynder, »ingen ved noget som helst«.

Komisk desperation

Produceren Art Linson (Fight Club, Into the Wild, Heat, De Uovervindelige) går noget mere til stålet, når han skriver om sine egne oplevelser i den amerikanske filmbranche i bøgerne A Pound of Flesh og What Just Happened?. For et par år siden talte jeg med ham, og han kom blandt andet med en slags forklaring på, hvorfor vi så gerne kigger ind, når sprækkerne i Hollywoods skinnende panser bliver store nok.

»Folk skulle vide, hvordan det er at arbejde i Hollywood, og hvordan de fleste mennesker i Hollywood faktisk er,« sagde han.

»Det drejer sig ikke kun om producere, men også om instruktører, skuespillere, agenter og studiebosser. Alle har det bogstavelig talt som snegle på en glat glasplade. De prøver desperat at holde fast – det gælder om at suge sig fast på glaspladen og ikke falde af. Det lugter af komisk desperation.«

»Komisk desperation« synes også at være en dækkende beskrivelse af nogle af de Sony-emails, The Guardians of Peace har lækket. På den ene side handler det vel om, at vi er fascinerede af hemmeligheder og dårlig opførsel – muligheden for at ryste misbilligende på hovedet, mens vi konstaterer, at de rige og magtfulde alligevel ikke er så forskellige fra alle os andre – måske er de endda værre. Det giver os en vis tilfredsstillelse.

Personligt er jeg fascineret af, hvordan Hollywood er skruet sammen. Hvad det er for mekanismer, der får det store maskineri til at fungere, og hvad det egentlig er for mennesker, alle disse producenter, instruktører og skuespillere, der står bag, og som jeg ellers kun kender fra glittede magasiner og velfriserede interviewsituationer, hvor ingen siger, hvad de mener – i hvert fald ikke om hinanden. (Og det må man sige, at de gør i de lækkede emailudvekslinger).

Mest af alt er det dog forfærdende, at hackere, der kalder sig The Guardians of Peace, kan finde på at tage så voldsomme midler i brug for at stoppe en satirisk film. Det er et anslag mod ytringsfriheden og vækker ubehagelige mindelser om Muhammed-krisen i Danmark, men det kan ende med at få meget mere forfærdelige følger, hvis hackerne gør alvor af deres trusler.

Artiklen er opdateret med ny underrubrik og nedenstående fakta, da sagen udviklede sig hurtigt efter avisens deadline.

Sagen om hackergruppen The Guardians of Peace, der har angrebet og truet filmselskabet Sony med terror, udvikler sig konstant. Seneste nyt er, at Sony har besluttet sig for ikke at sende den Nordkorea-satiriske film, The Interview, som det hele handler om, i biografen.

Det har gjort mange prominente skikkelser i Hollywood vrede. De mener ikke, at man skal give efter for terror og på den måde lade ytringsfriheden og den kunstneriske frihed i stikken.

Læs mere om reaktionerne i blandt andet branchebladet Variety.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend Erik Sokkelund

The Guardians of Peace (!) kan føle sig rigtigt dejligt selvfede og betydningsfulde lige nu. Men jeg tvivler på, de når deres mål med den film. Den vil uundgåeligt blive lækket på nettet om ikke så længe og til den tid som et viralt hit, der omgående vil gå verden rundt og blive set af endnu flere.

Rasmus Kongshøj og Niels-Arne Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar

Nu er Sony jo ikke nogen uskyldig engel - men en af verdens største copyright maksimalister - der er parat til næsten hvad som helst. Så deres metoder har godt af at blive gransket.
Men det er sikkert ikke de i artiklen omtalte banaliteter der har fået Sony til at reagere som de har. Det er nødt til at være meget værre.
Min fornemmelse er - at det er nødt til at være politisk - og om de metoder Sony har brugt - bruger - eller ønsker at bruge.

Morten Rasmussen

Jeg tror ikke de kender Barbra Streisand effekten i DRNK. Altså endnu :)

Marketingsafdelingen kunne ikke have gjort et halvt så godt job for den film.

Gad vide om denne sag kan mønstre fuld opbakning til ytingsfriheden. Eller hensynet til følsomme mennesker og trusler fra samme stadig kan få nogle til at insistere på at det er afsenderen af satiren, der er the bad guy?

Sagen har intet med ytringsfrihed at gøre. Hvad der kan opfattes som mordtrusler mod fremmede statsoverhoveder eller andre borgere er uanset den satiriske indpakning ikke noget man bør tage let på.
Jeg er nu ikke i tvivl om at Vesten i virkeligheden vil gøre alt for at bevare det Nordkoreanske styre på dets nuværende stade. Det udgør simpelthen en fantastisk baggrund som kan få selv det mest falmede demokrati til at stråle med engleglans.

En fin lejlighed til at spørge politikerne hvad de mener om angreb på ytringsfriheden i form af truslerne mod Sony, eller fængslingen af Chelsea Manning...

De oprindelige hackere lader dog ikke til at have tænkt på hverken "The Interview" eller Nord-Korea, da alle ord om dette først er blevet tilføjet efter at medierne blæste en sådan konspiration til live.