Læsetid: 6 min.

Adoption vendt på hovedet

Transnational adoption ses i Vesten som et humanitært projekt, hvor de vestlige adoptivforældre redder ’det fortabte’ ikke-vestlige barn, mener kunstner Jane Jin Kaisen. Med udstillingen ’Loving Belinda’ vender hun den logik på hovedet og lader et fiktivt asiatisk-amerikanske ægtepar adoptere lille lyshårede Belinda fra Danmark
Med et ikkehvidt amerikansk ægtepar, der adopterer en hvid pige fra Danmark, forsøger jeg at vende op og ned på de almindelige racemæssige hierarkier i forbindelse med adoption, siger Jane Jin Kaisen.
17. januar 2015

Fru Anderson lægger armen om adoptivdatteren, Belinda. Hun skubber Belindas hår bagud, men Belinda fjerner hendes hånd med et irriteret ryk.

Intervieweren spørger, om familien føler, at deres omgivelser har god forståelse for adoption.

Vi befinder os i familien Andersons stue, hvor hr. og fru Anderson lader sig interviewe om deres oplevelser med at adoptere Belinda.

Familien Anderson er en helt almindelig kernefamilie med far, mor og datter. Kun i et adoptionsperspektiv går de imod strømmen. Hr. og fru Anderson er nemlig et asiatisk-amerikansk ægtepar, der har adopteret den hvide pige Belinda fra Danmark til Minnesota, USA.

Det ovenstående scenario er hentet fra den danske kunstner Jane Jin Kaisens soloudstilling Loving Belinda. Med værket viser hun blandt andet, at der i forbindelse med transnational adoption hersker nogle stærke forventninger om, hvem der kan adoptere hvem.

»Jeg ville gerne synliggøre noget, som ellers for det meste er uudtalt, nemlig at der i forbindelse med adoption er en stærk, men usynlig racial dynamik på spil,« siger Jane Jin Kaisen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Juvik

Jeg havde engang en fransk kæreste, der var hvidt adoptionsbarn af et sort fransk par. Han havde yngre ikke-adopterede søskende. Han havde det godt med sin familie - sådan med det helt normale småfnidder der næsten skal være mellem børn og forældre. De havde taget ham til sig som spæd, fordi han havde en dåelig familie situation og "fordi min mor syntes, jeg var så sød".

Som adopteret selv bliver jeg altså nødt til at reagere her! Fordi jeg ved at mange enlige forældre, især i Tyskland, ikke havde noget andet valg end adoption. Enten fordi de ikke selv havde råd til at opdrage deres børn eller fordi deres mødre mere eller mindre pressede dem til det. Af forskellige grunde.

Når man som jeg er et mix mellem en hvid tysk mor (på 18 år) og en flot persisk ung mand (på 25-26 år) og man ligner sin persiske (iranske) far så meget som jeg gør, ja så bliver jeg altså træt, når andre adopterede ikke vil eller kan indse, at de måske har fået et (meget)bedre liv her i DK end de ville have fået i f.eks. Sydkorea. Og når man hørt sin far fortælle at da de hentede mig i Tyskland i september 1964 (da jeg var cirka 6 måneder) at da var der en mand, som udtalte disse ord: Ja, en sådan "Mischling wurde Herr Hitler ja getötet haben" (altsp mig) så begynder man at forstå den racisme og den modstand mod anderledes farvede mennesker end hvide mennesker, som var i Tyskland i begyndelsen af 1960erne. Og derfor var det nok meget godt, set fra mit synspunkt, at jeg kom til gode, hvide mennesker, som kunne tage sig af mig. Og opdrage mig og beskytte mig, give mig mad, tøj, omsorg og holde om mig, når jeg græd. For det er nemlig de personer der gør det som er min mor og far. Og ja, jeg har også en biologisk mor og en biologisk mor. Men jeg har også fået en gave, mener jeg: at komme til dette land, dette Danmark, hvor i hverfald landet i 1970erne og 1980erne, ikke var (meget udtalt) racistisk.

Rent faktisk mener jeg at Jane Jin går racisternes ærinde, når hun (måske?) gerne ser, at sydkoreanerne, kinesere, eller afrikanere, eller børn af f.eks. kinesere, ethiopiere, eller sydkoreanere bliver i disse lande. Fordi dermed kommer hun direkte eller indirekte til at støtte f.eks. Søren Krarup i hans holdning til de her mennesker: De skal blive hjemme hvor de hører til, skal de. Fordi den gofe gud (og naturen) har opdelt mennesket i racer og lande. Og syrerne hører naturligt til i Syrien, fordi de er af syrisk blod. Og kinesere hører naturligt til i Kina, fordi de har kinesisk blod. Eller fordi det vil være bedst for et barn af en kineser at vokse op i Kina. Fordi det er deres naturlige kultur. Ren og skær Blut&Boden argumentation...