Europas kosmopolitane tænker

1944-2015

Ulrich Beck slog sit navn fast som betydningsfuld intellektuel med udgivelsen af Risikosamfundet i 1986 – en bog og et begreb, der solgte over 100.000 eksemplarer i Tyskland; vakte genklang verden over; er oversat til mere end 35 sprog; og som stadig diskuteres langt hinsides hans egen fagdisciplins grænser. Han har siden været en markant stemme i samfundsvidenskabelige og offentlige debatter om bl.a. miljø, atomkraft, finanskrise og europæisk integration, i og uden for Tyskland.

Beck var til sin død en aktiv forsker og debattør, konstant optaget af at sætte sin samtids væsentligste udviklinger på begreb. Med sin kritik af det nationalstatslige perspektivs dominans og sit forsvar for et kosmopolitant alternativ, med blik for den gensidige afhængighed på tværs af verdens kulturelle og politiske grænser, bidrog Beck til at åbne nye horisonter for samfundstænkningen i det 21. århundrede. I hans optik er verden under hastig forandring. Men tænkningen halter bagud, fanget som den er i fortidens ’zombie-kategorier’. Selv var Beck en utrættelig leverandør af nye ideer og perspektiver.

Foruden at være professor ved tre velestimerede europæiske universiteter og videnscentre – på Ludwig-Maximillian-Universitetet i hjembyen München såvel som i London og Paris – var Beck til det sidste leder af et stort tværregionalt forskningsprojekt om klimaforandringer og transnationale fællesskaber i Europa og Østasien. Så sent som i sommeren 2014 var han på besøg i Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor han bl.a. diskuterede klimaforandringer med koreanske forskere og byens populære borgmester under stor lokal mediebevågenhed. Jeg var selv med i Seoul som deltager i Becks forskningsprojekt – og jeg vil sent glemme det imponerende engagement, blandet med viljen til at lære af andres historiske erfaringer, som Beck altid udviste i rollen som offentlig og omrejsende kosmopolitisk intellektuel.

’Det andet moderne’

Beck studerede sociologi og filosofi ved universitetet i München fra midten af 1960’erne og blev doktor i filosofi i 1972. Her tilegnede han sig den tunge tyske samfundsfilosofiske tradition – og trods sin til tider uortodokse nytænkning forblev Beck aftager af den kritiske teoris sociale engagement, i dialog med sin ven gennem mange år, den anerkendte filosof Jürgen Habermas. Under studietiden mødte han tillige sin kommende kone, sociologen Elisabeth Beck-Gernsheim. De to nåede at skrive flere bøger sammen, herunder senest om kærlighedens veje og vildveje på tværs af lande- og kulturgrænser (Fernliebe, 2011).

Med sit begreb om risikosamfundet eller ’det andet moderne’ søgte Beck at sætte ord på de grundlæggende forandringer, som særligt de vesteuropæiske samfund i hans optik havde gennemløbet siden 1960’erne. Her var industrisamfundets første modernitet, præget af kampen om rigdom og velstand, gradvist blevet overlejret af en ny logik, centreret om den negative fordeling af nye grænseoverskridende risici. Særligt de økologiske og teknologiske risici ved f.eks. atomkraft, kemikalier og skovdød spillede en stor rolle for den oprindelige diagnose. Siden har Beck føjet terror, finansielle kriser og senest den digitale overvågnings trussel mod privatlivet til listen over globale risici, som skaber nye usikkerheder og uforudsigelige livsvilkår, og som binder skæbner sammen på tværs af rige og fattige egne af verden.

Becks risikobegreb er ofte blevet misforstået, som udtryk for civilisationsskepsis eller slet og ret som tysk pessimisme. I realiteten forholder det sig modsat, og Beck selv betonede altid ironien og ambivalenserne såvel som de konstruktive forandringspotentialer i den nye tid. Risikosamfundet er grundlæggende udtryk for det moderne samfunds succes, hvis uintenderede sideeffekter nu vender tilbage som en boomerang og truer vores eget livsgrundlag. De menneskeskabte klimaforandringer udgør her en klar illustration. Men i horisonten af klimatruslerne skabes samtidig nyt håb om forandring: Risiko, argumenterer Beck, er ikke det samme som katastrofen. Risiko er derimod en nutidig foregribelse af den fremtidige katastrofe; og i dette mellemrum, mellem nutid og fremtid, findes samtidig potentialet for handling og modsvar.

Opnår mere i fællesskab

Idet nutidens risici og forandringer er grænseløse, lader de sig ikke kontrollere og inddæmme af nationalstaten, den første modernitets primære politiske aktør. Derfor, hævder Beck, er der behov for nye typer af fællesskaber og nye typer af transnationale institutioner, der kan håndtere de fælles globale udfordringer. I Becks optik var og er Den Europæiske Union (EU) en væsentlig politisk nydannelse, fordi den tilbyder en institutionel ramme for løsning af de grænseoverskridende problemer, som nationalstaterne ikke kan håndtere alene. Igennem sine sociologiske analyser viste Beck, at EU netop bygger på det princip, at vi opnår mere handlekraft og dermed mere suverænitet, når vi handler i fællesskab.

Beck var imidlertid langtfra blind for de problematiske aspekter af det europæiske samarbejde. I kølvandet på de senere års eurokrise udviklede han sig til en skarp kritiker af det tyske krisediplomati og dets uforbeholdne magt over den sydeuropæiske finanspolitik. Som altid fandt han et skarptskårent (og vittigt) begreb til formålet: Europa var hjemsøgt, sagde Beck, af ’merkiavellisme’, idet den tyske kansler Angela Merkel øjensynligt havde kigget lidt for dybt i Machiavellis magt-kyniske råd til sin renæssance-fyrste. Samtidig var Beck bekymret over udbredte tendenser til udemokratisk teknokrati i EU og slog offentligt til lyd for mere samarbejde fra neden. I 2013 foreslog han en ’europæisk værnepligt’, hvor borgere havde ret til ét års gratis ophold i et andet EU-land for herigennem at styrke den europæiske solidaritet.

Hverdagslig erfaring

For sociologen Beck var kosmopolitanisme – eller ’kosmopolitisering’, som han foretrak – ikke et abstrakt og filosofisk princip om globalt demokrati og medborgerskab. Det var først og fremmest en hverdagslig erfaring af de mange gensidige afhængigheder, der binder det sociale liv og fællesskaber sammen på kryds og tværs af landegrænser. For migranten, der har familie og venner spredt over hele kloden, eller for ingeniøren, der bygger stormsikring i klimaudsatte storbyer på alle kontinenter, giver den nationalstatslige orden ikke noget retvisende billede af den sociale verdens udformning. Sociologiens rolle, mente Beck, var at bidrage til at tegne de nye kosmopolitane landkort, der præger det 21. århundrede, og som nødvendiggør en gentænkning af alt fra familie- og arbejdsliv til identitet, klasser, ulighed og politik.

Som menneske og som intellektuel var Beck præget af videbegær, klarsyn, humor og generøsitet. I dialog med andre var han ofte den første til at påpege svagheder og huller i sin egen argumentation, altid med et glimt i øjet. Han forblev livet igennem tro mod de bærende elementer i sin tænkning – men han søgte samtidig konstant at udfordre disse gennem dialog og kontrast med nye teoretiske, historiske og kulturelle perspektiver. Denne indstilling aftvang respekt, selv hos kolleger, der var helt eller delvist uenige i den teoretiske tilgang. Beck ikke alene skrev om det kosmopolitane; han var selv en kosmopolitisk tænker, der praktiserede og fastholdt nødvendigheden af dialog på tværs af forskelle.

Beck arbejdede til sin død på et nyt manuskript, der ville lægge nye lag til hans analyse af samtidens forandringer og forviklinger. Han havde stadig ting at lære os – og ting selv at lære – om en usikker verden under forvandling. Nu må det være op til os andre at samle hans udfordring op og i fællesskab forsøge at håndtere de grænseoverskridende risici, som Beck gav os et nyt blik for og sprog til at forstå.

Anders Blok er lektor i sociologi ved Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i storbyers rolle i international klimapolitik, inspireret af Ulrich Becks teori om risikosamfundet