Læsetid: 6 min.

Året der gik i klik

Har du data, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. 2014 blev i sandhed året, hvor hele Danmark gik digitalt, kvinderne ikke længere gad at tie stille, og de sorte amerikanere udstillede raceskellene både offline og online
Har du data, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. 2014 blev i sandhed året, hvor hele Danmark gik digitalt, kvinderne ikke længere gad at tie stille, og de sorte amerikanere udstillede raceskellene både offline og online

Mia Mottelson

2. januar 2015

Som traditionen sig byder har Informations webredaktion iført sig sølvpapirs-nytårshatten og kigget tilbage på året, der netop er gået. Et år, hvor vi sjældent skelnede mellem online og offline, hverken når vi sendte post eller søgte efter kærligheden.

Det digitale rum og den fysiske verden overlappede i stigende grad hinanden i 2014, og det blev tydeligt, præcis hvor vigtig en valuta data er. Det blev åbenbart, at hvis vi ønsker effektive tjenester – i cyberspace såvel som i metroen – så må vi betale med vores personoplysninger, den digitale tidsalders primære møntfod.

DSB-overvågning

Fra februar i år stopper salget af det klassiske papklippekort i hovedstadsområdet, hvilket i det forgangne år gav anledning til nye diskussioner om rejsekortet.

»Er du anonym, flex eller personlig?« spurgte Forbrugerrådet i Tænk i begyndelsen af året, men anonymiteten er forbeholdt de velhavende. For hvis ikke man konstant og kontant har 750 kroner indbetalt på sit rejsekort, skal man aflevere både sit CPR-nummer, telefonnummer og (e-mail)adresse til tjenesten, der registrerer ens geografiske gøren og laden.

Men det var ikke kun rejsekortet, der nærmest blev obligatorisk i 2014 – kontakten til det offentlige blev også omsat til binære bits and bytes.

Aldrig mere skal Krummefar og hans åndsfæller messe: »Reeegningeeer, bliv væææk,« mens de skubber de anmassende, hvide rudekuverter ned i skrivebordsskuffens lyksalige glemsel. For fra 1. november 2014 blev alle danskeres post digitaliseret. Al skriftlig kommunikation mellem borgere og offentlige tjenester skal fremover foregå gennem portalen borger.dk og e-Boks-systemet.

»Slut med papirblanketter og brevpost,« stod der i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og de danske regioner offentliggjorde i 2011. Som bekendt har alle regler dog en undtagelse, og alle offentlige tiltag afføder en modstandsgruppe på Facebook.

Aktion lig reaktion. Ole Tange fra IT-Politisk Forening unddrog sig således de digitale rudekuverter ved at erklære sig i »juridiske vanskeligheder ved at skaffe den digitale signatur Nem-ID«.

»Hvorfor skal jeg lægge alle mine oplysninger i systemer, vi har talt om ikke fungerer? Hvis en svensk fritidshacker kan få adgang til dem, hvad kan den russiske mafia så ikke stille op?« spurgte han i Radio24syvs radioprogram Aflyttet.

Politik på nettet

Den »svenske fritidshacker«, Ole Tange refererede til, var Gottfrid Svartholm Warg – også kendt som Anakata, en af stifterne af The Pirate Bay, en kontroversiel fildelingstjeneste på nettet.

Han var i september den ene af to anklagede i det, der blev kaldt ‘Danmarks største hackersag’, og som blev afviklet i september i retten på Frederiksberg. Warg blev dømt til tre år og seks måneders fængsel for at trænge ind i politiets it-leverandør CSC’s netværk og opnå adgang til over en million CPR-numre fra kørekortregisteret og Schengen-registeret. Dommer Torkel Hagemann erklærede i retten: »Jeg ved ikke helt, hvad en krypteret container er, men jeg forestiller mig sådan en Mærsk-agtig container med en krypteret lås på.« Det sagde han, den dag han forlængede Wargs varetægtsfængsling. Dermed udstillede Hagemann med al tydelighed de kulturelle og vidensmæssige udfordringer, der præger et samfund i digital forandring.

’Danmarks største hackersag’ var dog langt fra enestående i 2014. Se og Hør-skandalen, hvor ugebladet købte sig til private informationer om kongelige og kendte fra Nets’ databaser, udstillede skrøbeligheden i vores digitale arkitektur. Og løsner man de rød-hvide skyklapper en anelse, udstillede dokumenter fra Edward Snowden både NSA’s brug af danske internetkabler i deres globale overvågningsprogram, og hvordan den britiske efterretningstjeneste GCHQ aflyttede deltagerne til COP15-mødet i Købehavn.

Sagerne understreger vigtigheden af at beskytte retten til privatliv i en digital tidsalder, som blev stadfæstet i en FN-resolution i december 2013. Resolutionen affødte en rapport i 2014, der problematiserede den manglende gennemsigtighed og retssikkerhed knyttet til statslig dataindsamling og potentiel overvågning verden om.

Seniorforsker Rikke Frank Jørgensen fra Det Danske Institut for Menneskerettigheder fulgte i november op i Information: »Danmark er i et internationalt perspektiv nået langt med digitalisering, mens niveauet for it-sikkerhed og databeskyttelse ikke lever op til de standarder for digitalt privatliv, som vi selv hylder.«

»Som led i regeringens ambitiøse digitaliseringsmål er det afgørende, at der sættes tilsvarende ambitiøse mål for it-sikkerhed og databeskyttelse, som en helt grundlæggende forudsætning for digital vækst i Danmark.«

Man kan – måske naivt – håbe, at 2015 bliver året, hvor respekten for privatlivets fred og datasikkerhed for alvor kommer i fokus. De mange skandalesager tydeliggør behovet for ministre og ordførere på it-området i Folketinget, der har baggrund i det digitale og forståelse for vigtigheden af at sikre danskerne grundlæggende rettigheder i cyberspace.

Det digitale vesten

Endnu engang blev det i 2014 tydeligt, hvor stor en betydning det digitale har fået for det fysiske oprør.

I september mødtes tusindvis af demonstranter med paraplyer i et regnvådt Hong Kong for at protestere mod det kinesiske centralstyre og reformer, der havde til hensigt at indskrænke demokratiet og selvstyret i den administrative region.

De regnvåde paraplyer viste sig praktiske som afskærmning mod politiets tåregas – og efter en række poetiske pressebilleder af røg og paraplyer, begyndte demonstranterne aktivt at bruge paraplyerne som symbol på håb og drømme.

På de sociale medier blev billeder af Paraplybevægelsen i Hong Kong delt vidt og bredt – fotos af vrede unge kvinder og mænd, der hævede armene over hovedet i protest.

Protestbevægelser opstod også i Ferguson, USA, efter betjenten Darren Wilson skød og dræbte den unge, afroamerikaner Mike Brown. Demonstranter i Hong Kong og Ferguson overtog hinandens symboler, tweetede og retweetede hinandens fotos. Hashtags som #blacklivesmatter og #icantbreathe forenede demonstranterne og understregede Twitters betydning for det moderne sorte USA’s mulighed for at påvirke fortællingen om den amerikanske racekløft.

Ligesom ved Det Arabiske Forår blev det tydeligt, at det digitale – når det fungerer bedst – understøtter dialog mellem minoriteter og giver mulighed for at organisere og mødes i politiske fællesskaber – både online og offline. Desværre er det langt fra alle dialoger på internettet, der styrker troen på menneskeheden.

Kønsdebat

De digitale diskussionsfora svømmede over med kønsdebat i 2014, både herhjemme og internationalt.

Computerspilsverdenen mundhuggede med sig selv over den såkaldte Gamergate om den amerikanske spiludvikler Zoe Quinn, der af sin ekskæreste blev beskyldt for at have knaldet sig til positive anmeldelser og omtale. Sagen affødte en ophedet debat om etik og køn i spiljournalistik, der på nul komma fem museklik forvandlede sig til en strøm af underlødige perfiditeter og trusler mod kvinder, der åbenbart stadig ikke bør blande sig, når visse mænd spiller eller diskuterer computerspil.

Debattør og gamer Anita Sarkeesian kastede sig ind i debatten og red hendes gamle kæphest, at computerspil forstærker kønsstereotyper; kvinder skal være storbarmede eller sprede ben, og de skal reddes – de små pus – af muskuløse mænd, der redder dagen. Sarkeesians anklager provokerede enkelte gamere så meget, at de truede Utah State University med »det største skoleskyderi nogensinde«, hvis universitetet lod Sarkeesian tale til et arrangement. Det resulterede i, at arrangementet blev aflyst, da universitetet ikke kunne garantere Sarkeesians sikkerhed.

I Danmark vakte DR-programmet Ti stille, kvinde! furore, da en række kvindelige aktører i den offentlige debat beskrev personangreb, de blev udsat for på nettet. Tonen var vred og skældsordene i pluralis, men særligt symptomatisk var Kenni Jensen, som på Facebook skrev til Johanne Schmidt-Nielsen: »Bid i puden, skat – jeg kommer tørt ind«.

Da værten på programmet, Michael Jeppesen, opsøgte Kenni Jensen, spurgte han: »Du tænkte ikke på, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen havde det, da hun fik sådan en besked?«

»Næh,« svarede Kenni Jensen, »jeg tror ikke rigtig, de sidder og læser det og følger med i de kommentarer, der er på Facebook.«

Men Kenni – det gør de! Det gør vi i øvrigt alle sammen. For 2014 blev for alvor året, hvor vi ikke længere skelner mellem online og offline. Internettet og teknologien er for længst holdt op med at være et rum, vi bevæger os ind i, men et supplement til den verden, vi befinder os i, når vi taler, skændes, bliver klogere, vredere eller leder efter den tindrende kærlighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu