Læsetid 6 min.

Adoption vendt på hovedet

Transnational adoption ses i Vesten som et humanitært projekt, hvor de vestlige adoptivforældre redder ’det fortabte’ ikke-vestlige barn, mener kunstner Jane Jin Kaisen. Med udstillingen ’Loving Belinda’ vender hun den logik på hovedet og lader et fiktivt asiatisk-amerikanske ægtepar adoptere lille lyshårede Belinda fra Danmark
Med et ikkehvidt amerikansk ægtepar, der adopterer en hvid pige fra Danmark, forsøger jeg at vende op og ned på de almindelige racemæssige hierarkier i forbindelse med adoption, siger Jane Jin Kaisen.

Med et ikkehvidt amerikansk ægtepar, der adopterer en hvid pige fra Danmark, forsøger jeg at vende op og ned på de almindelige racemæssige hierarkier i forbindelse med adoption, siger Jane Jin Kaisen.

17. januar 2015

Fru Anderson lægger armen om adoptivdatteren, Belinda. Hun skubber Belindas hår bagud, men Belinda fjerner hendes hånd med et irriteret ryk.

Intervieweren spørger, om familien føler, at deres omgivelser har god forståelse for adoption.

Vi befinder os i familien Andersons stue, hvor hr. og fru Anderson lader sig interviewe om deres oplevelser med at adoptere Belinda.

Familien Anderson er en helt almindelig kernefamilie med far, mor og datter. Kun i et adoptionsperspektiv går de imod strømmen. Hr. og fru Anderson er nemlig et asiatisk-amerikansk ægtepar, der har adopteret den hvide pige Belinda fra Danmark til Minnesota, USA.

Det ovenstående scenario er hentet fra den danske kunstner Jane Jin Kaisens soloudstilling Loving Belinda. Med værket viser hun blandt andet, at der i forbindelse med transnational adoption hersker nogle stærke forventninger om, hvem der kan adoptere hvem.

»Jeg ville gerne synliggøre noget, som ellers for det meste er uudtalt, nemlig at der i forbindelse med adoption er en stærk, men usynlig racial dynamik på spil,« siger Jane Jin Kaisen.

»Ved at fortælle historien om et ikkehvidt amerikansk ægtepar, der adopterer en hvid pige fra Danmark, forsøger jeg at vende op og ned på de almindelige racemæssige hierarkier i forbindelse med adoption, sådan at det raciale element bliver meget tydeligt.«

Vendt på hovedet

Jane Jin Kaisen mener, at der i Danmark er en udpræget tendens til, at man gennem kulturelle stereotyper skaber et billede af de biologiske forældre og deres hjemland som mindreværdige. Det vender hun på hovedet i sin udstilling, hvor hr. og fru Anderson på humoristisk vis udtaler sig stærkt generaliserende forestillinger om det danske samfund. Generaliseringer, der fungerer som en slags argument for, at Belinda uden tvivl vil få bedre livsvilkår hos dem i USA, end hun ville i Danmark:

»Hr. og fru Anderson begrunder for eksempel konstant Belindas særheder med hendes danske baggrund. Det er udelukket, at problemerne kan være opstået tilfældigt, eller at hr. og fru Anderson på nogen måde selv skulle kunne bebrejdes, mens det i deres optik er meget sandsynligt, at Belindas biologiske ophav er nogle fortabte personer,« siger Jane Jin Kaisen og påpeger, at hr. og fru Anderson ved meget lidt om Belindas biologiske mor, men at de har meget nemt ved at forestille sig, at hendes livssituation er ufavorabel, og at det sandsynligvis er selvforskyldt.

Belindas problemer med at knytte sig til mennesker må således i forældrenes logik hænge sammen med svigt i hendes tidlige barndom, hvorimod de på intet tidspunkt overvejer, at adoptionen i sig selv kunne have været traumatisk, eller at de selv kunne have uforløste følelsesmæssige problemer: »At hun har ekstra svært ved at knytte sig til hr. Anderson må hænge sammen med, at hun har oplevet et ekstra traumatisk svigt fra sin biologiske far eller fra en anden dansk mand. Og hendes fysiske problemer, som ikke bliver specificeret nærmere, må hænge sammen med den voldsomme danske drukkultur, som gør det meget sandsynligt, at Belindas ’Danmark-mor,’ som hr. og fru Anderson har valgt at kalde hende, selv har haft misbrugsproblemer,« siger Jane Jin Kaisen.

Familien Anderson

Udstillingen Loving Belinda består foruden et portrætfoto af familien Anderson af tre videoværker, der på mockumentarisk vis fortæller historien om den opdigtede Anderson-familie. I det første værk, Adopting Belinda fra 2006, møder man familien Anderson umiddelbart efter, at de har adopteret Belinda, der på det tidspunkt er baby. I de nye værker Revisiting the Andersons og Loving Belinda følger man, hvordan henholdsvis en dansk tv-vært og en dansk adoptionsforsker, der interviewer familien Anderson om adoption og om Belindas og familiens trivsel.

Jane Jin Kaisen fortæller, at hun med sin fiktive dokumentar, sin mockumentary, vil destabilisere den virkelighed, hvor det betragtes som en selvfølge, at den største adoptionsstrøm går fra østlige eller sydlige lande, som Korea, til vestlige lande som Danmark. Og hvor den transnationale adoption står i et ’antiracistisk’ og ’humanitært’ lys, som hun siger:

»Den forestilling skygger for det faktum, at transnational adoption er et hvidt privilegium og at der profiteres på adoptionsindustrien samt at de involverede parter ofte står i et ulige magtforhold,« siger Jane Jin Kaisen.

Adoptionsmyter

Jane Jin Kaisen er selv adopteret fra Sydkorea til Danmark af danske adoptivforældre, men hun vil gerne holde igen med at bruge sig selv, når hun udtaler sig om adoption.

Det er vigtigt for hende, at hendes kunstværk ikke bliver reduceret til en personlig, enkeltstående historie, fordi den på den måde nemt kan komme til at skygge for den større strukturelle kritik af dynamikkerne omkring den transnationale adoption, som hun gerne vil lave med sin kunst – kritikken er derfor heller ikke rettet imod den enkelte adoptivfamilie, understreger hun.

Hun fortæller dog, at hun tog til Sydkorea i 2001, hvor hun fandt sin biologiske familie, og at hun siden da har været en aktiv del af et voksende transnationalt miljø af adopterede, der anfægter dominerende fortællinger om transnational adoption i både Sydkorea, Danmark og USA. Og hun fortæller, at oplevelserne kom til at rykke radikalt ved de myter og fortællinger om grundlaget for hendes adoption, som hun indtil da havde været bekendt med.

»I Danmark tager man det for eksempel ofte for givet, at den adopterede skulle have det bedre i Danmark end andre steder. Men den forestilling er typisk baseret på en meget mangelfuld viden om afgiverlandet og på nogle normer, der favoriserer det danske,« siger Jane Jin Kaisen.

Kernefamilieklaustrofobisk

Jane Jin Kaisen fortæller, at hun har forsøgt at skabe en gennemgående klaustrofobisk stemning i filmene. Vi ser således familien Anderson i deres lille lukkede stue med en kameraføring, der gør perspektivet snævert og begrænset. Og vi ser fru Anderson klamre sig til Belinda, der virker, som om hun føler sig fanget i interviewsituationen.

Den klaustrofobiske følelse skal blandt andet være med til at understrege, at kernefamiliens idealer bliver kvælende, og at familien Anderson lukker sig om sig selv og ser sig som en undtagelse fra den større adoptionssammenhæng, forklarer Jane Jin Kaisen, og minder om, at man ikke kan adskille den enkelte adoptivfamilie fra de større strukturelle problemer:

»Hr. og fru Anderson reflekterer aldrig over deres privilegium og deres rolle i større strukturelle problemstillinger – hvilket i øvrigt minder rigtig meget om de manøvrer, der foretages i en dansk kontekst, når man for eksempel diskuterer strukturel racisme eller Danmarks kolonihistorie. De ser sig selv som afskåret fra de debatter, der handler om korruption og menneskehandel i forbindelse med adoptioner, men det er umuligt at afskære den enkelte adoptionshistorie fra større historiske og politiske faktorer,« siger hun.

Isolerede tilfælde

Selv om hr. og Fru Anderson altså ikke har noget grundlag for at kende de egentlige omstændigheder omkring deres adoption af Belinda, så affejer de spørgsmålene om, at korruption og menneskehandel skulle have kunnet finde sted i deres tilfælde, siger Jane Jin Kaisen. Det er noget lignende, der sker i den virkelige verden, når uheldige sager i forhold til transnational adoption bliver betragtet som isolerede tilfælde:

»I forbindelse med udstillingen har jeg lavet en collage med avisoverskrifter om transnational adoption fra danske aviser i perioden 2006-2014 – den hænger i Galleri Images vindue. Og i de overskrifter kan man se, at der konstant dukker nye sager op om korruption og børnehandel i forbindelse med adoption. Først er der en sag om, at der er blevet handlet med indiske børn, så er der en sag om, at der er blevet handlet med etiopiske børn, så med kinesiske børn eller børn fra Guatemala,« siger hun.

»De sager bliver hurtigt betragtet som enkeltstående, men præmissen for den betragtning bliver altså lidt udvandet, når det bliver ved med at ske. Det har været symptomatisk for den slags sager, at man har forsøgt at regulere sig ud af problemer med korruption og børnehandel, eller at man har lukket for adoptioner fra enkelte lande i stedet for at reflektere over, at disse situationer er uundgåelige, når der er mange penge involveret, og når de omhandler parter, der står i et ulige magtforhold.«

’Loving Belinda’ kører på Galleri Image i Aarhus til den 8. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kirsten Juvik
Kirsten Juvik

Jeg havde engang en fransk kæreste, der var hvidt adoptionsbarn af et sort fransk par. Han havde yngre ikke-adopterede søskende. Han havde det godt med sin familie - sådan med det helt normale småfnidder der næsten skal være mellem børn og forældre. De havde taget ham til sig som spæd, fordi han havde en dåelig familie situation og "fordi min mor syntes, jeg var så sød".

Brugerbillede for Karsten Aaen

Som adopteret selv bliver jeg altså nødt til at reagere her! Fordi jeg ved at mange enlige forældre, især i Tyskland, ikke havde noget andet valg end adoption. Enten fordi de ikke selv havde råd til at opdrage deres børn eller fordi deres mødre mere eller mindre pressede dem til det. Af forskellige grunde.

Når man som jeg er et mix mellem en hvid tysk mor (på 18 år) og en flot persisk ung mand (på 25-26 år) og man ligner sin persiske (iranske) far så meget som jeg gør, ja så bliver jeg altså træt, når andre adopterede ikke vil eller kan indse, at de måske har fået et (meget)bedre liv her i DK end de ville have fået i f.eks. Sydkorea. Og når man hørt sin far fortælle at da de hentede mig i Tyskland i september 1964 (da jeg var cirka 6 måneder) at da var der en mand, som udtalte disse ord: Ja, en sådan "Mischling wurde Herr Hitler ja getötet haben" (altsp mig) så begynder man at forstå den racisme og den modstand mod anderledes farvede mennesker end hvide mennesker, som var i Tyskland i begyndelsen af 1960erne. Og derfor var det nok meget godt, set fra mit synspunkt, at jeg kom til gode, hvide mennesker, som kunne tage sig af mig. Og opdrage mig og beskytte mig, give mig mad, tøj, omsorg og holde om mig, når jeg græd. For det er nemlig de personer der gør det som er min mor og far. Og ja, jeg har også en biologisk mor og en biologisk mor. Men jeg har også fået en gave, mener jeg: at komme til dette land, dette Danmark, hvor i hverfald landet i 1970erne og 1980erne, ikke var (meget udtalt) racistisk.

Rent faktisk mener jeg at Jane Jin går racisternes ærinde, når hun (måske?) gerne ser, at sydkoreanerne, kinesere, eller afrikanere, eller børn af f.eks. kinesere, ethiopiere, eller sydkoreanere bliver i disse lande. Fordi dermed kommer hun direkte eller indirekte til at støtte f.eks. Søren Krarup i hans holdning til de her mennesker: De skal blive hjemme hvor de hører til, skal de. Fordi den gofe gud (og naturen) har opdelt mennesket i racer og lande. Og syrerne hører naturligt til i Syrien, fordi de er af syrisk blod. Og kinesere hører naturligt til i Kina, fordi de har kinesisk blod. Eller fordi det vil være bedst for et barn af en kineser at vokse op i Kina. Fordi det er deres naturlige kultur. Ren og skær Blut&Boden argumentation...