Læsetid: 3 min.

Sjælefrelse på prærien

Tommy Lee Jones både instruerer og spiller en hovedrolle i ’Homesman’, en usædvanlig, men ujævn western, hvor drømmen om Det Nye Land er skrumpet ind til et spørgsmål om at overleve. En skiftevis lun og besk historie med Hilary Swank i en markant rolle som pebermø med ben i næsen
Filmens sitrende livsnerve tilhører Hilary Swank, der forsvarer sin lidt svære figur, en stolt og stædig præriekvinde, med styrke og værdighed. Foto: Scanbox

Filmens sitrende livsnerve tilhører Hilary Swank, der forsvarer sin lidt svære figur, en stolt og stædig præriekvinde, med styrke og værdighed. Foto: Scanbox

4. december 2014

Der er nedlagt en masse kærlighed og kunnen i denne western om to modsætningers møde ude i Nebraskas barske frontier-land omkring 1850. Opslugt og medrevet følger man et langt stykke ad vejen de to hovedpersoner på deres farefulde rejse østpå, indtil der pludselig sker et uventet skift. Denne vending viser sig desværre at være en brist, der skubber fortællingens helhed ud af balance.

I begyndelsen er filmens hovedperson så udpræget Hilary Swanks ensomme pionérkvinde Mary Bee, der har modstået det hårde frontier-livs trængsler så godt, at hun kan føre sig frem som selvstændig farmer i beskeden, men agtværdig målestok. Hun er lidt af et jern, men samtidig et medfølende menneske, der melder sig frivilligt til at eskortere tre totalt nedbrudte medsøstre østpå, der har vist sig mindre sjæls-stærke, så de kan komme i psykiatrisk pleje.

Aparte rejsefæller

Alene kan Mary Bee ikke klare det, så hun hverver en anden outsider som rejsefælle, en vis Briggs – aldrende desertør, sej overlever og gemytlig drønnert, spillet af filmens instruktør Tommy Lee Jones. Langt fra at være en mand af ære står han som en grel modsætning til den ranke og kristent rettroende Mary Bee – »Er du en engel?« spørger han hende ved første møde, da hun redder ham ud af en livstruende knibe.

Svaret er måske: ja. For den meget bibelciterende films pointe er, at samme Mary påvirker Briggs i en sådan grad, at han opnår en slags sjælefrelse – lidt af en menneskelig genfødsel. Fokus flyttes altså fra Mary til Briggs, der ender med at blive hovedpersonen og gennemgår en forvandling, som næsten har mindelser om Zampanos vækkelse i Fellinis klassiker La Strada. Han er ikke længere egoisten, der sætter sin uafhængighed højere end alt andet, men en mand med en gryende samvittighed.

Mandejagt

På det tidspunkt er Hilary Swanks gæve pebermø på noget vilkårlig vis fjernet fra en historie, og hende savner man. For nok er Tommy Lee Jones med sit herligt furede, garvede fjæs, der synes at indgå i direkte forlængelse af prærie-landskabets udtærede linjeføring, en glimrende anti-helt i en lakonisk og til tider sjov præstation. Men filmens sitrende livsnerve tilhører Hilary Swank, der forsvarer sin lidt svære figur med styrke og værdighed.

Denne Mary Bee er på en til tider lidt komisk (men fuldt forståelig) jagt efter en husbond, der kan gøre gården mere solidt bemandet. Men hun mangler den forføreriske charme, der skal til. Hun er ’bossy’ – det værste præriens mandfolk ved. At hun også, som flere gange hævdet i filmen, skulle være tudegrim, er dog lidt af et postulat.

Så The Homesman er ikke en ’feministisk’ western, trods flere tilløb. Til syvende og sidst er kvinderne de svage, når den amerikanske drøm skal realiseres, og filmen kommer aldrig ind under huden på de tre psykisk nedbrudte kvinder, der skal transporteres, og hvis historier lidt kluntet forsøges inkorporeret i hovedhandlingen. Kvinderne bliver mest symbolske repræsentanter for de tårnhøje omkostninger, som det ellers så højt besungne frontier life fører med sig.

Dansk islæt

Den måske mest håbløst gale af de tre spilles i øvrigt af danske Sonja Richter, der efterhånden specialiserer sig i sære offerroller. Hendes ufølsomme mand fremstilles af David Dencik, en ret ligegyldig rolle, og de taler faktisk dansk sammen. Men der er langt til Solvang for disse nybyggere.

Tommy Lee Jones er på mere sikker grund, når han tegner filmens fine galleri af mandlige amerikanske bifigurer og viser, hvor sikker en personinstruktion en god skuespiller kan præstere.

Selv er han en prærieprofil lidt i slægt med Clint Eastwood, men mere nuanceret og med mere lune. Og flere scener har bid og vid, for eksempel et flot iscenesat afsnit, hvor han forsøger at tvinge et måltid mad til de tre syge kvinder ud af et luksushotel placeret midt ude på prærien. Hotelpersonalet får god grund til at fortryde deres afvisning.

Alligevel er det nok Hilary Swanks stolte og stædige prærie-kvinde, man vil huske. Synd, at filmen svigter hende, inden hun når i mål.

’The Homesman’ Instruktion: Tommy Lee Jones. Manuskript: Wes Oliver, Kieran Fitzgerald, Tommy Lee Jones. Amerikansk-fransk (Grand, Empire, Palads, Falkoner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu