Læsetid 9 min.

Litterære 1-2-afleveringer om fodbolden og livet

Karl Ove Knausgård elsker fodbold, men fodbold fylder ikke meget i hans romansuite, ’Min Kamp’. Nu har den norske forfatter skrevet en murstensbog af et supplement – en slags ’Min Kamp 7’ – hvor han sammen med sin forfatterkollega Fredrik Ekelund analyserer VM i fodbold, litteratur, kulturdebat og verden
Der er altid en risiko, når man skriver, og specielt når man skriver om fodbold, at det ikke bliver vedkommende, mener Karl Ove Knausgård. Fodbold fører ikke til noget, forandrer ikke noget og skaber heller ikke noget, fordi alt er borte i samme sekund, som det udspiller sig.

Der er altid en risiko, når man skriver, og specielt når man skriver om fodbold, at det ikke bliver vedkommende, mener Karl Ove Knausgård. Fodbold fører ikke til noget, forandrer ikke noget og skaber heller ikke noget, fordi alt er borte i samme sekund, som det udspiller sig.

Magnus Sjöholm
5. december 2014

Kun den, som selv har skrevet rigtig meget og virkeligt anstrengt sig, kan forstå og værdsætte indledningen til Virginia Woolfs Mrs. Dalloway. Sådan er det også med fodbold. Man må være fortrolig med de grundlæggende regler og rammer og kende sin egen krops begrænsninger,« siger Karl Ove Knausgård. »Hvis man har spillet på midtbanen i mange år og slået afleveringer til sine holdkammerater – helt almindelige afleveringer – erobret bolde og prøvet at skyde på mål, så ved man også med hver en fiber af sig selv, hvor magisk, umulig, unik og chokerende uventet Maradonas spillestil var.«

Og han spørger så sig selv: »Men hvorfor skal man beundre det? Det er jo kun fodbold?«

En efterårsdag i en næsten mennesketom café nordøst for Ystad sidder Karl Ove Knausgård i selskab med den evige forward Fredrik Ekelund. Svenske Ekelund har ved siden af 20 romaner, skuespil og digte også skrevet bøger om fodbold og fodboldkultur. Holdkammeraten ved hans side har til gengæld skrevet 4.000 sider om sig selv, men stort set uden at nævne ordet ’fodbold’.

Alligevel er det netop en kort beskrivelse – af det, ’balancespilleren’ Karl Ove Knausgård i Min kamp kalder »de måske lykkeligste øjeblikke i mit liv« – som står i fokus for flere dybdegående analyser af hans romaner, især i det norske litteraturtidsskrift Vinduet og amerikanske Harpers Magazine: To simple scoringer i en park i Malmø en søndag formiddag.

Nu har de to forfattere så sammen skrevet 550 sider fulde af litterære ’1-2-afleveringer’: Mellem nordmanden i tv-sofaen på Österlen og malmöboen på en dansende VM-tribune i Rio de Janeiro, Hemma-Borta, udgivet af malmöforlaget Arx.

Knausgård: »Jeg har længe ønsket at skrive om fodbold. Men jeg var ret bekymret, for VM-kampene ville samtidig blive analyseret af de eksperter, der virkelig forstår sig på fodbold. Desuden er det svært at skrive om fodbold, når man er alene, ja det havde faktisk været utænkeligt at gøre det. I mine romaner har jeg aldrig skrevet til læsere, aldrig tænkt på dem, men nu havde jeg brug for en læser, en at skrive til.«

Ekelund spiser og drikker sig igennem kampene med venner og spiller strandfodbold på Copacabana. Samtidig, hjemme i tv-sofaen, er Knausgård præget af sine favoritter, Italiens og Argentinas defensive, destruktive taktik. Han sammenligner sit valg af hold med en forkærlighed for dårlige snarere end gode romaner. Til at begynde med er de kun enige om fire ting: storheden hos Tranströmer, Roberto Bolaño, Maradona og den uovervindelige vanskelighed ved at holde med Tyskland.

Fodbold er da noget ikkelitterært

Ekelund: »Før vi begyndte at skrive, vidste jeg ikke, du var så interesseret i fodbold, Karl Ove. Jeg var overrasket, både over, at fodbold har spillet en så stor rolle i dit liv og over det faktum, at du er så god til at analysere kampe. Du skriver jo næsten intet om fodbold i Min Kamp.

Knausgård: »Jamen, sådan blev det bare. Det handler om, hvilken linje man lægger. I min bardom var det i høj grad min far, som …«

Ekelund: »Men I går jo for eksempel til Starts kampe sammen, og efter at han er blevet alene og er ved at drikke sig ihjel, sidder han sandsynligvis og ser på netop VM …«

Knausgård: »... ja, det gør han helt sikkert. Jeg har ikke tænkt over det før, men jo, og så bliver dette her jo et godt supplement.«

Bogens første seks kapitler skulle egentlig have heddet ’Argentina’, bl.a. på grund af de stærke tv-oplevelser, som ’fortryllede’ Knausgård under VM i 1978, men også fordi han aldrig har været i landet. Argentina, og alt hvad det repræsenterer, er – måske med undtagelse af det argentinske landshold – således en art fiktion eller, hvad han kalder ’ikke-liv’.

I syvende kapitel fortæller Knausgård om den dag, han spillede sin første fodboldkamp – »et af de stærkeste barndomsminder, jeg har«. Det handler overraskende meget om hans fars store fodboldinteresse, og hvordan de gik til kampe sammen: faderen anbragte sønnerne på ståpladserne og tog selv en siddeplads.

Knausgård: »Tidligere gik jeg meget op i at være supporter. Mit humør blev påvirket af, hvor godt IK Start og Liverpool klarede sig. Sådan er det ikke længere. Da jeg var 20 år og ville være forfatter, kunne jeg godt lide at drikke øl og se fodbold, men troede, at det diskvalificerede mig. De digtere, jeg hang ud med, røg pibe, læste Beckett og hadede sikkert fodbold. Og da jeg så fodbold som noget ikke-litterært, var jeg helt overbevist om, at jeg aldrig kunne blive forfatter, at jeg ’ikke havde det i mig’, fordi jeg var alt for almindelig.«

For de to, som for de fleste andre fodboldfans, spiller bolden en både marginal og vigtig rolle. Ligesom for Gödels ufuldstændighedsteorem, må der findes et referencepunkt uden for systemet, uden for livet, for at det kan fungere. Der findes en ’overflod’ af fodbold, som man kan favne og acceptere eller prøve at styre og forfine. Fortsat dukker fodbold dog op i deres drømme, men hvor Ekelund konstant dribler og scorer, bliver Knausgård som en fodboldspiller i søvne altid leet ud og latterliggjort.

Ekelund: »Hvad der adskiller os, tror jeg, er, at jeg ønskede at blive fodboldspiller, men blev tilfældigvis forfatter. Du har altid ønsket at være forfatter, og blev det som en helt naturlig selvfølge, men har aldrig for alvor ønsket at være fodboldspiller.«

Hjemsøgt af fodbold

Forskellene i deres temperament kan skabe dynamik. Ekelund elsker driblere (han har skrevet om Garrincha). Nu ser han Spanien mod Holland, og frem vælter de traumatiske følelser fra en næsten identisk match 28 år tidligere: Den funktionelle omstillingsfodbolds første offer er netop romantikerne og den neurotiske hybris, som alle driblere, selv Ekelund, bliver tvunget til at udholde.

Knausgård beundrer Italien og Argentina på næsten ’luthersk’ vis. Sit forhold til kollektivet Argentina definerer han som en art »livsfornægtelse«, som han ser bekræftet ved konstateringen af, at spilleren Angel di Maria i så høj grad ligner Franz Kafka. Hele tiden passerer bolden videre til andre emner, først og fremmest litteratur, men også politik, alkohol, Hegel, børn, feminisme og farven på trommesæt. For de to midaldrende mænd bliver fodbold dog ved at være noget, der følger og hjemsøger dem. En modvillig lidenskab, de undertiden gør op med, for blot at blive forført i næste kamp.

Knausgård: »Jeg sidder jo bare der, og så bliver jeg nødt til at skrive om det. Og faktum er, at langt, langt de fleste mennesker oplever FIFA’s World Cup på samme måde, som jeg gør – derhjemmefra. Men bogen handler også om, at der sker noget mellem os i disse breve, og det er lige så spændende som kampene. Der er en afstand imellem os i begyndelsen, som bliver mindre hele tiden. I alt, hvad vi har skrevet, er der absolut intet beregnende eller planlagt.«

Følelsen af spontanitet og af det undertiden forløsende hverdagsagtige får mig til at tænke på filmen The Trip. Her tvinges to berømte engelske komikere til at turnere rundt på landet i en uge og diskutere og dissekere både hinanden og deres samtid: skarpe, vedholdende og underholdende udvekslinger mellem stort og småt, privat og universelt.

For Hemma-Borta findes der også et direkte litterært forbillede eller rettere to. På den ene side de norske forfattere Jon Michelet og Dag Solstads seks VM-bøger, på den anden Frederiks og dramatiker og instruktør Ulf Peter Hallbergs VM-bog fra Italien 1990.

Til tider er de to meget private. Knausgård kommer med morderiske udfald imod både »den svenske nymoralisme« og »den svenske totalitære middelklassekultur«, mens Ekelund bl.a. beklager sig over at føle sig udelukket, blot fordi han er mand, som skriver om mænd. De lytter, forstår, formulerer deres beklagelser som medfølende mandlige skulderklap og berører derved et klassisk problem i den slags bøger skrevet af venner; at berømmelsen og bekræftelsen tager over, og det bliver de to mod resten af verden: Er det et problem for dem?

Ekelund: »Jeg synes ikke, vi er for indyndende eller flirtende, hverken over for hinanden eller over for læseren. Hvis blot man er ærlig og møder en lige så ærlig kritiker, kan det aldrig gå helt galt. Vi kom ind på en række følsomme områder, men altid på en naturlig måde.«

Knausgård: »Nogle gange følte jeg, at jeg ikke burde trænge ind i Fredriks privatsfære, men gjorde det så nok alligevel. Så når der kom returbreve fra ham, var jeg tit lidt nervøs og tænkte: ’Har jeg trådt på nogle tæer nu?’ Når man er så tilpas privat, kan det være svært at vide, hvor grænserne går.«

Sensationelt gode og indsigtsfulde analyser

Ofte forstærker de hinandens indtryk, men nogle af de emner, hvor vandene definitivt skiller, er, ud over de allerede nævnte, Maria Sveland, Pepe, Julio Cortázar og Luis Suárez’ bid. I en af de allerbedste tekster tvinges Knausgård til at forklare over for deres børn, hvorfor fodboldspillere ser muskuløse ud, og hvorfor de kan finde på at bide hinanden. De kommer efterhånden frem til, at det i det mindste som barn kan føles rart at sætte tænderne i noget. Undertiden er Knausgårds analyser sensationelt gode og vel lige så indsigtsfulde som dem, der skrives af ’dem, der virkelig forstår sig på fodbold’. Nogle gange slumrer barnefaderen til fire dog ind foran sit tv.

Knausgård: »Dette her blev vedkommende, men ellers er der altid den risiko, når man skriver, og specielt når man skriver om fodbold, at det ikke bliver vedkommende. Fodbold fører ikke til noget, forandrer ikke noget og skaber heller ikke noget, fordi alt er borte i samme sekund, som det udspiller sig. Intet varer ved i fodbold, det er fuldkommen meningsløst i sig selv, men rummer alligevel en sådan overflod, at man kan anlægge et væld af perspektiver på det. Fodbold er kun et spil, men der er meget at skrive om det.«

Ekelund: »Jeg er ret glad for, at jeg ikke skriver mere om fodbold, end jeg gør i bogen. Derfor mener jeg, der er kommet en god balance, hvor vi inddrager en række vigtige emner.«

Knausgård: »Jo, der er en fin rytme i den måde, hvorpå vi ofte begynder i fodbold og kommer tilbage til fodbolden igen ad en ny vej. Det er det, som binder bogen sammen.«

Ekelund: »For eksempel gør det bosniske flag eller den bosniske spillertrup det muligt at skrive om Srebrenica. Eller man kan bruge det belgiske landshold til at beskrive kløften mellem vallonere og flamlændere, uden at det føles søgt. Fodbold handler meget om liv og død, om den der overflod, du talte om, som bare forsvinder. Jeg har aldrig set så meget god fodbold, jeg var så glad over at være der og tænkte, at intet nogensinde ville kunne overgå dette her. En måned senere var jeg som sædvanlig på stadion i Malmø og havde en fuldkommen magisk oplevelse, da Malmö FF kvalificerede sig til Champions League – da jeg gik ud derfra, tænkte jeg: ’Hvad er Brasilien imod det her?’. Den tanke, den dag, genfødes hele tiden og genfødes ofte på overraskende vis. Man bliver taget på sengen, hver gang!«

Knausgård: »Selv hvis jeg skriver, at fodbold kun er fodbold, så binder det mennesker sammen. For et par uger siden kørte jeg i taxa mellem Edinburgh og Glasgow. Chaufføren og jeg havde intet at tale om, før vi begyndte at tale fodbold. Pludselig delte vi så utroligt mange følelsesmæssige oplevelser i form af spillere, kampe, klubber og ikke mindst VM, at vi næsten ikke kunne stoppe. Og især VM er en form for magi, der opstår og dør hvert fjerde år. Jeg husker alle verdensmesterskaber lige siden Argentina – hvad jeg gjorde, hvordan jeg levede, hvem jeg var, og i hvilken verden det foregik. Men jeg har kun set det på TV, aldrig i det virkelige liv, og sådan vil jeg gerne have, at det skal fortsætte. Det var også udgangspunktet for denne bog, ikke? Livet mod døden, ja mod nej, Brasilien mod Argentina.«

En stor forskel mellem Argentina, ja, Latinamerika i almindelighed, og Europa er, at skønlitterære forfattere ikke skammer sig over at være besatte af fodbold. I princippet har alle større latinamerikanske forfattere, med undtagelse af Borges, skrevet noveller og romaner om fodbold. Så hvad er det, der fanger dem og milliarder af andre fodboldnørder? Hvad er det, som gør selve fodbolden så ’almindeligt’ elsket?

Ekelund: »Jeg tror, det har meget med bolden at gøre. Den er en magisk ting, som menneskeheden har leget med i hundredvis af år.«

Knausgård: »Der kan godt være fantastiske kampe, hvor der ikke bliver scoret. Dette er enestående. Eller man kan se en kamp i sjette division og stadig nyde det. Det har ikke med niveauet, men med spillet og den enkelte spiller at gøre. Nordamerikanere siger, at alt ved fodbold er forkert: Man spiller kun med fødderne, scorer næsten aldrig mål, men det er netop alt det, som de siger er forkert, der er det helt rigtige ved fodbold.

Hemma – Borta kan læses både som en boldrevanschistisk dobbeltroman, et supplement, en noget omstændelig litteraturpoetik, to samfundsengagerede skandinaviske forfatteres maildagbøger eller en stærkt fragmenteret VM-bog. Dens værdi og væsentlighed er, at den tager den helt almindelige og ’fuldkommen meningsløse’ fodbold alvorligt.

© Magnus Sjöholm og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu