Læsetid: 13 min.

Hvor der er liv er der håb

Man finder det overalt: På bispegården i København, på fødegangen i Herlev, på et lektorkontor i Aarhus, i et rækkehus i Herfølge. Selv i de mest håbløse situationer trænger håbet sig på. Men hvad vil det overhovedet sige at håbe? Og burde vi i virkeligheden hellere besinde os på fornuften?
Stine Skovhøj Jensen og Morten Jakobsen er netop blevet forældre til en pige, der skal hedde Oline. Det var et hårdt døgn, for midt under fødslen faldt Olines hjerterytme, men det endte godt, og når man sidder som nybagte forældre, er det ikke svært at finde noget at håbe på.

Jakob Dall

23. december 2014

Med et resolut hiv i snoren åbner Pia Steen Poulsen de automatiske døre til afdeling J2 på Herlev Hospital. Hun følger den blå linje i linoliumsgulvet hen til nærmeste trappeopgang, går en etage ned og træder ind på barselsgangen.

Den erfarne jordemoder har taget imod over 800 børn gennem årene. I går kom endnu et lille menneske til verden.

»En pige. Deres første,« siger hun med dæmpet stemme, inden hun forsigtigt åbner døren til værelse 2-18.

Indenfor i halvmørket sidder to unge forældre og kigger forelsket på deres nyfødte datter. Hun ligger i en vugge med en lille dyne over sig og et lyserødt tøjdyr ved sin side.

»Hun skal hedde Oline,« siger hendes mor og smiler træt.

Det har været et hårdt døgn for Stine Skovhøj Jensen, 31, og Morten Jakobsen, 33. Midt under fødslen begyndte Olines hjerterytme pludselig at falde, og før de fik set sig om, var hele rummet fyldt med læger i hvide kitler, der talte hurtigt på et sprog, der kun var halvt forståeligt.

»Det er mærkeligt, hvordan alting kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet,« siger Morten.

»I går håbede jeg bare på, at fødslen ville gå godt. Senere lå jeg det meste af natten og håbede, at vi kan slå til i rollen som forældre. Og i dag kan jeg ikke sige andet, end at jeg håber, at hun får et godt liv. Et liv, som hun selv bliver tilfreds med.«

Nogle gange er tingene meget enkle. Når man sidder på Herlev Hospital som nybagte forældre, er det ikke så svært at finde noget at håbe på. Men senere i livet, når virkeligheden griber ind i vores planer, og tilværelsen bliver besværlig, falder opgaven tungere: Tingene mudrer til, åbenheden for det underfulde snævrer ind.

Man kan jo ikke bare sidde der og håbe frit ud i luften, når der er så meget at bekymre sig om: globale temperaturstigninger, geopolitiske storkonflikter, masseovervågning, terrorangreb og usikre finansmarkeder. I en tid, hvor de store utopier er forsvundet og erstattet af politisk pragmatik; i en tid, hvor fremskridtstroen er deponeret i en forestilling om uendelig vækst – hvad er der så at sætte sin lid til? Giver det overhovedet mening at håbe? Og skal vi håbe på noget i denne verden eller den næste?

Fortællinger fra dødslejet

»Jeg tror faktisk aldrig, jeg har mødt et menneske, der var helt uden håb,« siger biskop Peter Skov-Jakobsen og læner sig eftertænksomt tilbage i det bløde møbelarrangement på Bispe gården i Nørregade i København. Gennem de små dannebrogsruder kan han skimte Vor Frue Kirke på den anden side af gaden, der med sit tårn rager højt op i decemberhimlens fortvivlende gråvejr.

»Jeg har talt med mange mennesker gennem tiden, som har været i håbløse situationer, eller som har fået deres håb såret. Men det er noget andet. For der kan du lige så godt sige, at det er håbet, som gør lidt ondt. Men at være helt uden håb. Det tror jeg næsten ikke er menneskeligt muligt,« siger han.

»Hvor der er liv, er der håb,« lyder et gammelt ordsprog. I kristen forstand blev håbet født ind i verden, da Jomfru Maria under mystiske omstændigheder nedkom med en søn i en stald i Betlehem for godt 2.000 år siden. Det er dén enestående begivenhed, som hele kristendommen bygger på. Men da jeg spørger Peter Skov-Jakobsen om, hvad håb er for ham, er det overraskende ikke historien om Jesu fødsel, der trænger sig på. Det er i stedet en scene fra et dødsleje: hans egen fars.

»Jeg ved ikke, om du kender det, men der er nogle ord, man bare aldrig glemmer,« siger han og tager luft ind til sin beretning:

Den begynder en sommerdag i 1998. Peter Skov-Jakobsen var som 39-årig netop vendt hjem til Danmark igen efter at have været sømandspræst i England i knap 10 år. Nu sad han i en stol i stuen i sin fars hjem i Skagen og så livet sive stille ud af den førhen så stærke maskinmester. En kræftsygdom havde fået ram på ham.

»Han har jo nok kunnet se, at jeg var meget trist over situationen. For pludselig mens han sad der i stolen, afkræftet og forvredet i smerte, slap de der ord ud af munden på ham: ’Peter, du vil se, at dagen efter jeg er død, så vil solen igen stå op over Skagen, og den vil være lige så uforlignelig smuk, som den altid har været’.«

Peter Skov-Jakobsen ryster på hovedet, som om han stadig ikke helt kan forstå, at det var sådan, ordene faldt.

»Det var jo noget mærkeligt noget for en maskinmester at sige – især fordi han aldrig havde haft noget med kirken at gøre. Han anså den for at være hykleriets anstalt nummer ét, og han var rent ud forfærdet, da han hørte, at jeg ville læse teologi. Men på hans dødsleje var der ingen tvivl om, hvem der prædikede for hvem. Samme aften sagde jeg godnat til ham, og han sov ind. Og han fik jo ret: Næste morgen var solen ganske rigtigt stået op, og den skinnede lige så smukt, som han havde lovet.«

Jesus, ikke Cæsar

For Peter Skov-Jakobsen er det essensen af det kristne håb: at livets iboende skønhed varer ved. At alting ikke slutter med døden. Men at solen hver dag stiger op påny.

Men er man søn af en maskinmester med dybe rødder i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, er det alligevel ikke en helt udtømmende beskrivelse. For der er også det politiske håb – det håb, der ikke gælder det hinsidige, men det dennesidige, og som rummer løfter om lige vilkår og muligheder for alle.

»Jeg kommer til at tænke på Václav Havel og en af de smukkeste nytårstaler, jeg nogensinde har læst,« siger han.

Han henviser til den tale, Havel holder 1. januar 1990, det første år med en tjekkoslavakisk republik efter kommunismen. Her citerer Havel Tomáš Masaryk, Tjekkoslavakiets første præsident, der på et tidspunkt angiveligt skulle have sagt: »Jesus, ikke Cæsar.«

»Sådan som Havel fortolker det, betyder det, at fra nu af skal den tjekkoslovakiske republik være et sted, hvorfra ånden udgår. Politik skal ikke bare være rå magt, sleske forhandlinger og løgnagtige ord, men være omfattet af det samme credo: ’Jesus, ikke Cæsar.’ Efter så mange års diktatur er det dét, som ligger Václav Havel på sinde: At der nu skal indfinde sig en moral i politikken. Og det kan man godt diskutere i dag også, synes jeg – om moral og politik har nok med hinanden at gøre.«

Savner du det?

»Ja, jeg synes, at de politiske partier er blevet dårligere til at tale om politik. De er drevet af pragmatik – hvad der også skal til! – men der skal også en grundlæggende debat til. Der skal også noget håb til. Og det savner jeg.«

Det satans håb

En ikonisk scene fra fængselsfilmen En verden udenfor (1994) beskriver en anden og mere diabolsk side af håbet. Den nytilkomne fange Andy Dufresne, spillet af Tim Robbins, sidder til langbords i fængslets fællesspisesal og underholder de andre indsatte med sin interesse for klassisk musik. Han fortæller, hvordan Mozart indgyder ham håb, og at håbet er det eneste, som fængslet aldrig kan tage fra ham, selv om de sadistiske fængselsbetjente gør, hvad de kan. I samme øjeblik afbrydes han af sin medfange Red, spillet af Morgan Freeman, som sidder på den anden side af bordet.

»Lad mig fortælle dig noget, min ven,« siger han og peger truende på ham med sin ske: »Håb er en farlig ting. Håb kan drive en mand til vanvid.«

For de fleste mennesker repræsenterer håb noget positivt. Men går man tilbage til antikken var vurderingen af håbet ligesom Reds i En verden udenfor: overvejende negativt. Tag nu for eksempel den græske digter Hesiods fortælling om Pandoras æske. Her bliver Pandora sendt til verden af Zeus for at straffe Prometheus, som har stjålet gudernes ild. Med sig har hun en æske, der indeholder alle de onder, som menneskene hidtil har været forskånet for. Da hun når frem, vipper hun låget af, og i samme øjeblik flyver en strøm af sygdomme og bekymringer ud. Kun håbet bliver tilbage for en tid, indtil det også – som den sidste og værste plage – springer ud af æsken og slutter sig til de andre. For Hesiod er moralen denne: Det er dårskab at nære håb om fremtiden, for fremtiden kan ikke kontrolleres.

Samme negative vurdering af håbet som et ødelæggende selvbedrag går igen med 2.000 års forsinkelse i Oplysningstiden, hvor tænkere som Thomas Hobbes og René Descartes definerer håbet som en »diffus og forvirret« sindstilstand, der svækker og hæmmer den sunde realitetsbundne forstand. Det er et idéhistorisk særtræk, at håbstanken navnlig er ildeset i de meget rationelt prægede perioder af historien, hvor den ikke alene anses som en form for naiv ønsketænkning, men ligefrem som farligt blændværk.

At det kan have omkostninger at nære falske håb, er også noget, Pia Steen Poulsen kender til fra sit arbejde som jordemoder. For noget tid siden måtte hun fortælle et vordende forældrepar, at deres ufødte barn ifølge scanningen var uhelbredeligt syg. Det ville ikke kunne overleve. Men forældrene, som var meget troende, insisterede på at gennemføre fødslen i håbet om, at et mirakel i sidste øjeblik ville indtræffe.

»De troede ikke på, hvad teknikken havde fortalt dem. De havde en fast tro på, at hvis Vorherre kunne forvandle stene til brød, så kunne han også helbrede deres barn. Og det var ikke min opgave at tale dem fra det håb, for det var meningsgivende for dem. Men at se håbet forsvinde fra deres ansigter umiddelbart efter fødslen ... ja ... det var meget rørende.«

Håb og forventninger

På sit lektorkontor på Aarhus Universitet sidder filosoffen Anders Moe Rasmussen og håber på, at det hele bliver bedre i morgen. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med i dag.

»Men fordi det at håbe er en helt basal menneskelig livsytring,« siger han.

»Det hænger sammen med, at vi som mennesker lever ud i fremtiden. Hvis fremtiden var lukket, var der ikke noget at håbe på. Men fremtiden er åben, og derfor håber vi. Vi kan simpelthen ikke lade være.«

I en ny bog med titlen 50 ideer der ændrede verden har Anders Moe Rasmussen forfattet kapitlet om håb. Man må skelne mellem håb og forventning, siger han. Selv om begge begreber retter sig mod fremtiden, adskiller de sig nemlig fra hinanden på mindst to punkter:

Mens forventningen forudsætter et rationelt grundlag, er håbet ofte grundløst. Den syge kan ikke forvente et mirakel, men han kan godt håbe på det. For det andet er forventningen værdineutral, hvorimod håbet i sin natur altid ser frem til det kommende udfald. At håbe på en valgsejr til den borgerlige blok er eksempelvis noget ganske andet end at forvente den.

Endelig er håb ikke ren og skær optimisme. Igen har Václav Havel formuleret det meget præcist i bogen Fjernforhør (1986), hvor han med baggrund i sine fængselserfaringer beskriver håb som noget andet end almindelig positiv tænkning

»Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går. Jeg tror altså, at ... det håb henter vi så at sige andetstedsfra,« skriver han.

Det fremadvendte blik

For Havel er håbet en metafysisk størrelse. Men håbet findes også i en ikkereligiøs udgave i de politiske ideologier hos blandt andre Karl Marx (1818-1883) og Ernst Bloch (1885-1977).

Begge forsøgte i deres tænkning at sekularisere det jødisk-kristne håb for at realisere det i et klasseløst kommunistisk utopia, hvor »det fremadvendte blik har afløst det opadvendte blik«.

I kølvandet på det 20. århundredes verdenskrige kollapsede den ellers så positive fremskridtstro imidlertid, og de politiske utopier blev viet stadig mindre filosofisk opmærksomhed.

I Danmark erklærede den tidligere statsminister Poul Schlüter (K) ligefrem, at »ideologi er noget bras«. Det var i 1984. I dag er de fleste enige om, at de politiske slåskampe har udviklet sig til klumpspil på midten mellem pæne, djøfiserede pragmatikere.

En tid uden utopier

For to måneder siden skrev Zetland-stifteren Lea Korsgaard her i avisen et manifest, der efterlyste mere håb og flere drømme i den offentlige debat:

»Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne,« skrev hun. »Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres. Vi taler ikke om, hvad der kunne være.«

Håbet om en ny politisk agenda, der forener os med noget større, er et tilbagevendende tema i historien. Anders Moe Rasmussen er selv så gammel, at han kan huske 1970’erne, hvor den »ikke fik for lidt med de store ord«.

»Men jeg kan sagtens følge den nye generation, for jeg har det bestemt heller ikke godt med den her overdrevne pragmatisme. Nogle gange ønsker jeg mig næsten tilbage til noget af den patos, som var i 1970’erne. For tilværelsen skulle gerne være en lille smule større, end vi lige kan se. Det er jo også det, håb handler om. At der er mere til livet og eksistensen end søndag formiddag med kaffe og rundstykker. Det er det, håbet udtrykker.«

Anders Moe Rasmussen er ikke helt gammel nok til at være rigtig 68’er, men han husker tiden som en oplivende periode, der desværre endte med at »gå over gevind«.

»Der blev slidt så hårdt på de store ord, at de blev miskrediterede, og så fik vi som en naturlig reaktion 30 år med postmodernisme – og det var heller ikke godt. For nu trækkes vi i stedet med den her ironi og minimalisme, som efterhånden har kørt i alt for mange år. Både inden for politik, litteratur, kunst og filosofi.«

Hvad er det, du savner? Hvad er håb for dig?

»Det er en sans for det uventede,« siger han spontant.

»En sans for noget andet. Ikke for noget bestemt, for det er den åbenhed, der ligger i det. Bare noget andet. Noget helt andet.«

Det sker jo nok ikke ...

»Nej, det ved jeg godt. Højst sandsynligt går det, som det altid har gjort. Men bare tanken om, at det hele kunne blive anderledes. Det er et behov, jeg tror, vi alle har. Og jeg bilder mig ind, at alene det, at jeg holder muligheden åben for, at det kan ske, gør en forskel. Her og nu. For mit liv.«

Mit navn er Hope

Der er 37 kvinder i Danmark, der hedder Hope. En af dem bor i Helsingør i et lille rødt rækkehus i den nordøstlige del af byen. Hope Metina Bugge. Det er hendes fulde navn. Men sådan har hun ikke altid heddet.

»Min åndelige rejse begyndte, da jeg skiftede navn, og det er også i det åndelige, jeg søger , når jeg ikke kan finde håb,« siger hun.

Hope Metina Bugge har med egne ord levet et »søgende og usammenhængende liv«. Alt for mange job, alt for mange kærester og alt, alt for mange genstande. Men der skulle en personlig tragedie til, før hun indså, at hun havde et problem.

»Jeg mistede en datter ved fødslen i 1997. Og jeg tror på en eller anden måde, at sorgen var så stor, at den var med til at bremse min rastløse søgen. Det er i hvert fald sådan, jeg selv tænker det. At der var en mening med, at hun skulle dø. At det ikke var forgæves.«

I årene efter den traumatiske oplevelse konsulterede hun i stigende grad den alternative verden med mindfulness, yoga, meditation og healing – og en forårsdag i 2000 traf hun en radikal beslutning: Hun satte sig op på sin cykel og kørte hen til en numerolog i det københavnske nordvestkvarter for én gang for alle at få skrevet noget håb ind i sit liv. Bogstaveligt talt.

»Bagefter kunne jeg med det samme mærke lettelsen. Det var, som om det her navn samlede mig på en eller anden måde. Selve ordet: Hope.«

I januar i år tog hun så det næste skridt, da hun gik ind ad døren hos Anonyme Alkoholikere og bad om hjælp til at blive tørlagt. Hun har ikke drukket siden.

Hvad er dit håb for fremtiden?

»At bevare min ædruelighed og at blive et bedre menneske. En bedre mor, en bedre kæreste, en bedre støtte for andre. Og så at få det arbejde, jeg drømmer om. Jeg er lige blevet færdig som mindfulness-instruktør, og det håber jeg at kunne komme til at leve af.«

De ubeskrevne blade

Hvad enten vi er biskopper, filosoffer, jordemødre, nybagte forældre eller tørlagte alkoholikere, bærer vi det med os. Håbet trænger sig på selv i de mest håbløse situationer. Som mælkebøtter, der skyder op gennem asfalten.

På fødeafdelingen på Herlev Hospital kan Pia Steen Poulsen stadig efter 800 fødsler tage sig i at græde, når hun endnu engang står med et nyfødt barn i sine hænder. Det er vitterligt sandt, siger hun. Det bliver aldrig en rutine.

»Der kommer det her fuldstændigt ubeskrevne blad ud,« siger hun og holder hænderne frem foran sig, som om hun er ved at forløse et barn i luften.

»Det er aldrig blevet rørt før. Jeg er den første, der rører ved det. Og jeg løfter det op, og jeg mærker, at hjertet slår«.

Hun kigger op.

»Dét er en oplevelse, man bliver ydmyg af. Bare at få lov til at stå i den situation sammen med forældrene og blive indviet i deres lille cirkel og mærke deres betingelsesløse og spontane kærlighed. Dét giver mig håb. Det må give alle håb.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • lars abildgaard
  • Britt Kristensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
Pia Qu, lars abildgaard, Britt Kristensen, Lise Lotte Rahbek og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er for længst frigjort fra ttoen. Lad os sende håbet samme vej. Så kan vi endelig helt frigjort bøje nakken og tage en ekstra tørn for kapitalen

Lise Lotte Rahbek

Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket

Kaj Spangenberg, Pia Qu, Henrik Christensen, lars abildgaard og Claus Madsen anbefalede denne kommentar

Der er noget, der er større end håb - Tro.
Og ikke den blinde tro, som reelt ikke adskiller sig nævneværdigt fra håb.

Men den tro, der nærmest er at sammenligne med overbevisning, sikkerhed, tryghed. Dette er en kollosal og kreativ kraft, der former vores skæbne på meget subtil vis.

Anders Moe Rasmussen siger at håbet beror på den ontologiske åbenhed ved fremtiden. For den klippefaste tro er fremtiden imidlertid ikke ontologisk åben, men lukket. Og kunsten er at kunne fornemme det uafvendelige, skæbnen, påkalde og handle i samklang med denne.

Tryghed forudsætter ikke at man kender fremtiden, men at man er fundamentalt overbevist om, at skæbnen er en velvillig, og at alt er rigtigt, nødvendigt og gunstigt i en større sammenhæng. Vi kender ikke dagen, før den er omme og kan gøre regnskabet op. Indtil da er det visdom og suverænt at leve med tro.

/O

Niels Engelsted

Lise Lotte
Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket.
Virkelig?
Hvordan bedre?
Var det i virkeligheden ikke bedre, hvis mange flere forbandede mørket i stedet for at sidde og hygge sig med deres eget lille fyrfadslys. Husk at sådan et lille lys let gør mørkeblind, og der er grumme uhyrer derude.

Lise Lotte Rahbek

Engelsted
Lyset skal bruges til at vi bedre kan få øje på hinanden, så vi kan følges.
(du godeste, jeg har vist set for mange julefilm. Ro på, LL, ro på.. nap en portvin --> )

Lise Lotte Rahbek

Engelsted
Nu har jeg næsten fået samlet mig sammen igen.
Det er min oplevelser, at 150 mennesker som sidder i mørke og udsyer eder og forbandelser i hver sin retning ad mørket virker enormt skræmmende og jeg ville personligt tage benene på nakken i retningen af det nærmeste lillebitte lys. Men jeg nu heller ikke særlig modig.

Håb er et privilegium for den rige del af verdens befolkning... Glemmer aldrig udtrykket i øjnene på de mødre under hungersnøden i Etiopien i midt 80'erne, hvis børn kun var knogler og skind.

- I deres øjne var alt lys slukket.

Woody Allen fortalte engang, at han ikke har haft det så godt som siden han opgav håbet. Dermed fik han plads til at skue efter de faktiske forhold - det vilkårlige - uden at blive forurenet af blå øjne og barnesind, i en verden som vitterligt har det vanskeligt.

Som Engelsted indikerer; kapitalen lever jo af at mennesker forvises til eget blålys, eget fyrfad som tid i den våde smækbuks. Godnat, godnat - vågn endelig glad op til morgendagens udtørrede drøm.

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor i alverden skulle håb være tis i bukserne eller blår i øjnene?
Det var dog mærkeligt.
Håbet er selve livsgnisten,
ikke kapitalisme, ikke nogen ideologi, ikke manipuleret.
Håbet er hele årsagen til at vi orker at åbne øjnene og trække vejret.

Vil det sige, at Engelsted og Peter jensen ikke selv har noget håb, hverken for sig selv eller børn, børnebørn, kæledyr verden, politik, regnskov, fjernsynsprogrammet.. noget??
Men hvad i alverden holder jer så i live
- at råbe af mørket til I bliver hæse og så undlade at håbe på, at stemmen bliver klar igen

Kan man virkelig leve uden bare det mindstelillebitte håb omm at noget kan blive bedre .. det begriber jeg slet ikke.
Kan den tilstand beskrives nærmere?

Lise Lotte,

min pointe var og er at håbet misbruges. Og at rigtigt mange mennesker erstatter handling med håb - ofte fordi handlinger virker for truende, for krævende og for forpligtende. Håbet, derimod, kan vi alle have i fred. Så sker der ikke rigtigt noget - og ingen skal rigtigt sådan for alvor tage for meget på sig.

Jeg ved at ting kan blive bedre, det behøver jeg ærligt talt ikke at håbe på. Så bliver det også meget lettere at finde på nogle hensigtsmæssige handlinger. Forbrugere håber, borgerlige mennesker håber - de fylder sig med forventning og længsel, mens verden finder sted.

Stik mig noget kærlighed, tak. I stedet for håbet herom. Kunne jeg også sige/skrive.

Lise Lotte Rahbek

Peter Jensen
Jeg prøver virkelig at forstå, så bær venligst over en hel dynge spørgsmål.
Skrift er ikke den korteste vej til forståelse mellem mennesker.

Hvem misbruger håbet, som du skriver det?
Håbet om at andre tager hænderne op af lommen og handler, kender jeg så udmærket, men er det ikke sådan, at handling i blinde kan være værre end ingen handling - eller hvordan ser du det?
-

Det med at give nogen noget kærlighed istedet for håbet om det, bliver nok et vanskeligt projekt lige her og nu, må jeg sige. Jeg skal afsted med toget om et par timer. ;-)

Lise Lotte,
kærligheden kan gives på uendeligt mange måder - så du klarer den nok, selv med tog på. Sælgere (de kommer og går i tusinde skikkelser) misbruger menneskers håb. For nu at gøre det enkelt.

Lise Lotte Rahbek

Hm. Jeg føler mig ikke helt med på tankegangen, men det klarer vi nok en anden gang.
(se, jeg kan sletikk lade være med det håberi)

Lise Lotte:
Woody havde også store problemer med helt at lade være - og han bokser mig bekendt stadig i skyggerne med det. Kampen skulle imidlertid være det hele værd, også kærligheden. Selv kærligheden til kampen mod håbet.

Kaj Spangenberg

I Første Korintherbrev skriver Paulus:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind ... Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt ... Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."
Nej - størst af dem er HÅBET!