Læsetid: 19 min.

’Romanforfatteren står et stykke ved siden af livet’

Patrick Modiano er fra en generation, hvor børn ikke skulle høres. ’Det er sikkert derfor, at jeg og mange andre i slutningen af vores barndom blev grebet af en trang til at skrive. Vi håber på, at de voksne vil læse det, vi har skrevet. Så vil de blive nødt til at lytte uden at afbryde’
12. december 2014

Lad mig sige det helt enkelt: Jeg er lykkelig over at være her sammen med jer og rørt over, at I har givet mig Nobelprisen i litteratur.

Det er første gang, jeg holder tale for så stor en forsamling, og jeg skælver lidt ved det. Man skulle måske tro, at det ville falde en skrivende person let og naturligt at holde tale. Men en forfatter – en romanforfatter, i al fald – har ofte svært ved at håndtere det talte ord. For et meste tier romanforfatteren, og vil han lade sig indfange af en atmosfære, søger han helst at falde ind i mængden. Her kan ubemærket lytte til folks samtaler, og hvis han blander sig, er det kun for at stille et par frygtsomme spørgsmål, så han bedre kan forstå de mænd og kvinder, han finder omkring sig. På grund af sin vane med at stryge passager i sine manuskripter taler han tøvende. Når han har strøget tilpas meget, kan hans stil træde klart frem. Men når han taler, er det ikke muligt for ham at korrigere sin tøven med tilbagevirkende kraft.

Hertil kommer, at jeg er fra en generation, hvor børn ikke skulle høres. Kun sjældent kom børn til orde og først efter at have bedt om lov. Man hørte ikke efter, hvad de sagde og afbrød dem ofte. Det kan forklare de talefejl, som nogle af os kæmper med. Nogle gange tøver vi, andre gange taler vi for hurtigt, som om vi var bange for at blive afbrudt når som helst. Det er sikkert derfor, at jeg og mange andre i slutningen af vores barndom blev grebet af en trang til at skrive. Vi håber på, at de voksne vil læse det, vi har skrevet. Så vil de blive nødt til at lytte uden at afbryde. Så vil de få at vide, hvad man havde på hjerte.

Da jeg hørte, at jeg skulle have denne pris, forekom det mig helt uvirkeligt, og jeg blev ivrig efter at finde ud af, hvorfor I havde valgt mig. Den dag følte jeg sandsynligvis stærkere end nogensinde før, hvor blind en romanforfatter kan være for sine egne bøger. Langt bedre end han selv ved læserne, hvad han har skrevet. For en romanforfatter kan aldrig være sin egen læser, bortset fra når han retter grammatiske fejl og stryger gentagelser og overflødige passager. Han har kun et vagt og ufuldstændigt billede af sine bøger. Som en freskomaler, der står på et stillads og arbejder med en eller anden detalje uden at kunne se helheden.

Som at køre i bil om natten

At skrive er en besynderlig profession. Når man begynder på en roman, oplever man øjeblikke af modløshed og en dagligt tilbagevendende følelse af, at man er gået den forkerte vej. Fristelsen til at gå tilbage og vælge en anden i stedet kan være stor. Men man må ikke falde for den fristelse. Man bør fortsætte ud ad samme vej. Det er lidt som at køre en bil om natten om vinteren, når det er glat og sigtbarheden er lig nul. Man har ikke noget valg. At bakke går ikke an. Man er nødt til at køre videre og sige til selv, at før eller siden vil tågen lette og vejen blive fremkommelig.

Når man skal afslutte en bog, river den sig løs fra en og forsøger at tage sin frihed på forskud, som skolebørn på sidste dag før sommerferien. De er distraherede, taler højlydt og hører ikke efter, hvad læreren siger. Ja, jeg vil endda sige, at i det øjeblik, hvor man skriver de sidste linjer i en bog, bliver bogen nærmest fjendtlig i sin iver efter at blive af med en. Den forlader sin forfatter, næsten før han har fået tid til at sætte det sidste ord på papiret. Derefter er det slut. Bogen behøver ikke forfatteren længere. Den har allerede glemt ham. Herefter er det kun ved læserens hjælp, at den kan få et syn på sig selv. Forfatteren oplever nu en stor tomhed. Han føler sig forladt og på en måde uforløst, fordi båndet mellem ham og bogen er blevet brudt hurtigt. Denne uforløsthed og følelse af, at noget er ufuldbyrdet driver ham til at skrive den næste bog, så balancen kan blive genoprettet. Men det bliver den aldrig. Og sådan går årene. Han skriver den ene bog efter den anden, og læserne taler nu om et ’forfatterskab’. Men for forfatteren selv er det bare en lang flugt fremad.

Besat

Jo, læseren ved mere om bogen end forfatteren selv. Mellem romanen og læseren indtræffer der et fænomen, der kan sammenlignes med fremkaldelsen af et fotografi, som det foregik før digitaliseringens æra. På kopien i mørkekammeret trådte billedet gradvis frem. Under læsning af en roman finder samme kemiske proces sted. For at denne særlige forståelse mellem forfatteren og læseren kan knyttes, må forfatteren aldrig forcere sin læsere – lige så lidt som sangeren bør forcere sin stemme – men bør drage ham umærkeligt med sig og give ham så megen plads, at bogen gradvis trænger ind i ham. Dette foregår ved en kunstnerisk metode, der ligner akupunktur: Det gælder blot om at prikke med nålen på rette sted, for at få strømmen til at brede sig ud igennem nervesystemet.

Dette intime, komplementære forhold mellem forfatter og læser har, tror jeg, en pendant i musikken. Jeg har altid ment, at man ved at skrive nærmer sig musikken, dog aldrig den samme grad af renhed. Og jeg har altid misundt musikere, fordi deres kunst i mine øjne overstråler romankunsten. Jeg har på samme måde misundt digtere, fordi de kommer tættere på musik, end romanforfatteren gør. Jeg begyndte at skrive digte som barn, og det er nok derfor jeg kan forstå, hvad der menes med denne sætning, som jeg har læst et eller andet sted: »Af dårlige digtere kan der blive gode prosaister«. Àpropos musik drejer det sig for en romanforfatter om at indsætte alle mennesker, landskaber og gader, som han har kunnet observere, i et partitur, hvor samme melodifragment går igen fra den ene bog til den anden. Blot må dette partitur forekomme ham musikalsk ufuldkomment. Han sørger over ikke at være en ren musiker og ikke have komponeret Chopins nocturner.

Romanforfatterens manglende evne til at se på og vurdere sit forfatterskab udefra har at gøre med et fænomen, jeg har observeret både i mit eget tilfælde og hos mange andre: Hver gang man skriver en ny bog, glider den forrige ud af ens bevidsthed, så man til sidst tror at have glemt den. Jeg troede, at mine bøger savner indbyrdes sammenhæng, fordi jeg altid har glemt den foregående, men når jeg genlæser dem, finder jeg alligevel de samme ansigter, de samme navne, de samme steder, de samme sætninger i bog efter bog. Som mønstret i en gobelin, man har vævet halvt i søvne eller i en vågen drøm. En romanforfatter er ofte søvngængeragtigt besat af, hvad han skriver, og der er grund til at bekymre sig for, at han kan blive kørt over, når han går over gaden. Men så glemmer man den ekstreme præcision, med hvilken en søvngænger kan gå på taget uden nogensinde at falde ned.

I prismotiveringen hæfter jeg mig ved den formulering, som spiller an på den sidste verdenskrig: »… og har afdækket besættelsesårenes livsvilkår«. Som alle andre, der blev født i 1945 er jeg barn af krigen og mere specifikt – da jeg blev født i Paris – et barn, som må takke det besatte Paris for, at han blev til. Det var et Paris, som pariserne ønskede at glemme hurtigst muligt eller kun brød sig om at huske hverdagsagtige detaljer fra. Sådanne enkeltheder, som kunne gør det muligt for dem at leve i den illusion, at livet var fortsat efter vanligt mønster. Det føltes som reminiscenser fra en ond drøm iblandet en vag og dårlig samvittighed, fordi man af en eller anden grund havde overlevet. Da vi spurgte vores forældre om perioden og den tids Paris, svarede de altid undvigende. Eller de forblev tavse, som om de ønskede at slette disse dystre år fra hukommelsen og ville skjule et eller andet for os. Men bag deres tavshed anede vi det alt sammen, som om vi havde oplevet det selv.

En mærkelig by

Det besatte Paris var en mærkelig by. Tilsyneladende fortsatte livet ’som før’: Teatre, biografer, kabareter og restauranter var åbne. Sange hørtes i radioen. Folk gik endda oftere i biografen og teatret end før krigen, som om de var fristeder, man strømmede til for at føle tryghed. Men det kunne mærkes på visse usædvanlige omstændigheder, at Paris ikke var som før. På grund af manglen på biler var det en stille by – en stilhed, hvor man kunne høre bladene rasle, den klaprende lyd af hestehove, folkemassens skridt på boulevarderne og mumlen af stemmer. I denne stilhed på gaden, især under mørklægningen, som om vinteren trådte i kraft klokken fem om eftermiddagen, hvorefter der ikke måtte findes det mindste lysglimt i vinduerne, var det, som om byen var rejst væk fra sig selv. Det var byen ’uden øjne’, som den nazistiske besættelsesmagt sagde. Voksne og børn kunne forsvinde sporløst på et øjeblik. Når man talte sammen var det med indforståede formuleringer og aldrig åbenhjertigt – end ikke, når man var blandt venner, fordi der svævede en trussel i luften.

I dette mareridtsagtige Paris, hvor man risikerede at blive angivet eller bliver fanget i en razzia, når man kom op fra en metrostation, opstod der eventyrlige møder mellem mennesker, der aldrig ville have mødt hinanden i fredstid. Tilfældige kærlighedsaffærer blev født udgangsforbuddets skygge, og man kunne ikke være sikker på at se hinanden igen i de følgende dage. Som frugter af disse forbindelser, der ofte var engangsaffærer og til tider ikke ufarlige, blev der i sidste ende født børn. Derfor er det besatte Paris for mig den skabelsesnat, hvor jeg har mit udspring. Dette Paris er aldrig ophørt med at hjemsøge mig, og til tider ligger mine romaner som badet i dets slørede lys.

En forfatters fødselsår og epoke gør et uudsletteligt indtryk på ham, selv om han ikke har deltaget aktivt i den politiske proces, og selv om han giver indtryk af at være en enspænder, der har trukket sig tilbage til det, man kalder elfenbenstårnet. Er det digte, han skriver, vil de være præget af hans tid og ikke have kunnet skrives i nogen anden tidsalder.

Sådan er det med digtet De Vilde Svaner ved Coole af Yeats, den store irske forfatter – et digt, der altid har rørt mig dybt. I en park ser Yeats svaner drive på vandet:

The nineteenth autumn has come upon me   

Since I first made my count;

I saw, before I had well finished,

All suddenly mount

And scatter wheeling in great broken rings   

Upon their clamorous wings.

 

But now they drift on the still water,   

Mysterious, beautiful;   

Among what rushes will they build,

By what lake's edge or pool

Delight men's eyes when I awake some day   

To find they have flown away?

Der dukker ofte svaner op i det nittende århundreds poesi – hos Baudelaire eller Mallarmé. Alligevel kunne Yeats’ digt ikke være skrevet i det nittende århundred. Med sin specielle rytme og hans melankoli er det typisk for det tyvende århundred, ja, for det år det blev skrevet.

Da tiden gik langsommere

Det sker, at en forfatter i det enogtyvende århundred føler sig fanget i sin egen tid, og at han bliver en smule nostalgisk, når han læser de store forfattere fra det nittende århundred – Balzac, Dickens, Tolstoj, Dostojevskij. Det var en epoke, da tiden gik langsommere end i dag,  og den langsommelighed passede bedre til romanforfatterens arbejde, fordi den fremmede opmærksomhed og koncentration. Siden dengang har tiden øget sin hastighed, og i dag farer den afsted med stormskridt. Dette forklarer ogs¨forskellen mellem fortidens store romankonstruktioner, der var magtfulde som katedraler, og dagens usammenhængende, fragmentariske romankunst. I det perspektiv tilhører jeg selv en mellemgeneration, og jeg er spændt på, hvordan de generationer, der vokser op med internet, mobiltelefoner, e-mails og Twitter, vil formulere en litterær beskrivelse af en verden, hvor alle hele tiden er ’koblet på’ og hvor de ’sociale medier’ er trængt ind i det intime og mystiske rige, som indtil for nylig var vores ressource – det hemmelighedsfulde rum, der gav mennesker dybde og i sig selv kunne udgøre et vigtigt litterært motiv. Men jeg vil gerne se optimistisk på litteraturens fremtid, for jeg overbevist om, at nye generationer af forfattere vil finde det rigtige afsæt, fuldstændig som de har gjort lige siden Homers dage ...

Forfatteren må som enhver anden kunstner være lænket til sin æra uden at kunne slippe derfra og uden at indånde nogen anden luft end tidsåndens, og dog skildrer han altid noget tidløst. I opsætninger af Racines eller Shakespeares skuespil spiller det ingen rolle, om der bruges af antikt snit, eller instruktøren har klædt sine skuespillere i jeans og læderjakke. Dette er detaljer, der er irrelevante. Når man læser Tolstojs Anna Karenina glemmer man, at hun er iført 1870’er-kjoler, så tæt på os forekommer hun, selv om der gået halvandet århundred. Visse forfattere som Edgar Allan Poe, Melville og Stendhal er også mere værdsat 200 år efter deres fødsel, end de var af deres samtidige.

På præcis hvilken afstand står en romanforfatter? Et stykke ved siden af livet for bedre at kunne skildre det. Er han også involveret i det som et handlingsmenneske, kan han ikke se det klart. Denne lille distance forhindrer ham ikke i at leve sig ind i sine figurer og deres prototyper i det virkelige liv. Flaubert sagde: »Madame Bovary, det er mig«, mens Tolstoj straks identificerede sig med den kvinde, han så kaste sig ud foran toget en nat på en russisk banegård. Så stor var Tolstojs indlevelsesevne, at han blev ét med den himmel og det landskab, han beskrev. Han indarbejdede alt ind til den mindste skælven i Anna Kareninas øjenlåg. Denne trancelignende tilstand er det modsatte af narcissisme, for den forudsætter, at forfatteren både glemmer sig selv og og fokuserer så stærkt, at han bliver modtagelig for alle detaljer. Det kræver også en vis ensomhed. Ikke sådan at han trækker sig tilbage, men såhans opmærksomhed og klarsyn spidses til det yderste. For kun sådan kan han overføre den ydre verden til en roman.

Jeg har altid ment, at digtere og forfattere evner at gøre tilsyneladende helt almindelige mennesker og tilsyneladende helt banale ting gådefulde, alene ved at observere dem med urokkelig opmærksomhed og næsten hypnotisk blik. Forfatteren kan få hverdagen til at virke som et mysterium. Han kan aflokke den en form for fosforescerende skær, som ikke var synligt ved første øjekast, men lå skjult i dybderne. Dette er digterens og romanforfatterens, ja sågar billedkunstnerens rolle: at afsløre gådefuldheden og det indre lys, der findes i hvert eneste menneske. Jeg tænker på min fjerne slægtning, maleren Amedeo Modigliani. Hans mest gribende lærreder er dem, som anonyme mennesker har stået model for – børn og gadepiger, stuepiger og småbønder, unge lærlinge. Han har malet dem med en udstrakt linjeføring, der minder om den store toscanske tradition, om Botticelli og Siena-skolen i 1400-tallet. Han skænker dem – eller rettere åbenbarer – al den ynde og hele det raffinement, som findes under deres beskedne ydre. Forfatteren bør arbejde i samme retning. Med sin fantasi bør han ikke fordreje virkeligheden, men trænge dybere ind i den og med styrken i infrarøde og ultraviolette stråler afdække alt det, som er skjult under overfladen, så virkeligheden kan få øje på sig selv. Jeg er ikke fremmed for den tanke, at forfatteren er i bedste fald en slags seer, ja både en visionær og en seismograf, der kan opfange selv de næsten umærkelige bevægelser.

Jeg har altid tøvet, når jeg ville læse en biografi om en forfatter, jeg beundrer. Biografier hager sig ofte fast i detaljer, tvivlsomme vidnesbyrd, gådefulde eller pinlige træk, og det er som at prøve at lytte til en radioudsendelse, hvor en skrattende lyd gør musikken eller talen umulig at skelne. Det er kun ved at læse forfatterens bøger, at vi kan lære ham at kende. Det er her, han kommer til sin ret og taler lavmælt til os uden forstyrrelser.

Men når man læser en forfatters biografi, opdager man nogle gange en vigtig begivenhed, der har præget forfatteren i barndommen og et blevet som en matrix for hans kommende værker, en begivenhed, som i forskellige forklædninger går igen i hans bøger, skønt han ikke altid selv er klar over det. Jeg tænker på Alfred Hitchcock, der ikke var forfatter, men hvis film har  samme effektivitet og sammenhæng som et litterært livsværk. Da Hitchcock var fem år gammel, sendte hans far ham hen til sin ven, en politikommissær, for at aflevere et brev. Men da drengen havde afleveret det, låste kommissæren ham inde i det samme fængsel, hvor man om natten indsatte rigtige kriminelle. Det skrækslagne barn måtte vente i sin celle i en hel time, før kommissæren igen lod ham komme ud og sagde: »Nu ved du, hvad du kan forvente, hvis du opfører dig dårligt i livet«. Med denne særegne opdragelsesmetode blev politikommissæren sandsynligvis kilden til den spænding og uro, der præger alle Alfred Hitchcocks film.

Barndom fuld af mysterier

Jeg vil ikke kede jer med min egen historie, men jeg tror, at nogle episoder fra min barndom er kommet til at fungere som matricer for mine bøger. Jeg boede for det meste langt fra mine forældre hos venner og bekendte, som de overlod mig til, og som jeg ikke vidste noget om, på forskellige steder og i mange forskellige huse. Børn har ikke let til overraskelse. De opfatter selv de mest bizarre situationer som noget helt naturligt. Selv indså jeg først sent, hvor fuld af mysterier min barndom var. Jeg har forsøgt at finde ud af mere om de mennesker, som mine forældre anbragte mig hos og om de forskellige steder, jeg boede. Men de fleste af disse mennesker har jeg ikke været kunnet identificere, og jeg har heller ikke været i stand til lokalisere alle steder og huse i min fortid med topografisk præcision. Viljen til at løse gåder og trænge ind i mysterier gav mig min lyst til at skrive, som om skriften og fantasien kunne hjælpe mig til omsider at finde svar.

Apropos ’mysterier’ kommer jeg til at tænke på en fransk roman fra det nittende århundred, Eugène Sues Paris’ mysterier. Det var storbyen, i dette tilfælde, Paris, min fødeby, som først prægede min barndom, og det med så stærke indtryk, at jeg aldrig siden er holdt op med at udforske ’Paris’ mysterier’. Da jeg var i niårsalderen hændte det en dag, at jeg gik rundt helt alene, og selv om jeg var bange for at fare vild, gik jeg længere og længere væk til for mig helt ukendte kvarterer på Seinens højre bred. Det var midt på dagen, så jeg følte mig ganske tryg. I mine tidlige teenageår forsøgte jeg at overvinde min frygt ved at gå ud om natten og tage metroen til endnu fjernere kvarterer. Sådan lærer man sig at finde rundt i byen, og i så henseende er jeg som de fleste af de romanforfattere, hvis værker om storbyer – Paris, London, St. Petersburg eller Stockholm – jeg beundrer.

Edgar Allan Poe skildrer i sin banebrydende novelle, Manden i mængden, de menneskebølger, han fra et cafévindue ser vælde over fortovene. Han får øje på en sær gammel mand, bliver opsat på at få mere at vide mere om ham og følger ham hele natten gennem Londons forskellige bydele. Men den ukendte er ’manden i mængden’, og det viser sig at være et forgæves forehavende at følge efter ham, for han vil altid forblive anonym, og man kan aldrig finde ud af noget om ham. Han findes ikke som individ. Kun som bestanddel af massen af mennesker, som går i forbi i tætte flokke, puffes og skubbes og så fortaber sig i gaderne.

Jeg vil også tænke på en hændelse, der fandt sted i digteren Thomas De Quinceys ungdom og prægede ham lige siden. I London havde han mødt en ung pige midt i mængden på Oxford Street, et af disse tilfældige bekendtskaber, man kan gøre i storbyer. De tilbragte et par dage sammen, inden han måtte forlade London for en tid, men blev enige om, at når der var gået en uge, skulle hun vente på ham hver aften på samme tidspunkt på hjørnet af Tichfield Street. De så aldrig siden hinanden. »Jeg er sikker på, at vi ledte efter hinanden, ofte på samme tidspunkt, der i Londons mægtige labyrinter, nogle gange måske kun få meter fra hinanden – en afstand, som, på en gade i London, kan være nok til at skille to personer fra hinanden – for altid!«

I en by, hvor man er født og har boet i mange år vækker hvert kvarter, hver gade en erindring, en sorg, en lykkestund til live. Én og samme gade kan ofte være forbundet med flere lag af erindringer, således at man takket være byens topografi kan mindes hele sit liv, lag for lag, som om man tydede skriftlagene i en palimpsest. Og også de andres liv, de tusindvis af fremmede, man møder på gaden eller i metroen i myldretiden.

Da jeg var ung og ville i gang med at skrive, ledte jeg efter gamle telefonbøger over Paris-området, især den slags, hvor abonnenterne var opført efter adresse. At gennemblade et sådant katalog var som at studere et røntgenbillede af byen. En sunken by, et Atlantis, hvis duft af svunden tid strømmede imod en. Det eneste spor, som disse tusinder af ukendte mennesker havde efterladt, var deres navne, husnumre og telefonnumre. Nogle gange var et navn forsvundet fra et år til et andet. Det var en svimlende fornemmelse at granske disse gamle kataloger og indse, at ingen ville svare på dette nummer længere. Senere slog nogle linjer i et digt af Osip Mandelsjtam mig:

 

I’ve returned to my city, familiar to tears,

To veins, swollen glands of childhood years.

Petersburg, I still do not yet want to die


You have my phone numbers, please give them a try

Petersburg, I still have an address that boasts

Surroundings filled with the voices of ghosts

 

Ja, jeg tror, det var, da jeg bladede igennem disse gamle telefonbøger, at jeg fik lyst til at skrive min første bog. Man behøvede kun at udvælge en abonnent, blandt hundredtusindvis af andre, understrege navn, adresse og telefonnummer med blyant og forestille sig, hvordan den ukendtes liv havde været.

Gamle storbyers folder

Man kan fare vild eller forsvinde i en storby. Man kan endda ændre sin identitet og leve et nyt liv. Det kan tage meget lang tid at opspore et menneske, hvis man kun har et par gadeadresser i et afsides kvarter at starte fra. Den lakoniske konstatering, man kan læse i nogle efterlysninger, har altid vakt en genklang hos mig: »Sidst kendte adresse«. Temaer, som vedrører forsvinden, identitet og tidens gang er tæt forbundet med storbyernes topografi. Derfor har mange romanforfattere siden det nittende århundred gjort byen til deres domæne, og nogle af de største blandt dem er forbundet med en by: Balzac med Paris, Dickens med London, Dostojevskij med Skt. Petersborg, Tokyo med Nagai Kafu, Stockholm med Hjalmar Söderberg.

Jeg tilhører en generation, der står under disse forfatterers indflydelse og som igen har ønsket at undersøge, hvad Baudelaire kaldte de »gamle storbyers folder«. I de 50 år der er gået siden jeg og mine kammerater med vidt åbne sind opdagede vores hjembyer, har disse naturligvis ændret sig meget. I Amerika og det, som man førhen plejede at kalde den tredje verden, har storbyer forvandlet sig til megabyer af alarmerende dimensioner. Beboere lever ofte i segregerede, forslummede byområder med stærke sociale modsætninger. Sådanne slumforsæder breder sig mere og mere. Endnu et stykke ind i det tyvende århundred havde romanforfatterne et nogenlunde ’romantisk’ syn på byen, ikke ulig Dickens og Baudelaire. Det ville være interessant at finde ud af, hvordan fremtidige forfattere vil gestalte de gigantiske byområder i fiktionen.

Med hensyn til mit forfatterskab har komiteen velvilligt beskrevet mit forfatterskab som »en erindringkunst, hvormed der fremmanes de mest ufattelige menneskeskæbner«. Det er et kompliment, der rækker ud over min person. Denne særlige måde at huske på, når man søger efter fragmenter af fortiden og de sjældne spor, som anonyme, ukendte mennesker har tilbage på jorden, kommer sig også af mit fødselsår: 1945. Det forhold, at vi er født i 1945, da så mange byer blev ødelagt og hele befolkninger udslettet, har sandsynligvis betydet, at mine generationsfæller og jeg selv er blevet særligt modtagelige for temaerne hukommelse og glemsomhed.

Umuligt at genfinde den tabte tid

Desværre tror jeg, at det er blevet umuligt at søge og genfinde den tabte tid med samme kraft og klarhed, som Marcel Proust. Det samfund, han beskrevet, var det nittende århundreds, og det var stadig stabilt. Proust hukommelsesevne får fortiden til at genopstå ned til mindste detalje, som et tableau vivant. Jeg har indtryk af, at hukommelsen i dag er langt mindre selvsikker, og at den hele tiden må kæmpe mod glemsel og hukommelsestab. På grund af disse lag, på grund af hele denne masse af glemsomhed, der dækker alt, kan man kun opfange fragmenter af fortiden, afbrudte spor af flygtige, næsten ufattelige menneskeskæbner.

Men stillet over for over for glemslens store hvide papir er det formentlig romanforfatterens kald at pust nyt liv i nogle halvt udviskede ord – disse isbjerge, der har revet sig løs og driver på havoverfladen.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer