Læsetid: 4 min.

RAF trækker dybe spor gennem Tysklands sjæl

Uopklarede attentatforsøg og blodige mord. En ny udstilling om tilblivelsen af Rote Armee Fraktion understreger de menneskelige omkostninger af vold i revolutionens navn
Studenterlederen Rudi Dutschke, der knapt overlevede et attentatforsøg udført af en ung højreekstremist, taler mod Vietnamkrigen i 1968.

Studenterlederen Rudi Dutschke, der knapt overlevede et attentatforsøg udført af en ung højreekstremist, taler mod Vietnamkrigen i 1968.

Foto fra udstillingen

2. december 2014

En tidlig morgen i april 1977 kørte en rød Suzuki-motorcykel med to personer på iført olivengrønne hjelme op på siden af statsadvokat Siegfried Bubacks tjenestebil, der holdt for rødt ved et trafikkryds i Karlsruhe.

Buback, hans chauffør og to øvrige passagerer i bilen døde øjeblikkeligt, da motorcyklens bagsædepassager åbnede ild mod vognen med en automatriffel af mærket Heckler & Koch og derpå kørte bort fra gerningsstedet.

Attentatet på Siegfried Buback var det første blodige kapitel i den eksplosion af politisk motiveret vold, der siden skulle blive kendt som »det tyske efterår«, hvor den revolutionære terrorgruppe RAF intensiverede forsøget på at omstyrte den vesttyske stat.

For tiden kan den røde motorcykel i al sin tilsyneladende undselighed besigtiges på Deutsches Historisches Museum i Berlin. Udstillingen RAF – terroristische Gewalt (RAF – terroristisk vold«) genbesøger den i mange henseender uafsluttede fortælling om Rote Armee Fraktion, hvis kompromisløse udfordring af statens voldsmonopol slog ned som en bombe i efterkrigstidens småsøvnige Vesttyskland.

Udstillingen forsøger på kronologisk vis at optegne radikaliseringens udviklingshistorie og vil først og fremmest kaste lys over de destruktive og menneskelige omkostninger ved RAF’s attentater.

Den røde Suzuki, som Rote Armee Fraktion benyttede i forbindelse med mordet på den tyske statsadvokat Siegfried Buback i 1977.

Foto fra udstillingen

Borgerskabets børn

En del af udstillingen er viet til RAF-ofrenes efterladte og deres sorgbearbejdelse. I 1970’erne var psykologisk assistance til traumatiserede voldsofre og deres familier et særsyn. I et tv-interview fra midten af 80’erne med de pårørende til mordofferet viser et chokeret forældrepar, der tydeligvis kæmper med at forstå deres søns skæbne.

Mest interessant er forsøget på at skitsere radikaliseringens løbebane. Udstillingen er flyttet til Berlin fra Stuttgart, og til lejligheden har kuratorerne forsynet den med en optakt, der kredser om RAF’s forhistorie i Berlin. Vi bliver præsenteret for velkendte fortællinger om drabet på den kristne student Benno Ohnesorg, der i 1967 blev skudt på nært hold af politibetjenten Karl Heinz Kurras under demonstrationerne mod den iranske shahs officielle besøg i Berlin.

Som det var tilfældet med Blekingegadebanden, spillede også Vietnamkrigen en vigtig rolle i radikaliseringen af den tyske efterkrigsgeneration, men i særlig grad vendte borgerskabets børn sig mod den forældregeneration, der trods deres andel i nazismens forbrydelser i stort omfang havde sat sig på det vesttyske statsapparat som embedsmænd, statsadvokater og politikere. Vi får historien om studenterlederen Rudi Dutschke, der knapt overlevede et attentatforsøg udført af en ung højreekstremist, hvilket udløste voldsomme optøjer foran den borgerlige Springer-presses hovedkvarter i Berlin. Springerpressens kampagnejournalistik mod venstrefløjen var ifølge ungdomsoprørerne direkte medskyldig i mordforsøget på Dutschke.

Byguerillaen

Det var disse ophedede konfrontationer med politiet, der på den ene side hærdede en hård kerne af unge tyske venstreorienterede og på den anden side bekræftede dem i den ideologiske antagelse, at statsmagten var klar til at myrde for at opretholde status quo.

Kort efter mordet på Ohnesorg i 1967 grundlagde en håndfuld revolutionære den militante gruppering Bevægelsen af 2. juni, der blev en forløber for RAF.

I begyndelsen af 1970’erne udviklede RAF med inspiration fra oprørsbevægelser i den tredje verden forestillingen om den revolutionære Byguerilla, der med målrettede terroraktioner skulle fremprovokere statsmagten til at vise sit sande undertrykkende ansigt og derigennem bevidstgøre arbejderklassen om nødvendigheden af en revolution.

Resultaterne af denne strategi blev blodige. Vi får historien om adskillige mere eller mindre mislykkede bombeattentater, fra brandstiftelser i stormagasiner til henrettelsen af den tyske arbejdsgiverformand og tidligere SS-officer Hanns Martin Schleyer, der i 1977 blev kidnappet – og siden myrdet – af RAF for at bevirke en løsladelse af de fængslede medlemmer, Baader, Meinhof og Ensslin.

Efter deres anholdelse i begyndelsen af 70’erne sad de førende RAF-medlemmer indespærret i fængslet Stammheim, hvor de under deres sultestrejke blandt andre fik besøg af den franske filosof Jean-Paul Sartre, der naivt lod sig spænde for RAF-propagandaens vogn.

På en pressekonference kritiserede Sartre forholdene for ’de politiske fanger’, men filosoffens frit opfundne beskrivelser af Baaders celle afslørede ufrivilligt, at Sartre slet ikke havde betrådt fængselscellen. Anekdoten om Sartres besøg i Stammheim bliver en absurd påmindelse om en epoke, hvor venstreintellektuelle i hobetal blev forført af ideen om volden som legitimt middel til revolution.

Efterlysningsplakaten over Baader-Meinhof-gruppens medlemmer.

Foto fra udstillingen

Ny efterforskning

Trods en ellers klædelig alvorstyngde kunne man som besøgende godt ønske sig en mere fantasifuld formidling af de drabelige begivenheder. Den røde Suzuki, en læderjakke fra det tyske antiterrorkorps GSG9 samt en række ophængte papskilte med datoer for terroristernes attentater, hvis flossede kanter i tegneseriestil skal illudere bombeeksplosioner, er blandt de få genstande på en udstilling, der først og fremmest skal læses (på enten engelsk eller tysk). Hovedsageligt består udstillingerne af montrer med tekst, enten skolestile, flyveblade, propagandaskrifter, opråb og datidens pressedækning. Udstillingen vil først og fremmest understrege, at historien om RAF endnu trækker dybe spor gennem den tyske folkesjæl, der i utallige henseender har været martret af politisk motiveret vold. I den tyske presse er udstillingen blevet kritiseret for at udelade årsagssammenhænge og for manglende nyhedsværdi.

»Den tilbyder punktuelle indsigter, men gør ikke den besøgende klar over, hvad RAF egentlig var,« siger Gerhart Baum, der i 1978 blev tysk indenrigsminister, til avisen Tagesspiegel.

Ikke desto mindre gør udstillingen os klar over, at RAF, der officielt opløste sig selv i 1998, fortsat udøver en stærk virkning på Tyskland. Ikke mindst på grund af de uopklarede forbrydelser.

Som flere andre RAF-attentater – ikke ulig Blekingegadebandens mord på politibetjenten Jesper Egtved-Hansen – er det fortsat ukendt, hvem der for 37 år siden affyrede de dræbende skud, da Siegfried Buback blev myrdet i Karlsruhe.

Stammheim-fængslet i Stuttgart.

Foto fra udstillingen

’RAF – Terroristische Gewalt’, Deutsches Historisches Museum, Unter den Linden 2, Berlin. Indtil den 8. marts 2015. Se mere på www.dhm.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En på mange måder interessant gennemgang af det 'tyske efterår' og historien op til det samme.

Det er i mine øjne dog noget uheldigt, at vise et fotografi af Rudi Dutschke under titlen 'RAF trækker dybe spor gennem Tysklands sjæl', da det forleder til at tro, at Dutschke var tæt forbundet med eller medlem af RAF. Dette var ikke tilfældet, og han har ved flere lejligheder distanceret sig tydeligt fra RAF og individualterror i øvrigt.

Holger Madsen, Per Torbensen, Rasmus Kongshøj, Torben K L Jensen, Max Hansen, Claus Oreskov, Christel Gruner-Olesen, Peter Poulsen, Herdis Weins, Robert Ørsted-Jensen, Ivan Mortensen, Mihail Larsen, Steen Sohn, Anker Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Det hele starter med Andreas Baaders og Gudrun Enslinns brandattentat mod to stormagasiner i Frankfurt i april 1969. Hos Peter Wivel mener jeg at have læst, at de to letlokkelige banditter fik både idé og sprængstof fra en kammerat, der i virkeligheden var agent for den vesttyske efterretningstjeneste. Motivet var sandsynligvis at diskreditere anti-Vietnamsbevægelsen ved at gøre den voldelig. Noget lignende var med stor success lykkedes i Italien, nu lykkedes det med stor succes i Tyskland. Politiet fik ved agentens mellemkomst straks fanget brandstifterne og så startede hele RAF-cirkuset.

Er der noget med på udstillingen om den igangsættende rolle, som den tyske efterretningstjeneste spillede? Ellers kan man læse lidt om det her fra Wikipedia:
http://de.wikipedia.org/wiki/Rote_Armee_Fraktion
http://de.wikipedia.org/wiki/Peter_Urbach

Holger Madsen, Per Torbensen, Britta Hansen, lars abildgaard, Claus Oreskov, Janus Agerbo, Steen Sohn, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Peter Ole Kvint, Peter Poulsen, Rune Petersen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

Den sikreste vej til sejer er at kontrollere begge sider af konflikten!
Det er bemærkelsesværdig hvordan Den Bestående Magt Altid løber ind i Ond Ond Modstand!
Drejebogen til den evige konflikt, den evige krig, vore liv .... eller en dårlig Hollywood Film
Svært at skelne nu opdage ..... ding ding ding, åh nu kommer IsIs is ... Isbilen igen
Pavlov Hunde, good dog
Sit!

Janus Agerbo, Peter Ole Kvint og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Apropos efterlysningsplakaten: RAF's udgangspunkt var meget klart marxistisk-leninistisk, men da den vesttyske stat ikke ønskede at fornærme den (af navn) marxistiske nabo ved at antyde et slægtskab mellem denne og "terroristerne", betegnede man konsekvent Baader-Meinhof og RAF som anarkister.

’RAF – Terroristische Gewalt’, Deutsches Historisches Museum, Unter den Linden 2, Berlin.
Forbruger vejledning for Enhedslisten :
Studietur til Berlin. Rejseleder Preben Wilhjelm.

Præcis som nazisterne, insisterede RAF uden videre, og i ren selvforherligelse, på at gøre deres politiske modstandere til fjender, helt uden at vise noget hensyn til andre mennesker. Temmelig uddannet/udansk, er det vel.
Det er vel også primært et post-romersk identitetskrise fænomen, der kan forklare tyskernes ellers uforklarlige perverse fascination af magt og autoritet, hvor man f.eks. opkalder byer og gader efter store mænd.
I den forstand går der en lige linie fra Augsburg (Augustus) til Karl Marx Stadt.
Hvis RAF havde vundet, ville de formentlig have omdøbt alle tyske byer efter navnene på deres store helte.
Patriciere eller plebs: stadig romere!

http://en.wikipedia.org/wiki/Horseshoe_theory
http://en.wikipedia.org/wiki/Horst_Mahler
http://en.wikipedia.org/wiki/Karl-Heinz_Kurras

Peter Ole Kvint

Problemet med efterretningstjenester er at agenterne kun får penge, hvis der er nogen, som laver ulykker. Hvis nu RAF dræbte folk i stilhed, så var der ingen som havde hørt om dem. Og efterretningstjenesten havde ikke fået nogen bevillinger.

Claus Oreskov, Torben Nielsen, Søren Johannesen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

"forført af ideen om volden som legitimt middel til revolution."

Tja ja, i dag er folk blot forført af ideen om volden som legitimt middel til berigelse og til at udbrede USA's og Vestens magtsfære! Alt andet helt lige for øvrigt! Men jeg mener, hvor mange civile er døde i droneangreb er det 1200? Hvor mange civile døde i Irak? Hvor mange har højre ekstremisterne slået ihjel i Tyskland, og bor de i Ukraine, så støtter vi ligefrem volden! Kiev har brugt klyngebomber mod civile, men det er bare helt i orden! Lige før man....nå det er nok ikke "come Il faut" at skrive det!

Rasmus Kongshøj, christen thomsen, erik winberg, Claus Oreskov, Torben Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Dennis Berg, Henrik Nielsen, Per Torbensen, Peter Ole Kvint, Hans Larsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Men det gør de jo! Blot med omvendt fortegn! Jeg synes det er mærkeligt med disse dobbelte standarder for voldsanvendelse! Når stater, regeringer, transnationale virksomheder bruger vold til at fremme deres formål så er det i orden. Når mennesker forfalder til modvold så er det uhyggelig terror! For øvrigt så blev modstandsbevægelsen herhjemme jo i Stikkertalen omtalt som terrorister, og de brugte vel nogenlunde de samme metoder som RAF, (de dræbte bl.a. et ikke ubetydeligt antal uskyldige under stikkerlikvideringer) Preben Vilhjelm og Enhedslisten kunne vel i lige så høj grad arrangere en tur til Befrielsesmuseet for at tage ved lære! :-) Ja de kunne også tage en tur ned til Nike fabrikkerne i Malaysia, hvis de gerne vil lære, hvordan man nakker folk der brokker sig! Stil et krav om 2x2 minutters tissepause og du har en 9 mm gennem hovedet, hvornår kommer der en udstilling om det? Men er det Che eller andre, der svarer igen på volden så er hele koret om at "vold er noget meningsløst svineri" kørt i stilling. Og det er det også, men det bør gælde begge veje! Og så synes jeg egentlig at det var forfriskende at nogle reagerede på USA krig i Vietnam. (Om end jeg var pro dengang) Men vi kunne godt bruge noget mere folkeligt oprør mod krig og uretfærdighed og det jeg var i gang med at sige var, at jeg på et eller andet abstrakt plan godt kan forstå den radikalisering, ligesom jeg på samme plan godt kan forstå den i dag! Vold avler modvold og kunne hvis man ville sagtens undgå det, men samtidig kan man jo så ikke til gode se, kapitalens interesser. I Danmark har vi heldigvis ikke megen fysisk vold, til gengæld er den strukturelle vold fremherskende og stigende, jeg tænker, hvornår kommer der en modreaktion og selvfølgelig helst i form af store ikke voldelig demonstrationer, men bare folk ville reagere. Men passiviteten er fremherskerskende, ser vi oprørere i Hollywood produktioner, så ved vi godt hvem vi holder med, men i virkelighedens verden? Folk sad og stortudede da de så Pandora og det hellige træ blev ødelagt, og landet lå blottet for udnyttelse af mineselskabet, men at det samme foregår i Indien minus Aliens, det er vi da ligeglade med! Modstandsbevægelsen der, er blot røde lejemordere!

Mikael Nielsen, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, christen thomsen, Claus Oreskov, Janus Agerbo, Peter Hansen, Rune Petersen, Henrik Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Man kunne godt have undværet journalistens personlige mening om voldelig revolution. Hvordan vil journalisten forestille sig, at folket igen skal genvinde magten i for eksempel Egypten? Det kommer til at blive en særdeles blodig sag.
En voldelig revolution er i mange tilfælde nødvendig for at omvælte et undertrykkende system, og vi har helt sikkert ikke set den sidste i et vestligt, såkaldt civiliseret land.

Men man bliver nødt til at se det hele i en større kontekst, hvor USA står i centrum og af RAF ses som værende den reelle magthaver, med en masse eks-nazistiske medløbere som håndlangere. Det kan man så være uenig i, men man bliver nødt til at prøve at forstå emnet man beskriver, også selv om man er modstander af emnets metoder.
RAF havde stor sympati i befolkningen i starten, på trods af den voldelige agenda, og havde derfor en vis folkelig legitimitet.

Henrik Nielsen, Peter Hansen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Kurras, manden, som dræbte Benno Ohnesorg, har senere vist sig at være fra STASI. Jeg skal ikke kunne sige, om vesttysk efterretningstjeneste var skyld i igangsætningen af Ensslin og Baader, men det ser i så fald ud til, at STASI gjorde forarbejdet, og i så fald har begge sider været interesseret i en voldelig opstand.
Hvis dette virkelig var Vesttysklands mål, så må det have været gået for langt for dem. Jeg tror ikke på, at de ønskede det, som RAF endte med.

Morten Pedersen

@ Jesper Hansen "tyskernes ellers uforklarlige perverse fascination af magt og autoritet…" Tyskerne er langt mere på vagt overfor autoriteter end danskere… og hvad nationalisme og helte angår tror jeg heller ikke vi har noget at lade dem høre.

Per Torbensen, Rasmus Kongshøj, Herdis Weins, Henrik Nielsen, Claus Oreskov, Britta Hansen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Morten Vesterbro-Hansen

Okay. Vi står med et alvorligt problem her.

Vi kan dårligt benægte, at venstrefløjen også har morderiske ekstremister. Beviserne er trods alt for mange.

Men det vi kan gøre er at bagatellisere det. De mord var jo ikke så slemme endda. Næste punkt er så at flytte opmærksomheden over på noget andet. Og her kan vi så komme med den samme plade, vi har afspillet i stort set hvert eneste kommentarspor til alle artikler de sidste mange år: Vesten er ond. Danmark er ekstra ond. Fogh Rasmussen er rigtig, rigtig ond.

Sådan. Så fik vi lige spinnet os ud af den sag.

Martin Kryhl Jensen, Morten Pedersen og Jan Mogensen anbefalede denne kommentar

Benno og Rudi

Det skal nok passe, som Niels Engelsted og Dennis Berg fra hver deres side skriver, at de tyske efterretningstjenester i Øst og Vest har haft et medansvar for, at ungdoms- og studenteroprøret blev radikaliseret i voldelig retning.

En stor del af det vesttyske justitsapparat, herunder politiet, overlevede af-nazifiseringen efter 2. verdenskrig og førte i det dulgte (og sommetider åbenlyst) deres anti-socialisme videre i deres nye stillinger. Korpsånden i politiet var mange steder (lige som i dagens USA), at demonstrationer skulle slås ned med hård hånd. Så da Benno Ohnesorg [uden sorg!] i 1967 under en demonstration med shahen af Iran i Berlin blev plaffet ned af en vesttysk betjent (som slap fra det uden at blive dømt), blev det af mange unge i datidens Tyskland set som et tegn på, at 'systemet' var bundråddent. Mange opgav den parlamentariske vej af den grund.

Da jeg rejste til (Vest)Berlin i januar 1968 sammen med mange andre for at deltage i de store Vietnam-demonstrationer. Der kommer busser fra hele Europa. De østtyske vagter var ualmindelig flinke og lod os køre igennem næsten uden kontrol. (Det var lidt vanskeligere på hjemrejsen, hvor biler og busser blev undersøgt for flygtninge.) Rudi talte ved disse demonstrationer, og det var dér, jeg første gang mødte ham. Fire måneder efter blev han skudt på åben gade.

Da jeg i januar 1980 igen rejste til Berlin, var det for at deltage i begravelsen af Rudi, der juleaftens dag var død af et epileptisk anfald (eftervirkninger af attentatet) i et badekar i min ejendom i Århus. Denne gang var der slet ingen venlighed fra de østtyske vagter. DDR havde da allerede nogle år før valgt at satse på Baader-Meinhofs terrorisme i stedet for den ikke-voldelige studenterbevægelse, som Rudi tilhørte.

Jeg har skrevet mere om tiden i "De fire dimensioner", Roskilde Universitet 2012.

Joen Elmbak, Mikael Nielsen, Henrik Søgård Jørgensen, Holger Madsen, Robert Ørsted-Jensen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, lars abildgaard, Niels Mosbak, Jens Thaarup Nyberg, Max Hansen, christen thomsen, Morten Pedersen, jens peter hansen, Dennis Berg, Jan Mogensen, Britta Hansen og Ivan Mortensen anbefalede denne kommentar

Skal vi lige vende tilbage til jorden i Danmark - når nu flere har flyttet sig til nutiden.
Vejledning : Man bevæger sig hen til valgstedet og sætter sit kryds - eller bliver væk i frustration over, at der ikke er kvalificerede kandidater.
Bliver man væk, har man to muligheder : Nyde livet eller blive "terrorist".

Hvorvidt Rudi Dutschke havde nu også havde ’distanceret sig tydeligt fra RAF og individualterror’ – afgør det selv i min første ovenstående video, ca.16:30 ff …

Per Torbensen, Martin Kryhl Jensen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen du har altså ikke ganske ret når du skriver: ” DDR havde da allerede nogle år før valgt at satse på Baader-Meinhofs terrorisme”. Set fra DDR var situationen mere kompleks. Og hvad angår RAF så var forholdet ambivalent, som det fremgår af Markus Wolfs selvbiografi ”Manden Uden Ansigt”

Når jeg ser på revolutioner, ser jeg at de alle er drevent af den samme energi, nemlig mordisk vrede.
Når jeg ser på den revolutionære ser jeg nøjagtig den samme drivkraft.
I den revolutionære ser jeg, at den mordiske vrede er opstået i samspillet med en ukærlig forælder, den brutale far, den styrende og kontrollerende mor.
Jeg ser, at styrende og brutale samfund oplever revolutioner.

Angrebet på Sartre er som forventet en klodset konstruktion, der skal cementere billedet af den begavede, men politisk naive intellektuelle, vi bør tage os i agt for. Sartre udtalte til Der Spiegel (februar 1973) at RAF var en revolutionær gruppe som dog var opstået for tidligt. Senere da han besøgte Baader i belære han ham om at: ”Terrorismen kan være berettiget i Latinamerika, men i Vesteuropa er den ikke et brugbart politisk instrument. Mordet på dommer Drenkmann var en forståelig handling, men politisk kan den ikke forsvares”. Baader bemærkede at han troede han skulle møde en ven men at Sartre optrådte som dommer.
PS: denne specielle form for mistænkeliggørelse af intellektuelle begyndte allerede i de tidlige efter krigs år. Afsenderen var som oftest MI5 og eller CIA. Parallelt infiltrerede man venstrefløjen og dermed venstrefløjens presse. I Frankrig lykkedes det for MI5 agenten Arthur Koestler at splitte venstrefløjen så grundigt at vi ikke er kommet over det endnu.

Holger Madsen, Per Torbensen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Gretchen

Rudis kone, Gretchen, skrev en udmærket biografi om Rudi. Den er faktisk oversat til dansk og udgivet på Modtryk:

"Et skønt, barbarisk liv - RUDI DUTSCHKE - en biografi" (Modtryk 1997)

Den findes rundt omkring på nogle biblioteker (jeg har lige checket bibliotek.dk).

Robert Ørsted-Jensen, Torben Nielsen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

@ Michael Bruus. Du skyder aldeles forbi målet, drivkraften for en revolutionær er også indignation men ligeså meget empati. Che Guevara skrev i et brev til sine børn da han rejste til Bolivia for at støtte den revolutionære opstand: ”Vær frem for alt altid i stand til at føle dybt for enhver uretfærdighed, der begås imod nogen, noget sted i verden. Det er en revolutionærs smukkeste egenskab”. Hele mit eget livs arbejde for menneskerettighederne har været drevet af samme lidenskab for retfærdighed for de undertrykte, de udbyttede de forarmede!

Per Torbensen, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, erik winberg, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Individuel terrorisme er håbløst gammeldags. Ansættelse i en våbenfabrik i Tyskland, Storbritanien, Rusland, Danmark..., se det er noget, der rykker. Og den behøver man ikke undskylde, det er bare everybody's doing it, og ellers er det en anden, der gør det.

Steen Sohn

At Hosea Dutschke har skrevet bogen på dansk og at den blev oversat er ikke ensbetydende med, at den er udkommet på dansk. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde den. Kan du?

På dansk findes ”Et skønt, barbarisk liv Rudi Dutschke – en biografi” af Gretchen Dutsche på Modtryk.men det er der måske andre der allerede har skrevet?

Jan Weis

Efter at have set en del af denne ellers udmærkede og interessante dokumentation samt RDs udtalelse 16.40 hvor det hedder:' ....wurde der Studentenführer Rudi Dutschke , Symbolfigur der gewaltbereiten Rebellion und damit zum Hassobjekt.' - Med dette sammenfatter Aust et langvarigt og voldsomt hetz mod Dutschke, der især blev ført i helt stort stil af Springer-pressen og hvor intet kneb var for billigt ingen beskyldning for beskidt.

I interviewet siger Dutschke:
„Wir dürfen […] von vornherein nicht auf eigene Gewalt verzichten, denn das würde nur einen Freibrief für die organisierte Gewalt des Systems bedeuten. […] Aber die Höhe unserer Gegengewalt bestimmt sich durch das Maß der repressiven Gewalt der Herrschenden. Wir sagen ja zu den Aktionen der Antiautoritären, weil sie einen permanenten Lernprozeß der an der Aktion Beteiligten darstellen.“

I tyske Wiki følges o.n. sætning af den følgende:

Dabei wies er auf die Gefahr solcher Aktionen hin:[85]
„Das Problem revolutionärer Gewalt [ist] der Umschlag von revolutionärer Gewalt in eine Gewalt, die die Ziele der Gewalt – die Emanzipation des Menschen, die Schaffung des neuen Menschen – vergißt.“

Im Deutschen Herbst 1977 wurde vielen Linksintellektuellen vorgeworfen, sie hätten den „geistigen Nährboden“ der RAF geschaffen. In der „Zeit“ vom 16. September gab Dutschke diesen Vorwurf an die „herrschenden Parteien“ zurück und distanzierte sich vom RAF-Terrorismus:

„Der individuelle Terror ist der Terror, der später in die individuelle despotische Herrschaft führt, aber nicht in den Sozialismus. Das war nicht unser Ziel und wird es nie sein. Wir wissen nur zu gut, was die Despotie des Kapitals ist, wir wollen sie nicht ersetzen durch Terrordespotie.“

Dette og mere differentieret information under https://de.wikipedia.org/wiki/Rudi_Dutschke

Angående Rudi Dutscheke, kan man jo også læse ham selv:
"Mein langer March. Reden , Schriften und Tagebücher aus zwanzig Jahre". Rowohlt 1980.
Kan købes på Amazon. de ny for under en hund, og i diverse brugte udgaver.
Jeg har adskillige gange lånt mit eget eksemplar ud, men er holdt op - jeg har nemlig haft besvær med at få den tilbage igen, fordi mange bliver forgabt i den og liiiiiiiige skal læse en artikel eller 2 igen, inden de synes, de er færdige med den :-)

Britta Hansen, 03. december, 2014 - 18:11

Det var nu heller ikke det, jeg mente. Den er ikke udkommet på dansk. Men det det ville være nemt at udgive den, da den jo ikke først skal oversættes.

Robert Ørsted-Jensen

Engelsted uanset at vi ikke her er ganske uenige så finder jeg stadig at der er et usundt element a virkelighedsflugt i den der med at ville gøre i sandhed reaktionære strømninger i diverse efteretingstjenester nærmest eneansvarlig for dybt reaktionære og menneskefjendske holdning der på tidspunktet slog rod på visse dele af fløjen. Der var grunde til at RAF opstod - grunde som har rod i visse former for venstrefløjstænkning som der bør gøres op med. Rudi var i øvrigt netop en af dem det var værd at lytte til på dette punkt

Claus Oreskov
Ex Jugoslavien, Israel Palæstina, IRA, RAF.mf.
Er drevet af den mordiske vrede færdiggjort af hævnens logik.
"jeg slår ihjel og omstyrter for at gøre godt, sikke noget vrøvl."

Jeg medgiver at der er kræfter der søger at skabe grobund for forvandling, men de udtrykker sig noget anderledes.

Niels Engelsted

Robert,
selvfølgelig er børnene medansvarlige, når børnelokkerne med held lister frem med deres bolscheposer. De små pus må lære at beherske deres barnlige lyst efter sukker, hvor naturlig den end er. Det lærte dine og mine forældre os, så vi ikke blev ofre for disse væmmelige mænd, der gemte sig i kælderhalsene i deres lange frakker. Det er bare den lektion, som jeg ansvarligt prøver at videregive, når jeg advarer om, at hver gang ungdommelige elementer opfordres til terror, er mørketjenester på spil i kulissen.

Det totalitære nære det revolutionære og omvendt og bevirker det håbløse pendulerne frem og tilbage mellem de to. Der er en tredje vej.

Robert Ørsted-Jensen

De var ikke børn og ikke uskydige. Tilmed var det ikke kun den vestlige men fra alt jeg har hørt var DDRs sikkerhedstjeneste også involveret på en beskidt måde, hvad ikke gør hverken mere eller mindre til sagen. Men de var voksne nok til selv at tage ansvaret for deres forbryderiske optræden, med eller uden div sikkerhedstjenester

Niels Engelsted

Robert,
ja, ikke kun Bundes Nachrichten Dienst men også Stasi var med, som Mihail skriver ovenfor. Alle disse terrorting er en lags skakspil som mørketjenesterne spiller mod hinanden med idealister og fæhoveder som bønder. Og når det bliver helt raffineret, som f.eks. med Isis, spiller de mod sig selv, men så er der heller ingen, der kan finde ud af det.

Robert Ørsted-Jensen

Netop - men hør her - at skildre voksne unge mennesker, enkelte yderst begavede og veluddannede, som uskyldige børn der forføres er sgu for langt ude Engelsted. Selv en vanvittigf forvredent i egen fantasi "venstreorienteret" hjerne må kunne fatte at i det mindste nedskydning af uskyldige ansatte lønarbejdere og andre tilfældige ikke kan forsvares hverken moralsk eller politisk. Vi bør ikke fremme ameriakanske tilstande hvor ingen længere tager ansvar for egne gerninger men finder på diagnoser eller andet som de kan tørre deres personlige ansvar af på. Surely efterretningstjenesterne opførte sig som svin, jeg tvivler ikke et øjeblik på det. Der er intet der undrer mig des angående

Er der nogen der har stødt på en forklaring på hvorfor RAF opstod i tre tidsperioder (1970, 75 og 85 )nærmest uafhængigt af hinanden?
Umiddelbart peget det jo på at det tyske wirtschaftswunder kombineret med det lag af tidligere nazister der havde besat betydende poster overalt i det Vesttyske samfund, samt samfundets totale knæfald for den amerikanske besættelsesmagt, var for meget for en del af de unge, der havde behov for et opgør med det Tyskland, der havde handlet så grusomt i 40-45.

Per Torbensen, Dennis Berg, Claus Oreskov og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Niels Engelsted:
RAF kunne ikke have været opstået uden en meget stærk zeitgeist og et meget stærkt miljø. Ingen mørke kræfter kunne alene have skabt dem.

Claus Oreskov
Jo gerne: jeg taler om psykologien bag revolutionen og den revolutionære . Revolutionen og den revolutionæreer et produkt af snærende bånd og undertrykkelse, altså opstår der et ønske om frihed, dette frihedsønske bliver set som en fremtid, herved opstår revolutionsromantikken, som selvfølgelig aldrig kan blive til noget, da revolutioner efterlader en knust verden med knuste mennesker, i den knuste verden med de knuste mennesker skifter den revolutionære og den totalitære roller og det hele fortsætte.
Den tredje vej; er at følge det revolutionære i sig selv, forbi frustrationens ballandede følelser ned i den mordiske vrede og videre ned i selveste psykopatien, når man har snor i den indre psykopat(alle har sådan en; få en ven til at holde dit hoved under vand og du vil opdage hvor psykopatisk man kan blive på få minutter) opdager man, at det man var allermest bange for, aldrig var uden for en selv, men inden i en selv og man er blevet herre i eget hus og revolutioner og det totalitære er blevet overflødigt.

Sider