Læsetid 3.6085714285714 min.

Stikflammer og ulmende gløder i teatret

Scenekunsten blussede med bål og brand – og Astrid Saalbach løftede flammesværdet over dramatikdebatten. Desværre røg det opflammende samfundsteater i Skindergade også ud i virkelig ild
’I Føling’, hvor bl.a. en kvindelig balletdanser bærer en såret krigsveteran.

’I Føling’, hvor bl.a. en kvindelig balletdanser bærer en såret krigsveteran.

Søren Solkær.
30. december 2014

2014 blev en teatersæson med lidenskab og ild. For når man pludselig kan mærke sit eget åndedræt som tilskuer, så ved man, at man er blevet ramt – og at teatret i det øjeblik er mere virkeligt end verden udenfor.

Mest tårevædet blev det, da jeg så Konstellationer i Aarhus Teater og Husets Teaters coproduktion, hvor Thomas Levin og Iben Dorner bare stod op og talte sammen. De talte sig gennem et helt kærlighedsforhold fra start til slut, så inderligheden og medfølelsen ramte tilskueren med voldsomste kraft. Og så døden kiggede med. Også selv om deres kærlighed i begyndelsen var som nogle ulmegløder, der ikke ville springe i flammer.

Mest idealistisk oplevede jeg Hans Rønnes forestilling Som i himlen på Godsbanen over den svenske film om dirigenten, der ankommer til landsbyen optændt af sin kunstneriske vision. Og her skabte Teatrets ensemble en ny tro på fællesskabet og kunstens frisættende kraft. Med ægte stemmer.

Mest rystet blev jeg over at opleve Mungo Park og Eventministeriets forestilling Boys Don’t Cry i Anders Lundorphs iscenesættelse. Her blev fortvivlelsen over at være født i en forkert krop så fysisk mærkbar for tilskueren. Og her gav Christine Albeck Børge absolut alt i sig som kvinden, der er født som mand, og som ikke kan få lov til at leve i fred. Her var hatecrime på mest primitive niveau.

Mest fysisk grebet blev jeg, da jeg oplevede Why Not Theatre Company spillede forestillingen WIT. Følelsen af at blive reduceret både i sygehuspersonalets og vennernes øjne udtrykte Sue Hansen-Styles med sejeste kampmod og humor på Bådteatret. Protesterende, men også lillebitte, efterhånden som hendes livsflamme blafrede og gik ud.

Nora i campingvogn

Teaterklassikertrangen glødede intenst i to fortolkninger af Henrik Ibsens Et Dukkehjem. Teatergruppen Fix & Foxy og Eventministeriet bragte ægteskabshittet rundt til københavnerlejligheder, hvor de satte sindene i brand ved at lade parrene i lejlighederne fremsige replikkerne fra to skilsmisseroller som Nora og Helmer. Spontant, uden sikkerhedsgitter og med masser af muntre gnister.

Det nystiftede Sydhavn Teater tog Nora med ud i en kitschet campingvogn i Et mobilt Dukkehjem, hvor otte-ni tilskuere ad gangen kom med ind i Noras flugt. Det var Mille Maria Dalsgaard, der spillede en desperat Nora, der forsøgte sig med et luderjob, fordi hendes krop da trods alt ikke tilhørte eksmanden, men var hendes egen … Underholdende, men også eksplosivt.

Sort maling ved havnen

Kærligheden brændte kun sjældent i Det Røde Rums Metamorfoser. Til gengæld blussede urfølelserne med stikflammer af jalousi og hævntørst i Elisa Kragerups geniale dramatisering af Ovids gamle ord. Skuespillerensemblet fik fat i de voldsomste drifter i denne hæsblæsende fysiske forestilling, hvor scenografen Palle Steen Christensen brugte sort maling som brandslukning for det mest nedrige i menneskesindet. Splask.

Temperamenterne flammede også voldsomt op i Indenfor Murene på Aalborg Teater hos den velansete familie Levin, hvor yngstedatteren satte sig op mod de jødiske forventninger. Her kæmpede Henning Jensens faderkærlighed over for Marianne Høgsbros moderoverbærenhed, mens tilskuerne kunne mærke gnisterne fra ilden direkte ind i vores liv. Av.

Brandsår fra mor

På Folketeatret var det den rå moderoverlevelse, der var på færde i Glasmenageriet. Karen-Lise Mynster var fænomenal som moderen, der ikke kan overleve uden mændenes beundring – også selv hendes flagrende håndbevægelser giver datteren følelsesmæssige brandsår undervejs. Og Ena Spottag spillede særlingedatteren med glasæsken og de små glasfigurer, der brændemærkede sig ind i erindringen hos tilskueren.

Samtale før Døden på Edison satte sig også på nethinden. I Peter Langdals drevne iscenesættelse fik Olaf Johannessens nydelige Eichmann forklaret, hvordan han havde magtet at udrydde 11 millioner mennesker effektivt og driftssikkert. Og så sad vi der og frøs i sjælen, mens ordene buldrede samvittighedsfrit fra Olaf Johannessen.

Skindergade i flammer

Det flammende teater er dog også blevet til barsk virkelighed. 2014 blev året, hvor København mistede endnu et teater til en ildebrand, nemlig det legendariske Caféteatret, som nu hedder Sort/Hvid. Heldigvis opstod teaterbranden om natten, så ingen kom noget til. Caféteatret har haft til huse i Skindergade lige siden 1972. Teatrets ledelse var godt nok allerede ved at se sig om efter et andet teaterrum, fordi husets nye ejere havde besluttet sig for bygge huset om til lejligheder til sommer. Men branden fik altså sæsonen til at slutte før tid den 25. november. Den kommende forestilling om sult med titlen NOMA bliver dog gennemført – på Charlottenborg fra den 31. januar.

Ellers havde begreberne ’bål og brand’ mest været rettet mod den del af dansk teater, der er foregået bag scenen. Der stod i hvert fald gnister, da skuespilchef Emmet Feigenberg blev fyret fra Det Kgl. Teater. Mange forstod ikke, hvorfor manden ikke bare kunne arbejde sin kontraktperiode ud frem til næste sommer. Var det ’takken’ for at have opfundet Det Røde Rum, der både kunstnerisk og billetsalgsmæssigt har været Det Kgl. Teaters største succes i årevis? Fyringen har skabt uro inden for hele kulturverdenen, fordi åremålsansættelser åbenbart ikke er noget, som bestyrelser tager alvorligt længere.

Ind i varmen

I Skuespilhuset bliver det i stedet den kommende skuespilchef Morten Kirkskov, der skal løfte skuespilrepertoiret. Helst så der spilles mere ny, dansk dramatik. Det siger Morten Kirkskov i hvert fald, at han vil satse på.

Selv har han ikke spillet overvældende meget ny, dansk dramatik i sine tre år som chef for Aalborg Teater. Men han har netop præsenteret den imponerende sanselige Beton af Thomas Marckmann, der gjorde tilskuerens tanker helt hvidkalkede og forstemte af kridt. Og for en kvindetilskuer gav forestillingen pludselig en hemmelig smutvej ind til et stolt mandeland under nedbrydning.

Saalbachs vrede

Ny, dansk dramatik fik i det hele taget overvældende fokus i 2014. Da dramatikeren Astrid Saalbach udgav romanen Klapperslangen, svingede hun flammesværdet og anklagede visse danske, mandlige teaterdirektører for at være inkompetente. Og så blussede bålet.

At dømme efter reaktionerne i teatermiljøet står Astrid Saalbach ikke alene med sin oplevelse. De fleste teaterdirektører vil nemlig gerne have dramatiseringer af film eller bøger eller gamle stykker – eller stykker skrevet om et bestillingsemne. Men når det kommer til helt nye stykker med originale handlinger, så er teaterdirektørerne ikke nær så ivrige. Heldigvis fik Astrid Saalbach opført sit stykke Frisørerne på teatret Får 302 – med Kathrine Høj Andersen som årets kærligste blondinefrisør. Retfærdigheden skete fyldest til sidst.

Molotovcocktail på Carlsberg

Dansehallerne på Carlsberg er ikke brændt. Til gengæld fik Dansehallerne en slem overraskelse, da Carlsberg pludselig sendte en opsigelse. Fra 1. januar 2017 vil Carlsberg nemlig hellere anvende den gamle fabrikshal til nye boliger. Det vides stadig ikke, om opsigelselsen er lovlig. Men gentlemanagtig er den ikke.

Oven på dette chok valgte Dansehallernes bestyrelse pludselig at skille sig af med sine ledere en ubevogtet dag i december. Benedikte Paaske, der har været leder af Dansehallerne siden 2009, holdt derfor op, da bestyrelsesformanden Mikkel Harder Munck-Hansen lavede en såkaldt ’aftale’ både med hende og Dansehallernes kunstneriske leder, Bush Hartshorn. De er nu begge fritstillet. Denne fritstillelse virker som en molotovcocktail kastet i affekt. Dansehallerne står i eksistenskrise uden tag over hovedet. De har i forvejen brugt meget tid på at blive etableret på Carlsberg – og til at få publikum lokket til huset. Fremtiden virker dyster.

Dirty dansetricks

Men hvem ved? Måske er der bare tale om en ny og ledelsesmæssigt raffineret form for Dirty Dancing? Musicalen med Silas Holst og Mathilde Norholt er i hvert fald en af de forestillinger, der allerede præger teateråret 2015. 100.000 billetter er efter sigende allerede solgt. Alligevel vil jeg dansemæssigt også anbefale et gensyn med soldaterballetten I føling hos Corpus ved Den Kongelige Ballet, der er på turné. Her fortæller lemlæstede soldater om, hvordan det er leve med krigsskaderne – og samtidig bærer balletdanserne rundt på soldaterne i en bevægende menneskedans. Her kunne man tale om teater, der skaber fornemmelsen af at gå på glødende kul. Og teater, der viser næstekærlighedens nødvendighed. Godt nytår!

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Skrigende mænd i hvide skørter fra forestillingen ’Beton’.

Lars Horn

Forventninger til scenen i 2015

Magnetiserende forestilling

Peter Asmussens dramatik borer sig direkte ind i eksistensen. Hans forestilling Ingen møder nogen på Husets Teater i 2012 var skelsættende, og hans samlede tekster blev anvendt af filminstruktøren Simon Staho til forestillingen Hjertet skælver på Aarhus Teater i vinter. Nu har han selv dramatiseret sin roman Det Der Er – en magnetiserende beretning om en tysk kvinde i det tidligere DDR, der har en korrespondance og en romance med en dansk mand i København. Monologen spilles af Karen-Lise Mynster og iscenesættes af Simon Staho på Husets Teater med premiere den 14. februar.

Teaterbyggetrend

I Jylland er teatrene ikke bange for nye og større driftsudgifter. Det kommende år vil hele fem teatre fra Aarhus og nordpå i hvert fald bygge om og ud – og bygge nyt. Limfjordsteatret får til huse op ad gymnasiet og tæt på byens sportsmiljø i en ny fusion. Randers Egnsteater får en ny tilbygning til ungdoms-teater. Vendsyssel Teater tager spadestikket til et helt nyt og cirkelrundt teater. Svalegangen skal have ny top på huset, så der bliver meget mere plads. Og Aalborg Teater kaster sig ud i et nyt byggeri ved den gamle spritfabrik nede på havnen. Betonteatret hitter.

En danserinde

Ida Praetorius er solist ved Den Kgl. Ballet og en usædvanlig yndig kunstner. Hun har en ligefremhed på scenen, som har gjort hende elsket i både Sylfiden og Romeo og Julie og sågar Kameliadamen, som hun har danset som den yngste i partiet nogensinde. Rollelisten er ikke afsløret, men til foråret skal hun velsagtens danse hovedpartiet i Svanesøen i Nikolaj Hübbes nyopsætning. Jeg er i hvert fald spændt på, om denne smilende, lyshårede skønhed også har en ægte forførende og bedragerisk ’Black Swan’ gemt bag yndighederne.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu