Velbeslåede nordboere mister deres værdighed

Ruben Östlund udstiller det selvbevidste, selvretfærdige velfærdsmenneskes prætentioner, politiske korrekthed og hykleri i sine film. I den seneste, ’Force Majeure’, trækker han tøjet helt af velfærdsmennesket/os – og det er både morsomt og smertefuldt at være vidne til. Information har talt med den svenske filminstruktør, der nyder det, jo værre det bliver for hans hovedpersoner
Jeg var inspireret af kaptajnen på Costa Concordia, som sagde, at han faldt ned i redningsbåden, og at det var derfor, at han kom først i land. Alle vidste jo, at det var en bizar løgn, men han kunne ikke give slip på den. Det er så ekstremt smertefuldt at miste sin identitet, og det forsøger vi så i vid udstrækning at undgå, siger Ruben Östlund

Jeg var inspireret af kaptajnen på Costa Concordia, som sagde, at han faldt ned i redningsbåden, og at det var derfor, at han kom først i land. Alle vidste jo, at det var en bizar løgn, men han kunne ikke give slip på den. Det er så ekstremt smertefuldt at miste sin identitet, og det forsøger vi så i vid udstrækning at undgå, siger Ruben Östlund

Tor Birk Trads
4. december 2014

Vi har sikkert alle stillet os spørgsmålet: Hvis vi og vores kære var truet på livet, hvad ville vi så gøre? Stikke af og redde os selv? Eller sørge for at redde vores kære, mens vi måske selv måtte ofre livet?

Og mon ikke de fleste af os har svaret det samme: Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe andre, før vi tænker på os selv.

Det er bare ikke det rigtige spørgsmål at stille, mener den svenske filminstruktør Ruben Östlund.

Hans nye film, Force Majeure, der er en nådesløs og meget vittig udlevering af det skandinaviske velfærdsmenneske, ikke mindst manden, begynder med en lavine. Far, mor og to børn er på skiferie i alperne og sidder og spiser frokost, da en lavine kommer buldrende ned mod restauranten. I det øjeblik, det ser ud, som om lavinen rammer, tager far, Thomas, sine handsker og sin mobiltelefon og stikker af, mens mor lades i stikken med de to børn.

Men lavinen rammer ikke, og så kommer far tilbage, sætter sig ned igen og lader som ingenting. Det kan man bare ikke i sådan en situation. Bedre bliver det ikke af, at han i timerne og dagene efter benægter, at han overhovedet stak af. For det gør man jo ikke – det gør mand jo ikke.

Naivt spørgsmål

»På en måde synes jeg faktisk, at spørgsmålet er lidt naivt,« siger Ruben Östlund, en begavet, venlig og lattermild mand på 40 år, der er rejst fra hjembyen Göteborg til København for at tale om Force Majeure, der tidligere i år vakte stor opsigt på filmfestivalen i Cannes.

»Vi vil gerne gøre det til noget, som fortæller om et menneskes personlighed. Men det tror jeg egentlig ikke, at det gør. Det har meget mere med de praktiske omstændigheder at gøre. De afgør, hvordan vi reagerer som mennesker, når overlevelsesinstinktet slår til. Tag nu det her lokale, vi sidder i. Er døren bag ved dig, vil du reagere på én måde, hvis der sker et eller andet forfærdeligt. Er døren bag mig, og du sidder på den modsatte side af bordet og er tvunget til at løbe forbi mig for at komme ud, vil du reagere anderledes.«

Desuden er der forskel på kønnene, når det kommer til katastrofer og overlevelse og de idealer, vi som samfund og kultur stiller op og forventer, at mænd og kvinder efterlever.

»Der er mange idealbilleder, kvinden forventes at leve op til, og det er på mange måder vanskeligere end at være mand. Men de idealbilleder, manden skal leve op til, er forbundet med vores kultur, og når overlevelsesinstinktet overtager, skubbes kulturen i baggrunden. Så selv om vi har lært, at vi skal agere på en bestemt måde, reagerer vi helt anderledes. Det er ikke en beslutning, man tager i traditionel forstand. Kommer der en lastbil kørende lige mod én, kaster man sig ud til siden. Fra Titanic til Estonia kan man se, at det er mænd i en vis alder, der overlever. Dem, der i videst udstrækning dør, er kvinder og børn. Myten om Titanic er, at det var kvinder og børn, der først kom i redningsbådene, og den passer ikke. Det menneske, der formår at tænke og agere egoistisk, er det menneske, som overlever. Derfor har folk også så svært ved at bearbejde den slags situationer bagefter, ligesom Thomas i Force Majeure. Han føler skyld over at have ladt familie og børn i stikken. Vi har lært, at mænd skal være loyale over for et større ideal. Tag en hvilken som helst film, og det er det samme. Jeg så Interstellar i går, og i den skal manden ofre sig for sit land og menneskeheden. Men når vi ser på realiteterne og på statistikken, så gør manden det ikke. Og grunden til, at man med film som Interstellar skaber et idealbillede af, at manden ofrer sig, er også for at kunne sende mænd i krig. Der er en vigtig ideologisk reproduktion i den slags film.«

En bizar løgn

Force Majeure handler dog ikke kun om, at familiefaren Thomas svigter. Det handler også om, at han lyver om det bagefter, og om at han ikke kan slippe løgnen, fordi det vil være endnu et nederlag. Han er ved at blive frataget sin kulturelt betingede identitet, og indrømmer han, at han har løjet, mister han både den og sin værdighed. Det resulterer i nogle meget morsomme, indimellem næsten groteske og ofte ganske smertefulde scener i filmen.

Vi vil gerne gøre det til noget, som fortæller om et menneskes personlighed. Men det tror jeg egentlig ikke, at det gør. Det har meget mere med de praktiske omstændigheder at gøre. De afgør, hvordan vi reagerer som mennesker, når overlevelsesinstinktet slår til. Tag nu det her lokale, vi sidder i. Er døren bag ved dig, vil du reagere på én måde, hvis der sker et eller andet forfærdeligt. Er døren bag mig, og du sidder på den modsatte side af bordet og er tvunget til at løbe forbi mig for at komme ud, vil du reagere anderledes.

»Han har opført sig på en kujonagtig måde, og hans kone har satans svært ved at tilgive ham det, også i forhold til de forventninger, samfundet har, så selv om det gik godt, har de et stort problem,« siger Ruben Östlund.

»Jeg vil vove at påstå, at alle, der ser Force Majeure, har været ude for en situation, hvor de har grebet til løgnen for at undgå at blive konfronteret med noget, som betyder, at de mister deres identitet. Det er jo det, Thomas gør. Det er meget mindre smertefuldt for ham at lyve end at indrømme, hvad han gjorde, da lavinen kom. Siden gør han det så meget sværere for sig selv ved at fortsætte løgnen. Jeg var inspireret af kaptajnen på Costa Concordia (italiensk krydstogstskib, der gik på grund og kæntrede, red.), som sagde, at han faldt ned i redningsbåden, og at det var derfor, at han kom først i land. Alle vidste jo, at det var en bizar løgn, men han kunne ikke give slip på den. Han blev afsløret, da man fandt overvågningsoptagelser fra båden, og man kunne sige til ham, at ’du faldt slet ikke ned i redningsbåden.’ Det er så ekstremt smertefuldt at miste sin identitet, og det forsøger vi så i vid udstrækning at undgå.«

Det er ikke første gang, at Ruben Östlund så skarpt udstiller det skandinaviske velfærdsmenneske og alle dets prætentioner og vaneforestillinger, dets selvretfærdighed, politiske korrekthed og hykleri. Det gjorde han også i De ufrivillige, der handler om sociale konventioner, og i Play, der handler om race og klasse. Men det er, som om den svenske instruktør i Force Majeure trækker bukserne helt ned på det stakkels menneske og lader ham – os – stå alene tilbage i alpesneen, rystende af kulde, frygt og skam.

»Jeg kan godt lide at lade personerne tabe ansigt og blive konfronteret med deres egen angst,« siger han med et grin og indrømmer, at jo værre det bliver for hans personer, jo mere morer han sig med at udstille dem.

»Jeg elsker akavede og pinlige sociale situationer. Det er fantastisk, at folk synes, at de er så forfærdelige, selv om der ikke er nogen fysisk fare forbundet med dem. Vores kultur, livsstil og erfaringer er så langt fra livsfaren, og man bliver så sjældent konfronteret med den side af sig selv. Men familien kunne være blevet slået ihjel af lavinen, og det var tillokkende at lade de her rige, skandinaviske turister møde de mekanismer. Det er personer, som har total kontrol over deres liv.«

Jeg fortæller instruktøren, at det gjorde ondt på mig at se Force Majeure og leve mig med i Thomas’ nedtur. Han smiler igen. »Jeg vil have, at det skal være så smertefuldt og svært som muligt for personerne, og naturligvis identificerer vi os med Thomas og det nederlag og svigt, det skulle indebære at håndtere en sådan situation. Da jeg fandt på, at filmen skulle handle om det her – og begynde med lavinen – kunne jeg ikke lade være med at grine. Grundforudsætningen er, at det skal være reelt og troværdigt, men man kan jo ændre forudsætningerne, så det bliver værre og værre for personerne. Og jo værre, det bliver for personerne, jo mere nyder jeg det.«

Han holder en pause og siger så: »Vi havde oprindeligt en undertitel på filmen: Velbeslåede nordboere mister deres værdighed.«

Provokerende konventioner

Ruben Östlund forklarer, at han holder af at identificere og pege på vedtagne holdninger og konventioner i samfundet, som han ikke er enig i, og så forsøge at provokere ved at gå imod dem.

»I vores samfund kan det faktisk lade sig gøre at provokere ved blot at identificere de konventioner, vi sjældent taler om, de ladede emner og situationer og vores forventninger til ting og sager,« siger han og fortæller om sin næste film, The Square.

»Den handler om den tilstand, Europa befinder sig i nu. Europa sidder på sin vis mellem to stole. På den ene side er Europa liberalt, som USA er det. Og på den anden side har vi stor tiltro til staten, som skal beskytte og hjælpe os. Min far har fortalt, at da han var seks år gammel, havde han en adresseseddel rundt om halsen og fik lov til at løbe rundt på gaden og lege. Sedlen gav andre voksne lov til at hjælpe ham. I dag er andre voksne en trussel mod vores børn. I Sverige er man begyndt at bygge bevogtede boligkvarterer. Der findes allerede et i Malmö, og man er begyndt planlægningen af det første i Göteborg. Det er en samfundsudvikling, hvor vi tager mindre og mindre ansvar for det, vi har til fælles, og vi afgrænser vores ansvarsområder mere og mere.«

Ud af det opstod ideen om at lave en symbolsk plads, en hvid firkant, som skal minde indbyggerne i en fiktiv by om det fælles ansvar.

»Hvis man har brug for hjælp, kan man stille sig i firkanten, og så skal ens omgivelser spørge, ’jeg kan se, at du står i firkanten, hvad kan jeg hjælpe med?’« siger Ruben Östlund.

»Europa har tidligere befundet sig i en situation, hvor man ikke for alvor har behøvet at forholde sig til ekstrem fattigdom. I Göteborg og Sverige og her i Danmark kan fattigdom nu rejse over grænserne. I filmen begynder tiggerne at benytte sig af firkanten, og hvad gør man så. Skal man opretholde deres tiggeri med almisser, eller skal man forbedre deres generelle livsvilkår? Begrænser ens ansvar sig kun til denne firkant? Hvad med det, der foregår udenfor – har man ikke noget ansvar for det? Hvis man ser på et lands grænser, har man så et ansvar for det, der foregår uden for vores grænser? Hvordan definerer man i det hele taget sit ansvar?«

»Min ekskone har fortalt en sjov historie. Hun plejer at gå forbi en tigger, der sidder tæt på lejligheden, hvor hun bor. En dag, da hun passerede ham, havde hun ingen penge, og så sagde hun, at ’jeg kan købe en sandwich til dig på cafeen derovre.’ Og tiggeren sagde, ’ja, et ciabatta med kylling, tak.’ Det handler om konflikten, hvor ’jeg giver dig noget, og så stiller du krav’. Da hun er på vej mod cafeen, hører hun ham sige, ’ingen løg’. Jeg elsker den slags situationer, hvor man kommer i konflikt med sin egen gavmildhed. Hvor går grænsen? Hun købte sandwichen, gav ham den og sagde, ’løgene må du fandeme selv tage ud’.«

Han griner og slår hænderne sammen med et smæld.

»Vi kan ikke håndtere, at fattige mennesker ikke er hensynsfulde. Det er en del af vores værdiskala: Rige mennesker er kolde og ligeglade med andre, fattige mennesker er mere sociale og bedre mennesker. Og sådan er det jo ikke. Det bliver sjovt at beskæftige sig med.«

’Force Majeure’ har premiere torsdag den 11. december og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Michal Bagger
    Michal Bagger
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Kristian Rikard
    Kristian Rikard
Carsten Mortensen, Martin Åberg, Michal Bagger, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Sjovt? Denne tragiske kattepine er kun alt for velkendt. Hvad vi har brug for er, at sætte al vor intelligens ind på at finde løsninger på et miljø-og socioøkonomisk problem som er potentielt udslettende for os.

Laurids Hedaa, Peter Jensen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Den flygtende mand, efterladende sin familie, var en kujon, og et skvat. De findes jo også, men er ikke værd at samle på.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Dejligt direkte fortalt og i et vederkvæende uprætentiøst sprog!

Troels Klinke Hansen, Carsten Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Alle vidste jo, at det var en bizar løgn, men han kunne ikke give slip på den. Det er så ekstremt smertefuldt at miste sin identitet, og det forsøger vi så i vid udstrækning at undgå, siger Ruben Östlund"

Måske består det smertefulde også i at risikoen for at blive misbrugt, udnyttet og forkastet økonomisk, socialt og kulturelt, hvis man ikke lever op til bestemte, kulturelle normer/stereotyper i en prætentiøs, borgerlig kulturkompleksitet, er relativt høj - og at endog rigtigt mange mennesker dermed udvikler undgående og aggressive måder at begå sig på? Der kan jo ikke være tale om at et menneske taber sin faktiske identitetsoplevelse når omverdenen reagerer på at vedkommendes tilsyneladende identitet ikke stod distancen, vel snarere at vedkommende sanktioneres af samme omverden, ofte på belastende/destruktiv vis.

Måske er ét af de velbeslåede nordboers betydeligste problemer at det er glemt, hvor ufatteligt betydningsfulde mennesker er for hinanden, på ethvert plan. Formentligt fordi disse velbeslåede nordboer har mistet selvforholdet og i dag ligner fortrinsvist yderliggjorte, utilitaristiske og fremmedgjorte forbrugs- og selvrealiseringssilhuetter.

Brugerbillede for Carsten Straarup
Carsten Straarup

Er det overhovedet et sandsynligt scenario? Kujon eller ikke kujon? At en mand efterlader sine børn til en sandsynlig død for at redde sig selv?! Jeg personligt skal ikke 'mærke efter' et split sekund for at vide - såvel følelsesmæssigt som rationelt - at en sådan handling ville være mig umulig.... og jeg skal ellers ingenlunde udelukke at andre omstændigheder kunne kalde på 'kujonen' i mig...

Peter Jacobsen, Karsten Aaen, Nille Torsen, Mette Hansen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for robert jensen

"Myten om Titanic er, at det var kvinder og børn, der først kom i redningsbådene, og den passer ikke"
Ikke for at ødelægge alle den gode svenskers narrativ, men jo, myten om Titanic passer rent faktisk.

Karsten Aaen, Gert Selmer Jensen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"... når overlevelsesinstinktet overtager, skubbes kulturen i baggrunden. "
Ergo, vi må have noget overlevelseskultur: genindfør værnepligten.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Kunstens væsentligste opgave er at konfrontere os med det smertelige og gerne på en humoristisk måde, som muliggør refleksion. Det lyder, som om jeg skal se nogle svenske film.

Troels Klinke Hansen, Carsten Mortensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Når man efterhånden læser folks kommentarer, lyder det, som om evnen til at opleve og bearbejde kunst er fuldkommen forsvundet. Det hele er blevet noget for grædekoner, men der er intet potentiale i opgivelse.

Brugerbillede for Egon Maltzon

"I Sverige er man begyndt at bygge bevogtede boligkvarterer. Der findes allerede et i Malmö, og man er begyndt planlægningen af det første i Göteborg. Det er en samfundsudvikling, hvor vi tager mindre og mindre ansvar for det, vi har til fælles, og vi afgrænser vores ansvarsområder mere og mere.".
Velkommen til virkeligheden.
Har du checket kriminalitetsstatistikkerne for Malmø på det seneste ?
Tror manden bare folk gør det her for sjov ?

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

"Dette har du gjort, siger min hukommelse. Dette kan jeg umulig have gjort, svarer min stolthed forfærdet. De kævles en tid, men til sidst giver hukommelsen efter." (Franz Kafka)

Ruben Östlund har 'opfundet den dybe tallerken' igen. Om hans film er på højde med Kafkas romaner og noveller, må tilskueren afgøre med sig selv, når forestillingen er forbi, og lyset i salen bliver tændt.

Nille Torsen, Thomas Borghus, Carsten Mortensen, Elisabeth Andersen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Albert Camus' 'Faldet', og Dostojevskijs 'Kældermennesket' er ligeledes anbefalelsesværdige værker, som beskæftiger sig med smerten ved den tabte identitet, og de mentale krumspring mennesket kan give sig ud i, stillet overfor en sådan (indbildt) åndelig gåen til grunde.

Som Grethe Preisler er inde på, er kunstens interesse for dette felt ikke af nyere dato. Også mange af de store tragedier handler om mennesker, som med nødvendighed går til grunde, i den indre splittelse.

Brugerbillede for Jan Weis

Vi har sikkert alle stillet os spørgsmålet: Hvorfor slår det aldrig fejl, at bedst når man har begge hænder beskæftiget med noget helt andet end at pille - så klør næsen - og det er ganske evidensbaseret ... :-)

Brugerbillede for Harald Johansen
Harald Johansen

Nu vi snakker om dokumentarfilm, hvor kamera og crew følger begivenhederne; så synes jeg det er interessant: Hvor var Ruben Østlund, mens lavinen kom rullende!?

Men måske var det ikke en dokumentar.... Så var det nok fiction!

Brugerbillede for Evald Mehlsen

En noget ekstrem, skematisk konflikt der skal fremhæve pointen. At langt de fleste i en vis udstrækning reagerer mere end de agerer. Flugten er nok mest en reaktion. Ikke et overlagt svigt men et svigt ligegodt.

DR1 kunne for nogen tid siden i et kort interview med en af hverdagens helte fortælle ikke kun hvordan han ene mand havde reddet en person ud af en bil der var kørt i en sluse et sted i Sydjylland men om menneskers mentale fravær.

For redningsmanden var vel med rette harm over at have set et par, der gik tur med hund, kikke ned uden at træde hjælpende til. Her var der nok ikke tale om svigt men om fuldstændig mangel på situationsfornemmelse.

Hændelsen illustrerer vel meget godt at den moderne vesterlænding er kommet på for stor afstand af virkeligheden. Apati eller sløvhed kan dræbe.

I Indien går en mand over en bro. Fra floden råbes der om et redningsbælte. Manden på broen kræver først at få hans adresse oplyst. Får den og går videre. Beklager, svarer værtinden i ejendommen. Lejligheden er lejet ud. Til hvem spørger manden der gik over broen? Til ham der skubbede ham i floden!

Det kaldes overbefolkning. Forhåbentlig er ægtemanden fra lavinen ikke helt så typisk som vittigheden om 3.verdenen her.

Brugerbillede for Evald Mehlsen

"Måske. Og jeg ville ikke have, at du skulle afsløre mig som en, der svigter, en der stikker af. Men det gik altså alligevel, som det gik. .... Det lykkes ikke for os at leve de liv, vi helst vil leve. Vi er fanger af . .ting. Af hvem vi er". (Genfærd - Jo Nesbø p.259).

Hovedpersonen når i denne krimi fortalt som Bildungsroman til denne erkendelse men har samtidig som romanfigur den fordel at kunne drage nytte heraf ved at gribe opbyggeligt ind. Han redigerer i sit liv omend med et noget andet resultat end tvangsløjneren fra lavineskredet. Vi omskriver altid og hele tiden. Afgørende er det med hvilket motiv, kunne man tilføje.

Brugerbillede for Arne  Kruse Nielsen
Arne Kruse Nielsen

Rimelig aktuel filmtema i krisetider når eller hvis behov for at samfunds ansvar forsøges spedt til den bredere befolkning. Om det så skal ses som udløber af eller forberedelse til radikale strukturelle ændringer i vores del af verden - kan man kun gisne. Fatalt hvis det viser sig at grundlag for systemer virkelig er skruet så kompliceret sammen ... at samfunds skibes ikke holder vand. For vores lille andedam ... ville det vare en START bare at indføre Produkt ansvar ... og differenceret luksusskat ... så LIVS Nødvendigheder sådan en størrelse at det er muligt at udleve en SELVVALG og uspekuret livførelse uden at blive flået i afgifter og skatter. Herunder stats- og kommunale tvangs serviceordninger.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

De ufrivillige er en spøjs film og det bliver denne her sikkert også. Men jeg forstår slet ikke ekskonens forbehold overfor tiggerens fordringer, i hvert fald så længe hun ikke ved om der følger løg med sandwichen og især hvis de er ristede, for så er det jo sandsynligvis den smag tiggeren skal leve med resten af dagen. Hun er gået med på at hjælpe ham og så må hun da også optimere indenfor rammerne af det fremsatte tilbud. Lige præcis den modsatte holdning og forargelsen er bare så afslørende, at scenen burde indspilles i en af instruktørens kommende film.

Brugerbillede for Britta Hansen

Mig minder sandwich-scenen i øvrigt på diverse oprørte og oprørende artikler og diskussioner om, hvorvidt fx flygtninge må være berettiget til at bede om anden form for fødevarer og/eller er trætte af at bo i gymnastiksale sammen med mange andre mennesker.

Der gives ikke 'gaver', der gives almisser. Og det virker som om, almisser afskærer modtageren fra at ytre sig om sine egne behov og ønsker...om en værdig behandling.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Der tales ikke meget om demokratiet,mærkeligt når man tænker at det er her (I Europa, USA osv) siden to hundert år. Faktisk jeg møder folk der fortælle mig at det er bare tom snak, nogle siger noget værre. Det gør jeg I hvertfald ikke og det undre de mig. Man kan leve I et demokratisk samfund men men kan lære om demokratiet mange steder I historien(Montesquieu, Lock, J:Jrousseau, og mange andre) I praksis lære man også om.det. Men hvorfor leve folk I et system I 200 hundert år og påvirker dem ikke?. J habermas(den tyske filosof har talt om"Forfatnings patriotism" det vil sige skabe en emotionelt bånd til "demokratiet" men det bånd mangler. Han siger folk er rede at dø for fædrelandet og familien men ikke for demokratiet. Jeg synes han har ret, man kender mange exempler, for ex,; en kvinde hun pludsligt hæver en bil for at redde sit barn der sad I klemme under bilen og andre ex.: Også når danske soldater skal tage til udlandet for ex,; Irak sige politiker ikke for at forsvare demokratiet men for at forsvare Danmark. Jeg kunne først forstår det når jeg har læstJ.Habermas, Tidliger har alitid undret mig over hvordan politiker taler til de danske soldater. Og folk tror også er det for at forsvare Danmark eller en anden undskyldning. Alså dette exempel viser at demokratiet er ikke livsvigtig for mennesker endnu. Ingen ved hvorfor man gå I grig, man siger I hvertfald ikke den sande motiv- Tibage til J Habernas teorie. Faktis den Midlertige Tunesiske president har skrevet I en bog om demokratiet at han vil kempe til det sidste også hvis han skulle dø for det. Man ved I den såkalde arabiske forår at det ikke er umuligt, der forgår mange komplotter. Jeg synes alle diskussioner går udenom tid og sted.

Brugerbillede for Britta Hansen

Touhami BENNOUR

Det er kun nogle få år siden, at jeg blev bevidst om, at demokratiet i Danmark og lignende vestlige lande ikke er en selvfølge, men noget, der skal tilkæmpes hver dag. Det var sent, jeg forstod, at demokrati ikke bare eksisterer, men at det er et gode, jeg - i værste tilfælde - en dag skal dø for, uanset om det er i kampen mod terroristiske og fascistiske bestræbelser at overtage det demokrati, jeg lever i, eller systemimmanente omvæltningsforsøg i form af stærkt beskårede demokratiske rettigheder, overvågning, lobbyvirksomhed, der kan medføre, at den magelige demokrati vågner og står op for at forsvare sig.

Jeg mener ikke, at det er rigtigt, at demokratiet ikke påvirkes. Der foregår konstante forandringer, reformer, politiske og grasrodsbevægelser påvirker politikken og dermed demokratiet. Desværre ser det ud til, at der er stærke kræfter, der påvirker demokratiet på udemokratisk vis (fx vha. store pengesummer - nok stærkest udpræget i USA, men også brugt i stor stil andetsteds), således at demokratiet udhules.

Så ja, demokratiet er værd at kæmpe for med næb og kløer - hver dag!

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Britta Hansen
Tak for at give dine meninger. je mener at demokratiet var blevet I begydelsen et ´kompromis mellem bourgeoisiet og folket, det første fik ret at beholde private ejendom og den anden fik nogle rettighegher som fri valg, I et politiske system som kaldtes domokrat, med magt deling (eksekutiv, legislative og retinstanser, domstolene, plus individsfriheder osv.. Problemet er med den kompromis har man fra begydelsen aksepteret modsætningerne, conflikter; men gennem fri valg har man oveladt til folket at bestemme hvilke af de partier de vil have. I de traditionnelle lande er magten gået fra venstre til højre og omvendt mange gange. Om det sket et fremskridt I befolkning I de sidste 200 år, jeg ved det ikke. Det er spørsmålet. Se Sverige , der har et kempe problem, det har ikke lov at være et humanistisk supermagt. hvorfor ikke, er fascism og diktaturer mere spændene? Der diskuteres om den mindste retitghed til hvilken som hilst. Er folket klar over om hvad det sker I alt de zigzag?jeg husker en søn til mig fotalte mig en gang han var I skolen at læreren spurgte om Soviet Unionen er asiatisk eller europeisk da det største part af landet ligger I Asien(Sibirien). Hvordan kan mennesker bliver opdraget I demokratiet når de hører at geografi har at gøre med det politiske system og den måde man bedømmer systemet på?bare et exempel.

Brugerbillede for Karsten Aaen

"»Vi kan ikke håndtere, at fattige mennesker ikke er hensynsfulde. Det er en del af vores værdiskala: Rige mennesker er kolde og ligeglade med andre, fattige mennesker er mere sociale og bedre mennesker. Og sådan er det jo ikke. Det bliver sjovt at beskæftige sig med.«" Citat fra artiklen.

Og dette her med den hjemløse og sandwichen skulle så bruges til at fortælle os, at hjemløse er fattige mennesker, der ikke viser hensyn til den rige, fordi han/hun gerne vil have en sandwich kyllingpå ciabattabrød uden løg! Eller hyr? Lige præcis her viser Östlund, at han intet fatter. Han fatter åbenbart ikke, at også mennesker som er hjemløse har følelser, har drømme, har håb, og også har behov....

Hans ekskones reaktion handler om at hun tror, at hun giver ham en gave ved at øbe mad til ham, hun ser ikke at det af ham bliver opfattet, eller kan opfattes som en almisse, som han skal være taknemmelig for. Ligesom den fattige Rasmus i Peters Jul skulle være taknemmelig for Peters gamlede hullede trøje...ved almisser skal modtageren bare sige tak og glemme egne behov og ønsker...

Brugerbillede for Britta Hansen

Touhami BENNOUR

Efter min mening er der sket kæmpe fremskridt for befolkningerne. Aldrig har så mange haft så komfortabelt et liv. 'Vi' er rige uden ende.

Dog er der mange andre problemer knyttet til den rigdom, først og fremmest, at den stadig i allerhøjeste grad bygger på udnyttelse af andre, fattige lande samt slaveri, m.v.

Jeg tror, den enkelte er som regel sig selv nærmest. Mange tager også i høj grad deres velfærd som selvfølge og magter ikke, at sætte spørgsmålstegn ved sammenhængene. Det kræver en masse overskud og uddannelse og vilje at kunne det.

Angående geografi-spørgsmålet ved jeg ikke rigtigt, hvad der er forkert i det. Sovjetunionen var en sammensat stor-stat med europæiske og asiatiske områder. Det har egentlig ikke nødvendigvis noget med den politiske styrelse at gøre, hvordan staten så rent geografisk var placeret. Hvad var egentlig svaret så?

Brugerbillede for Soren Andersen

"I det øjeblik, det ser ud, som om lavinen rammer, tager far, Thomas, sine handsker og sin mobiltelefon og stikker af, mens mor lades i stikken med de to børn"

Han praktiserer jo rendyrket ligestilling. Ud med "women and children first" og ind med "Sisters are doing it for themselves" - han gør plads til at kvinden kan vise verden hvem det stærke køn i virkeligheden er, og det kræver mod!

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Britta Hansen
Faktisk min søn der spurgte mig først omSoviet Unionen( her menes Rusland plus Soviet- RSFR) er Europeisk eller asiarisk, jeg sage det er Europeisk men senere min søn kom og siger at lereren sagden.. men kan ikke huske hvad han sagde., I vertfald ikke Europeisk. Men for mig er Ruskland Europeisk, detd sjæl, identitet, kultur og politik er Europeisk, Hvis man bilver spurgt om man kender Rusland, så svaret bliver, (Tolstoj, Dostowevski, Gorki, Lenin etc..) Jeg nævner Moskva, Sankt Petersburg, Volga og ikke minds Ural. Faktisk det er Peter den Store der førstsatte grænse af Europa som Kontinent ¨ved Ural bjerge, Nord for Ural bjerge der akskiller Europa fra Asien. Den er en amaginaire grænse fakisk findes kun (EUROASIATISK continent). Nå det er en anden sag. DE gaulle 1962 talte I Moskva on en alliance fra Atlanten til Ural, Gorbatchov talte I Paris om Et europeisk hjem . Sibirien also er stort område men har ikke spillet nogen rolle I den Russiske historie. Sagen er på det tispunkt findes en Politisk strategi fra NATO som hedder "Containment" mod Soviet og det er det læreren referere til. Men den er hans mening. Jeg siger bare den strategie med alle midler for at kanøgfle modstanderen er en realitet. At man politisere geografi er meget anvendt, jer har mødt den flere gange ja jeg hold selv op med at siger hvor jeg selv stammer fra. jeg sige noget andet. Det land jeg stammer fra er ikke godt neteret I børsen. Men det gør det nu efter deT såkaldte arabisk forår,. så er det for mange skal overvendes me oplysninger fra media, aviser og fjernsyn osv. Jeg enig med dig hvad angår leve forhold I Danmark. Men min mening Siger at mensker er udruster for langtid men "overlevelsesinstinkt" ingen vil leve I miserier, findes der undtagelse, meget få. Men mennesket natur er at overleve bedst muligt. Det der adskiller demokratiet med diktatur . I demokratiet føres en ikke voldlélig politik, der er ikke polistik vold men der er i diktaturet. Uden politisk vold kan alle stræber efter et bedre liv; men dette kan ikke minsker I sig selv uligheden. Uligheden, retfærtigheden, sandheden osv, et relative og meget svære for mange at overskue. Platon var imod democratiet netop fordi det realisere ikke automatiske retfærtigheden,.Men det findes ikke bedre system og jeg har forsvaret demokratiet netop fordi det afskaffer politisk vold og dermed kan menneske thvis de vil leve meget bedre. Personlig finder mig bedre med en bog af SØren kirkegaard for ex.: end med 70% af den danske befolkning, eller tunesisk eller fransk eller amerikansk. Men jeg har selv interesse I demokratiet. Jeg kommer ikke I fænsel på grund af mine meninger.

Brugerbillede for Britta Hansen

Soren Andersen:

Jeg har ikke set filmen og/eller denne situation. Spørgsmålet kan jo være, om det er ham alene, der ser lavinen komme og vurderer, den kan ramme (de andre kan sidde med ryggen til, og-og-og).

Du mener det sikkert som en 'vits'. Men uanset, om det er faren, moren eller hvem ellers ville det jo nok være lidt hensigtsmæssigt, at snuppe fx et af børnene i stedet for lige præcist handskerne og mobiltelefonen (ok, de kunne naturligvis bruges, når han besinder sig og den forladte familie skal graves ud og hjælp tilkaldes...).

Brugerbillede for Soren Andersen

Britta,

"Vits"? Både og, for jeg synes generelt, at man glemmer at snakke lidt om alt de ubekvemme ligestilling efter min mening også bør omfatte. For hvert mandelige bestyrelsesmedlem findes der en hulens masse skraldemænd, kloakarbejdere og unge mænd der bliver sendt i krig og dør. Man kan godt feje den af bordet og sige at "sådan kan man ikke stille det op" - men så anerkender man samtidig, at der er nogle ting mænd egner sig bedre til end kvinder.

Brugerbillede for Britta Hansen

Som sagt på det spinkle grundlag, at jeg kun kan forholde mig til artiklen, så kunne jeg forestille mig, at det her mere handler om mellemmenneskelige relationer end ligestillingsproblematikken. Men...hvem ved?

Brugerbillede for Soren Andersen

Britta

Artiklen lægger op til, at han ikke lever op til sin (køns)rolle som beskytter fordi han bliver bange. Det er også fint nok at karrikere manderollen, for der er mange der ikke kan leve op til den - jeg tilføjer bare, at det stadig er mænd der tager skraldet så at sige ;-). Jeg tvivler samtidig på at kvinder har lyst til at overtage den del af manderollen på trods at deres store bestræbelser på at udligne forskellene mellem M&K

Brugerbillede for Britta Hansen

OK, skimmet den igen...korrekt, Soren.

Den omhandler også ikke mindst de løgne både mænd og kvinder stikker sig selv og andre, når de nu ikke lever op til de idealer, de selv eller samfundet ønsker/kræver at de lever op til... Også et interessant aspekt.

Men før jeg diskuterer videre, tror jeg at jeg skal have set filmen.