Læsetid: 5 min.

Farvel til bryllupsjazzen

Siden 2011 har Rytmisk Musikkonservatorium i København flyttet sig fra at være en teoritung jazzuddannelse til at være en skole for musikkunst. Eleverne skal ikke bare spille flot på et instrument, de skal opdage og udvikle en ’selvstændig kunstnerisk profil’. De er ikke håndværkere, men kunstnere in spe
’Ændringerne var perfekte for os, for vi var ikke så node-agtige,’ sagde Max Winding, inden han gik tilbage til stemmetræningen.
19. januar 2015

Som duften af en nybagt tærte i en tegnefilm svæver tonerne af et mekanisk electrobeat ud mellem designerlamper og forstærkere i øvelokalet på Holmen i København og siver ud af den lydisolerede dør, der står på klem. Vi er på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor næste generation af studerende i disse dage er til optagelsesprøve. Og der lyder nye toner. Bogstavelig talt.

I gamle dage – hvilket i Konservatoriets tilfælde kun er fire år siden – var uddannelsen en håndværkerskole med en optagelsesprøve spækket med skrappe tekniske og teoretiske tests i nodelæsning, hørelære, klaver, musikteori og instrumentteknisk kunnen.

Men i 2011 tog rytmekons – som uddannelsen hedder i musikmiljøet – trommestikkerne i den anden hånd. Der var for meget jazz, for meget konservering og for lidt nyskabende samtidsmusik. Uddannelsen blev lagt totalt om, så man nu ikke engang behøver at kunne læse noder for at blive lukket ind.

Som rektor Henrik Sveidahl formulerer det:

»Der er trods alt aldrig noget menneske, der har cyklet gennem en kold vinteraften og lagt 150 kroner til en koncertbillet for at nyde, hvordan folk læser noder. Det er kunst, det handler om.«

Du må ikke bruge venstre arm

I et nyindrettet øvelokale på Holmen, der dufter af minimalistisk, skandinavisk design, laver Max Winding stemmeøvelser. Han og Ludomir Diet har gået på Konservatoriet siden 2011, men de var aldrig søgt ind, hvis ikke skolen havde lagt stilen om.

»Ændringerne var perfekte for os, for vi var ikke så node-agtige,« siger Max Winding.

De to venner spiller sammen i det 80’er-poppede projekt Himherhim og er en del af det brugerejede pladeselskab Idiot Disc Records. Drømmen er – som for næsten alle på rytmekons – at kunne leve af at spille sin egen musik.

Blandt de studerende er allerede anerkendte musiknavne som Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine, Cæcilie Trier fra Choir of Young Believers og CTM og Malthe Fischer fra Oh No Ono.

»Af dem, der går her i dag, har måske 50 pct. spillet på Roskilde Festival. Det var måske 2 pct. for 20 år siden. De, der går her nu, spiller med nogle, der kommer bredere ud,« siger Max Winding.

»Til daglig handler det ikke så meget om instrumentet, men om at lave musik, udvikle sig sangskrivermæssigt og udvikle sin identitet,« siger Ludomir Diet.

Han fortæller om et valgfag, hvor han og et par medstuderende i fem uger lukkede sig inde i et studie sammen med sanger og guitarist Nis Bysted fra det eksperimenterende rockband Thulebasen. Overskriften på faget var »Forhindringer«, og de fire musikere brugte seks timer om dagen på at lave benspænd for sig selv såsom ’du må ikke bruge venstre arm’, eller ’du må aldrig spille den samme akkord to gange i træk’. De endte med at indspille 8-9 numre.

Svært at være ædelsten

Målet med konservatorieuddannelsen, der hvert år koster staten 35 mio. kroner, er, at de studerende skal »udvikle en selvstændig kunstnerisk profil«, som Henrik Sveidahl siger. Teknik og teori er sekundært og skal kun bruges til at understøtte den kunstneriske udvikling – som et middel til at nå et mål.

Derfor blev optagelsesprøven i 2011 ændret, så al teori og teknik forsvandt. I dag minder prøven om en audition, hvor hver aspirant har 10 minutter til at spille en koncert for et bedømmelsesudvalg.

»Vi har ingen præferencer i forhold til genre, men holder øje med, om der er en musiker, som har en skaberkraft; et kunstnerisk talent for at fortælle en historie gennem sin musik. At gøre en forskel,« siger Henrik Sveidahl. Han kalder omlægningen for et »paradigmeskifte«.

Ifølge jazzforsker på RUC og docent på Konservatoriet Jens Skou Olsen indskriver den nye stil sig i en kulturel megatrend, som han kalder »radikal individualisering«.

»Man går fra at se gruppen som det vigtigste til at se individet. Hvis du tænder tv’et fredag aften, kan du se X Factor, hvor det handler om, at den enkelte har en eller anden ædelsten inden i sig, som vi er interesserede i. Og den må gerne være usleben,« siger Jens Skou Olsen.

Men det kan være svært at skulle være en ædelsten. Konservatoriets ambition om at udvikle elevernes unikke kunstneriske potentiale kan være hårdt for psyken, fortæller en elev, der ikke vil have sit navn i avisen af frygt for at brænde sine broer »i en meget lille branche«.

Nogle gange har skolearbejdet mere karakter af selvudviklingskurser end af musikundervisning, mener han.

»Man skal hele tiden finde sig selv som kunstner og sin personlige stemme. Man skal opfinde den dybe tallerken hver 6. uge i stedet for bare at skulle spille musik og blive dygtig.«

Det er tit »grænseoverskridende« at få feedback, fortæller den anonyme studerende, for kritikken retter sig sjældent mod praktiske evner, som de studerende målrettet kan optræne; men derimod mod eleven som (kunstnerisk) jeg. Han har bl.a. oplevet en underviser, der kritiserede hans arbejde ved at spekulere i, om han »havde fået nok opmærksomhed som barn«.

Midt i en jazztid

Da rektor Henrik Sveidahl selv spillede jazzsaxofon på Konservatoriet i slut-80’erne, var det meget anderledes. Dengang handlede alt om jazz. Rytmisk Musikkonservatorium åbnede i 1986 med forbillede i Berklee College of Music i Boston, USA og producerede navne, som kun ægte jazz-connaisseurer kan nikke genkendende til – Nikolaj Hess, Christina von Bülow, Klaus Waidtløw.

De ikke-jazzede; de unge, kække, nyskabende node-blinde musik-brushoveder gik i en stor bue uden om Konservatoriets tekniske jazzteori. Ingen ledte efter nyskabende musik på rytmekons. Her er var musik et håndværk, og så kunne kunsten altid komme senere.

Som en ung, aktiv musiker skriver i en e-mail til Information:

»Der er ingen tvivl om, at Konservatoriet historisk set har været fuldstændigt udueligt i forhold til at producere original, rytmisk musik (det har givetvis produceret glimrende højskolelærere, korledere, lydmænd og ja, bryllupsmusikere, he he). Jazzmusikken, bestemte avantgardeformer og bigbandmusikken har nok også haft det fint nok. Problemet har altid været, at der var ZERO fokus på skabelsesprocessen, og at der har været en udpræget instrumentfetichisme (...) Heldigvis er det mit indtryk at der blæser nye vinde.«

Pladebranchen glæder sig også over de nye toner fra Holmen.

»Engang sagde man, at hvis du gik på rytmekons, så blev du enten rigtig dygtig til at spille The Real Book (sangbog med klassiske jazznumre, red.), eller også blev du dygtig til at undervise i samspil. Men det er et andet sted at komme nu, end det var for fire år siden. Det sitrer meget mere,« siger bestyrelsesformand og direktør i Sony, Henrik Daldorph, der også er formand for skolens aftagerpanel og tilføjer:

»Det ville være fantastisk fedt, hvis det pludselig var folk fra Konservatoriet, der begyndte at lave hits.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan man forestille sig Medina som underviser på rytmekons?
Hvis artiklen er sand så lyder rytme kons meget prætentiøs.

Der er lidt barnet ud med badevandet over det her ... ud til højre med noget så lallende som musisk håndværk, og ind med "X-faktor"?

Hvis ikke man har det musikalske håndværk med, hvordan i alverden skal man så omsætte al den individualitet til noget, der bare svagt minder om musik?

olivier goulin

Sandt nok, at den afgørende faktor, der adskiller den sublime improvisator fra den middelmådige er af en uhåndgribelig åndelig beskaffenhed - en X-faktor, så at sige.

Men det er så ironisk nok præcis det eneste et konservatorium ikke kan ændre meget ved. Enten har man det, eller også har man det ikke. Det er nærmest et medfødt genius, som skal poleres gennem en eller ande form for skolering, feks. den formelle på et konservatorium. Men der er andre måder. Mange af jazzens største solister var næsten uden formel skoling. De lærte det gennem imitation og 'on the road'

Så det behøver et konservatorium slet ikke bekymre sig om. Konservatoriets opgave er at udstyre den studerende med de håndværksmæssige kompetencer - herunder nodelæsning -så udtrykket kan få en form. Det er en skolerende funktion. Konservatoriet uddanner musikere, ikke kunstnere.

/O

Rasmus Larsen

Det er underligt, at man altid stiller håndværk og kunst over for hinanden som diametrale modsætninger. Samtidig er det en myte, at kunstnerisk talent er noget man enten bare har eller ikke har. Bortset fra i meget få tilfælde så udvikles både kunst og talent gennem benhårdt arbejde og så følger håndværket som regel også med.

Jeg byder ændringen velkommen, som godt nok har ligget og ulmet længe rent uofficielt. Det giver mulighed for, at nogle knap så teknisk og teoretisk dygtige musikere kan komme ind på det rytmiske konservatorium, hvor optagelseskravene før har været meget høje. Til gengæld er jeg bange for, at kravene bare bliver rigtig høje i det kunstneriske hjørne i stedet, hvilket resulterer i, at der kun kommer studerende ind, som allerede har flere pladeudgivelserne under armen (f.eks. var der mange allerede halvkendte musikere, der blev optaget på sangskriverlinjen, da den startede). Der er dermed en fare for, at RMC ikke længere er et uddannelsessted for kommende musikere, men i stedet blot yder tilskud til etablerede musikere.

Men i sidste ende er der jo stadig stor forskel på, hvad de laver ude på Refshaleøen og inde i X Factor. Det er ret betryggende.

olivier goulin

@Rasmus

Kunst og håndværk er ikke diametrale modsætninger; de er slet ikke modsætninger.
Sagt helt kort, er kunst = håndværk + noget mere, og det er dette 'mere', som man kan kalde 'X-faktoren'. Det er faktisk meget vanskeligt at præcisere, hvori det består. Men en ting er sikkert: Det er noget fundamentalt andet end det håndværksmæssige og tekniske. Det har meget mere at gøre med nogle helt andre iboende resourcer som, visdom, længsel, spiritualitet, personlighed, etc. Dette er dybest set ikke noget man kan lære, og slet ikke på et musikkonservatorium. Der kommer ingen store kunstnere ud af konservatoriet, som ikke allerede besad kimen, da de trådte ind. Det er faktisk kun et lille mindretal, der besidder dette ekstraordinære, og derfor er der også tyndt befolket på toppen, hvor de virkelige stjerner holder til (og jeg taler naturligvis om de, af kendere, bredt anerkendte stjerne. Dem der bliver udødelige i eftertiden)

Når det så er sagt, så er det klart, at X-faktoren blot er et potentiale, som slet ikke kan manifestere sig som kunst uden håndværksmæssig skoling, og det er her at det hårde arbejde og for så vidt også talentet kommer ind. Det er kun de færreste, der kommer let til denne opgave. Det er måske det, du mener, Rasmus?

Omvendt betyder det så også, at der formentlig går en masse mennesker rundt derude, som besidder stor X-faktor, men aldrig udtrykker det som kunst, fordi de helt enkelt ikke har interessen og går andre veje.

/O

Rasmus Larsen

Olivier Goulin:
"Når det så er sagt, så er det klart, at X-faktoren blot er et potentiale, som slet ikke kan manifestere sig som kunst uden håndværksmæssig skoling, og det er her at det hårde arbejde og for så vidt også talentet kommer ind. Det er kun de færreste, der kommer let til denne opgave. Det er måske det, du mener, Rasmus?"

Ja, der ramte du måske hovedet på sømmet. Jeg synes, at mange har det med at adskille håndværk og kunst som om kunsten kommer som manna fra himlen (eller talentet om man vil), når de to ting ikke rigtig kan adskilles. Eller også bliver det fremstillet som om, at man har et iboende kunstnerisk potentiale (talentet), som blot kræver teknik for at blive forløst. Jeg vil mene, at det kunstneriske potentiale sagtens kan blive større gennem arbejde og fordybelse.