Dokumentaren ’Night Will Fall’ om Hitchcock's eneste dokumentarfilm: ’Som at se direkte ind i helvede’

I løbet af vinteren og foråret 1945 blev den ene koncentrationslejr efter den anden befriet for tysk kommando i byer, der har skrevet sig ind i historien som nogle af menneskehedens ultimative mareridtssteder; Treblinka, Sobibor, Bergen-Belsen og den værste af dem alle, Auschwitz-Birkenau, der efter myrderier af over 1,1 million mennesker blev indtaget af sovjetiske tropper den 27. januar.

Her havde SS-kommandørerne allerede sat ild på nogle af træbarakkerne, sprængt krematorierne og i ugerne forinden gennet tusinder af fanger ud på de såkaldte dødsmarcher, videre til andre kz-lejre vestpå. Mange af de udpinte og svage fanger overlevede ikke de ugelange vandreture i op til 25 minusgrader.

Med dokumentaren Night Will Fall – af den britiske instruktør André Singer – fortælles historien om de overlevende og deres befriere, men også om en række britiske filmfolk, der i foråret 1945 gik ind i lejrene sammen med soldaterne for at dokumentere nazisternes uhyrligheder til filmen German Concentrations Camps Factual Survey. En film, der aldrig blev færdig.

»Da jeg begyndte at lave min egen film, der veksler mellem den oprindelige film og nye optagelser, skete det sammen med historikere, som jeg tog med ud til kz-lejrene, for at de kunne fortælle om, hvad der skete der. Men da jeg så mødte de overlevende kameramænd, klippere og kz-lejrofre, så jeg straks, at dette var deres film. Så jeg lagde det meste af mit materiale på hyl- den og begyndte nærmest forfra,« siger André Singer. Gennem interview har André Singer forsøgt at genskabe den gru, som blev oplevet af dem, der ikke kunne vende ansigterne bort, men skulle blive ved med at filme, optage, redigere og dokumentere det, de så.

En af klipperne husker oplevelsen ved at skulle bearbejde råmaterialet:

»Vi fik fire timers materiale fra Dachau. Ingen af os anede, hvad det var, vi skulle se. Ingen af os sagde noget, mens vi så materialet igennem, og ingen af os håbede på at skulle klippe materialet. Vi var alle i chok,« fortæller han i André Singers film.

I aften vises den på tv-stationer verden over, inklusive DR K.

Instruktøren André Singer vil med dokumentaren ’Night Will Fall’ fortælle historien om de overlevende fra de tyske kz-lejre og deres befriere, men også om en række britiske fi lmfolk, der i foråret 1945 gik ind i lejrene sammen med soldaterne for at dokumentere nazisternes uhyrligheder til fi lmen ’German Concentrations Camps Factual Survey’. En fi lm, som Alfred Hitchcock var instruktør på, men som ikke blev færdiggjort.

Scanpix

Levende skygger

Anledningen er den internationale holocaust-mindedag, skabt på 60-års dagen for befrielsen af Auschwitz. Her ti år senere afholdes den sidste store mindebegivenhed i Auschwitz, hvor de overlevende deltager i større stil og markerer befrielsen af de omkring 25 større og 1.000 mindre døds- og arbejdsfabrikker. Befrielsen åbnede op for kz-lejrenes afgrundsdybe grufuldheder. Som en af filmfolkene fortæller:

»Der var tusinder af døde kroppe, massegrave på størrelse med tennisbaner, i dem lig af babyer, børn, kvinder, mænd, gamle i et omfang, vi slet ikke kunne overskue. Vi vidste ikke, hvor mange der var.«

Mange af de overlevende, briterne fandt i lejrene, var mest af alt levende skygger – mærket af sygdomme og af døden. Kvinder, der vejede 25-30 kilo, mænd, der vejede måske kun fem-ti kilo mere. Titusinder døde i tiden efter deres befrielse, mens de fysiske og psykiske ar fulgte de overlevende.

German Concentration Camps Factual Survey blev til i et samarbejde mellem instruktørerne Sydney Bernstein og Alfred Hitchcock. Mens Bernstein fik filmoptagelserne sendt fra britiske kamerafolk i Tyskland, var Hitchcock med til at bestemme stilen. Det kunne ses.

En filmhistoriker bemærker, at filmen brød med den hidtidige krigsdokumentar: ved at gå helt tæt på ofrene, bruge lange klip, vise detaljerne og dermed omfanget af ondskaben. Det skulle endelig ikke se manipuleret ud. Med-instruktør Bernstein fortæller:

»Vi ville vise det tyske folk den umenneskelighed, der lå bag. Vi hentede de lokale, der boede tæt på, for at vise dem omfanget af nazisternes forbrydelser. De skulle selv se, at tusinder af lig blev smidt i massegravene, en del af begravet af deres bødler, SS-officerer, der blev sat til at begrave de mennesker, de havde drevet i døden.«

En del af filmmaterialet blev brugt som bevismateriale i Nürnberg-processerne mod nazitoppen.

»USA ønskede imidlertid at få filmmaterialet ud til publikum. De satte filminstruktør Billy Wilder, der havde arbejdet i Berlin i 1930’erne, men siden flygtede fra nazisterne, til at lave en amerikansk version. Den kortere film fik titlen Death Mills og blev vist i Tyskland,« fortæller André Singer.

Billy Wilder husker at have overværet, at en helt fyldt biografsal i Würzburg med 500 publikummer i løbet af visningen nærmest blev tømt. Kun 75 personer sad tilbage, da lyset blev tændt igen. I USA havde filmen sin egen logik. Som den øverstkommanderende Eisenhower sagde til journalister i en af kz-lejrene: »Det er blevet sagt, at de amerikanske soldater ikke vidste, hvad de kæmpede for, nu ved vi, hvad vi har kæmpet imod.«

At filmen German Concentration Camps Factual Survey forblev ufærdig, havde politiske årsager, fortæller André Singer.

»Havde man gjort filmen færdig ved indgangen til juli 1945, ville den blive sendt til Tyskland og vist dér. Produktionstiden var dog længere, og regeringsmagten skiftede i Storbritannien i sommeren 1945. Den nye britiske regering ønskede ikke at lade de jødiske flygtninge rejse til Palæstina. Det ville skabe problemer i det britiske protektorat. En film, som entydigt kunne give sympati for de jødiske kz-lejrofre, skulle undgås. Samtidig ønskede briterne at knytte Tyskland tættere til sig som allierede mod Sovjet, og så var denne film pludseligt ikke længere passende.«

Hundredetusinder af jøder var strandet, fordi ingen ønskede at modtage flygtningene. I Bergen-Belsen var der 20.000 hjemløse jødiske fanger, og de sidste forlod først lejren i 1951. Som den jødiske kvinde Mania Salinger siger i filmen:

»Hvad skulle jeg gøre efter krigen? Der var så dårlige forhold for jøder i Polen. Jeg hørte om Palæstina, og tænkte at jeg kunne starte forfra dér.«

De overlevendes film

Den ufærdige britiske Hitchcock-Bernstein-film blev for fire år siden fundet frem og færdiggjort af film-historikere fra Imperial War Museum i London.

Instruktør André Singer ville skildre filmens skæbne og spejle datidens rædsler med nutidens historiske viden. For den erfarne instruktør og producent André Singer var der ingen tvivl om at historien skulle fortælles af dem, der oplevede kz-lejrenes befrielse. Både dem foran og bag kameraet.

»De var vidnerne til det, de kunne fortælle os andre, hvad de så, og hvad de følte. Det var meget gribende, for dette her er også den sidste chance for at få fortalt denne historie.«

Filmen fandt en række co-producenter, også en dansk, og så blev fokus især lagt på de overlevende kamerafolk. Flere af de ældre herrer døde, inden de kunne nå at blive interviewet. Som en af de interviewede, Mike Lewis, erindrer:

»Jeg troede, som tiden gik, at disse indtryk ville forsvinde. At jeg kunne glemme det. Men det går aldrig væk.«

Da briterne kom ind i lejren, gentog de igen og igen over megafonerne: ’Vi er briter – hjælpen er på vej’. En af de indsatte, dengang 19-årige Anita Lasker-Wallfisch, bemærker i filmen, at hun havde brugt år på at forberede sig på døden, og pludselig virkede det, som om hun skulle overleve.

En soldat fortæller: »Der var så meget tortur, udsultning, tungt tvangsarbejde, og det var ikke muligt at skelne de døde fra de levende. Pludselig kunne en tilsyneladende død person løfte hånden til en hilsen. Krematorierne var stadig varme. Det var som at se direkte ned i helvede. Det er ikke nemt at beskrive.«

Night Will Fall er ikke nem at se i al sin udfoldede gru. En ældre kvinde, Eva, var barn i Auschwitz, og hun og tvillingesøsteren Vera blev overladt til dr. Mengele, der især interesserede sig for tvillinger og foretog eksperimenter, der dræbte 1.500 børn. Eva og Vera var blandt de få overlevende. Da sovjetiske soldater indtog Auschwitz, var det som et langt mareridt, der fik en ende, husker hun.

»Det var, som om engle kom ned fra himlen.«

Billeder, der aldrig forsvinder

André Singer er også mærket af den proces, som filmens tilblivelse indebar for ham.

»Da jeg begyndte at se filmen, havde jeg aldrig set så chokerende optagelser. Man bliver aldrig vant til at se det, det er fortsat lige så chokerende, jo mere man ser.«

Hvad ønsker André Singer, at vi skal lære af at se filmen?

»Jeg har talt med mange, som siger, at det kan lære os, hvad krig og ideologier kan gøre ved mennesker. Jeg er selv født den 4. maj 1945 i England i en flygtet tysk kommunistisk familie. Jeg kender til denne historie, men jeg var selv chokeret over de optagelser, der udgør denne film, og jeg har sønner, der ved mindre om krigens rædsler end jeg. Derfor syntes jeg, det er vigtigt at lave denne film for fremtidens generationer.«