Baggrund
Læsetid: 7 min.

Magtens manifestationer

Stalin-gotik, socialistisk klassicisme og Stalins neorenæssance. Ny forskning kaster lys over 1930’ernes stalinistiske byplanlægning
Kultur
17. december 2014
I den russiske by Nisjnij Novgorod har arkitekturen rødder i antikkens skønhedsidealer. Stilen, der blev udbredt under sovjettiden, skulle være med til at give kommunistisk ideologi og herredømme fast form

I den russiske by Nisjnij Novgorod har arkitekturen rødder i antikkens skønhedsidealer. Stilen, der blev udbredt under sovjettiden, skulle være med til at give kommunistisk ideologi og herredømme fast form

Jens Malling

Højtragende søjler, lysende hvide balustrader og kontrollerede krummelurer. Dertil kommer en række statuer af stolte arbejdere og sportskvinder. Ved første øjekast ser de ud til at være trådt direkte ud af Æneiden. Men i modsætning til antikkens helte bærer de ikke sværd og amforaer, men derimod værktøjer og volleybolde.

Fra at have været en søvnig provinsflække i zartiden boomede Nisjnij Novgorod under turboindustrialiseringen i 1930’erne og blev under navnet Gorkij hurtigt en af Sovjetunionens største byer. I processen berigede chefplanlægger Aleksandr Ivanitskij den med en fascinerende form for arkitektur. Den har fået forskellige navne: Stalin-gotik, socialistisk klassicisme og Stalins neorenæssance. Stilen griber tilbage til antikkens skønhedsidealer for at give kommunistisk ideologi og herredømme fast form. Specialister, udenlandske forskere og yngre lokale arkitekter skænker den stigende opmærksomhed.

De interesserer sig for, hvad arkitekturen udsprang af, hvordan den afspejler periodens voldsomme politiske forandringer, og på hvilken måde Aleksandr Ivanitskijs storstilede byplanlægning stemmer overens med den opfattelse, det sovjetiske samfund havde af sig selv. Blandt andet viede canadieren Heather DeHaan sit ph.d.-projekt til emnet og udgav det i 2013 i bogform under titlen Stalinist City Planning: professionals, performance and power. I sit arbejde tager hun netop udgangspunkt i Nisjnij Novgorod. Ligeledes beskæftiger den lokale ekspert Marina Ignatusjko sig med den stalinistiske byggestil.

Hun har en uddannelse i arkitektur bag sig og arbejder nu som skribent for hjemmesiden archi.ru og Det Russiske Arkitekturforbunds magasin. Hun bekræfter, at Stalins neorenæssance i stigende grad optager hendes kolleger.

»Flere begynder at tage stilen i nærmere øjesyn. Ikke nok med at de forsker i den, de forsøger virkelige at forstå arkitekturens værdi og skønhed,« siger Ignatusjko og fortsætter:

»Til trods for at der i lang tid ikke blev taget særlig notits af dem, har bygningerne historisk betydning. De repræsenterer en bestemt periode i vores lands historie og beskriver en vigtig udvikling i vores by.«

Jens Malling

En overordnet plan

Information møder Ignatusjko i bydelen Avtosavod. Hele denne sydlige del af Nisjnij Novgorod omkring metrostationen Park Pobedi og bilfabrikken GAZ blev opført efter principperne i stalinistisk byplanlægning for at huse fabrikkens mange tusinde arbejdere.

»Byggeriet skred frem i etaper, men der var en overordnet plan. Det er det enestående. At man opførte en hel by efter en bestemt idé. Ovenikøbet i løbet af ret kort tid. Den første bil rullede ud af fabrikken i 1932. Allerede i 1937 stod det meste af den omkringliggende by færdig, altså i løbet af fem år. Tempoet var højt,« siger Ignatusjko.

Efter en kort spadseretur fra metroen gør hun holdt foran en bygning, der skiller sig særligt ud: det syv etager høje Radiusnyj-hus på Molodesjnyj Prospekt 32. ’Radiusnyj’ betyder buet og henviser til den særprægede form. Ejendommen krummer som en banan. Inde i halvbuen spiller solen hen over dagen med lys og skygge. Dagen lang komponerer den kontrasterne mellem facadens søjler og de forskudte altaner på ny. Oprindeligt har enderne omfavnet parken på den anden side af gaden, og der har været god udsigt fra de sydvendte balkoner. Nu blokerer et storcenter og et par nyere boligblokke udsynet.

»Byggeriet er af exceptionel høj kvalitet, og det er et af de bedste eksempler på Stalin-arkitektur, vi har i Nisjnij Novgorod. Lejlighederne var ikke tiltænkt almindelige arbejdere. Her boede ledende funktionærer og andre af samfundets privilegerede,« siger Marina Ignatusjko om Radiusnyj-huset, der blev opført af arkitekterne P. Poljudov og N. Krasilnikov i 1938.

»Længe blev socialistisk klassicisme udelukkende opfattet som beregnet til at repræsentere magten. Derfor synes mange, at stilen udtrykker noget hårdt og koldt. Bygningerne blev set som en del af det system af undertrykkelse, som magten satte ind mod undersåtterne. Og det er rigtigt, at denne form for arkitektur blev en mulighed for ideologien til at fremstille sig selv fysisk,« siger Ignatusjko og uddyber:

»Bestemte ideer om samfundet ligger bag byplanlægningen her i Avtosavod. Der indgår tanker om den perfekte by, som er opført sådan, at staten altid holder menneskerne under kontrol. Alt er planlagt meget strengt og levner indbyggerne ringe eller ingen mulighed for at skille sig ud. Et område af denne nøje planlagte by er beregnet til arbejde, et andet til at bo, et tredje sted er udset til offentlig administration, et fjerde til børnepasning osv.

Jens Malling

Det er meningen, at beboerne udelukkende skal bevæge sige inden for dette skema. De behøver ikke tænke så meget eller foretage valg. Det er allerede bestemt, at her slapper man af, her går man i biografen, her danser man, her lærer man, her gifter man sig osv. Det afspejler byplanlægningen. Man var altid inden for systemet og kunne føle dig lykkelig der. Derfor udtrykker arkitekturen også en stemning af lykke, af entusiasme. Bygningerne er fyldt med smukke dekorationer og udsmykninger. Så der er dekorationerne – der er facaden – og der er det bag facaden.«

En sund flertydighed

Den, der prøver at forstå denne særegne arkitektoniske stil, støder ind i nogle dramatiske paradokser. For som Ignatusjko siger, idet hun viser vej gennem et kompleks af ejendomme, hvor hvert indgangsparti består af en over 15 meter høj hvælving, der tilsammen danner en storslået buegang gennem flere bygninger:

»Når vi går ind her, befinder vi os pludselig i Romerrigets Neapel. Der opstår mange positive associationer. Det er som at bevæge sig rundt i et overdådigt palads. Vores opmærksomhed skærpes, og vi beriges med mange smukke indtryk. Med et står det klart, at den stalinistiske arkitektur ikke kun udtrykker ideologi, men at der i de vellykkede eksempler desuden findes en vis sund flertydighed. Deri består dens værdi.«

Bygningerne leder i sandhed tankerne hen på noget majestætisk, et imperium, noget, der er forudset til at bestå i al evighed.

Men i lyset af den politiske situation i 1930’erne står det klart, at helhedsplanen, som de mange nye konstruktioner i Avtosavod tilsammen udgjorde, afspejler dybe antagonismer i den unge sovjetstat.

»Først og fremmest symboliserer arkitekturen ubevægelighed, en fikseret tilstand. Det var vigtigt, at der ikke skete flere samfundsomvæltninger. Alt blev sat ind på at opretholde en form for stabilitet,« siger Ignatusjko.

Generalsekretær Josef Stalin og kredsen omkring ham tog for givet, at historien med den Russiske Revolution i 1917 var tøjlet og ville bevæge sig lineært og logisk frem mod endemålet kommunisme efter reglerne i marxistisk dialektik. Som guder forudså de historiens gang. Deraf fulgte et vist storhedsvanvid, som arkitekturen i Avtosavod bærer præg af.

Jens Malling

Men storhedsvanvid og usikkerhed er ofte tæt forbundne. Og i modsætning til hvad man måske skulle tro, når man betragter de imposante strukturer i Nisjnij Novgorod, var sovjetmagten på denne tid kendetegnet ved at være uhyre skrøbelig.

Geografisk var USSR i 1930’erne omringet af fjendtligsindede kapitalistiske og fascistiske nationer, hvoraf flere allerede havde blandet sig i den Russiske Borgerkrig for at forhindre bolsjevikkernes sejr. Borgerkrigen i Spanien fra 1936 til 1939 fik mange til at frygte, at den blot var et varsel om en krig i langt større skala, der også ville inddrage Sovjetunionen. Den frygt blev virkelighed i juni 1941, da nazisterne angreb landet. Indenrigspolitisk var situationen uoverskuelig og truede med at ende i en ny revolution. Opstande, strejker, bondeoprør, lokale borgerkrige og hungersnød hærgede. Så sent som i 1932 var der åbne oprør mod sovjetmagten.

På den baggrund kunne søjlerne, balustraderne, kapitælerne – alle arkitekturens fine detaljer – og den sværmen for grækernes og romernes opfattelse af det smukke samt den følelse af uforanderlighed som den formidler, bruges som et figenblad. Der blev i arkitekturen kompenseret for de højst usikre politiske forhold. Med inspiration fra antikken kom den til at pege ud mod evigheden, mod det universelle. Byggeriet udtrykker, at her er en magt, der er kommet for at blive. Stilen formidler illusionen om stabilitet.

Stilen stadig aktuel

Socialistisk klassicisme var populær over hele imperiet fra starten af 1930’erne og frem til 1955, hvor den nye generalsekretær Nikita Khrusjtjov efter Stalins død kritiserede bygherrerne for excesser og frås med materialer. Khrusjtjov genintroducerede modernistiske tendenser i sovjetisk arkitektur. Sådanne tendenser havde allerede vundet udbredelse i 1920’erne i en periode, hvor avantgardearkitekter inspireret af konstruktivismen havde haft frit spil.

I nutidens Rusland spiller Stalin-stilen stadig en vis rolle.

»Den yngre generation af arkitekter prøver at undgå enhver form for klassicistisk dekoration og komposition af facader, hvis de kan slippe af sted med det over for deres klienter,« siger 35-årige Aleksandr Grebennikov, der er selvstændig arkitekt og underviser på Nisjnij Novgorods Statslige Universitet for Arkitektur.

»Men den dag i dag laver visse byudviklere udkast, der efterligner Stalin-stilen, fordi mange boligkøbere holder af æstetikken, da den minder om ’de gode gamle dage’. De presser arkitekterne til at arbejde efter de retningslinjer. Der er flere eksempler på denne retro-Stalin-stil både i Nisjnij Novgorod og Moskva. For mig virker det lidt skørt, men som udtryk for enkelte klienters ønsker er stilen stadig aktuel.«

Det oprindelige helhedssyn og medtænkningen af samfundet går dog tabt i nutidens efterligninger.

»Kvarteret med de høje buer, vi gik igennem, og som er tegnet af arkitekten Ilja Golosov, symboliserer ikke kun stræben efter en bedre tilværelse og et bedre samfund. Denne drøm forsøges rent faktisk virkeliggjort, idet alt, hvad beboerne har brug for af faciliterer – forretninger, børnehaver, fællesområder – er indtænkt. I modsætning hertil står det, som de store entreprenører opførte, da de ankom til Nisjnij Novgorod i 1990’erne og 00’erne.

De bruger af og til dekorative elementer inspireret af socialistisk klassicisme. Men det, de bygger, har meget mere med fast ejendom end med arkitektur at gøre. Lige ved siden af Golosov-husene står et glimrende eksempel. Der er ingen gård, ingen fællesarealer. Ideen med bygningen er blot at stoppe så mange mennesker som muligt ind i den for at skabe størst mulig profit. Det er forskellen,« siger Marina Ignatusjko.

Jens Malling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det er meningen, at beboerne ikke behøver at tænke så meget eller foretage valg. Det er allerede bestemt, at her slapper man af, her går man i biografen, her danser man, her lærer man, her gifter man sig osv. Det afspejler byplanlægningen. Man var altid inden for systemet og kunne føle dig lykkelig der. Derfor udtrykker arkitekturen også en stemning af lykke, af entusiasme. Bygningerne er fyldt med smukke dekorationer og udsmykninger"

Lyder lidt som Ørestaden, men blot uden lykke, entusiasme, uden dekorationer og udsmykninger og uden nogen plan..

Ture Nilsson, Karsten Aaen, Torben Selch, Rasmus Kongshøj, Andreas Trägårdh og Martin Madsen anbefalede denne kommentar

@Erik Jensen
Ørestaden / Nekropolis?

Andreas Trägårdh

Operaen på holmen - maerskværkismens bidrag til denne udvikling og udtryk.

Tidlige opholdt jeg mig meget i Petrozavodsk, et fin by mellem Leningrad og Murmansk, bygget til mennesker. Med flotte og selskabelige gader, hvor rækker af træer adskilte brede fortove fra de smallere kørebaner. Med moderne skulpturer, altid med børn kravlende på sig. Og skramlede markedspladser, hvor maden var både spændende og frisk, selv i årene hvor samfundet krakelerede i skiftet fra statskapitalisme til røverbaroner. En klassisk smuk by, lidt lissom Århus fortsat var det for tredive år siden.

Mest ved Frederiksbjerg i Århus kan ses ansatsen til et tilsvarende stiliseret idealsamfund, med stadion, boulevard og bro bygget for og til folket. Ikke mindst områdets fantastiske skolebygninger er et besøg værd, for alle mursten er lagt med kærlighed i finurlige krummelurer, og tilføjet små glade skulpturer i børnehøjde.

Russerne har ofte problemer med at få detaljerne til at fungere, ofte er hele vægge klistret skævt på husene i elementbyggerierne. Ligesom vi ser det i Ørestaden, hvor huse bygges og hædres til at se godt ud på afstand, men hvor skruerne ruster før folk når at flytte ind. Hjørner og kanter flænger tøj i forbifarten. Arkitekttegnede skæverter gør det svært at indrette og få plads til stolen.

Verden savner arkitekter, der er mindre til Corbusier og mere til Inger Christensen...

Torben Arendal, Karsten Aaen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar

Martin Gropius-Bau i Berlin har frem til april en interessant udstilling om 1920ernes ofte sprælske, modernistiske arkitekturvisioner i Rusland, fra det dengang eksisterende Vkhutemas/WChUTEMAS-værksted.
Eksempelvis flyvende byer, kursteder i naturen med boble-huse og underjordiske gange, internationale stadions, kugleformede kiosker osv.
Der var dog ikke økonomisk basis - og senere ej heller politisk vilje - til at gennemføre alle disse projekter.
http://www.berlinerfestspiele.de/de/aktuell/festivals/gropiusbau/program...
http://en.wikipedia.org/wiki/Vkhutemas
http://en.wikipedia.org/wiki/Constructivist_architecture