Læsetid: 4 min.

Ny Moses-film aktualiserer spørgsmålet om hans eksistens

Ridley Scotts stort anlagte Moses-film, ’Exodus’, får snart premiere. Men har Moses, jødedommens grundlægger, eksisteret i virkeligheden? Der findes ikke historiske vidnesbyrd om ham uden for Bibelen, men måske ligger troens sandhedsbegreb et andet sted
Ridley Scotts stort anlagte Moses-film, ’Exodus’, får snart premiere. Men har Moses, jødedommens grundlægger, eksisteret i virkeligheden? Der findes ikke historiske vidnesbyrd om ham uden for Bibelen, men måske ligger troens sandhedsbegreb et andet sted

Josephine Kyhn/iBureauet

4. december 2014

Moses er sandsynligvis den mest skizofrene, mest barbariske figur, jeg nogensinde har læst om,« siger den britiske skuespiller Christian Bale, der spiller Moses i Ridley Scotts kommende film Exodus: Guder og konger.

Men kan filmens Moses lære os noget om den historiske figur Moses?

Næppe. For det er tvivlsomt, om der overhovedet har eksisteret en historisk Moses. Hverken arkæologien eller historien giver os holdepunkter for den antagelse, at historien om Moses og hans befrielse af israelitterne fra trældom gennem udvandring fra Egypten skulle være sand.

Pesach – den jødiske påske, der fejrer det øjeblik, da Moses befriede sit folk – er et centralt ritual for jødisk identitet. Derfor kan det virke pinligt, at fortællingen ikke kan støtte sig til vidnesbyrd uden for Anden Mosebog, indrømmer Laura Janner-Klausner, rabbiner og teologisk reformtænker knyttet til gruppen Movement to Reform Judaism: »Da jeg først hørte, at Exodus måske aldrig er sket, var jeg lige ved at græde. Men siden har jeg tænkt: Vi må skelne mellem sandhed og historicitet.«

Det er især de overnaturlige elementer i historien, der har været til diskussion, herunder de ti plager – vandet, der bliver til blod; frøerne, græshopperne, Guds drab på Egyptens førstefødte børn, hvortil kommer episoden, hvor Det Røde Hav delte sig i to. Et tidligt forsøg på at afmytologisere historien kom med en ide om, at det Røde Hav var et ’hav af siv’, der så ud til at dele sig, når vinden blæste på bestemte måder. I Scotts film skilles havets vande ved et jordskælv.

Cyprian Broodbank, professor i arkæologi ved Cambridge University, skriver i sin bog om Middelhavsverdenens historie, at Exodus »i bedste fald var forvrængede folkeminder om tidligere fordrivelser af mellemøstlige folkeslag efter den egyptiske kong Ahmoses generobring af Nildeltaet ca. 1530 f.v.t.

Ingen beviser

Den datering går ca. 900 år forud for den periode, i hvilken den hebraiske Bibel formodes at være nedskrevet og samlet, herunder de første fem bøger, som angiveligt blev skrevet af Moses selv. Der findes ingen arkæologiske beviser for den bibelske fortælling og i samtidige egyptiske inskriptioner heller ikke ekstra-bibelske beviser. Ej heller nævner Bibelen noget om, at israelitterne som slaver byggede pyramider, som de gør i Hollywood-versionen.

Til gengæld er navnet ’Moses’ uden tvivl af egyptisk snarere end hebraisk oprindelse, hvilket antyder, at de bibelske fortællinger trækker på minder om reelle interaktioner. Fra det 16. og 17. århundrede f.v.t. har vi også spor i det nuværende nordlige Egypten fra stammefolksgrupper fra det østlige Middelhav. Desuden findes der bemærkelsesværdige lighedspunkter mellem historien om Moses og den egyptiske farao, Akhnatons liv.

Akhanaton var historiens første monoteist. Han herskede fra 1352 til 1338 f.v.t. og erklærede, at der kun var én sand Gud, Aten. Alle andre guder var falske, deres templer blev lukket, deres billeder ødelagt og navne udraderet. Men da Akhnaton døde, blev det gamle religiøse system genoplivet og alle spor af hans egen lære udslettet. Kun fordi hans grav blev opdaget i 1800-tallet, kender vi hans historie.

Den Moses, vi læser om i Bibelen, fandt ikke selv på monoteismen – denne blev ham åbenbaret af den ene Gud, der viste sig i skikkelse af en brændende busk, men ikke ville fortælle sit navn – »jeg er den, jeg er«. Modsat Akhnaton, der optrådte med skulpturer af sin Gud, var Moses bevidst omkring forskellen mellem sig selv og Gud. Således bliver han forfærdet, da Gud befaler ham at vende tilbage til Egypten og føre israelitterne derfra.

En varig sandhed

»Når man er bange, inderliggør man en stemme – ’hvorfor mig, hvorfor skal jeg gøre dette?’ – den stemme er Moses’ stemme,« siger Janner-Klausner. »Det som tæller for mig, er den sandhed, jeg finder i sproget og i skildringen af Moses som folkefører: en modvillig leder, en leder med svagheder. Det spørgsmål, jeg stiller fortællingen, er: Finder jeg her en varig sandhed, som kan bevæge mig og bevæge de mennesker, jeg har involveret mig med og sætte dem fri? Ja.«

Som kvinde kan Janner-Klausner ikke være ortodoks rabbiner. Ortodokse rabbinere må stadig tro, Moses selv skrev Mosebøgerne, selv denne passage i Femte Mosebog 34,5: »Moses, Herrens tjener døde dér i Moabs land efter Herrens afgørelse, og han begravede ham i dalen i Moabs land, over for Bet Peor, men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er.«

At Exodus-historiens appel er løsrevet fra spørgsmålet om dens historiske sandhed, er dog givet. Ved at tro på, at den skete og i en vis forstand sker i al evighed, har folkeslag kunnet forestille sig deres egen frigørelse, f.eks. den amerikanske borgerretsbevægelse, der kan forstås som et forsøg på at tænke sig sorte amerikanere som israelitiske slaver, der føres fra trældommen til det signede land. Besøger man Martin Luther Kings gravsted, er parallellen slående. Om Moses har eksisteret, er i den forstand mindre vigtigt. For nogen er han så levende som altid.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu