Baggrund
Læsetid: 4 min.

To timers vidunderlig tudefest

Ingen, der har venner, er en fiasko, er den simple, men smukke morale i ’Det er herligt at leve’, Frank Capras stedsegrønne juleeventyr fra 1946, som man nu, for en gangs skyld, kan få lov til at opleve på det store lærred i Cinemateket i København
Frank Capras juleklassiker ’Det er herligt at leve’ handler om den ulykkelige George Bailey (James Stewart), der finder ud af, at livet alligevel er værd at leve.

Frank Capras juleklassiker ’Det er herligt at leve’ handler om den ulykkelige George Bailey (James Stewart), der finder ud af, at livet alligevel er værd at leve.

Cinemateket

Kultur
11. december 2014

Frank Capras Det er herligt at leve var ikke den store amerikanske film om middelklassens drømme og udfordringer i 1946.

Den ære tilfaldt William Wylers The Best Years of Our Lives, en ærlig og modig beretning om en gruppe veteraner, der forsøger at vende tilbage til hverdagen efter Anden Verdenskrig. En krig, Frank Capra for øvrigt selv havde været med til at skildre i den ambitiøse propaganda-serie, Why We Fight.

Men selv om Frank Capra ikke vandt sin fjerde Oscar det år, så har tiden siden været god ved Det er herligt at leve. Og det kan vi takke fjernsynet for. Genudsendelse på genudsendelse har resulteret i, at filmen nu, ikke kun i USA, men også i Danmark, for mange er blevet en uundværlig del af julen.

Det er herligt at leve er nemlig en julefilm, selv om den fortæller historien om George Bailey, fra han er en dreng fuld af eventyrlyst og drømme om at erobre verden, til han bliver en voksen, bitter familiefar, der overvejer at tage livet af sig selv.

En sød dreng

Hele filmen udspiller sig i den lille amerikanske provinsby Bedford Falls, og den handler om udlængsel og om, at man ikke kan løbe fra sin skæbne.

George Bailey, i James Stewarts uimodståelige fortolkning, er nemlig manden, der skal redde Bedford Falls fra byens altejende, ondskabsfulde og forkrampede byggematador og bolighaj, hr. Potter. Nu skriver jeg altejende, og det er ikke helt rigtigt. George Bailey har nemlig overtaget familieforetagendet fra sin beskedne, men ærlige og næstekærlige far. En lille kreditforening, der er en evig torn i øjet på bykongen. Og det er denne kamp, der næsten tager livet af George. Vi møder første gang George Bailey som en lille dreng, der heltemodigt og uden tanke for eget helbred redder sin lillebror, der er røget gennem isen. George er en sød og hjælpsom dreng, der allerede har planlagt, hvordan han skal rejse jorden rundt som opdagelsesrejsende. Filmens manuskript, der er inspireret af et julekort, er et forbilledligt eksempel på, hvordan man fortæller en historie.

Gennem de mange dramatiske, komiske, rørende, fjollede vignetter, der tegner hovedpersonens opvækst, forberedes tilskueren ubemærket på en slutsekvens, man bare ikke kan overgå. Det farverige persongalleri, de mange komiske indslag, Georges kamp mod overmagten havde været nok til en film i sig selv, men så sker der noget ...

Forsvar for de små

Frank Capra var den mest populære amerikanske instruktør i 1930’erne, hvis man tæller Oscars og billetter. Han kom til USA i 1903 som femårig sammen med sin ludfattige sicilianske familie. Faren var frugtavler og tænkte, at der da måtte være mulighed for at plante nogle træer i Californien. Og så de tog den uendelige, umenneskelige tur på et fragtskib og etablerede sig i det nye land.

Det kom Capra sig aldrig over, og det kan man se i hans film. Hvis man mangler en god filmbog til juleferien, er det hele beskrevet i medrivende detaljer i instruktørens selvbiografi, The Name Above the Title. Trods de små midler blev Capra ingeniør og endte så i Hollywood.

’Capra-corn’ kalder kyniske typer hans sentimentale, naturalistiske komedier. Det antydes, at han er corny (plat sentimental), og det er han sådan set også. Capras livsambition var et forsvar for de små, oversete skæbner i det Amerika, som han elskede højere end noget andet. Og her var han en rar kontrast til den glamour, der så ofte var standarden i Hollywood. For Capra var ikke interesseret i glamour.

Amerikanernes liv

Frank Capras største værker, Det hændte en nat (1934), En gentleman kommer til byen (1936), Mr. Smith kommer til Washington (1939) og Det er herligt at leve, gav alle et sjældent indblik i amerikanernes liv.

Alkoholisme, vold, sult ... intet var for svært for Capra. Han ville vise livet, som det var. De store følelser var der heldigvis også plads til, og Det er herligt at leve er hans største tåreperser. Hvis man er i det helt rigtige humør, er der over to timers vidunderlig tudefest at hente i filmen. Så husk et dobbeltlagen, når du skal i Cinemateket.

Filmens persongalleri byder på et eksklusivt hold af Hollywoods allerbedste birolleskuespillere: Lionel Barrymore, som den onde hr. Potter. Donna Reed som Georges tålmodige og kærlige kone, Gloria Grahame som byens friske pige, Thomas Mitchell (alle birolleskuespilleres Messias) som Georges forvirrede onkel og H.B Warner som den ulykkelige apoteker, hvis liv er et af de mange, som George Bailey viser sig at have haft en dyb indflydelse på. Der spilles fra alle sider, som gjaldt det livet.

Men Det er herligt at leve er James Stewarts film. Det er så raffineret og ubesværet det hele. Og fordi James Stewart aldrig leflede og ofte havde en lidt studs personlighed i sine figurer, slipper han af sted med alle følelserne og troværdigheden i behold.

»Hver gang en klokke ringer, er der en engel, der får sine vinger,« er et af filmens mottoer. »Hver gang en københavner køber en billet til Det er herligt at leve er der én, der får en uforglemmelig filmoplevelse,« kunne man passende tilføje.

’Det er herligt at leve’ Instruktion: Frank Capra. Manuskript: Frances Goodrich, Albert Hackett og Frank Capra. Amerikansk (Cinemateket i København)

Søren Frellesen er instruktør og manuskriptforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her