Læsetid: 6 min.

Jagten på den forsvundne filmkunst

Dansk film mangler kunstnerisk vovemod. Det understreger et tilbageblik på filmåret 2014. Men det kan tre debutanter, en ny filmaftale og Lars von Trier, der taler igen, måske være med til at rette op på
2014 bød på solide mainstreamfilm så som Fasandræberne, mens blandt andre Kristian Levring prøvede noget helt andet med sin ’Salvation’ (billedet), der dog mistede sin nerve i anden halvdel.

2014 bød på solide mainstreamfilm så som Fasandræberne, mens blandt andre Kristian Levring prøvede noget helt andet med sin ’Salvation’ (billedet), der dog mistede sin nerve i anden halvdel.

Joe Alblas

31. december 2014

En mere end fem timer lang film om sex og digressioner, hvis instruktør begyndte at tale igen efter tre års tavshed. En western fuld af internationale stjerner, der vakte opsigt på den røde løber i Cannes. En musical, som mistede sine sange og slet ikke blev set. En filmaftale, der blev til i en byge af ukvemsord og frygt for en økonomisk uvis fremtid.

Man kan ikke sige, at filmåret 2014 har været kedeligt, når det kommer til dansk film – og her taler jeg primært om spillefilmene. Selv om billetsalget i skrivende stund ’kun’ er på 3,1 millioner stk. – ca. en million mindre end sidste år, hvilket i sig selv er bekymrende, når branchen i forvejen er trængt – og året kvalitetsmæssigt ikke var prangende, var der masser af drama bag kameraet og blandt de mennesker, som laver filmene.

Den store historie her sidst på året er selvfølgelig Lars von Trier, der efter flere års selvpålagt tavshed er begyndt at tale igen og fortæller om, hvordan han nu er på vandvognen og frygter, at det vil ødelægge ham kreativt. Det tror jeg ikke på, især ikke set i lyset af Triers seneste værk, Nymphomaniac, der tidligere på året endelig fik premiere i sit 5,5 timer lange director’s cut og beviste, at instruktøren stadigvæk er en af de mest originale, provokerende og fascinerende filmkunstnere i verden.

Så stærkt skinner Triers lys, at de fleste andre eksperimenter fra året, der gik – og dem var der ikke mange af – blegner ved siden af, og det er nok et af dansk films største problemer: Manglen på kunstnerisk vovemod og nødvendighed.

Stærke debutanter

Men inden jeg bliver alt for mørk i mælet, må jeg hellere nævne nogle af de mere opløftende aspekter af 2014.

Tre debuterende instruktører meldte sig på banen med meget forskellige film og masser af attitude og kunstnerisk vilje, blot er det ærgerligt, at ingen af de tre for alvor solgte billetter (lige omkring 70.000 tilsammen). Jeg håber ikke, det kommer til at betyde alt for meget for deres videre virke.

I marts gjaldt det Søren Balles Klumpfisken, der var en poetisk og troværdig udkantsfortælling om ensomhed og kærlighed og en del af Danmark, vi sjældent ser på film. I maj kom så Fenar Ahmads Ækte vare, en funky og følsom ghettofortælling om en ung, småkriminel rappers drøm om et liv med musik. Og endelig bød juni på Jonas Alexander Arnbys Når dyrene drømmer, en stilfuld og effektiv dannelsesfortælling om en ung kvinde og hendes seksualitet forklædt som varulvefilm.

De tre film, der også er blandt årets bedste danske film, ligner ikke meget andet, vi ser på dansk, og er alligevel dybt rodfæstet i en dansk virkelighed. Det er ikke, fordi instruktørerne tør så meget mere end andre, de fortæller blot menneskeligt vedkommende historier med et overskud, en energi og et gåpåmod, vi alt for sjældent ser i Danmark.

Solid mainstream

23 danske spillefilm har haft biografpremiere i år – to af dem 1. juledag – og de store billetslugere er ikke overraskende komedier, familiefilm og thrillere. Giacomo Campeottos Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage, Barbara Topsøe-Rothenborgs Krummerne – Alt på spil og Mikkel Serups Klassefesten 2 – Begravelsen har tilsammen solgt mere end en million billetter.

Det er dog Mikkel Nørgaards anden Jussi Adler Olsen-filmatisering, Fasandræberne, der er årets topscorer med indtil videre 760.000 solgte billetter. Det er flot og fuldt fortjent af en film, der både er solidt spændingshåndværk og byder på en god og menneskeligt vedkommende historie – omend en meget brutal en af slagsen.

I den ende, man kan kalde kvalitetsmainstream, finder vi en række solide og seværdige film: Niels Arden Oplevs underholdende og dramatiske konfirmationsfortælling Kapgang, der solgte 250.000 billetter; Bille Augusts afdæmpede familiedrama Stille hjerte, der lever i kraft af sin stærke historie, gode skuespilpræstationer og en sikker iscenesættelse, og som indtil videre har solgt 216.000 billetter; Pernille Fischer Christensens En du elsker, der fik en blandet modtagelse – og solgte små 170.000 billetter – men fangede mig med den rørende historie om en musiker, der modvilligt bliver nødt til at tage sig af sit barnebarn.

Nye retninger

Charlotte Sachs Bostrup, der tidligere har lavet filmene om Karla, skiftede gear med Kartellet, en spændingsfilm om karteldannelse og mafiametoder i byggebranchen. Den var baseret på virkelige begivenheder, men satte sig mellem to genremæssige stole – thriller og drama – og solgte heller ikke mere end 127.000 billetter.

Kristian Levring prøvede også noget ganske andet med sin stjernespækkede western, The Salvation, som var flot at skue og især i første halvdel ville noget andet og mere interessant psykologisk, end man er vant til fra den slags film. I anden halvdel forvandlede den sig til en stilfuld pastiche, der stadig var underholdende og flot, men manglede nerve.

Endelig skuffede Simon Staho med Miraklet, der begyndte som en musical, men blev klippet om til et mærkeligt ufokuseret drama. Filmen solgte sølle 742 billetter og fyrede op under diskussionen om, hvorvidt Staho bør have så mange millioner i støtte, som han får. Personligt mener jeg ikke, at filmstøtte bør dikteres af billetsalg, men måske Staho snart bør retænke sit kunstneriske projekt og f.eks. finde tilbage til de tilsyneladende mere nødvendige og rå film, han lavede i begyndelsen af sin karriere.

En ny virkelighed

Børne- og ungdomsfilmen vil jeg forbigå i nogenlunde tavshed, da 2014 ikke ligefrem var året, hvor den danske filmbranche vågnede op af sin Tornerosesøvn og begyndte at tage de unge målgrupper alvorligt. (Christian E. Christiansens Lev stærkt, Martin Barnewitz’ Dannys dommedag og Esben Tønnesens Detektiverne havde alle visse ambitioner, men kunne ikke for alvor indfri dem.)

Der er med andre ord ikke nogen særlig grund til at slå på tromme her ved indgangen til et nyt filmår. Det er dog svært at være alt for pessimistisk på filmkunstens vegne, når Lars von Trier er begyndt at tale igen. Det er umuligt at overvurdere hans betydning for dansk film, og måske han kan få sat gang i idéudviklingen igen.

Desuden er Vinca Wiedemann blevet ny rektor på Den Danske Filmskole, og hun har tidligere sat sit aftryk på mange spændende projekter, ikke mindst Nymphomaniac, hvor hun var Triers dramaturgiske sparringspartner.

Filmpolitisk gidseltagning

Endelig skrev et enigt folketing under på en ny fireårig filmaftale, som selvfølgelig ikke vil løse alle dansk films økonomiske og kunstneriske problemer, men som trods alt prøver at forholde sig til en virkelighed, hvor man ikke længere nødvendigvis ser film i biografen, og hvor pengene skal tjenes også på andre måder.

Det var synd og skam, at Jonas Elmers sympatiske Det andet liv blev taget som gidsel i en ophidset filmpolitisk diskussion om distributionsformer og derfor ikke fik en reel chance i landets biografer. Men nu er der da i det mindste fokus på problematikken, og man kan begynde at undersøge, hvad det kommer til at betyde for økonomien i dansk film.

En af metoderne er en lavbudget-pulje, der er en del af filmaftalen og skal sikre en række billige film, som man ikke har de samme økonomiske eller biografmæssige forventninger til som til ’almindelige’ spillefilm. Om noget beviste Dogme95, at der frigøres kreativ energi, når man har stramme rammer at forholde sig til, f.eks. i form af et begrænset budget.

Det kunstneriske vovemod må blandt andet gerne komme herfra.

Anmeldelser af alle de omtalte film kan læses på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peder Nicolaisen

Jeg har længe undret mig over, at danske TV film eller danske film i det hele taget, bliver rost for at være fantastiske, film som arvingerne, badehotellet, borgen o.s.v.
Det er mig en gåde, at disse film har så mange seere, der er selvfølgelig endnu flere der vælger ikke at se disse film, men alligevel.

I lang tid var jeg overbevist om, at det var sproget, der gjorde, at danske skuespillere virkede så dårlige og utroværdige, men så kom matador, og den var jo fantastisk, så det kunne ikke være sproget, der var årsagen.

For mange år siden hørte jeg en samtale med matadors instruktør nu afdøde Erik Balling. I interviewet fortalte Erik Balling om det store arbejde med at instruere skuespillerne, hvor han blandt andet før hver optagelse, måtte bruge timers samtaler med skuespillerne for at tale dem ned.

Erik Balling forstod kunsten, at få skuespillerne til at være til stede i karaktererne, så de ikke spillede, men agerede troværdig. En person der spiller en rolle – uanset om vedkommende er skuespiller eller ikke – vil altid virke utroværdig. Egentlig er udtrykket skuespil et dårligt navn, jeg synes det engelske udtryk at agere er mere sandfærdig.

I en artikel i JP d.11.feb. ”Den Serbiske Dansker” bliver den unge Danica Curcic udnævnt til måske at blive dansk films nye stjerne. En instruktør Mikkel Nørgaard siger: ”Danica stiller sig selv fuldstændig til rådighed for den karakter hun laver. Hun tør gå ind i karakteren og være nærværende”. Dette at være nærværende og til stede er netop hvad jeg synes de fleste danske skuespiller mangler.

En anden instruktør Christian E. Christiansen, der har instrueret Danica Curcic, siger gudhjælpemig: ”Hun har så meget tilstedevær, at jeg måtte tone det en smule ned for at få den rigtige balance i scenerne”. Hvis det er almindeligt for danske instruktører, kan jeg bedre forstå, de danske skuespillers manglende tilstedeværelse i deres roller. De er jo – ifølge JPs. Artikel – ganske enkelt instrueret til ikke at være for meget til stede i Scenerne.

Noget kunne tyde på, at det hverken er sproget eller skuespillerne, der er problemet, men derimod instruktørerne. Måske de befinder sig på deres egen bølgelængde, hvorfra de sender og modtager, og som bekendt er det bedst, at være på samme bølgelængde for at kunne modtage.

De mange seere til Danske film må jo så befinde sig på samme bølgelængde, og alla os andre må så nøjes med at nyde matadors fantastiske skuespiller præstationer.

Preben Haagensen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Problemet med dansk film som udgangspunkt, er som altid, filmmanuskriptet, source material, filmfortællingen og selv udførelsen dramaturgisk set.

Ingen skuespillere kan blive bedre end det materiale de har at arbejde ud fra. Nøgleordet er "ikke" dét, at være nærværende - men at argere "naturlig". Og troværdighed udspringer sig af en tredimensionel karakater, der virker ægte og naturlig i det rum og den tid karakteren befinder sig i på et givent tidspunkt i filmfortællingen.

Ovenstående er naturligvis meget simplificeret, og der findes et hav af bøger om manuskriptskrivning , hvorledes man skaber den "gode" karakter og den "gode" filmfortælling i et givent univers.

Jeg sidder og funderer over, hvornår jeg sidst har set en dansk film i biografen.
Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om det.
Nå, det siger nok mest om mig....

Søren Kristensen

Den sidste danske film jeg så i biografen var Glistrup & Spies og jeg er begyndt at tvivle på om jeg nogensinde kommer i en biograf igen. Men det handler nu ikke så meget om filmene som om biografen, for hvad har den egentligt at tilbyde, som jeg ikke kan få herhjemme?
Da jeg gik på arkitektskole, tegnede en af mine kammerater en biograf hvor publikum lå vandret mens filmen blev projiceret på loftet. Men ok, når den slags udvikling ikke finder sted skyldes det jo nok at konceptet stiller alt for store krav til filmenes kvalitet. En enkelt langtrukken scene og publikum snork sover. Det går jo selvsagt ikke. Men altså, kommer biograferne op med en eller anden begrundelse for at man skulle bevæge sig derhen, udover at det på varme sommerdage kan være rart at komme ind alene for skygge og aircondition, så kunne det da godt være man skulle gå en tur i biffen.

olivier goulin

Matador er fra en tid, hvor diktionen i sproget, inklusiv skuespilskunsten, endnu ikke var gået helt af lave. Og mange af de deltagende skuespillere var tilpas oppe i alderen til at have lært at tale tydeligt og formfuldendt, både privat og på de skrå brædder.

Det største problem med skuespilskunsten i dag, efter min mening, er afkaldet på skuespilsdiktionen. Der hersker et idiom omkring det naturlige sprog i skuespillet, der er så absolut, at der selv i historiske film tales samtidsdansk - og det er sandt for dyden ikke et sprog, der levner megen plads til replikkens magi og patos - ja undertiden knap nok til forståelse.

Matador er et fint eksempel, men der finde andre, på at man sagtens kan værne om talekunsten i film, uden at det kommer til at fremstå kunstigt og uautentisk. Men mit indtryk er, at man slet ikke lærer den slags på skuespilleruddannelsen længere.

/O