Kommentar
Læsetid: 3 min.

Truman Capotes og New Journalisms dårlige vaner

Doku-romanen ’Med koldt blod’ foregiver at give en sagsfremstilling af et mord og dets opklaring, men er fuld af romantiseringer og faktuelle fejl – det viser nyligt offentliggjorte efterforskningsnotater
Truman Capote tog aldrig notater, når han interviewede kilder til sin bog, men hævdede at benytte sig af sin næsten ’fotografiske’ hukommelse.

Hans Namuth

Kultur
12. december 2014

I sin introduktion til antologien The New Journalism fra 1973 satiriserer Tom Wolfe over de forfærdede reaktioner, som han og andre havde vakt i den gamle garde med deres særlige blanding af litterære teknikker og journalistisk reportage:

»Disse mennesker må absolut pynte, improvisere, selv hitte på replikkerne … ja, ved Gud, måske opfinder de ligefrem hele scener, disse samvittighedsløse taskenspillere ...«

Men det viser sig nu, at hine forargede tørvetrillere, som Wolfe polemiserede imod, kan have haft en pointe.

Dick Hickock og Perry Smith blev dømt i 1959 for mordet på Herbert Clutter, dennes hustru og deres to børn. Begge blev hængt i 1965 efter først en menneskejagt og dernæst en retssag, der greb hele USA. Fem måneder senere begyndte magasinet New Yorker at offentliggøre en dokumentarisk fortælling om den meningsløse nedslagtning af en familie og jagten på deres mordere, som skulle vække lige så stor opsigt. Truman Capotes fortløbende artikelserie blev det følgende år offentliggjort som en ’doku-roman’, Med koldt blod, og hyldet af Wolfe som »et omhyggeligt og imponerende stykke arbejde«.

Poetisk frihed

Nu har Ronald Nye, søn af en politiopdager i Kansas, der var involveret i mordsagen, imidlertid offentliggjort sin fars efterforskningsnotater, og de strider på afgørende punkter med Capotes banebrydende fremstilling.

»Capote indføjede en kendsgerning hist og en kendsgerning her og udfyldte så alle huller med sin poetiske frihed,« siger Nye.

Ifølge Nye kylede hans far Capotes bog fra sig i afsky og betegnede den som »grufuldt vrøvl«.

Capote tog aldrig notater, når han interviewede kilder til sin bog, men hævdede at benytte sig af sin næsten ’fotografiske’ hukommelse. I hans version reagerede agenter fra KBI (Kansas Bureau of Investigation) prompte på et tip, drog afsted for at interviewe forældrene til en af morderne og fik på den måde hurtigt opsnappet oplysninger af uvurderlig nytte i deres videre efterforskning. Men ifølge Harold Nyes detaljerede optegnelser besøgte efterforskerne først forældrenes hus fem dage efter det pågældende tip, og på det tidspunkt var morderne for længst flygtet til Florida, hvor de blev impliceret i et andet drab.

Nye hævder, at Capote romantiserer den rolle, som KBI-efterforsker Alvin Dewey spillede. Det var Dewey, der gav forfatteren Capote adgang til de centrale vidner og også til de dømte mordere.

Selvfølgelig har journalister altid formet deres materiale for at gøre det mere læseværdigt – New Journalism-skribenter gjorde det blot mere åbenlyst. Hunter S. Thompson lagde på den anden side aldrig skjul på den fiktive ramme, der holdt sammen på hans maniske reportager fra præsidentkampagner, boksekampe og et racerløb nær Las Vegas.

Men det er én ting at krydre en farverig feature med tvistede scener skrevet på en narkorus, hvorimod det er noget ganske andet at overdrive og opfinde hændelser i en bog, der prætenderer at give en sagsfremstilling om mordet på fire medlemmer af en familie.

New Journalisms inspirations-arv kan vi i dag støde på i feature-artikler, hvor vi skal høre om en journalists rejse med metroen for at nå frem til et interview med en filmstjerne, farven på gulvtæpper og kvaliteten af pindemadder. Mere graverende er det imidlertid, når forfatteren/journalisten giver sig til at brodere på faktuelle forhold.

Løj sig tilstede

Journalisten Johann Hari blev suspenderet af The Independent, da det kom frem, at han havde plagieret materiale, hans interviewpersoner tidligere havde udgivet. Han blev også beskyldt for at overdrive sin brug af ecstasy og for at have løjet sig personligt til stede ved en episode, hvor en antikapitalistisk demonstrant blev dræbt af italiensk uropoliti under optøjer ved G8-topmødet i Genova i 2001. Hari undskyldte senere, brødebetynget, men skaden var sket. Independents redaktør, Chris Blackhurst, erklærede efter at have sat undersøgere til faktaudrede alle Haris artikler, at journalisten med sin adfærd havde »gjort alvorlig skade« på avisens omdømme.

Formentlig vil fejltrin som Haris dog i bedste fald blive set som marginale blandt mange af New Journalisms udøvere.

Tom Wolfe skrev: »Et af de største nybrud, som denne nye generation af journalister har præsteret (…) har været at demonstrere, hvordan forfatterens beherskelse af sproglige teknikker er væsentligere end hans påvisning af moralske pointer.«

Der er ingen tvivl om Capotes beherskelse af sproglige teknikker. Men vil man læse dokumentarisk korrekte beretninger, bør man nok foretrække den retskafne stenograf frem for den litterære løve.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

New Journalism er blot et symptom, for alt for kreativ journalistik er blevet normen i dag. På skolebænken blev journalister tidligere oplært i en fornuftig vurdering af hvor langt fakta kunne "strækkes", så det hjalp med at fortælle den reelle historie. I dag er målestokken smidt ud, og alt kan lade sig gøre, som gør historien mere kulørt og salgbar.

En motorvejsåbning ved Silkeborg fik TV2 til at grave i arkiverne, og finde mit navn frem fra dengang Ulydige Jyder hang på træerne. Jeg afslog først, og påpegede at foreningen JMOM skam fortsat var aktiv på området, mens jeg ikke var det - men et par timer efter stod de ude hos mig.

Det blev til en rigtig fin fortælling på de sekunder, som den slags nu får, og selv min revolutionære viften med behovet for kamp slap ud til seerne. Til gengæld voldtog TV2 grundigt fakta og kronologi. Jyderne var kendt for festlige aktioner, og havde kun en enkelt nærkontakt med politiet, så det var naturligvis lige med de atypisk brutale billeder, at TV2 farvelagde historien.

Billederne blev optaget efter vores to ugers blokade år 2000 i Ådalen, der for seerne voksede til en helt anden slags aktion på mange måneder, gennem kreativ indklipning af min fortælling om vores helt fredelige lejr i trætoppene to år senere. TV2 kan naturligvis slet ikke se, at det er et problem at omskrive virkeligheden efter 1864-metoder - for det blev da underholdende.

Søren Kristensen

Godt navn, Capote. Minder lidt om Capone.

Vibeke Rasmussen

Og her troede jeg, at det altid havde været kendt, at Truman Capote ikke kun beskrev fakta, men også digtede til i sin beskrivelse af de bestialske mord? Og at Capotes version muligvis også blev skævvredet af hans forelskelse i den ene af morderne?

Fx beskriver Jack Shafer i en artikel "Dismantling the Capote myth" bl.a. hvordan:

"Capote always insisted his “non-fiction novel,” his new literary form, was “immaculately factual.” But almost immediately after the book was published by Random House after being serialized in the New Yorker, he was accused of getting the story wrong by Esquire magazine writer Philip K. Tompkins in a June 1966 piece titled “In Cold Fact.”

Over the years, the accusations have continued from many corners, including friendly ones."

http://blogs.reuters.com/jackshafer/2012/03/14/dismantling-the-capote-myth/

Men måske er forskellen, at der først nu er håndfaste beviser på, at digteren tog sig visse friheder?

Vibeke Rasmussen

Tom Paamand, det blev da en ret fin fortælling. Og med munterheden bibeholdt. :-)

Også den mere ufrivillige, om ikke munterhed, så dog til at trække skævt på smilebåndet af, som i beskrivelsen:

"Man sætter sig der, hvor vejen skal gå, siger Tom Paamand.

I juni 2000 gik den dog ikke længere."

Men, det gjorde den jo netop. Gik videre. Motorvejen.