Læsetid: 9 min.

’Vi har den skole, vi fortjener’

Skolepolitikken er ikke kommet sig over Anders Fogh Rasmussens krigserklæring mod ’faglig slaphed’, siger professor Ning de Coninck-Smith. Folkeskolen er stadig kampplads for indenrigspolitiske slag. I stedet bør politikerne tage ansvar i en tid, hvor folkeskolens skæbne er ved at blive beseglet, mener hun. Det bør vi alle
’Det er interessant, at i takt med, at Danmark er blevet langt mere mangfoldig, så er skolen blevet mere nationalt forankret. Debatten om modersmålsundervisning handlede om alt andet end skole. Vi er jo ikke i tvivl om, at danske børn skal kende deres modersmål først, inden de kan lære engelsk. Hvorfor gælder noget andet for børn af anden etnisk herkomst?’ spørger professor Ning de Coninck-Smith

’Det er interessant, at i takt med, at Danmark er blevet langt mere mangfoldig, så er skolen blevet mere nationalt forankret. Debatten om modersmålsundervisning handlede om alt andet end skole. Vi er jo ikke i tvivl om, at danske børn skal kende deres modersmål først, inden de kan lære engelsk. Hvorfor gælder noget andet for børn af anden etnisk herkomst?’ spørger professor Ning de Coninck-Smith

Sigrid Nygaard

29. december 2014

Ning de Coninck-Smiths hånd hviler på det øverste af to ringbind. Omkring dem står bøger i stakke og lag af papir på det runde bord midt i professorens kaotiske kontor på Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet.

De to ringbinds indhold er kulminationen på flere års arbejde, en millionbevilling fra Carlsbergfonden, medfinansiering fra universitetet og gennemgang af flere hundrede års skolehistorie. Netop denne dag skal hun sende det afsluttende afsnit af det femte og sidste bind af værket Dansk Skolehistorie til sin redaktør. Ved udgangen af et af de mest turbulente år i netop dansk skolehistorie. Og forfatterne til bind fem, der også tæller historikeren Iben Vyff og etnologen Lisa Rosén Rasmussen, har fået reformen med i det sidste bind, der afdækker det paradigmeskift i historien, vi ifølge professor m.s.o. Ning de Coninck-Smith står i.

Hun er ikke mødt op til dette interview med historiske anekdoter om blækregning, spanskrørets afskaffelse, rundkredspædagogik og klassens time. Hun er mødt op med kritik af lands- og kommunalpolitikerne, lærerne, skolelederne, sine egne forskningskolleger og sig selv. På baggrund af mere end 500 års skolehistorie konkluderer hun, at den danske folkeskole står midt i en afgørende tid, og at aktørerne ikke tager nok ansvar for den situation. Det kommer vi til. Først skal vi se, hvad hun har set i det mangeårige arbejde med dansk skolehistorie – også den, der udspiller sig lige nu. Se, hvad hun baserer sin kritik på.

»Jeg har set fattigdom og social ulighed, som jeg ikke havde forestillet mig fandtes i dagens Danmark,« siger hun.

Det handler om fremtiden for børn som den pige, hun mødte i en 2. klasse i en folkeskole i Aalborg med mange såkaldt ’ressourcesvage’ børn. Hun var usselt klædt og klagede over ondt i maven. Det viste sig, at hun ikke havde fået morgenmad den dag.

»Når jeg tænker tilbage på hende, så bliver det klart for mig, at det er det, vi i fremtiden skal overveje: Bliver folkeskolen på sigt en social foranstaltning, mens de ressourcestærke børn søger andre steder hen? Antallet af frie grundskoler er fordoblet inden for de seneste 45 år, og i Grundtvigs eget hjemland er vi i færd med at polarisere skolesystemet, hvor ikke bare overklassen, men også den kreative klasse og de øvrige ressourcestærke familier sender deres egne børn i privatskole, mens de taler om folkeskolen som en smuk principiel tanke. Også i Nordvest, hvor vi sidder nu, sker det – også minoritetsdanske forældre har fået øjnene op for de private skoler, især hvis de har døtre.«

I år er det jubilæumsår for folkeskolen, men det er ikke skolen, der fylder 200 år, og det er centralt, siger Ning de Coninck-Smith. Det er undervisningspligten, der fylder rundt, og den er en del af problemet. Undervisningspligten betyder, at staten er forpligtet til at sørge for børns skolegang i ni år, og det uafhængigt af, hvor de vælger at gennemføre den.

»Jeg spørger mig selv: Hvem har egentlig folkeskolen kær? For vi kan ikke tage den for givet. Dens udvikling hænger uløseligt sammen med velfærdsstatens, og det er måske naturligt, at i takt med at dele af velfærdsstaten bliver afviklet, så gør folkeskolen det også, men vi skal være bevidste om, at det er det, der sker.«

Skole er noget, man gør

Skolehistorien er fyldt med ubevidst udvikling og uintenderede konsekvenser, og det er præcis det, der har drevet arbejdet for Ning de Coninck-Smith og kollegerne.

»Vi har den skole, vi fortjener. Den er et resultat af de handlinger, vi foretager os på godt og ondt. Det er det grundlæggende budskab i dette værk: Det må vi tage på os og tage ansvar for.«

Værket behandler ikke kun de 200 år med undervisningspligt, men starter helt tilbage før 1780 med bindet Da læreren holdt skole. Titlerne på de fem bind afslører, at forfatterne har valgt en utraditionel historieskrivning. Med inspiration fra amerikanske Judith Butlers teorier om performativitet og andre nye kulturteorier har de nemlig valgt at undersøge, hvordan skolen over tid er blevet formet af dem, der ’gør’ den. Strømninger i samfundet og spændingsforholdet mellem aktørerne: Eleverne, lærerne, politikerne er, hvad der har skabt de forskellige paradigmeskift i skolehistorien. Det er ikke skolepolitikken. Den er altid kommet på bagkant af en udvikling, som allerede har forandret folkeskolen.

»Lærernes nye arbejdstidsregler har været på vej længe. Jørgen Steen Madsen og Jesper Due påviste i en undersøgelse i 1990, at især de mandlige folkeskolelærere var en af de grupper, der bijobbede mest med f.eks. sortering af minkskind eller fritidsfiskeri, og der er næppe tvivl om, at en del lærere valgte jobbet på grund af de favorable arbejdsvilkår. Og de var privilegerede, ligesom mange af os andre med fleksible arbejdstider. Det kan jeg jo se, men det er ildehørt.«

Folkeskolelærerne overgik i 1980’erne efter eget ønske til at være lønmodtagere og forlod kaldstanken. Ning de Coninck-Smith forklarer ikke bare gennemtrumfningen af de nye arbejdstidsregler med lærernes historiske overgang fra kaldet til funktionærmentaliteten. Hun så også, at den havde konsekvenser for opbakningen til lærerne under forårets konflikt.

»Folk var med rette forargede over processen – over at lærerne bare blev kørt over på den måde. Men du hørte kun ganske få forsvare indholdet af deres protest. Folkeskolelærernes fleksible arbejdsvilkår var blevet et problem for dem. Hvis du betragter det at være lærer som et kald, som et vigtigt arbejde, du har taget på dig, og som du føler stolthed omkring, så er det omkringliggende samfund ikke i tvivl om din dedikation og arbejdsglæde. Med det kommer stor forståelse. Men hvis du i stedet bliver lærer, fordi der er gode arbejdsforhold, og der er fleksible arbejdstider, så du kan få en hverdag til at fungere, så begynder man at tvivle på dit engagement.«

Lærerne vil helst glemme

At folkeskolelærerne blev lønmodtagere, var en del af en generel tendens til, at tidligere ’kaldshverv’ blev professionaliserede og fik forhold, der lignede det øvrige arbejdsmarked. Det gjaldt også for sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne.

Men en uintenderet konsekvens af det var bureaukratisering og mistillid.

»Hvis du opfører dig som en funktionær, så vil du også blive behandlet som en funktionær. Pludselig skulle alt måles – helt grotesk blev det jo hurtigt for sosu-assistenterne. Og det er det så også blevet nu med lærernes arbejdstidsaftale, hvor nogle lærere også skal stemple ind og ud. Men jeg kan ikke lade være med at sige, at de burde have set det komme på lang afstand.«

Holdet bag udgivelsen Dansk Skolehistorie har nydt godt af lærererindringer. Og der er nok af dem. Eller det var der i midten af 1900-tallet.

»Dengang var folk stolte af at være lærere. Det var et fint job, og folk var ofte avanceret socialt. De havde måske passet får som syvårige, og så sad man pludselig dér med, hvad der dengang var en akademisk uddannelse. Det er slet ikke tilfældet mere. Når lærerne går på pension i dag, så er de færdige med skolen. De gider ikke tænke på den mere, og der er således ganske få erindringer om at være lærer i nyere tid.«

Da skolen blev alles

I begyndelsen af 00’erne ændrede det politiske blik på folkeskolen sig. Anders Fogh Rasmussen talte i sin nytårstale 2003 om den »faglige slaphed« i folkeskolen og sagde videre, at det er trist at læse internationale undersøgelser, der viser, at danske børn klarer sig dårligt i en række vigtige fag.

»Vore børn og unge skal lære noget mere. Vi er startet med folkeskolen. Der bliver nu sat bindende mål for, hvad eleverne skal have lært på forskellige klassetrin,« sagde han.

Det markerede et brud med den politiske konsensus omkring folkeskolen. Snart markerede partierne sig politisk ved for eksempel at kræve modersmålsundervisningen afskaffet og flere test.

»Det er interessant, at i takt med, at Danmark er blevet langt mere mangfoldig, så er skolen blevet mere nationalt forankret. Handler det kun om en reaktion på globalisering? Det tror jeg ikke. Debatten om modersmålsundervisning handlede om alt andet end skole. Vi er jo ikke i tvivl om, at danske børn skal kende deres modersmål først, inden de kan lære engelsk. Hvorfor gælder noget andet for børn af anden etnisk herkomst?«

Det er åbenlyst politiserede diskussioner som denne, der viser, hvordan roen omkring folkeskolen forsvandt med en nytårstale.

»Hvis du ser på det politiske landskab, så har man historisk set, indtil Anders Fogh Rasmussen kom til, været enige om den danske folkeskole. Som sagt, så er det ikke Christiansborgs skolepolitik, der former folkeskolen, men det er ikke ensbetydende med, at politikerne ikke har indflydelse. Jeg mener, at det er direkte uansvarligt, at folkeskolen blev reduceret til en brik i et indenrigspolitisk magtspil i løbet af 00’erne – og at der stadig er en tendens til det i dag. Man kan frygte, at skolen bliver en brik i den tilstundende valgkamp, omvendt håber jeg, at politikeren har forståelse for, at folkeskolen har brug for en periode til at få reformen til at virke.«

Det sidste bind i serien om Dansk Skolehistorie hedder Da skolen blev alles, og det er netop udtryk for, at alle i dag har en holdning til folkeskolen og mener, at de er kompetente til at vurdere, hvad den skal og ikke skal.

»Da partierne bag folkeskoleforliget lancerede den nuværende skolereform, gjorde de det med stolthed: Det var den bedste skolereform og det helt rigtige og nødvendige for eleverne, sagde de, indtil de konservative fandt ud af, at de kunne profilere sig på modstanden mod lektiecafeerne – så gik der indenrigspolitik i den. Det har intet med små mennesker at gøre. Det er svært at have forståelse for.«

En afgørende tid

Med mere end 500 års skolehistorie i ryggen vurderer Ning de Coninck-Smith, at den danske folkeskole står i en afgørende tid. Og det ærgrer hende, at de forskellige aktører fumler i processerne i en tid, hvor folkeskolen har brug for langsigtede visioner.

»Ministeren har jo rejst verden rundt og lyttet til mange mennesker, men en mere systematisk konsultering med forskerne havde været en god idé. Det ville have været meget nemmere for dem at sælge en reform med forskningsmæssig opbakning og en anerkendelse af, at skolen er en kompleks størrelse, hvor man altid har prøvet sig frem. På den måde kunne man måske have undgået, at debatten gik i selvsving. At kommunerne ikke har haft ressourcerne til det, og at lærerne er blevet kørt over, er en katastrofe, men selve reformen er jo velment. At vi har et samfund, der på den måde tager børnene alvorligt, bør få forældrene til at klappe i hænderne.«

Men hun tager selv en del af ansvaret for, at diskussionen om fremtidens folkeskole drukner i ævl og kævl.

»Anders Foghs nye tilgang til skolepolitik – og hans alliance med Dansk Folkeparti – lammede forskningsverdenen. I årtier har vi her på instituttet været en del af det lovforberedende arbejde, og vores reaktion på, at der gik partipolitik i det, var at ryste på hovedet. I stedet for at protestere mod den manglende forskningsmæssige ballast, så er vi alt for mange, der sidder med armene over kors, når der kommer nye udspil. I offentlighedens øjne er der kun én forsker herude, og det er Niels Egelund. Det er ikke pressens skyld, det er også vores egen.«

Ning de Coninck-Smith er bevidst om, at hendes udtalelser kan kaste hende ud i en heftig debat, men det er hun klar til. Hun og kollegerne tog et bevidst valg, da de skrev Dansk Skolehistorie om dem, der ’gør’ skolen, og ikke mindst ved at skrive om den allernyeste tid, hvor alle har en mening. Det her er deres udlægning, og de ved, at de kan blive udsat for kritik for det.

»Men det er vigtigt, at vi som forskere træder i karakter med det, vi kan. Det er på tide, at nogle tager ansvar. Jeg ved ikke, hvad løsningen eller fremtiden for folkeskolen er, men jeg ved, at det er vigtigt, at vi begynder at tale om den på en anden måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Bech
  • Peter Taitto
Andreas Bech og Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

lærke Grandjean

Ning de Coninck-Smith.
Det er vigtigt, at I forskere og vi, der ”gør” skolen er i en dialogisk vekselvirkende proces, som fodrer politikerne med viden, visdom og virkelighedsfortællinger, altså at vi har fora, hvor sådanne processer kan finde sted.
Netop nu har en instrumentel, fabriksagtigt reform banket skolen ind i en skabelon, som ingen vil kendes ved. Den skaber konkurrencestatspædagogik, som hverken udsatte børn eller ressourcestærke har udbytte eller glæde af.
Det er politikerne, der har magt til at ændre reformen, som vist stort set alle, nu i ellevte time, kan se er helt forfejlet. Derfor er vi nødt til at blæse til (endnu) en værdikamp om folkeskolen.
Kampen står om at give skolen et formål, som indeholder demokratitanken om velfærdssamfundet med viden og dannelse som grundlag, kun herved undgås den livsfarlige polariseringsspiral, som reformens lukkede, ensidige læringsmålsætninger fabrikerer.
Reformskolen producerer læring til at bestå tests i stedet for at undervise til tilværelses-erobring. Absolut ingen profiterer her af. Forskere, lærere og forældre må gå sammen og blæse til værdikamp om pædagogik og undervisning, så politikerne i den kommende valgkamp forstår seriøsiteten og kan handle her ud fra.
Lærke Grandjean, lærer fra voksen- og ungdomsuddannelsen gennem mange år, nu skribent om pædagogik og undervisning.

Karsten Aaen, Peter Taitto og Sølvi Domsten anbefalede denne kommentar

Ning de Coninck-Smith siger:

"Det handler om fremtiden for børn som den pige, hun mødte i en 2. klasse i en folkeskole i Aalborg med mange såkaldt ’ressourcesvage’ børn. Hun var usselt klædt og klagede over ondt i maven. Det viste sig, at hun ikke havde fået morgenmad den dag. »Når jeg tænker tilbage på hende, så bliver det klart for mig, at det er det, vi i fremtiden skal overveje: Bliver folkeskolen på sigt en social foranstaltning, mens de ressourcestærke børn søger andre steder hen? Antallet af frie grundskoler er fordoblet inden for de seneste 45 år, og i Grundtvigs eget hjemland er vi i færd med at polarisere skolesystemet, hvor ikke bare overklassen, men også den kreative klasse og de øvrige ressourcestærke familier sender deres egne børn i privatskole, mens de taler om folkeskolen som en smuk principiel tanke. Også i Nordvest, hvor vi sidder nu, sker det – også minoritetsdanske forældre har fået øjnene op for de private skoler, især hvis de har døtre.« citat fra artiklen.

Hun, Ning de Coninck-Smith, ved åbenbart ikke, at præcist Anders Fogh Rasmussens hensigt med den af ham - og K og DF - førte politik! At folkeskolen som i Matador, og i 1930erne, og i 1950erne, igen skulle være en almueskole, en skole for børn af almuen. Hvor de kun lærte de helt grundlæggende ting, at regne skrive, læse og så lære fremmede sprog. Venstre - og AFR - har sammen med borgerskabet i det her land, aldrig ønsket at almuen i det her skulle få (alt for) meget i skole! Venstre var imod at børnene skulle gå i skole hele ugen.....fordi forældrene skulle bruge børnene som (billig) arbejdskraft. Og derfor har AFR nu - sammen med K og DF - sørget for at eleverne bliver testet og testet og testet. Præcis som i den skole, AFR og Pia Kjærsgaard gik i da 1950erne kom til Danmark.

Folkeskolen skal igen være en almueskole, for de fattiges børn, mens den øvre middelklasse og de rigeste 5% af befolkningen skal kunne vælge og vrage mellem privatskoler, friskoler mm. og mv. til deres børn. Folkeskolen bliver ikke en social foranstaltning for de svageste børn i det her land; allerede er den det! Mange steder i landet i hvert fald...

Ja, hvorfor gælder noget for børn af anden etnisk herkomst end dansk? Hvorfor tror, Ning? Fordi DF IKKE vil have, at f.eks. muslimer skal integrere sig her i DK. Derfor! (Og nu kan man faktisk godt få undervisning i sit modersmål; man skal bare være EU-borger). Men folk fra Indien, Rusland eller Kina eller Pakistan kan ikke få undervisning i modersmålet til deres børn. Derudover mener jeg, som underviser i dansk som andetsprog, også, at det er et spørgsmål om, vi virkelig skal give 4. generations tyrkere eller pakistanere undervisning i tyrkisk eller pakistansk. Burde vi ikke anerkende at oldebørnene af de mennesker som kom hertil omkring 1966-1976 nu er danskere...

Niels Egelund siger det som medierne - og Venstre, Konservative og DF - gerne vil høre. Ingen gider høre på folk som mig eller Anders Bondo, som mener, at der skal en pædagogik og didaktik til, for at levere en god undervisning. Nej, ungerne skal bare have nogen på kæften, så skal de nok rette ind....præcis som i 1950erne...Og selvom Ning, du havde taget kontakt til samtlige danske medier, var du sikkert ikke blevet hørt....fordi medierne kun gider høre på Niels Egelund.

Og om reformen er god? Tjah, den er gennemsyret af en djøf tankegang hvor alt kan måles, og skal måles. Og alt vil blive målt. [Det er faktisk lige før at Søren Østergaards Målermanden ikke længere er en satire og en parodi ;) ]. Tests, tests og atter tests er mantraet for denne her reform. Og hvorfor? Fordi de danske politikere er bange for, at vi her i DK, ikke kan klare os i konkurrencen med bl.a. Kina. Som tester helt vildt. Det samme gør de i USA. Og hvordan er skolerne nu lige i USA? (hint: dårlige....) De danske politikere har så tænkt dette her: Når Kina klarer sig så godt i i PISA-testene, er det fordi de tester så meget. Altså må vi også teste meget i Danmark. Men når du først har set en 5. eller en 7.klasses elev græde, fordi han skal til test, eller græde når hun får resultatet af testen, ja så bliver du klar over, at tests på den her måde ikke virker.

(fortsættes så dette indlæg ikke bliver alt for langt)

Mikael Velschow-Rasmussen

Er det bare mig ...
Eller er det ikke lidt irriterende, at der ikke er nogen der læser korrektur på Information :-)

Der er altså ikke noget der hedder; "uintenderet" !!
Det hedder 'unintended' på engelsk og 'utilsigtet' på dansk ...

Men udover det ...

God artikel der lægger op til debat angående, hvad formålet er med en folkeskole.
Personligt tror jeg desværre 'slaget' er tabt:
- Neo-fascist/liberalisterne har fået manipuleret masserne og har dikteret, at folkeskolen er en 'vocational' trænings-anstalt i disciplin, kæft trit og retning, og udelukkende forberedelse til jobfunktioner - som alligevel snart bli'r automatiseret - hvor mennesker ikke må tænke selv. (så slipper 'corporations' også for selv at skulle oplære folk til de funktioner, de ikke selv gider lave, men kan få folk til for ingen penge (ie. 'wage-slavery'))

Men min 'utopi' lever da stadig i min kognitive hjerne :-)
- Folkeskolen skal være et sted hvor vi uddanner og danner vores børn i kritisk tænkning, kognitive processer (kreativitet/ideer), moral, etik, retfærdighed, historie, filosofi, samfund, civilisation, kunst, kultur, etc.
- Efter vi lige har fået basale ting som regning, skrivning, lingvistik, matematisk tænkning og modellering og symbolsprog, og lign. på plads. (fx. også noget om økonomi defineret som transaktioner mellem mennesker, individualisme vs. samarbejde, moral, værdier (ideologier) og etik ifm. udarbejdelse af lov-systemer der ikke nødvendigvis er baseret på begrebet 'private property', fortsæt selv listen)
- Og så må der selvfølgelig også gerne blive plads til 'hårde' videnskabelige ting som; Fysik, Kemi, Biologi, etc.

"Folkeskolelærerne overgik i 1980’erne efter eget ønske til at være lønmodtagere og forlod kaldstanken. Ning de Coninck-Smith forklarer ikke bare gennemtrumfningen af de nye arbejdstidsregler med lærernes historiske overgang fra kaldet til funktionærmentaliteten. Hun så også, at den havde konsekvenser for opbakningen til lærerne under forårets konflikt." citat.

Her synes Ning de Coninck-Smith vist at huske forkert. Det var KL, med Thorkild Simonsen, i spidsen, der ønskede at lærerne skulle tælle timer en masse. Fordi man allerede dengang mente, at lærerne lavede alt alt for lidt. Det vidste sig så (desværre) for KL, at lærerne arbejdede alt, alt for meget. For optællingen viste at 90% af lærerne arbejdede mere end 42 timer, mange arbejdede 45 timer, enkelte arbejde 50 timer, om ugen. (præcis det samme som sidste års optælling op til og under lockouten har vist!) Lærernes tid blev opdelt i U,Ø og F tid. U for undervisning, Ø for øvrig tid, og F for forberedelse. Indtil Anders Bondo i 2008 fik lavet en overenskomst hvor man gik bort fra det her timetælleri; KL var åbenbart ikke tilfreds med dette. De ville have mere magt til skolelederne, og give dem ledelsesretten. Som på det øvrige arbejdsmarked, sagde KL. Og ja, det er da også fint. Men på det øvrige arbejdsmarked har medarbejderne en valgt tillidsrepræsentant, de kan gå til, såfremt de, som gruppe, er utilfredse med noget. Den mulighed er nu fjernet med LOV 409! Det kommenter Ning slet slet ikke! Måske ved hun det heller ikke! Medarbejderne kan nu kun individuelt gå til sin leder....det er et direkte angreb på den danske model og på aftalen af 1899, som giver medarbejderne ret til at lede og fordele arbejdet, mens lederne har ret til at lede og fordele arbejdet...Heller ikke dette synes Ning de Coninck-Smith at forstå eller kommentere på...

Og siden hvornår er en funktion af en funktionærs arbejde, at alt skal måles? Læreren har altid - stort set - været ansat på funktionærlignende vilkår jvf. opsigelsesvarslerne i overenskomsten som følger funktionærlovens regler. Men jeg har altså aldrig hørt om at en funktionærs arbejde skal måles og vejes. I så fald må der være en del ufaglærte som også er funktionærer, idet man som ufaglært på en fabrik også får målt og vejet sit arbejde, f.eks. hvor mange aluminiumsdåser til sodavand man kan lave i løbet af 8 timer. Men Ning mener måske at vi som lærere skal til at måde, hvor mange verber eleverne kan bøje (i den mellemste køje ;) ) i løbet af en times tid eller to...eller?

Fri os, Michael Velschow- Rasmussen, det er det, børnene skal bruges deres eget liv på, når de har fået ni års grundforløb i verdens herligheder.

citat: Hun er ikke mødt op til dette interview med historiske anekdoter om ... spanskrørets afskaffelse...
Ordene må være professor Ning de Coninck-Smiths.
Det er godt gået at tale om 500 års skolehistorie uden at ville tale om den voldelige folkeskole og om de millioner af ulovlige lussinger skoleeleverne fik , med høreskader til følge. Historiske anekdoter bliver disse voldelige begivenheder foragteligt kaldt. Tale om at svigte de børn, professoren og hendes kolleger ellers siger de fem bind skolehistorie handler om.
I jubilæumsåret 2014 har der ingen debat været om folkeskolens voldelige fortid, til trods for Politikens tre sider søndag den 2.februar og min bog "Skoletæsk-lærernes ulovlige lussinger" der udkom 12.februar. Bogen har jeg sendt til skolefolk,politikere,dagblade, radio og fjernsyn,børneorganisationer. Ingen respons. Ingen debat.
Står vi over for danmarkshistoriens største svigt?

Mikael Velschow-Rasmussen

ad Peter Hansen:

Jeg indrømmer da blankt, at jeg svang mig lidt højt op, da jeg troede, at jeg kunne nå de nævnte emner i første paragraf under min utopi på 9 år !

Men hvis ikke noget om disse - hvad så ?
Jeg synes, du skylder at gi' et bud på, hvad verdens herligheder dækker over i denne sammenhæng.

Og jeg vil da godt gentage vigtigheden af lingvistik, matematik/modellering/symbolisme og ideer/kreativitet - som jeg ser som den måde vi kommunikerer og orienterer os om verden på samt kognitivt organiserer, opfatter og udvikler vores eksistens billede af universet på !

Appendix:
(lidt links der måske udfordrer den gængse opfattelse af hvad folkeskolen er, gør og hvad formålet kunne være)
https://www.coursera.org/course/highered
http://www.naturalchild.org/guest/john_gatto.html
http://www.hastac.org/forums/bill-rights-and-principles-learning-digital...
http://opinionator.blogs.nytimes.com/2013/10/09/turning-education-upside...
Og klassikeren fra Ted.com:
https://www.youtube.com/watch?v=iG9CE55wbtY
(SIr Ken Robinson: Do schools kill creativity)

Igen hører vi her om lærernes nye 'arbejdstidsaftale'. Hvor svært det end er at fatte, så arbejder lærerne ikke under en aftale, men under en lov. Hvor mange gange skal det siges, før det forstås?

Andreas Bech, Karsten Aaen, Tony Thomsen og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar

I det i øvrigt tankevækkende interview med Ning de Coninck-Smith d. 29. december får hun bl.a. sagt om skolereformen, at den er ’velment’. Det må siges at være en dybt problematisk betragtning.

Et er, at det mildt sagt kan diskuteres, hvor ’velment’ reformen er, al den sund den er uløseligt forbundet med en decideret konspiration mellem arbejdsgivere, lovgivere og regering vendt direkte imod de lærere, der skal gennemføre reformen. Hertil kommer, at den lyser af ligegyldighed overfor den forskningsmæssige viden på skoleområdet, hvilket Ning de Coninck-Smith også kritiserer. Hvori det velmente består, er således svært at se.

Noget andet er imidlertid, at selv hvis bemeldte velmenthed var til stede, ville den ikke være nogen formildende omstændighed. Kvajekvoten er nul, når en regering begynder at jonglere med forhold af skæbnesvanger betydning for 600.000 medborgeres tiårige, grundlovsfæstede grundskole og hvad deraf følger for hele nationen.

Det hedder sig ganske vist, at viljen ser Vorherre på. Vi andre er nu engang henvist til at se på handlingerne, og vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode forsætter.

I det i øvrigt tankevækkende interview med Ning de Coninck-Smith d. 29. december får hun bl.a. sagt om skolereformen, at den er ’velment’. Det må siges at være en dybt problematisk betragtning.

Et er, at det mildt sagt kan diskuteres, hvor ’velment’ reformen er, al den sund den er uløseligt forbundet med en decideret konspiration mellem arbejdsgivere, lovgivere og regering vendt direkte imod de lærere, der skal gennemføre reformen. Hertil kommer, at den lyser af ligegyldighed overfor den forskningsmæssige viden på skoleområdet, hvilket Ning de Coninck-Smith også kritiserer. Hvori det velmente består, er således svært at se.

Noget andet er imidlertid, at selv hvis bemeldte velmenthed var til stede, ville den ikke være nogen formildende omstændighed. Kvajekvoten er nul, når en regering begynder at jonglere med forhold af skæbnesvanger betydning for 600.000 medborgeres tiårige, grundlovsfæstede grundskole og hvad deraf følger for hele nationen.

Det hedder sig ganske vist, at viljen ser Vorherre på. Vi andre er nu engang henvist til at se på handlingerne, og vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode forsætter.

I det i øvrigt tankevækkende interview med Ning de Coninck-Smith d. 29. december får hun bl.a. sagt om skolereformen, at den er ’velment’. Det må siges at være en dybt problematisk betragtning.

Et er, at det mildt sagt kan diskuteres, hvor ’velment’ reformen er, al den sund den er uløseligt forbundet med en decideret konspiration mellem arbejdsgivere, lovgivere og regering vendt direkte imod de lærere, der skal gennemføre reformen. Hertil kommer, at den lyser af ligegyldighed overfor den forskningsmæssige viden på skoleområdet, hvilket Ning de Coninck-Smith også kritiserer. Hvori det velmente består, er således svært at se.

Noget andet er imidlertid, at selv hvis bemeldte velmenthed var til stede, ville den ikke være nogen formildende omstændighed. Kvajekvoten er nul, når en regering begynder at jonglere med forhold af skæbnesvanger betydning for 600.000 medborgeres tiårige, grundlovsfæstede grundskole og hvad deraf følger for hele nationen.

Det hedder sig ganske vist, at viljen ser Vorherre på. Vi andre er nu engang henvist til at se på handlingerne, og vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode forsætter.

jens peter hansen

»Anders Foghs nye tilgang til skolepolitik – og hans alliance med Dansk Folkeparti – lammede forskningsverdenen. I årtier har vi her på instituttet været en del af det lovforberedende arbejde, og vores reaktion på, at der gik partipolitik i det, var at ryste på hovedet. I stedet for at protestere mod den manglende forskningsmæssige ballast, så er vi alt for mange, der sidder med armene over kors, når der kommer nye udspil. I offentlighedens øjne er der kun én forsker herude, og det er Niels Egelund. Det er ikke pressens skyld, det er også vores egen.«

Man stille sig spørgsmålet : Hvilken forskningsmæssig ballast er det så de rare mennesker kan trylle frem ? Uheldigvis tror jeg ikke den findes, men det naturligvis smart at lade som om. Hvis man virkelig sidder inde med noget er det vel nærmest forbryderisk IKKE at offentliggøre HVAD det er der nytter.
Lærerne har, siden de i begyndelsen af 90'erne mistede lærerrådene, også mistet det meste af indflydelsen efterhånden som denne blev flyttet over i tillidsmandsinstitutionen. Nu er den institution der hedder pædagogisk råd reduceret til en forsamling der bliver informeret af ledelsen og tillidsmanden er også blevet kastreret. Om man tilhører arbejderklassen blev vist engang defineret ud fra i hvor høj grad man havde indflydelse på sit eget arbejde. Havde man lidt eller ingen ja så hørte man til arbejderklassen og havde man stor indflydelse ja så hørte man til middelklassen. Over de sidste 20 år er lærerne sunket ned i arbejderklassen. Alt hvad der tidligere ansås for at være en tillidssag er nu kontrolleret som på en konservesfabrik. Selv fornuftige folk snakker om at vi skal gøre som de gør i Finland, fordi de får sådanne gode PISA-resultater og ikke fordi de har en fremragende pædagogik.
Alt hvad lærerne har fået de sidste mange år fra de såkaldte eksperter og fra forskningen er beretninger om hvor forfærdelig folkeskolen er. Vi tager ikke hensyn til de kvikke, vi svigter de tosprogede, vi opdager ikke social nød, vi overser konflikter, vi giver ikke plads til religiøs udøvelse og eleverne laver 7% flere fejl i retskrivningsøvelser end i 1978 etc. etc. Fra DPU kommer der så at sige intet svar på hvad man så skal gøre, men en helvedes masse rapporter der beskriver fejl og mangler, uformåenhed og udygtighed.
Engang var der noget der hed Danmarks Lærerhøjskole, hvor mange lærere fik praktiske input og inspiration. I Københavns kommune fik vi tilbudt små kurser arrangeret af kommunen. Kurser som omfattede så at sige alle fag og som var med til at flytte praksis.
Da folkeskolen i 1994 blev til grin fordi eleverne i 3. klasse læste på niveau med eleverne i Trinidad-Tobago så var der ganske mange såkaldte eksperter der fik røde ører. Lærerne underviste i høj grad efter deres opskrifter om gættelæsning og helhedslæsning. Det sjove var at eleverne i 8. klasse lå midt i feltet, men det var der ingen der syntes var interessant. Her 20 år efter ligger eleverne i 4. klasse i læsning i verdens førerfelt, mens eleverne i 8.klasse stort set ligger hvor de hele tiden har ligget.
Jeg vil æde min gamle hat, hvis ikke det er muligt at score endnu højere, men så er det også slut med det sjove. Nogen hjælp fra ekspertisen skal man jo ikke vente, de har for længst sat deres unger i en private skole. Amen.