Interview
Læsetid: 7 min.

Ungdomsoprøret der udeblev

Punkmusikken har traditionelt leveret en kritik af det etablerede, men Elias Bender Rønnenfelt fra punkbandet Iceage forsøger ikke at rokke ved institutionerne, ej heller rockmyterne. Han vil indtage rollen som forsanger og formidle følelser. At påvirke samfundet er en på forhånd tabt kamp, mener han
Der er ikke noget håb for forandring i samfundet, mener forsangeren for punkbandet Iceage, Elias Bender Rønnenfelt. Selvom han tidligere har været involveret i forskellige politiske grupper, rummer bandets tekster derfor ikke et samfundsmæssigt budskab

Der er ikke noget håb for forandring i samfundet, mener forsangeren for punkbandet Iceage, Elias Bender Rønnenfelt. Selvom han tidligere har været involveret i forskellige politiske grupper, rummer bandets tekster derfor ikke et samfundsmæssigt budskab

Tor Birk Trads

Kultur
16. december 2014

Uden for raw food restauranten i Oehlenschlägergade er vinden ved at splitte den mondæne del af Vesterbro ad. Blade og papkrus hvirvler rundt i minitornadoer. En bunke brosten ligger og rasler. Det virker som den perfekte aften til at tale om oprørsk punk. Den perfekte aften til at tale om unge mennesker, der med en blanding af kunstnerisk finesse og rå energi raser mod institutionerne. Den perfekte aften til at tale med den 22-årige forsanger Elias Bender Rønnenfelt fra det verdensberømte danske punkband Iceage, der netop er vendt hjem fra en af mange lange tours i USA, og som om få dage drager videre på tour i Europa.

Han er lige væltet ud af stormen og ind på restauranten, som jeg har inviteret ham med på, og nu sidder han på den lyse træbænk og hoster ned i sit ærme. Selvom Iceage har taget et stilmæssigt spring fra deres to første albums, New Brigade (2011) og You’re Nothing (2013), til deres tredje album Plowing into the Field of Love, som udkom i oktober i år, er der stadig noget befriende kaotisk – om end det måske er rodfæstet i et mere subtilt kaos – over deres udtryk. Jeg tænker, at de raser imod institutionerne. Men det tænker Elias Bender Rønnenfelt ikke:

»Der er ikke noget samfundsmæssigt budskab. Da jeg var yngre, var jeg lidt mere utopisk indstillet. Jeg var involveret i forskellige politiske grupper, og jeg så mig selv som anarkist. Nu har jeg ikke noget særligt stort håb om forandring,« siger han. »Jeg tror, man kan være et ordentligt menneske mod sine nærmeste og de mennesker, der er omkring én, men jeg tror, at samfundet har nået et punkt, hvor alting er så forkert, at det bare er en tabt sag.«

Impulsstyring

På bordet foran os ligger menukortene med billeder af raw food. Billederne strutter af velvære og politisk korrekthed. Vi har bestilt økologisk Chardonnay. Jeg spørger ham, hvorfor han blev vegetar. Var dét så en politisk beslutning?

»Nej, det var egentlig ret tilfældigt,« siger han. »Hele bandet blev vegetarer samtidig, da vi var på tour i Østeuropa engang. Vi rejste rundt med tog, og touren kørte på et lavt budget. Men da vi kom til Budapest, blev vi hentet af en italiensk fyr i en dyr læderjakke. Han kørte os rundt i en landrover med lædersæder og fjernsyn bagi, og det viste sig, at han var søn af Italiens tredjerigeste mand.«

Elias Bender Rønnenfelt fandt nogle jagtmagasiner i bilens handskerum og spurgte italieneren, om han interesserede sig for jagt, hvortil han svarede, at han skød både løver og giraffer.

»Jeg troede selvfølgelig, at det var en joke,« fortæller Elias, »men så tog han sin telefon frem og viste mig billeder, hvor han sad ved siden af en stor død hanløve og lavede thumbs up med en riffel over skulderen. Og så tænkte jeg bare ’hold kæft en idiot.’«

Bandet var dog tvunget til at hænge ud med italieneren og hans venner, mens de var i Budapest. »Han havde et entourage af mennesker, der sugede på hans penge og hans massive coke-misbrug. Efter tre aftener var vi fuldstændigt frastødte, så den sidste aften sad vi og snakkede om, hvor ubehagelig han var. Jeg kan ikke huske, hvordan samtalen ellers udviklede sig, men næste morgen vågnede vi op og kiggede på hinanden, og sagde ’wow, blev vi vegetarer i går?’ Og ’ja, det gjorde vi vist.’ Og så har vi bare holdt ved lige siden,« siger han. »Så det var ret tilfældigt, at jeg blev vegetar. Det var mest bare en personlig ting imod ham.«

Det er ifølge Elias Bender Rønnenfelt også tilfældigt, at Iceage igennem deres måde at spille sammen på ofte skaber et kaotisk udtryk. Det er ikke noget, de har valgt, det er nærmere bare et produkt af, at de ikke er trænede musikere: »Mellem os fire er det sådan, at tingene ikke kan lade være med at falde lidt sammen. Jeg tror ikke, at vi kunne spille stramt taktmæssigt, hvis vi prøvede. Sjovt nok er vi vokset – ikke til at blive bedre til at spille ’rigtigt’ sammen – men til at blive bedre til at spille ’forkert’ sammen. Så det er ikke helt med vilje, men det er heller ikke noget, vi prøver at modarbejde.«

Tjeneren kommer ind med to store aflange tallerkener, hvor rispapirsruller fyldt med friske grøntsager ligger ordnet i grupper. Jeg drister mig til at sige, at Elias Bender Rønnenfelt fremstår som en lidt kaotisk person i de interviews, jeg har læst. Hvad tænker han mere principielt om kaos? Ligger der ikke en kulturel kritik i den måde han lever sit liv på? En kritik af moderne stræbsomhed eller sådan noget? Jeg spørger ham, om han raser imod samfundets ordentlighed.

»Jeg er muligvis et rodet menneske, men jeg har ikke noget imod orden. Disciplin og orden kan jo være ret spændende. Måske vil jeg endda sige, at jeg har en vis form for disciplin. Den kommer bare igennem på en meget rodet måde,« siger han. Han gestikulerer imod sin tallerken og siger, at jeg bare skal spise af hans mad, hvis jeg har lyst.

Jeg tror, man kan være et ordentligt menneske mod sine nærmeste og de mennesker, der er omkring én, men jeg tror, at samfundet har nået et punkt, hvor alting er så forkert, at det bare er en tabt sag.

Jeg tror, man kan være et ordentligt menneske mod sine nærmeste og de mennesker, der er omkring én, men jeg tror, at samfundet har nået et punkt, hvor alting er så forkert, at det bare er en tabt sag.

Rockinstitutioner

Singlen ’The Lords Favourite’ fra Plowing into the Fields of Love handler ifølge Elias Bender Rønnenfelt om en megaloman sanger, som tror, at jorden drejer rundt, fordi han synger. Da de lavede musikvideoen til nummeret, valgte de at forstærke det udtryk ved at lade Elias Bender Rønnenfelt spille denne storhedsvanvittige forsanger, som alting kredser om. Og ironien bliver, som Elias Bender Rønnenfelt selv påpeger, forstærket af det indbyggede religiøse paradoks, der ligger i, at protagonisten i sangen udnævner sig selv til at være ’guds udvalgte:’ »Det er jo noget af det mest ukristelige, man kan sige, og det er jo kun en fuldstændigt desillusioneret person, der ville sige sådan noget.«

Elias Bender Rønnenfelt er på den nye plade selv trådt ind i rollen som forsanger, hvilket Anna Ullman fra nærværende avis har kritiseret i sin anmeldelse af Plowing into the Field of Love, fordi bandet på den måde kommer til at reproducere en fortælling, som allerede er blevet fortalt utallige gange i rockens historie. Fortællingen om den ’rastløse rockpoet,’ som formidler sin exceptionelle livsindsigt til lytteren. Men netop ironien i sangteksten og musikvideoen til ’The Lord’s Favourite’ må da være udtryk for, at Elias Bender Rønnenfelt netop vil udfordre denne stærke rock-institution: forsangerrollen. Jeg spørger ham, om han skriver sig op imod rockmyterne.

»Næh,« siger han, netop som kaffekværnen på restauranten går i gang. Han griber min diktafon, som ligger på bordet, tager den op til munden, så han er sikker på, at det han siger kommer med på min optagelse og fortsætter: »Jeg er tværtimod meget fascineret af folk som Scott Walker og Jim Morrison, Serge Gainsbourg og Lou Reed. Folk som formår at skabe en form for institution. Jeg tror, at rockbands som regel fungerer bedst, når de har forsangeren i front som en følelsesmæssig galionsfigur,« siger han. »Jeg prøver ikke at være Lou Reed, men jeg prøver på at skrive sange og formidle dem. Det vil jeg vove at påstå, at jeg godt kan finde ud af, og jeg har rigtig meget lyst til at blive ved med at gøre det.«

Zippolightere og politik

Efter restauranten lukker, går vi ned på et brunt værtshus længere nede ad gaden. Det røgfyldte, larmende lokale – og de mørke træmøbler – står i kontrast til raw food restaurantens stille, lyse renhed. Nogle gange snakker de andre gæster så højt, at vi næsten ikke kan høre hinanden, selvom vi har sat os ned i værtshusets fjerneste hjørne.

Elias Bender Rønnenfelt kan fortælle et utal af spændende anekdoter fra bandets tournéer. Om, hvordan han snød statistikken og finansierede sit ophold i Las Vegas’ lillebrorby Reno, den næststørste spilleby i staten Nevada, ved at gamble. Om spændende mennesker, de har mødt. Blandt andet en japansk mand, der var gået under jorden på grund af sin indblanding i yakuzaen, den japanske mafia. Og om, hvordan en amerikansk veninde af bandet gav ham en zippolighter, som hendes far havde købt, da han var soldat i Vietnamkrigen.

Lighteren ligger på bordet foran os ved siden af Elias Bender Rønnenfelts cigaretter. Han trækker to smøger ud af pakken, tager dem begge i munden, slår ild på lighteren og tænder dem på samme tid. Han rækker den ene til mig. Jeg forsøger at dreje samtalen tilbage på det politiske niveau. Han fortæller, at han var en del af miljøet omkring Ungdomshuset, inden det blev revet ned i 2007. På det tidspunkt følte han, at der, fordi de var en større forsamling mennesker, der idéudviklede og stod sammen politisk, var grobund for at rykke ved samfundet. Ligesom man i 60’erne og 70’erne havde et håb om, at man kunne vende tingene til det bedre. Men nu er han politisk desillusioneret. Hvorfor? »For det første fordi de fejlede dengang, og for det andet fordi jeg tror, at venstrefløjen, som jeg har enormt stor sympati for, tager udgangspunkt i nogle håbløst forældede ideologier.«

Jeg prøver at vende den om: de samfundsmæssige udviklinger må da have påvirket bandets musik. Deres musik må da være en reaktion på samtidens tilstand?

»Vi har slet ikke været i nærheden af en økonomisk krise, som på noget som helst plan har påvirket en dansk middelklassedreng som mig. I hvert fald ikke på et niveau, hvor det skulle give mig noget at skrive sange om,« siger han.

Efter vi har drukket et par øl på værtshuset, skal Elias Bender Rønnenfelt til koncert i Ungdomshuset. Han skal høre en af sine venner spille, og han lader sig opsluge af stormvejret, der stadig raser ufortrødent.

Denne artikel varierer en smule fra udgaven i tirsdagens avis, hvor en ufærdig version ved en fejl blev bragt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tjah, punkerne plejede jo at sige: "Du har ikke en chance. Tag den!"

Niels-Holger Nielsen og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar

"Punk" er åbenbart et meget tålmodigt begreb som tilgiver alle mulige former for misbrug...

Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar

Det er forresten ikke ungdomsoprørerne fra 60'er og 70'erne der fejlede men den næste generation, der tog de forandringer som andre kæmpede for som en selvfølge og lod sig besnære af den liberalistiske sirenesang, ode til grisk- og grådighed.

Jens Falkesgaard, Ib Christensen, Anders Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er først i 90erne, det går galt, curt jensen. Mens CVMQ opererede på en stemning af basisdemokrati og selvforvaltning, kom Nyrup til at operere på en stemning af liberalisme, som kun er blevet værre med tiden.

Deri har du ret Peter Hansen, med 90'erne og klassisk agitprop-metodik i liberalismens tjeneste. Der blev smedet medens muren var faldet jo... men der var lagt pænt an i løbet af 80erne. Hvordan 'ungdomsoprørene' blev til 'Front-løbere' - hvordan det blev et erhverv i sig selv at malke offentlige kasser for midler at overføre til det private erhvervsliv at udvikle 'produkter' der kunne malke offentlige kasser for midler at overføre til det private erhvervsliv for at udvikle 'produkter' ... det vil den profileret fremadlænede og visionære fra netop dengang, Uffe Elbæk, en skønne dag vel indvie os i ? Men det var jo de samme energier der blev samlet op og kanaliseret som tidligere havde været aktivister ved 'Land-og-Folk-festivaler' etc.
Så den venstredrejet liberale ungdom - centrum/venstre /radicoole etc som de er blevet kaldt senere, var klart kært i stilling allerede i løbet af 80'erne.
Problemet som triggede tingen i en socialdemokratiske foregangsby i hine år var jo, at kommunen afsatte langt flere penge til 'kultur' end der blev søgt om af byens kreative lag - og det var der nogen selskabstømmer-hoveder der opdagede ^^.

Niels Engelsted

Han skal ikke høre noget, punkeren. Ungdommen har sikkert altid sunget med tidens stemme og vandret i tidens sko. Vi var bare heldige, at vores generation fik en anden sang at synge, bedre fodtøj at trave i, men det giver ingen grund til at hovere, snarere tværtimod.

Søren Roepstorff, Kim Øverup, Niels-Holger Nielsen, Holger Madsen og Palle Pendul anbefalede denne kommentar
Daniel Henriksen

Er de punk?

Punk er vel en historisk betegnelse, Daniel Henriksen, mon ikke de bare er neo- eller retro-.

De lyder mere som noget post-punk, med alt det dystre og gotiske. De startede åbenbart som punk og nu har de så taget det logiske skridt over i post-punken.

@Peter Hansen:
Set i lyset af at der er tale om en parallel udvikling i hele Europa, er det sq imponerende at et par danske partier får hele æren.
Endnu et udtryk for andegårdsperspektiv.

Sød dreng .. alt for sød til at være Punk .. højest en slags Nick Cave mode udgave med fokus på at være svigermors drøm ..

Punken døde da Johnny Rotten fra Orange Scene opfordrede til at man ikke skulle kaste øl op på scenen. Der gik der profit i punken.

Niels-Arne Nørgaard Knudsen og Daniel Henriksen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Det er ikke punk.! De er såmænd endnu et pop-produkt, hvor man infantilt efterrationaliserer
baggrund og historie, (hvor kort den end måtte være), så skoene kommer til at passe.
Sorry.!

Det er nu mest intervieweren, der prøver at klemme noget ud af drengen, som jo bare vil være bedsteborger og ikke lader som om, han er andet. Det er svært ikke at finde ham sympatisk, han har endda den helt rigtige bedsteborgelige mening om venstrefløjen.

Gert Selmer Jensen

Jeg synes såmænd også drengen er meget sympatisk.
Ligesom det nok overvejende er intervieweren der prøver at klemme noget ned i hans sko.
Det ser man tit.

Da jeg var i den alder, valgte jeg også en livsstil fra bibliotekshylden, som var jeg på indkøb efter vaskepulver. http://youtu.be/93tzKBnfTDs Har man ikke noget valg, bliver det spændende.

Egon Maltzon, ja, det var en udvikling i hele Europa, men ikke desto mindre blev den altså implementeret lokalt af de enkelte landes partier. Man - og ikke mindst Danmark med så anderledes traditioner og lovgivning - kunne have gået imod og dermed forhindret den deroute, vi befinder os på, hvor alt gøres ringere i stedet for at blive gjort bedre.