NorthSide, Copenhagen Photo Festival og Louisiana Literature. Frigg Festival, FOKUS video art festival og Copenhagen Art Festival. Det er bare nogle af de festivaler, som er trådt ind på den danske kulturscene inden for de seneste fem år. Og så er der den omdiskuterede Tinderbox, som dukker op i 2015, og som muligvis er med til at markere disse år som kulturfestivalernes guldalder. Ifølge lektor i Visuel kultur og performance-design på Roskilde Universitet Fabian Holt er kulturfestivalen kulmineret de seneste år:
»Stort set alle kulturens genrer har festivaler i dag. Særligt de seneste fire år er festivalen som en måde at gå til kulturen på kulmineret,« siger Fabian Holt og taler om en festivalisering, der rykker kunsten ud af sine vante institutioner og ud i byrummet og landskabet. Med festivalen som redskab gør kulturen i stigende grad opmærksom på sig selv, og det frister os til at rive aftener og dage ud af kalenderen i en uges tid flere gange årligt.
Tidligere var kulturfestivalen et slags ritual og mest for de få, som nørdede for eksempel Shakespeare-teater nogle dage i streg. Når der altså ikke var tale om musikken, der siden 1960’erne har samlet tusindvis på ét sted og for alvor slog festivalen fast som en måde at opleve kultur på. I løbet af 15 år er der sket en fordobling af antallet af festivaler til mere end 200 i år. Samtidig er de ældre festivaler blevet større. Mange kender ’The Orange Feeling’, når festivalformatet får kulturen til at træde frem. For med festivaliseringen følger branding. »I dag stråler kulturen med slogans og iøjnefaldende logoer,« siger Fabian Holt.
Demokratisering
Men hvad afspejler festivaliveren i vores tid, og hvilken betydning har den for kulturen og kunsten? Særligt inden for den visuelle kultur er der kommet flere festivaler, som giver blandt andet film- og fotokunsten en ny scene. Man behøver blot at sige PIX, før de fleste er med på, at der er tale om Copenhagen International Film Festival, der siden 2009 har indtaget København en gang om året.
Inden for samtidskunsten har festivaliseringen også gjort indtog. Eller hvad lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Malene Vest Hansen kalder en biennalisering om det voksende antal af midlertidige udstillinger af international samtidskunst, som vender tilbage med to, tre eller fire års mellemrum. Udviklingen er international og viste sig for alvor i Danmark i 2008 med quadriennalen U-TURN, som fire år senere blev til Copenhagen Art Festival:
»De tilbagevendende kunstudstillinger, som typisk står nogle måneder ad gangen, udfordrer både en lokal kunstverden og fungerer som god city branding. Inden for samtidskunsten er der samtidig et øget fokus på midlertidige udstillinger, som har antallet af besøgende som det primære succeskriterie.«
Ligeledes glimrer Golden Days Festival hvert år i september ved at fortælle en del af vores fælles kulturhistorie. Det har den gjort siden 2002. Professor i litteratur- og kulturhistorie ved Københavns Universitet Martin Zerlang er positivt overrasket over, at den er blevet et hit:
»Umiddelbart havde man ikke tænkt, at historien kunne festivaliseres. Men for Golden Days er det lykkedes år efter år at samle folk om historien, senest om Første Verdenskrig, ikke bare på museer og klasselokaler, men også på gader og stræder.«
Det gør historie- og kulturformidlingen nærværende for den enkelte på tværs af køn, klasse og alder, hvilket er »en positiv demokratisering«.
Byplanlægning
Martin Zerlang ser, at nutidens festivalisering har rødder i 1960’erne, hvor en folkevandring fandt vej ud til forstæderne, om bag ligusterhækkene og ind i dagligstuerne. Her blev kulturen en privat oplevelse for den enkelte via tv og transistorradio. Den udvikling gjorde de store festivaler til et kærkomment alternativ, som tilbød folk at blive del af et fællesskab på en mark nær Roskilde.
I dag er festivalerne i stigende grad rykket ind i byerne, hvor kulturen er blevet et værktøj til at planlægge byen og stimulere dens liv. Hele såkaldte Kulturbyer er en festivalisering af kulturen i største skala. Kulturfestivalens eksplosion er knyttet til en gentrificering af byområder som Nørrebro og Vesterbro i København, som gennemgår en social transformation, fortæller Zerlang:
»Arbejderklassen er smidt ud i forstæderne, og middelklassen er søgt ind i byen, hvor de nye sociale grupper har forventninger til, at byen præsenterer en masse kulturtilbud.«
Samtidig afspejler festivaliseringen, at det moderne menneske jonglerer med flere sociale medier på én gang. I forhold til en permanent udstilling på et kunstmuseum rummer en kunstfestival en højere nyhedsværdi og større gennemslagskraft i en overflod af informationer. Så er det overskueligt, at kulturen organiserer sig selv i pakker.
»Jo mere vi mødes på de sociale medier gennem skærme, desto mere har vi brug for at gøre noget andet med vores venner. Så er en biograftur en tilfældig aften ikke nok,« siger Fabian Holt.
Sponsorer
Men det handler også om penge. Ifølge Olav Harsløf er BOXEN i Herning og Kulturbyer udtryk for, at kulturen i stigende grad flytter sig hen imod det, publikum og ikke mindst sponsorer vil have. Og sponsorer vil gerne have festivaler med en kulisse af blinkende reklamer. En ny branche er da også blevet til for at navigere i forholdet mellem kultur og marked. Selv Københavns musikkonservatorium oprettede i 2002 en Music Management-uddannelse. Så nok etablerede græsrodsbevægelsen Roskilde Festival som reaktion mod det etablerede og af frygt for, at kulturen skulle styres af markedskræfter, men pengemænd er også med til at sikre, at kulturen når ud til folket.
»Professionaliseringen udspringer af mere end 40 års erfaring i at planlægge den bedste fejring af kulturen. Samtidig vokser udbuddet af dygtige kunstnere, som booking-firmaer er med til at afsætte til de mange scener rundt omkring,« siger Olav Harsløf.
Mister kulturen sin værdi?
Så byplanlægning og sponsorer får billedkunsten og litteraturen ud af deres vante institutioner. De mange festivaler demokratiserer kulturen. Dog er intet så godt, at det ikke er skidt for noget.
Hvert år er Roskilde Festivals program anledning til en diskussion af, hvem en demokratisk kultur tilgodeser. De fleste – om end mange Roskilde-ildsjæle ikke vil indrømme det – stod foran Orange Scene sidste sommer for at feste med Rihanna. Men flere blandt publikum, herunder musikanmeldere og kulturkritikere, dansede til »We found love« med en vis skepsis over, at en af mainstreamkulturens største stjerner nok snarere har skullet tjene billetsalget og sponsorers interesser end festivalens lange tradition for at dyrke musikkens nicher og undergrund. Når festivaliseringen er knyttet til markedets interesser, truer det ifølge Fabian Holt kulturens væsentligste opgave. Nemlig at udvide bevidstheden og gøre verdens kompleksitet mere forståelig via sanseoplevelser.
»Det forstyrrer kunstens ærinde, når et køleskab med Redbull lyser op i hele rummet under en elektronisk koncert.«
Et slutpunkt i udviklingen er en eventgørelse, hvor festivalen bliver en event, som snarere har øje for omsætning og sociale effekter end kunsten i sig selv. En sådan effekt kan være at skabe et farverigt og inkluderende image for en by eller et boligområde. Men en eventgørelse risikerer ikke at bevare interessen for kulturen i et større og længere perspektiv, peger Fabian Holt på:
»Hvad sker der med litteraturen, dokumentarfilmen eller samtidskunsten, når begivenheden er slut? Kulturens bevidsthedsudvidende egenskab risikerer at havne i skyggen til fordel for det, som glimrer her og nu.«
