Læsetid: 6 min.

Stikflammer og ulmende gløder i teatret

Scenekunsten blussede med bål og brand – og Astrid Saalbach løftede flammesværdet over dramatikdebatten. Desværre røg det opflammende samfundsteater i Skindergade også ud i virkelig ild
’I Føling’, hvor bl.a. en kvindelig balletdanser bærer en såret krigsveteran.

’I Føling’, hvor bl.a. en kvindelig balletdanser bærer en såret krigsveteran.

Søren Solkær.

30. december 2014

2014 blev en teatersæson med lidenskab og ild. For når man pludselig kan mærke sit eget åndedræt som tilskuer, så ved man, at man er blevet ramt – og at teatret i det øjeblik er mere virkeligt end verden udenfor.

Mest tårevædet blev det, da jeg så Konstellationer i Aarhus Teater og Husets Teaters coproduktion, hvor Thomas Levin og Iben Dorner bare stod op og talte sammen. De talte sig gennem et helt kærlighedsforhold fra start til slut, så inderligheden og medfølelsen ramte tilskueren med voldsomste kraft. Og så døden kiggede med. Også selv om deres kærlighed i begyndelsen var som nogle ulmegløder, der ikke ville springe i flammer.

Mest idealistisk oplevede jeg Hans Rønnes forestilling Som i himlen på Godsbanen over den svenske film om dirigenten, der ankommer til landsbyen optændt af sin kunstneriske vision. Og her skabte Teatrets ensemble en ny tro på fællesskabet og kunstens frisættende kraft. Med ægte stemmer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu