Massakren på ugemagasinet Charlie Hebdo vil få betydning for en profession, der i forvejen er truet, nemlig den satiriske tegnekunst; det er der ingen tvivl om. Den medfører forøget selvcensur inden for en satirisk genre, der hedder profetbespottelse, og dermed en indskrænkning af ytringsfriheden. Men – derudover er ytringsfriheden ikke truet.
Retten til liv er derimod dramatisk knægtet, når en skånselsløs forbrydelse koster 12 mennesker livet på en bladredaktion, mens de er i færd med at udføre deres lovlige arbejde. Og når det sandsynligvis kan gentage sig.
Hvad gør man?
Flere militante debattører herhjemme har fremsat et enslydende forslag: Det eneste værdige svar i den spændte situation ville være, at den danske presse over en bred front tappert trykte og på tv-skærmen viste alle de mest provokerende franske profetkarikaturer igen og igen. En sådan solidaritet, hævdes det, ville have en præventiv virkning.
Nej, det ville den ikke. Tanken om en sådan solidarisk fællesaktion er undfanget af idealistiske amatører uden den realitetssans, der altid går fløjten i panikkens øjeblik. Terrorister og deres styringsgrupper lader sig ikke narre af fjenden eller lede af analyser. Terrorister angriber nøjagtig hvor, hvem og hvornår de har lyst. Hvis de kan komme afsted med det. Jyllands-Postens ledelse gjorde klogt i at holde lav profil og afstå fra at bringe eksempler på de forhånende franske tegninger. Ledelsen kendte sit ansvar og traf sit valg af hensyn til sine medarbejderes sikkerhed. Det kan avisen for resten gøre i den sikre overbevisning om at have været selve spydspidsen for en uforbeholden og monoton kritik af islam og muslimsk kultur. At betragte det som et knæfald er ukorrekt.
Det er et udslag af hårdt tilkæmpet pragmatisk fornuft i skrivende stund.
At være modig på andres vegne som de kampivrige forslagsstillere er derimod en fuldkommen gratis øvelse.
En anden klassisk tradition fra samme skuffe er før eller senere at måtte skille fårene fra bukkene. I dag skal strammere skilles fra slappere, høge fra duer. Øjeblikket er inde, hvor de islamofobiske idealister endegyldigt betragter sig selv som de rigtige, kompromisløse forkæmpere for ytringsfriheden, og må sige farvel til alle andre, nemlig de falske, feje og eftergivende. Så i dag må f.eks. Uffe Ellemann-Jensen se sig deklasseret til modstander af ytringsfriheden, vejet og fundet for blødsøden.
Man skulle ganske vist tro, der var vigtigere ting at tænke på i en tid, hvor Dresden, Leipzig og Hamburg lægger gader til demonstranter, der ser en fare i de muslimske medborgeres tilstedeværelse i Tyskland og frygter en overhængende islamisering af Forbundsrepublikken; hvor Front National fejrer triumfer i Frankrig, og hvor vi selv befinder os i den voksende skygge af et i al fald på indvandrerområdet højrepopulistisk parti, der med sin aktuelle snak om ’nødret’ som de første er ved at løbe fra de danske værdier. Kort sagt en tid, hvor en alarmerende europæisk højredrejning er i kraftig vækst.
Men nej. De militante er først og fremmest optaget af de slappe debattører, der beskyldes for at dukke sig for terroristernes magtsprog og dermed svigte demokratiet.
Med deres heftige engagement burde de militante hellere gå op i at fremlægge deres vision eller bare en flig af den.
Kort og godt: Hvad vil Flemming Rose og hans garde? Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Mikael Jalving og hele holdet omkring Weekendavisen og Deadline? Hvad skal den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed udmønte sig i?
I betragtning af den energi, de lægger for dagen i deres drøm om at sætte islam på plads, skylder hardlinerne os to ord om, hvad der skal ske? Hvad er planen? Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet? I himlen kan det som bekendt ikke lade sig gøre. Men på jorden, her og nu?
Indvandringsforbud hvordan?
Det skal siges, at bloggeren Michael Jalving som den eneste har mandet sig op og er rykket ud med et konkret forslag. Han har en plan: et totalt indvandringsforbud i Danmark fra fallerede muslimske stater. Det er til at tage at føle på. Hvad der skal ske med de muslimer, der er her i forvejen, fremgår ganske vist ikke. Men de må vel elimineres på anden vis.
Flemming Rose er som os alle sammen deprimeret over begivenhederne og forarget over, at der intet er sket trods attentaterne i Madrid og London, mordet på Theo van Gogh etc. Ingenting sket? Hvad er det, der skal ske, Flemming Rose? Fortæl!
Vi er allerede i krig med Islamisk Stat i Syrien og Irak? Skal vi mere i krig? Og hvordan? Eller hvad skal vi? Vesten har et påtrængende problem med de ekstremistiske kræfter, som formår at rekruttere unge mennesker til både at drage i hellig krig i udlandet og at forberede attentater herhjemme. Det kan vi vel blive enige om, men hardlinerne må leve med, at der er nogle, som ikke blot ser radikaliseringen af unge muslimer som en trussel, men også mener, at de unge ghettomuslimers rastløshed og lydhørhed over for ekstremistiske børnelokkere bliver befordret af den udbredte fjendtlige og ekskluderende attitude, som indvandrerne i Europa mødes med af den omgivende verden, også når der – som f.eks. i førnævnte Dresden – ingen indvandrere er.
Det angår os alle
Muslimske borgere i det hele taget er konstant badet i offentlighedens projektørlys og næsten altid med negativt fortegn og som noget besværligt – alt mens de passer deres arbejde. Den slags har selvfølgelig sine virkninger og omkostninger. Skal vi bare lade det problem ligge? Skal vi eventuelt gøre ondt værre?
Jeg har ingen opskrift på fremtiden, men ved, at den yderligere polarisering af ’os’ og ’dem’, der lægges mere og mere op til, ikke er en løsning på dagens misere. Det gælder såvel forholdet mellem medborgere henholdsvis med og uden muslimsk baggrund, som det gælder forholdet mellem de sande vogtere af ytringsfriheden og de falske.
Det kan ikke være udstødelse eller en eller anden krig, der skal til, men evnen til at skelne og til at tænke frem, langt frem. Vi skal jo være her sammen.
Kun hvad terrorismen angår, er der et ’dem’ og ’os’, nemlig mellem fanatikerne med automatvåben på den ene side og os – vel at mærke os alle – på den anden.
Læs også: Barfoed og brandstifterne
Ja, hvad vil de? Og hvorfor har nyhedsmediernes journalister ikke krydsforhørt dem, så svar er kommet frem. I stedet præsenteres vi for Krasnik-interview med Lidegaard, som er en inkvisition værdig, og en forbløffende fremvisning af moralske hår på brystet - fra folk, som aldrig med enkelte undtagelser aldrig selv har været i fare. Danmark har i mere end ti år været i krig - angiveligt mod netop truslen, der nu proklameres, som var den nyopdaget. Hvorfor har disse folk accepteret, at vi først brugte for små ressourcer på opdagevn og derefter trak os inden nederlaget blev blodigt for os. Skal vi tilbage? Skal krigen udvides? Hvad skal ske i vores samfund?
Bajads von Aarhus
Nu begynder det åbenbart så småt at blive trængsel ved håndvasken af pludseligt helt rådvilde ’gode mennesker’, der åbent skilter med, at de ingen løsninger ser på den dårlige opførsel af deres ’darlings’, og hellere end at gribe i egen barm, tager de fat i andres – det bliver den voksende og underholdende skyttegravskrig frem til agrketiden – og det er ikke engang en vittighed – nu skal der spidses blyanter i ytringsfrihedens navn – altså redaktørernes …
i>Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at ’Aftenlandet’ vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Vitz. … Frit efter SAK.
Har i lang tid godt nok også haft mistanken rettet mod dette højtråbende publikum, de dér ’store humanister, godheds-politikere, moralske mediefolk, naive socialrådgivere, desillusionerede integrationskonsulenter og frådende tilhængere af det multikulturelle samfund’ – ’dem’ fra ’os’, ingen i realiteten rigtig gider – nå ja, og så de dér vittige hoveder - at det må være deres skyld alt sammen med denne ustandseligt opstående ildløs i alle kulisserne, som sjældent bliver helt slukket, men skylden har under ingen omstændigheder de sædvanlige ’brandstiftere’ uden nævneværdig humor eller evnen til bare at fortælle en simpel vits – og der går efterhånden ikke en dag uden at ’vi’ skal bruge udsigtsløs spildtid og gode penge på at holde låget på trykkogeren … ;-)
Ja, hvad vil ’vi’ ? …
At stoppe indvandring fra ikke-europæiske lande så vidt muligt kan jeg ikke se et problem i. Det må vel altid være et værtsland der bestemmer hvem der må komme ind. Dem der kommer ind skal så behandles ordentlig og som alle andre borgere.
Man kan også spørge dem der er modstandere af begrænsninger - hvor mange kan Danmark rumme uden at samfundet "tager skade" og her tænker jeg ikke umiddelbart kun på frygten for terrorisme men lige så høj grad de integrationsproblemer som alle ved bliver større jo flere der skal integreres. Hvis man nu eks. i tidernes morgen havde haft tilladt væsentlig færre flygtninge/indvandrere fra ikke-europæiske lande havde det været til gavn for alle. Dem der var kommet til kunne have fået en meget mere koncentreret hjælp. I stedet blev de parkeret i ghettoerne og nærmest bedt om at passe sig selv. Det kan jo i hvert fald ikke fortsætte.
Og hvorfor er det at de få(set i forhold til eks. flygtningelandets størrelse) der med ekstreme beløb kan få betalt en smugler kan komme ind, mens de utallige der ikke har den mulighed, må kigge på. Er det egentlig fair?
Jeg har ikke svaret, men når jeg kigger på samfundet i dag kan jeg bare konstatere at det bliver ikke bedre for os alle sammen hvis antallet af borgere med en helt anden kultur fortsætter med at blive forøget i et tempo der ikke giver mulighed for ordentlig integration.
Det mest irriterende er at man ikke kan have en position hvor man vil begrænse antallet kraftigt uden at få mange skældsord på sig. (jeg medgiver at den omvendte position også giver mange skældsord)
Også selvom man vitterligt dagligt gør sit bedste for at omgås alle mennesker med åbent sind. Den omvendte position må jo også have en grænse et sted - jeg tvivler på der findes så mange i Danmark der kunne tænke sig "svenske tilstande" fordi de godt kan se at det vil ikke fungere for nogen.
Det er skønt artiklen starter med at bekendtgøre ytringsfriheden har lidt indskrænkning og så bagefter bruger spalteplads på at trække fronterne op i debatten, og så anfægte at fortalerne for karikaturer af Muhammed kun har som ærinde at stigmatisere og bespotte muslimer.
Det ville være rart hvis Niels Barfod erkendte, at for at dialogen og solidariteten skal mødes, kræver det der ikke bliver sat ubetinget krav som indskrænkning af ytringsfriheden, for det er netop at gå ekstremisternes ærinde. For hvad er løsning med andre religiøse grupper der føler sig krænket af tegninger, skal der også tage hensyn til disse?
Tesen er at hvis vi nu bare opgiver profetbespottelse som den lille indskrænkning det er i vore frihed, kan det være vi kan leve i fred og fordragelighed alle sammen. Men svigter vi så ikke de muslimer som ønsker at leve i friheden, uden Islams fordømmende regler for hvad de må og ikke må tegne?
Den dag frygten for at tegne profeten Muhammed er på samme niveau andre religiøse dogmer, giver det mening at tale om meningsløs bespottelse. For så længe vi ikke har frygten, er det en gratis omgang at lave satire. Intet vindes ved at undlade at tegne, det giver blot endnu mere næring til de religiøse tabuer.
JEPS!! Niels Barfod - glimrende indlæg!
Barfoed bryder vores eget tabu, når han fuldstændigt udstiller og bryder vores egen massive højreekstremistiske censur ved at stille det helt afgørende kritiske spørgsmål: Hvad er meningen med jeres ytringsfrihedsfanatisme?
En Dauerbrenner
At kunne leve i ’fred og fordragelighed’ er efterhånden ønsketænkning – i morgen vil der være nogen, der f.eks. også føler sig krænket over for mange synlige kavalergange i det offentlige rum … ;-)
Fanatisme at lave en tegning? Det mente man vidst også i Middelalderen.
Formålet er rimelig klart, så længe konsekvenserne er mord og trusler, findes løsningen ikke i en indskrænkning af ytringsfriheden
Hvad er det, som gør at en gruppe mennesker tvangmæssigt må nedgøre en anden gruppe mennesker? Til trods for de ved/burde vide, de måske udsætter sit eget liv, men også en masse andres liv, for fare. - Er det, fordi de er småtbegavede? - Eller er det, fordi de er så indsyltede i et eget lille gruppeunivers og deres egne hormonale overproduktion, af had og selvovervurderinger?
Det har vel egentlig ingenting med ytringsfrihedens gyldne idé at gøre.
Ville vi blive mindre værd som mennesker, om vi tillod andre at have deres religøse overbevisninger, så længe de ikke skader andre, og lod være med at nedgøre dem?
De fleste har nok et eller flere punkter, hvor grænsen går for, hvad man klarer at stå ud med.
Nogle få har på grund af måske en forkvaklet opvækst, indoktrinering, mentale lidelser o.a. nået en afgrund, hvor de indre spændinger får ekstrem udtryk i vold. For dem findes institutioner eller også døden, som vi så senest i Frankrig.
Vi tillader andre 'ekstreme' grupper skabe hadeobjekter, bare for de er anderledes, fordi ikke passer ind i deres lille firkantede verden.
- Jo, mindre et menneskes verden er, jo større bliver dets selvbillede og jo mere synes det vide, og det ukendte udenfor bliver vældig farlig.
Desværre er det nok lidt, vi kan gøre ved det, alt er en udviklingsproces, og undervejs sker der skader. - Ubehageligt! og der findes altid kræfter, som vil udnytte det til deres egne mere eller mindre ekstreme foremål. - Spørgsmålet er blot, om vi andre kan skelne mellem, hvad som er realitet, og hvad som er propaganda?
Tænk på, at der inden for 20-tallet er blevet skabt flere krige på grund af misinformation og falsk propaganda.
Der er nogen, der glemmer, at med frihed følger ansvar. Hvorfor godtager så mange Flemming Roses begrundelse for Muhammedtegningerne i JyllP 30/9.05, at "hån, spot og latterliggørelse" af anderledestænkende er karakteristisk for demokratiet? Jeg troede, det var respekt, dialog, lighed, gennemsigtighed, ingen korruption og magtdemonstrationer, der er demokratiets kendetegn. En anden artikel i dagens INF fra Nigeria viser, hvordan det rige, kristne Syd-Nigeria undertrykker det fattige, økonomisk uudviklede Nord-Nigeria og derved fremmer tilslutningen til terrororganisationen Boko Haram. Hvorfor vil man ikke se sammenhængen? Når man bliver trådt på tilstrækkeligt mange gange, svarer man igen med desperate spark og bliver terrorist.
Hvis vi skal lykkes at komme volden til livs må vi gå i dialog med alle etniske og religiøse grupper i dette samfund, som det er muligt at komme i dialog med.
Det gælder f.eks. langt de fleste muslimer. De fundamentalistiske grupperinger er uanset trosretning uden for rækkevidde. Men vis vi formår at etablere en ligeværdig anderkendende dialog vil det forhåbentlig underminere fundamentalisternes rekrutteringsgrundlag, som jo typisk består af unge mænd, der føler dyb frustration over et samfund, der ikke anderkender dem på forhånd.
Jeg mener, det er ødelæggende for muligheden for, at vi kan komme i dialog, hvis vi fra vores side lægger ud med en hovedløs forhånelse af andres tro. Uanset hvad vi personligt mener om religiøse forestillinger
Vi skal ikke være ukritiske, men skelne mellem holdninger vi finder uacceptable og selve troen.
Vi skal huske at lytte – deri ligger anderkendelsen
Hvad folk tror, hvilken gud de beder til, nå de lukker døren til deres hjem, bør være os uvedkommen. Det der ikke er uvedkommen, er hvordan folk ter sig, når de går ud af deres dør og ud i samfundet. Og her kan det være på plads med kritik
"Når man bliver trådt på tilstrækkeligt mange gange, svarer man igen med desperate spark og bliver terrorist."
Nemlig.
Mathaverne i dette land skal prise sig lykkelige for, at jeg ikke ser vold som et legitimt middel til at opnå politiske forandringer, undtagen i særlige, ekstraordinære situationer.
Magthaverne i dette land skal prise sig lykkelige for, at min humanistiske opdragelse forhindrer mig i udnævne status quo til een af disse særlige, ekstraordinære situationer.
Men humanisme bliver efterhånden mere og mere betragtet som et svaghedstegn. Så der er lagt i ovnen til de fremtidige magthaverne, når en generation uden humanistiske bremser vokser op. Og husk, fremtiden begynder nu.
Og citatet var fra Aase Bak Nielsens kommentar 11.13
Så kan det bare undre en udenforstående, at der ikke kommer flere terrorister blandt alle de medborgere, der f.eks. p.t. bliver smidt ud af de sociale systemer - men med deres påtvungne og uønskede 'frihed' følger naturligvis en større bekymring for, at samfundet nu også tager sig af alle marginaliserede grupper, ud over visse etniske og religiøse, der åbenbart kræver særbehandling i strid med demokratiets principper og idéer og underligt nok finder sine proselytter - mens tidligere, og til dels stadig, visse uheldige netto samfundsydere får lov til at gå for lud og koldt vand - men de har heldigvis en bedre opdragelse i og forståelse for demokrati og agerer politisk derefter ...
Jan Weis, jeg har allerede forklaret, hvorfor vi ikke gør oprør: Mange af os er en flok gamle humanistiske hippier, der ikke helt kan få os selv til at forlade parolen "Make love, not war".
Og mon ikke der foregår en lille smule terror rundt omkring på kommunekontorerne? Som vi bare aldrig hører om (ligesom manden der i afmægtig protest begik selvmord på Brøndby Rådhus sidste år)?
På det jobcenter, som jeg frekventerer, er der flere sikkerhedsvagter end i min bank. Så nogen er bange for nogen.
Ja, Niels Nielsen, det er det jeg mener - tegnerne på Charlie Hebdo var også en flok gamle uforbederlige hippier - det kostede dem livet - disse tider er desværre nok definitivt forbi - og har været det længe -
https://www.youtube.com/watch?v=VUjvI-2TiMg
Sikke dog en gang stråmænd Niels Barfod der er mester for at lukke ud:
"Hvad vil Flemming Rose og hans garde? Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Mikael Jalving og hele holdet omkring Weekendavisen og Deadline?"
Flemming Rose og hans garde? Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen i samme bås som Mikale Jalving og Flemming Rose? Stjernfelt og Eriksen har kritiseret de højreradikale, såsom Jalving, Trykkefrihedsselskabet og andre af deres meningsfæller, lige så hårdt som de har kritiseret islamismen. Stjernfelt og Eriksen har været nogle af de yderst få, som har forsøgt at bryde det monopol som det yderste højre har haft på deres (ofte hykleriske) forsvar for ytringsfrihden, da så mange fra venstrefløjen har været villige til at frasige sig den rettighed, enten i en misforstået tolerances navn, eller simpelthen fordi de ikke ville sættes i samme bås som Trykkefrihedsselskabet og co.
Og Barfoed standser ikke der, hvorfor ikke fortsætte med et spørgsmål af typen: "Er du holdt op med at slå din kone?", nemlig når han skriver: "Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet?". Altså at de ovennævnte alle er af den mening at Islam skal afskaffes, hvilket heller ikke er sandt for Stjernfelt og Eriksens vedkommende. Barfoed laver her den logiske kortslutning som mange kommentatorer her på siden følger ham i, nemlig at satiren er vendt mod muslimer generelt, mens man ikke behøver se mange numre af Charlie Hebdo for at opdage at det er den ikke. Satiren er vendt mod de fundamentalistiske islamister og deres misbrug af religionen Islam, deres perverse forsøg på at tage monopol på religionen i millioner af muslimers navn, og deres sindssyge projekt med at påtvinge alle andre, muslimer eller ej, deres specifikke og altid yderst voldelige fortolkning af Koranen.
Men nej, Barfoed skærer alle der forsvarer Charlie Hebdo over én kam, de må alle være "islamofobiske idealister" a la Jalving og Trykkefrihedselskabet, på trods af at demonstrationerne over hele Europa trak folk fra alle religioner og politiske meninger, inklusive muslimer, som forsvarede Charlie Hebdos ret til at trykke satiriske tegninger.
Kun hvad terrorismen angår, er der et ’dem’ og ’os’, nemlig mellem fanatikerne med automatvåben på den ene side og os – vel at mærke os alle – på den anden.
Er der nogen der påstår noget andet ?
Tre bemærkninger til hele denne debat:
1) Man lovpriser i disse dage i eet væk 'ytringsfriheden' og den ville da sikkert også være en god ide, hvis den eksisterede. I praksis er 'ytringsfriheden' og 'ytringsmuligheden' desværre et privilegium for et meget lille mindretal af 'meningsdannere', 'kommentatorer', journalister', 'eksperter' og toppolitikere. I Danmark måske nogle hundrede personer. Det er immervæk bedre end i et system hvor ytringsfrihed overhovedet ikke eksisterede. Men hvor er det demokratiske folk i grunden henne i vores offentlige debat?
2) Den lille flok af meningsdannere, kommentatorer, eksperter, journalister og toppolitikere der på det nærmeste har monopoliseret den offentlige debat, er for det overvældende flertals vedkommende placeret fra centrum og langt ud til højre på den politiske skala
3) 'Ytringsfriheden' misbruges i høj grad til en plat hetz mod anderledes tænkende og anderledes værende. Hvorfor i alverden skal 'ytringsfrihedens' højeste udfoldelse i så høj grad antage karakter af infantile, sjofle tegninger? Kan en kritik virkelig ikke formuleres på en mere intelligent måde?
PS: Måske er der en nøje sammenhæng mellem 1), 2) og 3)
Det er jo altid en række tilhængere af god gammel statskommunisme for, hvem andre synspunkter end de autoriserede er forkerte. Ytringsfrihed, der ikke i værste fald kan blive stødende mm. for nogen, er jo ikke ytringsfrihed, for det er jo netop en begrænsning dér, hvor ytringen er nødvendig. Det er da foruroligende, når selvgode humanister ikke tør debattere terroristernes religiøse inspirationskilder. Der er god grund til at angribe den religiøse kobling, uanset om det er kristendommen eller islam, der danner grundlag. Chancen for at støde de moderate rettroenede er nok sto,r men er det ikke netop her, at det stødende må accepteres i den større sags tjeneste, nemlig at modarbejde frygten og terrorismen?
Den måde de konfrontatorisk antireligøse griber islamproblemet an på, er generaliserende og styrker kun de modsvarende islamiske antivestlige kræfter. Hvis man virkelig mener noget med islamkritikken må islamiske overtrædelser af menneskerettighederne addresseres til politiske og økonomiske samarbejdspartnere:
Raif Badawi er dømt for apostasi samt for at krænke Islam.
Dommen lyder på 10 års fængsel, efterfulgt af 10 års tab af alle civile rettigheder samt en bøde på 1 million dollars. I tilgift er han dømt til at modtage 50 stokkeslag på en offentlig plads efter fredagsbønnen hver uge, indtil han i alt har fået 1000 slag. De første stokkeslag faldt i fredags!
Har den danske regering protesteret? Har medierne udpeget den anklager og den imam den dommer og de politikere der står bag mishandlingen. Mulige reaktioner: Indrejseforbud og beslaglæggelse af konti i EU osv.
Boykot Q8
12 skaldede tegninger der ikke fik synderlig opmærksomhed, før nogle imamer tog på anstiftelses-mission i Mellemøsten med nogle ekstra falske tegninger og en masse had-retorik i kufferterne, forsøges (endnu en gang) transformeret om til en massiv, højre-radikal konspiration.
Man kan måske tillade sig, at stille kontra-spørgsmålet:
Selverklærede humanister - fortæl, hvad I vil?
Hvornår indfinder det multikulturelle paradis sig?
Os og dem
Barfoed leverer et indlysende eksempel på denne tankegang ved at bundte sine modstandere og hel generelt tilskrive dem meninger, flere af dem eksplicit har taget afstand fra. Al kritik af islam (som religion) og islamisme (som politisk ideologi) ryger uden smålig skelen til argumenter i én kasse under fællesbetegnelsen 'islamofobi'. Sådan argumenterer en demagog.
' Men – derudover er ytringsfriheden ikke truet.'
Nej da. Overhovedet ikke. Så længe det ikke drejer sig om noget som helst der har med islam at gøre.
@Mihail Larsen
Demagog, javel; og spørgsmålet "I betragtning af den energi, de lægger for dagen i deres drøm om at sætte islam på plads, skylder hardlinerne os to ord om, hvad der skal ske? Hvad er planen? ... " er vel interessant, for folk i almindelighed.
"Deres drøm om at sætte islam på plads"?
Igen den samme argumentationsform, hvor man først bundter en række personer med indbyrdes meget forskellige meninger under én overskrift (her: islamofobi, men det er samme praksis, der anvendes, når al kritik af Israel med en enkelt håndbevægelse besværges som 'antisemitisme').
Hvem har talt om "at sætte islam på plads"? Kom venligst med konkrete navne og kilder? Der er, mig bekendt, ingen, der vil fratage muslimer retten til at tænke, tro og udtrykke, hvad de vil, så længe de ikke vil tvinge andre til at tie stille. Det er jo den omvendte verden: Det er fanatiske muslimer, der ønsker "at sætte ikke-muslimer på plads" ved at forbyde dem at fremsætte divergerende opfattelser. Ingen har vel heller krævet, at muslimer ikke må kritisere andre religioner. Det sker i stor stil i de lande, hvor muslimer er i flertal.
I øvrigt mangler den citerede passus en skelnen mellem islam og islamisme. Så al kritik af islamisme som politisk ideologi bliver pr. rygmarvsrefleks til en kritik af islam. Og en kritik af islam bliver automatisk til en 'krænkelse' af almindelige muslimer. Efter den metode, så må enhver kritik af kristendommen - som ikke mindst oplysningstiden excellerede i - også opfattes som en 'krænkelse' af alle kristne og (efter samme logik) naturligvis straks forbydes.
Den nye korsfarer-myte
"Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet?"
Se, det er en debattør, der forstår at konstruere retoriske stråmænd. Forsvarerne for ytringsfrihed er ikke kun ude på at håne, spotte og latterliggøre selvhøjtidelige muslimer (og offentlige personer af enhver art, der giver anledning til satire), men forbereder også et nyt 'korstog' med det endelige mål at udrydde islam (hvilket formentlig kun kan gøres ved også at udrydde muslimerne).
Men er det nu rigtigt? Hvorfra ved vi det?
Den påstand har allerede længe cirkuleret i muslimske kredse. Nu er den sandelig også blevet gangbar blandt de vantro. Det skal nok hjælpe med til at tale spænderne op i stedet for ned. Der bliver virkelig noget at være bange for, hvis det indtryk breder sig, at målet for kritikken er en udslettelse af islam og muslimer.
"Det skal nok hjælpe med til at tale spændingerne op..."
skulle der have stået.
@Mihail Larsen
Ja; og det er ikke tekniske eller videnskabelige problemer vi slås med.
@Mihail Larsen
Ja; og det er ikke tekniske eller videnskabelige problemer vi slås med.
"Det er da OK med Islam, det skal bare være en Islam, vi også ville kunne tro på."
Peter Hansen
Det klæder dig ikke at vildlede på denne måde. Du påstår jo her, at forkæmperne for ytringsfrihed ikke respekterer religionsfriheden. De vil kun kendes ved en bestemt form for islam, "vi også ville kunne tro på".
Det er et falsum. Muslimer har naturligvis - som alle andre - ret til at tro, tænke og udtrykke sig i det offentlige rum, men så må de også - lige som alle andre - finde sig i at blive kritiseret. Man kan ikke have, at nogen på andres vegne kan nedlægge forbud mod kritik.
Du bidrager med din formulering til at fremmane det samme spøgelse, som Barfoed forsøger at genoplive: At kritikere af islam og muslimer kun kan forstås som et korstog.
Vel talt, Mihail Larsen!
Mihail Larsen siger: "At kritikere af islam og muslimer kun kan forstås som et korstog."
Mener du dermed Mihail, at den generelle forhånelse vi oplever gennem tegningerne ikke kan tænkes at ramme muslimer, der er mindst lige så humane som eksv. humane kristne?
"Hvad skal ske i vores samfund"
- spørger Dragsdahl, som om der foreligger nogle hemmelige planer blandt tilhængerne af uhindret ytringsfrihed. Spørgsmålet er med andre ord ikke analytisk, men retorisk. Formålet med det er at mistænkeliggøre nogle personer, man er uenig med - men ikke ved at tage dem på ordet; man nøjes med at antyde, at de nok har nogle skumle planer. Barfoed har til overflod forklaret, hvad han tror, disse planer går ud på.
Det er ikke seriøst.
Det er nok tænkeligt, at man kan finde nogle tosser, der vil forbyde islam og muslimer. Men kravet om uhindret ytringsfrihed har hele tiden blandt dens fortalere været forbundet med et kompromisløst forsvar for religionsfrihed. Ja, deres (også mine) argumenter har hele tiden været, at kun i et sekulært samfund, hvor ingen trosretning er immun over for kritik, kan ægte religionsfrihed eksistere.
Det er vist også efterhånden den fremherskende opfattelse blandt muslimer, der værdsætter, at det er muligt at leve i et land uden religionstvang. Enhver kan tro, tænke og udtrykke sig frit. Det er i det mindste det, vi gerne vil have, og som ytringsfrihedens fortalere igen og igen har understreget.
Men som nogle religiøse fundamentalister helst vil have forbudt.
"Hvad skal der ske i vores samfund?" ifølge ytringsfrihedskæmperne? Det behøver man ikke at gætte sig til (eller insinuere sig uden om): Vi skal lære at leve i fred med hinanden, at være rummelige nok til at lade borgerne tænke, tro og ytre sig frit, at værne om retten til at kritisere autoriteter og om nødvendigt at gøre grin med dem. Hvad vi under ingen omstændigheder ønsker er, at nogen i vores samfund gør sig til selvbestaltede vogtere over, hvad vi må ytre og udtrykke - for slet ikke at tale om at true os til tavshed.
Der er frihed for alle. Muslimer, så vel som kristne og jøder. Hvad de enkelte trossamfund foretager sig i det private rum, kommer ikke os andre ved (med mindre der er tale om overtrædelser af straffeloven og/eller menneskerettighederne, hvor staten er forpligtet til at forsvare det enkelte individ over for et evt. gruppepres eller vold). Men når religionen træder ud i det offentlige rum (og det er ganske naturligt og legitimt, for religion er kultur og som sådan en del af den kulturelle offentlighed), så må de affinde sig med at blive betragtet og vurderet på linie med andre kulturelle manifestationer. Dvs. også kritisk og sommetider satirisk.
Det er ikke forsvarerne for uhindret ytringsfrihed, der vil begrænse religionsfriheden, men de fanatikere, der i religionens navn vil lukke munden på andre borgere.
Mihail skriver: - spørger Dragsdahl, som om der foreligger nogle hemmelige planer ...
Sådan forstår jeg på ingen måde Dragsdahl, så det må i sandhed siges at være en "stråmand" større end den Mihail selv trak frem tidligere.
Det er da eksv. relevant at spørge hvornår det officielle Danmark tager fat på de konkrete menneskerettighedsovertrædelser, der begåes i de islamiske lande, og hvornår det officielle Danmark undlader at tildele diktatorerne i de muslimske lande ridderkors og andet dingeldangel...
Uanset hvor meget man kan beklage, at voldelige ekstremister tvinger satiretegnere til at udøve selvcensur, så er det ikke lakmusprøven på, om ytringsfriheden er intakt. Det er derimod, om man ustraffet kan kritisere magthaverne. I Danmark tør offentligt ansatte ikke tale højt om horrible arbejdsforhold af frygt for den næste fyringsrunde. Det er et virkeligt problem for ytringsfriheden.
Finn Olsen
Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Lad nu være med at forplumre én debat ved at henvise til nogle andre forhold, der også er kritisable. Kampen for religions- og ytringsfrihed (herunder retten til at være fri for religion) bliver ikke mindre relevant af, at der også findes andre anslag mod ytringsfriheden. Dem vil jeg også gerne være med til at kritisere - og det har, så vidt jeg ved, de fleste andre ytringsfrihedskæmpere også gjort, bl.a. i kampagnen mod den nye offentlighedslov.
Det vil du jo ikke, Mihail ... nu har jeg stillet dig to spørgsmål netop vedrørende selvcensur omkring islamisme uden at du vil svare.
Ytringsfriheden, et tve ægget svær , som efterhånden kun bruges for at hævde sig selv med hjælp af ordet "ytringsfrihed".
Jeg minder bare, den amerikanske presse, som virkelig fra statslig side lod sig undertrykke af deres egen stat dengang Bush manden som præsident gik i krig i Iraq. Jeg minder også om , at den annonceprægede presse er i et stort afhænnigheds forhold til annonce indtægterne og heri ligger også et pressions potentiale.
Ytringsfriheden er ikke kun under pres fra voldelige synlige "idioter", men nok meget mere fra de usynlige.
At kalde terroristerne for 'islamister' blåstempler deres selvpåtagne rolle som repræsentanter for islam.. og fortsat latterliggørelse af profeten er den bedste støtte til deres rekrutteringskampagne..
Religion = kultur ?
Som tidligere skrevet står - der går efterhånden ikke en dag uden at ’vi’ skal bruge udsigtsløs spildtid og gode penge på at holde låget på trykkogeren. - i stedet for at forsøge holde hele denne vanvittige og udsigtsløse religionssnak ude af det offentlige rum – ligesom ’vi’ lukker de værste sindssygdomme inde på anstalter, oftest for patienternes egen skyld – religion er blevet noget, de fleste sagtens kan undvære - så skån det mentale offentlige kulturelle miljø – det kan kun ende galt, som ’vi’ atter har været vidner til, med skældsord eller egentlige kugler flyvende gennem luften … sign.: C. Hebdo …
Det frie ord
Den aktuelle ståhej, der er en konsekvens af et muslimsk billedforbud (som alle, også ikke-muslimer, skal rette sig efter), har flere forløbere i den europæiske historie. Naturligvis først og fremmest i oplysningstiden, hvor kritiske intellektuelle måtte finde på alle mulige måder at tale magthaverne (religiøse såvel som politiske) imod - bl.a. ved anvendelse af satire. Men vi har også en interessant forløber i den kamp, der udspandt sig under reformationen:
"Sorbonne-universitetet i Paris fik udstedt en fransk lov, der pålagde bogtrykkere, der fremstillede bøger af Luther en bøde på 500 livres - en formidabel sum, der selvfølgelig fik bogtrykkere fra alle Frankrigs nabolande til at sende Luther-bøger til Paris. I 1533 og igen i 1534 forsøgte Sorbonne at få kongen til ikke alene at forbyde protestanternes bøger, men alle trykte bøger i al fremtid for at redde religionen. Der er ingen grund til at tro, det ville have hjulpet, så længe det ikke blev koordineret ordentligt med den politiske magt, og det kunne ikke lade sig gøre i den europæiske forvirrede magtstruktur, som ikke mindst kirkens eget magtbegær havde været med til at fremme.
….
Paven var også uheldig med sit Index librorum prohibitorum (Fortegnelsen over forbudte bøger). Det blev oprettet i 1559 som en fortegnelse over de bøger, som de troende kun måtte læse med særlig tilladelse. Lige indtil det blev ophævet af det andet Vatikanerkoncillium i 1962-65, var det at komme på index en efterstræbt reklame for frisindede forfattere.
…..
Autoriteternes sammenbidte og udsigtsløse kamp mod bøgerne har lige fra dens opfindelse placeret bogtrykkerkunsten på fremskridtets side i europæisk civilisation. Det tilsyneladende neutrale medium står, lige meget hvordan man vender og drejer det, til venstre, fordi tilstedeværelsen af mange bøger uvægerligt bevirker, at tvivlen på autoriteterne breder sig."
Søren Mørch, "Det europæiske hus, b. 1, Civilisationen" (Gyldendal 1991, s.63)
Det handler ikke om ytringsfrihed, det handler om mobning.
Det handler om muligheden at bruge ytringsfriheden til at håne andre... næppe vej til samforstand og kontraproduktivt..
Det nytter ikke at sammenligne kristendom med Islam, for kristendommen har ikke åbenbarerede skrifter, kun menneskelige nedfældninger af erfaringer og refleksioner. Modsat dette er Koranen iflg. muslimerne åbenbaret og har derfor for dem en anden status. For kristne er intet helligt.
Og jo mere man tænker over det, jo mindre grund er der til at tegne Muhammed. Det eneste, man gør ved at tegne profeten, er at genere verdens muslimer. Og det har ikke noget at gøre med, om man karikerer eller ej. Så hvorfor gøre det? Muhammed kommer ikke andre end muslimerne ved.
Den vestlige presse har ladet sig pålægge et tvangspræget forhold til Islam, hvor man ikke kan komme udover at demonstrere sin "frihed" ved konstant at provokere og forvente, at modparten bare vender den anden kind til.
Det er interessant at se, at diskussionen, også her på tråden, i høj grad drejer sig om selve dagsordens fastsættelsen:
1) Nogle hævder, at diskussionen må dreje sig om ytringsfriheden og ser sig selv som de noble forsvarere af denne
2) Andre vil hellere diskutere religionens eller religionernes betydning
3) Endelig er der den tredje gruppe der er mest bekymrede over de videre samfundsmæssige og politiske konsekvenser af vedvarende hadefulde udfald mod anderledes værende og anderledes tænkende, udsigten til en stadig opgående spiral af aggressioner.
Ytringsfriheden er vitterlig vigtig, men i vores samfund begrænset af også mange andre faktorer end jihadister, faktorer såsom mediekoncentrationen, elitedannelse indenfor meningsuniverset, demokratisk underskud, tiltagende overvågning og kontrol o.s.v.
Religionernes betydning har i de senere år været stigende. Kan man forestille sig en ny periode af europæiske religionskrige? Her må man så tillige erindre sig, at under de store religionskrige i 15- og 1600 tallene var religiøse konflikter sammenvævede med økonomiske og sociale konflikter og med stormagtspolitikken. Dette vil sikkert også være tilfældet i en eventuel ny omgang
Dette fører over i den tredje problematik: scenariet for en kommende social og politisk eksplosion. Den alvorligste trussel i nutidens Europa er og forbliver -trods den afskyelige forbrydelse i Paris- højreradikalismens genopstandelse og vækst.Højreradikalismen står som den eneste vinder i den nye situation.
Konflikten med muslimerne om dette emne er meget simpel, selvom det forsøges at uddrage alle mulige implikationer af det; men det handler om billedforbuddet, hverken mere eller mindre. Og det må kunne lade sig gøre at lave satire over muslimer uden at inddrage Muhammed.
Sider