Læsetid: 6 min.

Passer det, at man aldrig kan vide, hvad der er inde i en krukke?

Selvfølgelig skal en biografi ikke bare være tro mod Suzanne Brøggers kunstneriske projekt eller hendes kønspolitiske dagsordener, men derimod anlægge et suverænt eget syn på den biograferede baseret på så stort et materiale som muligt. Jette Hansen svarer igen på sidste uges kritik fra Louise Zeuthen og Solveig Daugaard
5. december 2014

Hvad vil det sige at skrive en biografi – hvad skal en forfatterbiografi kunne? Jeg ser Louise Zeuthen (LZ) og ph.d.-studerende Solveig Daugaards (SD) svar på min kritik af »Krukke« (»Hankeløs Krukke?«) som et udtryk for to generationers forskellige litteratursyn (med mig som repræsentant for »de gamle«). LZ og SD er fælles om mangel på direkte citater fra min artikel, hvilket gør deres fremstilling af min debatposition til en udlægning og ikke en påvisning. En udlægning, som rummer adskillige misvisninger – eller anderledes sagt: fordomme om, hvordan jeg »nok« tænker. Bl.a. synes begge at gå ud fra, at jeg forlanger »sandhed« af litteraturforskningen. På samme måde som min kritik af, at biografien ikke i tilstrækkelig grad går i dybden med kompleksiteterne i Suzanne Brøggers historie, tolkes som et krav om, at der skal »rives myter ned« eller »vaskes beskidt undertøj«. Dette er moraliserende tolkninger af, hvad kompleksiteter i menneskers liv vil sige, som jeg ikke selv på nogen måde har fremsat. De kommer fra LZ og SD selv, men som dog tilskrives mig.

Det er faktisk ikke »sandhed«, jeg efterspørger. For det første efterspørger jeg i biografien bare nogle helt konkrete relationer, som jeg undrer mig over ikke bliver mere belyst (relationen til SB’s lillesøster/pseudotvilling og det afgørende kærlighedsforhold til hjertekirurgen, »Sigge«).

Det er jo ikke at forlange »sandhed«.

For det andet gør jeg mig i det hele taget ikke den tanke, at litteratur og litteraturkritik skal producere »sandhed« – men derimod generere indsigt, hvilket som bekendt er en uafsluttelig proces. I modsætning til ’sandheden’. Men hvis indsigt er målet, så er der grænser for, hvilke hensyn en biograf kan tage. Det er bare det, der er min pointe.

Som jeg forstår det, kan LZ og SD’s hovedsynspunkt sammenfattes således at SB og hendes forfatterskab er en »krukke« og at man aldrig kan vide, hvad der er inde i en krukke. Et litteratursyn, de gør til udgangspunkt for deres forskning og som jeg, Jette Hansen, bare ikke forstår.

Lad mig senere vende tilbage til denne betingelse for at forholde sig til litteratur.

Det kunstneriske projekt

LZ fortæller selv: »Præmissen for mit arbejde har været at lade arkivets ord stå alene – og ikke supplere med interviews eller lignende.« Det har i stedet været en pointe at afdække så præcist som muligt, »hvordan den portrætterede opfatter sig selv, for personligt tvivler jeg stærkt på, man kommer sandheden nærmere på den måde.«

SD: »Jeg er enig i, at Zeuthens biografi ikke prøver at gå bagom de iscenesættelser, som værket består af, og således ikke er ’sandere’ end romanerne. Men modsat JH mener jeg, at den heri er tro mod både Brøggers kunstneriske projekt og hendes kønspolitiske dagsordener, og vidner om Zeuthens skarpe analyse af Brøgger-mytens funktionsmåde, snarere end om utidig underdanighed over for Brøgger.«

Jeg er meget uenig med LZ og SD i, at opgaven for en biograf består i at være tro imod SB’s kunstneriske projekt og kønspolitiske dagsordener endsige så godt som muligt at reproducere hendes selvforståelse! Faktisk ville jeg mene, at en biografis berettigelse består i, at anlægge et kvalificeret og suverænt eget syn på den biograferede helst baseret på så stort et materiale som muligt.

Derfor betragter jeg det ikke ligefrem som en kvalificering at undlade at tale med og om nøglepersoner i forfatterens liv. Se f.eks. på Henrik Wivels biografi om Selma Lagerlöf, Judith Thurmans om Karen Blixen. Eller se på SB’s egne biograferende artikler om f.eks. Simone de Beauvoir, Elsa Gress (heftigt omstridt nekrolog) og Karen Blixen – m.fl. Her var det slet ikke et emne at gå uden om noget. Tværtimod.

En magtudøvelse

Jeg opfatter SB’s egen aktivitet i forbindelse med dækningen i medierne af hendes 70-års-fødselsdag som et udtryk for en strategisk omend ikke illegitim magtudøvelse. Og derfor er LZ’s oplysning om, at det repræsenterer hendes suverænt egen beslutning at standse biograferingen ved SB’s fyrretyvende år jo væsentlig! For sådan synes jeg ikke, at det fremgår i biografien.

Tillad mig at citere fyldigt:

Brøgger tilbyder ved LZ’s indledende besøg i Løve, at hun som den første må få lov til at se hendes arbejdsværelse. Det beskrives således: »Da jeg går efter hende op ad den smalle loftstrappe til første sal, bliver jeg slået af, hvor dejlig hun er, velformet og langbenet i stramme cowboybukser og træsko sprayet med guldmaling. Vi træder ind i et lille arbejdsværelse med skrå vægge. (...) Ingen af de øvrige journalister, skribenter eller filmfolk, som i årenes løb har besøgt hende her i Løve, har fået lov at se hendes arbejdsværelse heroppe under spærrene. Sædvanligvis får de at vide, at hendes bøger er skrevet ved bordet nede i stuen, inden hun lader sig fotografere ved det. Det gør mig glad, at jeg som den første udefrakommende får lov at se hendes rigtige arbejdsplads. Hvis det er sandt. Heroppe under de skrå vægge er stemningen mere afslappet.«

Spørgsmålet er, om det lille tekststykke ikke viser en biograf, der faktisk kommer for tæt på genstanden for sin biografi! Kropsliggørelsen, beærelsen og den dybe identifikation taget i betragtning. LZ er ikke blind for, at der kunne ligge et element af manipulation (»Hvis det er sandt.«). Men det er ikke desto mindre under denne særlige fortrolighed, at hun får lyst til at forholde sig udelukkende til SB’s egne papirer. Og ikke til, hvad andre mennesker f.eks. kunne have at fortælle. Det er også her, hun kommer til rette med SB’s pludseligt fremsatte krav, imens de drikker the i stuen, at hendes mand og datter ikke må inddrages, hvilket ellers anfægtede hende: »Hvordan kan jeg ikke skrive om de to vigtigste mennesker i hendes liv, uden at biografien blev en spøgelseshistorie.« Men LZ fortsætter: »Selv synes hun ikke, det er så problematisk, at hendes nuværende privatliv må være lukket land. Hun trøster mig med, at ’det hele’ skete de første fyrre år af hendes liv.«

I mine øjne fremtræder denne skildring som en præmis for biografien, etableret af SB selv!

I biografien såvel som f.eks. LZ’s tale ved receptionen for Krukke i DR’s portrætudsendelse er ærbødigheden for »myten« til at skære i. Forståeligt nok. Og ærligt nok fremvist af LZ selv. Men det er, som om hun efterfølgende vil benægte, hvad hun ellers selv så åbent fremviser.

Om tilknytning

Til sidst: Passer det, at man aldrig kan vide, hvad der er i en krukke? Mit litteratursyn tilsiger mig, nej!

Hvis man skuer lidt dybere, så står slaget i SB’s forfatterskab meget konsekvent om denne ting kaldet »tilknytning«. Kan det lade sig gøre som kvinde at elske (uden at miste sig selv)? En udlægning, der kun understøttes af LZ’s fine afdækning af SB’s tidlige familiehistorie. Hvordan skulle spørgsmålet om »tilknytning« ikke blive et tema i SB’s liv? At hun så har omsat det (eller sublimeret, som det også kaldes) i analyserende essays og blandinger af fiktion/selviscenesættende, selvbiografiske romaner, der har kunnet sige kvinder noget i generationer, tjener hende kun til ære. Men at hævde, at man slet ikke kan sige at det er der. Arh. Skal vi nu ikke lige spise brød til og skrue hjernen på i stedet?

Det er denne eksistentielle proces – kampen for at gøre tilknytningen og kærligheden mulig inklusive de spirituelle implikationer af denne søgen, SB med stor konsekvens forfulgte i sit tidlige forfatterskab (før de fyrre). Herefter tog SB’s forfatterskab en anden drejning, hvor dette tema blev forladt, i hvert fald på den eksplicitte måde, hvorpå det hidtil var blevet forfulgt.

Og derfor forekommer det urimeligt at udråbe de, som har spurgt til udfaldet af dette projekt i SB’s personlige liv som hustru og mor som en særligt slags indskrænkede eller snagende mennesker. Dette ikke for at hævde, at SB ikke har ret til at trække en grænse og sige, »Det var så langt, som jeg ønskede at gå.« For det har hun! Vi andre har bare også ret til vores spørgsmål.

Jette Hansen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu