Interview
Læsetid: 6 min.

’Familien er min flok – min stamme’

Rapperen Jooks har lavet et album om at være mand i familielivet med kone, børn og hverdagstravlhed – uden at være en taber. Information har mødt den 34-årige rimsmed, der med albummet ’Dyr’ definerer en ny manderolle, som rejser sig af asken fra 68’ernes nedbrænding af kernefamilien
Efter knapt 20 år på hiphopscenen overvejede rapperen Jooks at lægge musikken på hylden, fordi det ville være ’patetisk at lave en plade om at ryge bong, score damer og spille Playstation, når man er 34 år, gift på tiende år og far til to’. Men i stedet har han trukket konen og børnene ind i sit rapunivers.

Efter knapt 20 år på hiphopscenen overvejede rapperen Jooks at lægge musikken på hylden, fordi det ville være ’patetisk at lave en plade om at ryge bong, score damer og spille Playstation, når man er 34 år, gift på tiende år og far til to’. Men i stedet har han trukket konen og børnene ind i sit rapunivers.

Finn Frandsen

Kultur
31. januar 2015

Der er farverigt legetøj i hjørnerne af den store herskabslejlighed, og på en reol står et par flasker whisky og nogle krystalglas ved siden af små legetøjsfigurer. I bogreolen deler Suzanne Brøgger-biografien Krukke og forskellige debatbøger plads med Jakob Martin Strids Historien om den kæmpe store pære.

Information er på besøg hos rapperen Jooks – eller Johan Forsby, som der står på dørskiltet, i forbindelse med hans nye album Dyr.

Det giver mening at mødes i hans hjem på Østerbro, hvor små spor af legetøj og børnetegninger giver lejligheden liv. For det er her, albummet har sit epicenter midt i voksenlivet med kone og små børn, hverdagstravlhed og hente-bringe-ordninger.

Men Dyr er også et album om begæret og de drømme, der for alt i verden ikke må drukne i hverdagens rutiner og børnefamilielogistik.

»Når man får børn, så bliver det hele enormt rationelt og organiseret. Men hvis du glemmer det begær, du havde, da du var ung, som handler om at gå ud og tage verden og flå den i stykker, så misser du noget. De drømme, du havde som 25-årig, er lige så valide, når du er 35. Det er bare sværere at realisere, men så må du ordne det, så du får den frihed til at have dit eget rum – om det så er at tage på jagt med vennerne eller lave rapmusik,« siger Jooks.

Han er sammen med sin kone på 14. år og far til to drenge på syv og tre. Og han er træt af, at familiefaren ofte fremstilles som en vag person, der er under tøflen. For sådan er virkeligheden sjældent.

»Det at slå sig ned og få en familie bliver i samfundet tit beskrevet som noget negativt. Så er man sat, konen er ’hjemmestyret’, og børnene er en klods om benet. Hvorfor er det sat, at man gerne vil have ansvar og være en god far? Det kommer kun an på, hvordan du selv definerer din hverdag. Jeg føler, at jeg er sikret i min private ramme. Min familie er min flok – min stamme – og det betyder, at jeg kan gå ud i verden og tage nogle chancer, som jeg ikke ville turde ellers. Jeg synes ikke, man er blød, når man har en familie – man er fucking stærk på grund af dem,« siger Jooks.

Han tager dansk rap i en ny retning, når han på »Lige Nu« skildrer en søndag morgen uden moralske tømmermænd og postdrukparanoia, eller på »Shh« rapper om at knalde igennem med konen, når ungerne sover. Der er ingen drengerøvsalias eller gangsterattitude at gemme sig bag, når han på »Etableret« rapper:

»Etableret/ Med 20 gram guld om min finger/ Så få de fucking skanky damer ud af her.«

Mand 2.0

Egentlig var Jooks ved at lægge rappen helt på hylden. Efter knap 20 år på hiphopscenen, først som en del af rapgruppen Rent Mel og siden som solokunstner, der debuterede med Privilegeret i 2009, havde han ramt en kunstnerisk blindgyde.

Han havde fået et stort hit med poppastichen »Hun Vil Ha’ En Rapper«, men når han var ude at spille live, blev han reduceret til ham rapperen med pophittet. Efterfølgende indspillede han en række mere poppede numre for så at skrotte det hele igen, fordi det ikke føltes rigtigt.

Startskuddet til Dyr blev et opkald fra vennen og rapkollegaenen Orgi-E – medlem af rapgruppen Suspekt, som er kendt for deres storskrydende og pikslingende tekster.

Orgi-E ville have Jooks med på sit soloalbum, og Jooks medvirkede på nummeret »Mand 2.0« med en tekst, der positionerer ham som familiefar til to over et tungt beat. Efter indspilningen af nummeret kunne Jooks fornemme, at der var plads til – og måske ligefrem brug for – en ny manderolle i dansk rap.

»Emil (Orgi-E, red.) inviterede mig ind på en plade, der er meget seksuelt eksplicit. Det er pikken forrest, du ved. Og at tage kone og børn ind i det univers og gøre det potent, det var fucking svedigt. Jeg tænkte: Det skal kunne fungere! For det er jo der, hvor jeg er i dag. Det ville være patetisk at lave en plade om at ryge bong, score damer og spille Playstation, når man er 34 år, gift på tiende år og far til to.«

– Kan man stadig bliver taget seriøst som rapper, når man laver et album om at være familiefar?

»Selvfølgelig kan man det. Rap er en udtryksform, og den er kun interessant, hvis den reflekterer det sted, man er i livet. Men jeg er ærligt talt ligeglad med, om det passer ned i en boks. Hvis jeg føler det, er det ægte. Det er lidt ligesom, når Rasmus Seebach synger, at klokken var lidt i fem. Du kan høre, at det var den – sig uuuh-huu«, synger Jooks og imiterer den populære popsmed med et smil.

»Jeg har lavet mit album ud fra en regel om, at det skal være autentisk – og jeg lever jo ikke et liv, hvor jeg laver damer hver fredag. Der laver jeg alt muligt andet – er sammen med mine unger eller drikker vin med konen.«

Konen er forfatteren Julia Lahme. Sammen arbejder de begge i PR-firmaet Lahme Aps, der laver kommunikation for livsstilskunder.

For Jooks blev ambitionen om at indspille et album ved siden af familieliv og voksenjob realiseret ved at tage i studiet en nat om ugen med producer Jonathan Elkjær. Sammen eksperimenterede de bag mixerpulten og drak sig fulde.

Eller som Jooks formulerer det: slap det indre dyr løs.

»Jeg går i stykker, hvis jeg ikke har et output i rappen. Så bliver jeg en dårlig far og ægtemand. Jeg tror, det er afgørende for et parforholds overlevelse, at man beholder de frirum, hvor man kan udleve sine drømme. Og en af de ting, der tænder mig ved min kone, er at hun er produktiv og får nogle vilde ideer. Jeg vil gå langt for at få hverdagen til at fungere, når hun har ild i noget. Og den anden vej rundt. Fordi vi løfter sammen.«

Tilbage til kernefamilien

Jooks er født i 1980 og vokset op på Østerbro som barn af venstreorienterede forældre i en tid, hvor det blev anset for borgerligt at være far, mor og børn på den traditionelle måde. På mange måder er han vendt tilbage til nogle mere konservative værdier med en klassisk kernefamilie med to børn og alt hvad det indebærer af parmiddage og kolonihavehus.

»På en måde har mange i min generation indset, at der måske var noget godt ved kernefamilien, hvis man selv kan definere, hvad den skal kunne. Når vi selv kan bestemme, hvordan vi vil have det, så begynder vi at finde en fornyet styrke i det sammenhold mellem mor og far. Men det er en anden kernefamilie end i 50’erne – heldigvis og takket være 68’er-oprøret.«

– Hvad vil det så sige at være en Mand 2.0?

»Det vil sige, at det at have en familie, man elsker, ikke ses som en begrænsning, men en løftestang. Jeg tror på dualiteten mellem det sikre og trygge i familien og så det vilde og grænsesøgende, som musikken repræsenterer for mig. Jeg bliver nødt til at bevæge mig i begge rum. For jeg tror, at hvis man konstant bevæger sig i rent kaos, så går man i opløsning og dør i en alder af 27 år. Men der er noget spændende over at kunne hente styrker i begge rum. Så bliver det en vekselvirkning,« siger Jooks og slår ud med armene.

Han mener hvert ord, han siger og griner højt, da jeg spørger ham, om han stadig rapper om ti år.

»Ja, sgu da! Man ville jo aldrig spørge Kim Larsen om, hvornår han dropper guitaren og får sig et ordentligt job. Rap har bevist, at det er en langtidsholdbar genre. Men det er selvfølgelig op til os, der bliver ældre, at vi kan tage genren med os. Det er jo på en måde det, jeg gør nu ved at rappe fra et helt andet perspektiv, end dengang jeg var 24 og rappede om, at alle pigerne skulle tage tøjet af.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Jooks er født i 1980 og vokset op på Østerbro som barn af venstreorienterede forældre i en tid, hvor det blev anset for borgerligt at være far, mor og børn på den traditionelle måde. På mange måder er han vendt tilbage til nogle mere konservative værdier med en klassisk kernefamilie med to børn og alt hvad det indebærer af parmiddage og kolonihavehus."

Nanna Balslev og Jooks aner intet, intet!, om hvad det var 1968erne forsøgte! De forsøgte at finde tilbage til tidligere tiders storfamilier, og til kulturen i de små landsbysamfund, som samfundet via socialdemokraterne, i løbet af 1960erne, havde smadret, ja smadret! Hvor børnene ikke kun var forældrenes, men var alles børn. Og hvor alle i landsbyen kendte smedens Lise, og fabrikantens Lars, og syersken Peter og rengøringsdamens Ulla, og hvor alle voksne kunne tillade sig at sige noget til de her børn, hvis de f.eks. gjorde noget forkert. Og hvor alle i landsbyen bidrog til børnenes opdragelse....

Og så var det reaktion på 1950ernes pænhed, hvor alt smudset og snavset alligevel foregik (utroskab, druk, mm) men som man i 1950erne lukkede ned for; man så den anden vej......pænt....

Klaus Lerkenfeld

Heldigt for dansk hip hop kultur, at et talent som Jooks ikke lagde mikrofonen på hylden, blot fordi hans virkelighed er blevet en anden. Respekt for at han rapper om dette, istedet for netop på patetistisk vis forsøge at leve op til rap stereotypen og holde fast i sin fortid.

Har ikke hørt pladen 'Dyr', men ville ikke overraske mig hvis den var guf for øregangene.