Læsetid 4 min.

Sig ’fantasy’, og alle bliver hvide

Mainstreamscience fiction og fantasyfortællinger forfalder stadig til at være ’hvide frelserfortællinger’, som vi har set det i ’Game of Thrones’. Ikkehvide figurer skildres ofte som dæmoniske, seksualiserede eller hjælpeløse
Sexisme og racisme er ikke problemstillinger, der bliver dyrket i fantasy-genren. Her et stillbillede fra tv-serien ’Game of Thrones’, der bygger på bestseller-romaner af George R. R. Martin.

Capital Picture

2. januar 2015

I sidste måned, da jeg gik gennem de overfyldte korridorer i Javits Center (i New York, red.) fik jeg næsten tårer i øjnene. Der blev afholdt tegneseriemesse – den traditionsrige, årlige New York Comic Con – og omkring mig i menneskevrimlen blomstrede der et hav af sorte og brune ansigter, mange af dem delvist skjult under radarbriller, zombiesminke eller masker. For måske første gang, siden jeg for fem år siden begyndte at skrive fantasy og science fiction, følte jeg mig omsider hjemme i min egen genre.

Tidligere på sommeren udløste jeg en del kvababbelse i amerikansk fantasylitteraturs gamle garde på grund af en underskriftsindsamling, jeg tog initiativ til, med et krav om at droppe busten af H.P. Lovecraft som prisstatuette ved uddelingen af genrens fornemmeste pris, World Fantasy Award, og erstatte den med en buste af Octavia Butler (en højt anerkendt, sort kvindelig science fiction-forfatter, der døde i 2006, red.).

Lovecraft var en i bedste fald ujævn skribent: Hans historier haltede gumpetungt af sted, overbelæsset med adjektiver og skabelonagtige hovedpersoner. Vel var hans talent for til at udtænke og skildre alternative universer tilstrækkeligt veludviklet til at give ham en position i litteraturhistorien, men selv disse aspekter af forfatterskabet lider ikke bare under stedvis ringe skrivekunst. De lider frem for alt under mangel på fundamental menneskelighed. I hans breve får Lovecrafts rabiate og paranoide racisme som bekendt frit løb, men færre gør sig klart, i hvor høj grad dette tankesæt gennemsyrer hele hans mytos. Lovecraft befolkede sin fiktion med horder af mørklødede barnemordere og sindsoprivende stupide sorte og brune mennesker, samtidig med at kvindelige personer er næsten ikkeeksisterende i hans værk.

Blindt punkt

Tilhængere af at bevare Lovecraft-prisstatuetten peger på hans enorme indflydelse på fantasygenren og med rette. Desværre betyder arven efter Lovecraft også, at vi selv i dag må kæmpe for at frigøre os fra den racistiske virkningshistorie, som han og andre tidlige-spekulative fictionforfattere har efterladt os. Selv i dag forfalder megen mainstreamscience fiction og fantasy-fortællinger til at være ’hvide frelserfortællinger’, som vi for nylig har set det i Game of Thrones. Dæmoniske, seksualiserede eller hjælpeløse skildres de ikkehvide figurer ikke sjældent uden den samme menneskelighed og dybde, som tillægges de hvide. Som min forfatterkollega Imran Siddiquee påpeger i en artikel i The Atlantic, har dystopierne i nutidens teenagerromaner tendens til at afsløre et himmelråbende blindt punkt, når de skal tematisere mere komplekse spørgsmål om magt og privilegier: »Mens de seneste dystopier advarer de unge læsere om overdreven afhængighed af computere, faren for totalitært styre, social forarmelse, pandemiske panikker og global opvarmning, er det kun uhyre få af dem, der inviterer deres læsepublikum til at tænke dybere over sexisme og racisme.«

Og selv om ’urban’ i USA er blevet forlagsbranchens kodeord for bøger skrevet af og til sorte mennesker, behøver man bare at tilføje ordet ’fantasy’, og pludselig bliver både hovedpersoner og forfattere vældigt hvide. I denne form for litterær gentrificering bliver den amerikanske by enten til en fjoget, hvidvasket forstadslegeplads med skolepiger som varulve og vampyrer eller også til et afgrundsdybt storbymareridt. Og som det gælder for de fleste dystopier, har de fiktionaliserede udgaver af denne by kun meget lidt at sige om de virkelige konflikter i verden og den trussel, de kan udgøre imod farvede bysamfund i form af for eksempel politivold og gentrificering.

Ifølge en nylig undersøgelse arbejder der kun tre procent latinoer og tre procent asiater i forlagsbranchen, mens sorte amerikanere tegner sig for en så lille andel som en procent. Som fagbladet Publishers Weekly udtrykker det: »Fantasygenren står over for samme udfordring som resten af forlagsbranchen: at gøre en ende på en lang historie, hvor bogudgivelser primært har været et anliggende for hvide mandlige heteroseksuelle forlæggere og hvide heteroseksuelle læsere.« Selvfølgelig spiller branchens racesammensætning en rolle. For forfattere, der ikke lige er hvide mænd, bliver den i forvejen stejle bakke yderligere kompliceret af spørgsmål som kulturel oversættelse, repræsentation, passiv aggression, raseri og assimilation. Det er umuligt at vide, hvilke af vore sandheder der vil ryste den privilegerede følsomhed hos de mange dørvogtere, vi skal forbi.

Butlers prosa svæver

»Hvorfor lige Butler?« spurgte mange mig, da jeg indsamlede underskrifter, hvilket gjorde mig opmærksom på, i hvor høj grad vi hver især forskanser os i vores eget hjørne af genren. Fordi Butlers prosa svæver, lige dér hvor Lovecrafts snubler. Fordi hendes karakterer lever og ånder og konfronterer komplekse magt- og privilegiestrukturer midt i fantastiske, frygtindgydende drømmelandskaber fyldt med af historiske referencer og nuancer. De science fiction-forfatterkolleger, jeg føler mig tættest på, er for det meste sorte og brune, og mange af os har det til fælles, at det var Butler, som inspirerede mange af os til at begynde at skrive i første omgang. Vi forsamles oftest i onlinefællesskaber såsom Nerds of Color, Black Girl Nerds og Fan Bros, for lige akkurat uden for ComicCon har sciencefiction-messer historisk set ikke været trygge rum for kvinder og farvede mennesker. Det er ikke mindst mennesker fra disse onlinefællesskaber, der i tusindvis har skrevet under på min opfordring og dermed har forvandlet mit initiativ fra blot at være endnu et forsøg på at afsætte Lovecraft som ukronet konge for fantasygenren til at være en global samtale med mediedækning i Salon, The Guardian, på National Public Radio og på utallige blogs.

Læs Lovecraft, bliv inspireret af hans vilde fantasi og frastødt af hans afskyelige verdenssyn. Lær af hans fejl – det har jeg helt sikkert. Men idoliseringen af ham må stoppe, hvis vi alle skal komme videre. Vi er på vej ind i en ny tid – en tid, der ikke længere hænger fast i tidligere tiders trætte hierarkier, og vi vil kunne styrke vores yndlingsgenre enormt, hvis vi befrier den for alle gamle, udlevede og undertrykkende troper.

Daniel José Older er amerikansk science fiction- og fantasyforfatter.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
Simone Bærentzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uli Fahrenberg

Det er anden gang i dag jeg starter at læse en artikel oversat af Niels Ivar Larsen og må stoppe midt i, fordi oversættelsen er dårlig. Ikke sådan at den er forkert, men somo skåret i træ og for kedeligt at læse.
Jeg skynder mig at sige at jeg værdsætter at Information bringer oversatte artikler fra Grauniad og andre steder, men vil for fremtiden gerne bede om at der konsekvent sættes et link til originalteksten, til dem der hellere vil læse ting på engelsk.

N.I.L.s oversættelser bærer for tiden noget præg af travlhed eller måske fortravlethed. Slåfejl og dobbeltforekomster er også hyppige.
Interessant artikel, og oversættelsen er da flydende nok til, at man kan køre forfatteren igennem, men det er begyndt at gå for stærkt i korrekturen.