Læsetid: 5 min.

Flemming Rose & Co. – fortæl, hvad I vil?

Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Michael Jalving og holdet omkring Weekendavisen og Deadline? Hvad skal den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed udmønte sig i? De militante forsvarere af ytringsfriheden skylder os en forklaring på, hvad der er planen? Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet?
Op mod en million mennesker stod virkelig tæt sammen søndag på bl.a. Place de la Republique i Paris for at vise deres sympati med ofrene for gidseltagningerne og Charlie Hebdo-massakren, men også for at vise, at de ikke lader sig skræmme af fanatikere.

Op mod en million mennesker stod virkelig tæt sammen søndag på bl.a. Place de la Republique i Paris for at vise deres sympati med ofrene for gidseltagningerne og Charlie Hebdo-massakren, men også for at vise, at de ikke lader sig skræmme af fanatikere.

Asger Ladefoged

13. januar 2015

Massakren på ugemagasinet Charlie Hebdo vil få betydning for en profession, der i forvejen er truet, nemlig den satiriske tegnekunst; det er der ingen tvivl om. Den medfører forøget selvcensur inden for en satirisk genre, der hedder profetbespottelse, og dermed en indskrænkning af ytringsfriheden. Men – derudover er ytringsfriheden ikke truet.

Retten til liv er derimod dramatisk knægtet, når en skånselsløs forbrydelse koster 12 mennesker livet på en bladredaktion, mens de er i færd med at udføre deres lovlige arbejde. Og når det sandsynligvis kan gentage sig.

Hvad gør man?

Flere militante debattører herhjemme har fremsat et enslydende forslag: Det eneste værdige svar i den spændte situation ville være, at den danske presse over en bred front tappert trykte og på tv-skærmen viste alle de mest provokerende franske profetkarikaturer igen og igen. En sådan solidaritet, hævdes det, ville have en præventiv virkning.

Nej, det ville den ikke. Tanken om en sådan solidarisk fællesaktion er undfanget af idealistiske amatører uden den realitetssans, der altid går fløjten i panikkens øjeblik. Terrorister og deres styringsgrupper lader sig ikke narre af fjenden eller lede af analyser. Terrorister angriber nøjagtig hvor, hvem og hvornår de har lyst. Hvis de kan komme afsted med det. Jyllands-Postens ledelse gjorde klogt i at holde lav profil og afstå fra at bringe eksempler på de forhånende franske tegninger. Ledelsen kendte sit ansvar og traf sit valg af hensyn til sine medarbejderes sikkerhed. Det kan avisen for resten gøre i den sikre overbevisning om at have været selve spydspidsen for en uforbeholden og monoton kritik af islam og muslimsk kultur. At betragte det som et knæfald er ukorrekt.

Det er et udslag af hårdt tilkæmpet pragmatisk fornuft i skrivende stund.

At være modig på andres vegne som de kampivrige forslagsstillere er derimod en fuldkommen gratis øvelse.

En anden klassisk tradition fra samme skuffe er før eller senere at måtte skille fårene fra bukkene. I dag skal strammere skilles fra slappere, høge fra duer. Øjeblikket er inde, hvor de islamofobiske idealister endegyldigt betragter sig selv som de rigtige, kompromisløse forkæmpere for ytringsfriheden, og må sige farvel til alle andre, nemlig de falske, feje og eftergivende. Så i dag må f.eks. Uffe Ellemann-Jensen se sig deklasseret til modstander af ytringsfriheden, vejet og fundet for blødsøden.

Man skulle ganske vist tro, der var vigtigere ting at tænke på i en tid, hvor Dresden, Leipzig og Hamburg lægger gader til demonstranter, der ser en fare i de muslimske medborgeres tilstedeværelse i Tyskland og frygter en overhængende islamisering af Forbundsrepublikken; hvor Front National fejrer triumfer i Frankrig, og hvor vi selv befinder os i den voksende skygge af et i al fald på indvandrerområdet højrepopulistisk parti, der med sin aktuelle snak om ’nødret’ som de første er ved at løbe fra de danske værdier. Kort sagt en tid, hvor en alarmerende europæisk højredrejning er i kraftig vækst.

Men nej. De militante er først og fremmest optaget af de slappe debattører, der beskyldes for at dukke sig for terroristernes magtsprog og dermed svigte demokratiet.

Med deres heftige engagement burde de militante hellere gå op i at fremlægge deres vision eller bare en flig af den.

Kort og godt: Hvad vil Flemming Rose og hans garde? Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Mikael Jalving og hele holdet omkring Weekendavisen og Deadline? Hvad skal den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed udmønte sig i?

I betragtning af den energi, de lægger for dagen i deres drøm om at sætte islam på plads, skylder hardlinerne os to ord om, hvad der skal ske? Hvad er planen? Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet? I himlen kan det som bekendt ikke lade sig gøre. Men på jorden, her og nu?

Indvandringsforbud hvordan?

Det skal siges, at bloggeren Michael Jalving som den eneste har mandet sig op og er rykket ud med et konkret forslag. Han har en plan: et totalt indvandringsforbud i Danmark fra fallerede muslimske stater. Det er til at tage at føle på. Hvad der skal ske med de muslimer, der er her i forvejen, fremgår ganske vist ikke. Men de må vel elimineres på anden vis.

Flemming Rose er som os alle sammen deprimeret over begivenhederne og forarget over, at der intet er sket trods attentaterne i Madrid og London, mordet på Theo van Gogh etc. Ingenting sket? Hvad er det, der skal ske, Flemming Rose? Fortæl!

Vi er allerede i krig med Islamisk Stat i Syrien og Irak? Skal vi mere i krig? Og hvordan? Eller hvad skal vi? Vesten har et påtrængende problem med de ekstremistiske kræfter, som formår at rekruttere unge mennesker til både at drage i hellig krig i udlandet og at forberede attentater herhjemme. Det kan vi vel blive enige om, men hardlinerne må leve med, at der er nogle, som ikke blot ser radikaliseringen af unge muslimer som en trussel, men også mener, at de unge ghettomuslimers rastløshed og lydhørhed over for ekstremistiske børnelokkere bliver befordret af den udbredte fjendtlige og ekskluderende attitude, som indvandrerne i Europa mødes med af den omgivende verden, også når der – som f.eks. i førnævnte Dresden – ingen indvandrere er.

Det angår os alle

Muslimske borgere i det hele taget er konstant badet i offentlighedens projektørlys og næsten altid med negativt fortegn og som noget besværligt – alt mens de passer deres arbejde. Den slags har selvfølgelig sine virkninger og omkostninger. Skal vi bare lade det problem ligge? Skal vi eventuelt gøre ondt værre?

Jeg har ingen opskrift på fremtiden, men ved, at den yderligere polarisering af ’os’ og ’dem’, der lægges mere og mere op til, ikke er en løsning på dagens misere. Det gælder såvel forholdet mellem medborgere henholdsvis med og uden muslimsk baggrund, som det gælder forholdet mellem de sande vogtere af ytringsfriheden og de falske.

Det kan ikke være udstødelse eller en eller anden krig, der skal til, men evnen til at skelne og til at tænke frem, langt frem. Vi skal jo være her sammen.

Kun hvad terrorismen angår, er der et ’dem’ og ’os’, nemlig mellem fanatikerne med automatvåben på den ene side og os – vel at mærke os alle – på den anden.

Læs også: Barfoed og brandstifterne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
  • Andreas Trägårdh
  • Carsten Søndergaard
  • Tino Rozzo
  • Henrik Petersen
  • Carsten Mortensen
  • Søren Blaabjerg
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Jørgen Mathiasen
  • Malan Helge
  • Michal Bagger
  • Niels-Simon Larsen
  • Rune Petersen
  • Curt Sørensen
  • Torben Arendal
  • lars abildgaard
  • Brian Jensen
  • Tom Paamand
  • Aase Bak-Nielsen
  • Lars Jorgensen
  • Stig Bøg
  • Ingrid Uma
  • Trille Hassager
  • Ervin Lazar
  • Jens Falkesgaard
  • Steffen Gliese
  • Karen Grue
  • Henrik Plaschke
HC Grau Nielsen, Andreas Trägårdh, Carsten Søndergaard, Tino Rozzo, Henrik Petersen, Carsten Mortensen, Søren Blaabjerg, Michael Kongstad Nielsen, Jørgen Mathiasen, Malan Helge, Michal Bagger, Niels-Simon Larsen, Rune Petersen, Curt Sørensen, Torben Arendal, lars abildgaard, Brian Jensen, Tom Paamand, Aase Bak-Nielsen, Lars Jorgensen, Stig Bøg, Ingrid Uma, Trille Hassager, Ervin Lazar, Jens Falkesgaard, Steffen Gliese, Karen Grue og Henrik Plaschke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Korsfarer-myten - eller hvorfor ikke en Auschwitz-trussel?

For et kvart århundrede siden stillede Barfoed sig på Rushdies side i striden om "De sataniske vers" (der førte en 'dødsdom' mod Rushdie og på mange måder kan opfattes som startskudet til vores efterfølgende Muhammed-debat) og lod sig i offentligheden promovere som en, der havde Rushdies tillid. Så meget mere kan det undre, at han nu synes at deltage i et helt andet sangkor.

Søren Mørch, som jeg allerede har henvist til, har i sin bog om "Det europæiske hus", b. 1, et helt kapitel viet denne kontrovers. Kapitlet handler om 'romanen som genre' og er særdeles læseværdigt. Selv om det er skrevet i begyndelsen af 1990'erne, fremtræder det, som om det var skrevet i går.

Blandt de kilder, Søren Mørch citerer, er en 'anmeldelse' af Rushdies bog, skrevet af Dr. Shabbir Akhtar fra Bradford i England. Her er et uddrag af denne 'anmeldelse':

”Det er uklogt af os i et multiracialt samfund som vores at tillade politisk afgudsdyrkelse af kunsten at fordunkle emner af social og politisk betydning. Selv hvis vi antog, at Rushdies roman var en litterær landvinding, så ville et forsvar for dens udbredelse for enhver pris være lige så ubegrundet som truslerne mod forfatterens liv. Appeller til ’principsager’ eller til ’historisk hård tilkæmpede friheder’ er ikke overbevisende, når de optræder i sammenhæng med dobbelte eller endda tredobbelte moralske standarder. Efter denne affære har muslimer grund til at tro, at korstogene endnu ikke er forbi. For på baggrund af de lidenskaber, den har vakt, kan man undre sig over, om der ikke er en vis sandhed i en gamle muslimske anklage over, om der ikke er en eller anden vestlig sammensværgelse i gang imod Islam. Hvordan det nu end hænger sammen, er der næppe tvivl om, hvem der vil blive puttet i dem næste gang, der bliver bygget gaskamre i Europa.”
("Det europæiske hus", b. 1, s. 82)

Den opfattelse har Barfoed ikke lagt afstand til, tværtimod. Hvad mon Rushdie i dag ville sige til det?

Eros & Thanatos

Freud theorized that the duality of human nature emerged from two basic instincts: Eros and Thanatos. He saw in Eros the instinct for life, love and sexuality in its broadest sense, and in Thanatos, the instinct of death, aggression. Eros is the drive toward attraction and reproduction; Thanatos toward repulsion and death. One leads to the reproduction of the species, the other toward its own destruction. Source of inspiration for artists throughout the centuries, this Manicheism maintains a fascination for the contemporary artists who are the basis for this exhibition, in which each one, in his own way, bringing his own experiences, interprets the unavoidable significance or the human condition.

Kønsdrift - seksuel interesse. Hos Freud ses libido som en generel energikilde, der har forplantning som mål, men som hos mennesker giver sig alle de udtryk, der er karakteristiske for den menneskelige psyke og den menneskelige kultur.

Dødsdriften - er ifølge psykoanalytisk teori en grundlæggende selvdestruktiv og destruktiv drift, der modsvarer libidoen som et nødvendigt komplement i livsprocessen.

I den mellemøstlige kulturkreds, ligesom for ikke så længe siden hos os i ’Aftenlandet’, ses disse freudianske begreber at være under stadig aktualitet, skønt forældede psykologiske begreber, som vi længe har moret os over var gammeldags teori – så hvordan får alle disse unge mennesker orden i deres kønsliv uden fremmed indblanding, især fra de klerikale, uden at de havner i ekstreme situationer mest styret af Thanatos – i et arkaisk religiøst kommandoregime mest bestående af bøn og forbud, hvor de i stedet for et ’normalt’ liv, som de kan se er udbredt i Vesten og derfor skaber en alvorlig grad af jalousi og misundelse, bliver holdt fast med et jerngreb i inhumane livsprocesser til skade for libidoen, men desværre popper op i en udbredt styrkelse af dødsriften og er med til at give de mest marginaliserede en form for mening, selvom de agerer som om de bare har knald i låget …

Er det alt for forsimplet – mangler de stakkels mennesker, ud over en Oplysningstid, også en seksuel og social frigørelsesproces, et 68-oprør? – også de, der tilfældigvis er bosatte her i 'Aftenlandet'- eller er det bare Vestens skyld det hele - et stadig pågående korstog? …

Søren Blaabjerg

Man kan sammenligne ytringsfrihed lidt med færdselskultur. Vi har med få undtagelser frihed til at bevæge os rundt, hvor og hvordan vi vil, men det er ikke desto mindre dumt at krydse en stærkt befærdet vej uden at se sig for. Gør man det alligevel, risikrerer man at blive kørt over. Og ingen ved sine fulde fem kunne vel finde på i den anledning at forlange forbud mod bilkørsel.
Kultiveret debat - på alle områder - , det er, hvad vi har brug for og ikke stupide provokationer på retiradegraffitiniveau.

Rune Petersen, Tino Rozzo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Er det eneste mulige svar på den fundamentalistiske muslimske terror, at fortsætte med bevidst at
håne og latterliggøre den muslimske tro?
Går man virkeligheden de den fundamentalistiske muslimers ærinde ved at gøre det?
Deres agenda er jo netop at skabe den størst mulige splittelse mellem muslimer og ikke-muslimer
Vi skal ikke afholde os fra at kritisere, håne og latterliggøre de fundamentalistiske muslimer selv
Men vi behøver vel ikke at inddrage Allah og Muhammed også?
I stedet for på den måde at støde muslimer over en bred kam fra os, bør vi allierer os med de muslimer, som er lige så fordømmende overfor den terror det udføres i Allah navn, som os andre

Carsten Søndergaard, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Det er vigtigt at gøre sig klart at det islamiske læresæt, og det der kaldes "islamisk ret" er strengere logisk opbygget end det vestlige.

Den indre logiske sammenhæng i islamisk ret er stærkere.

Det skyldes, at Muhamed gjorde op med de mest usandsynlige af katolicismens dogmer (treenighed, jomfrufødsel etc.)

Derfor holdt religionen som referencesystem længere, frem til omkring 1900.

I Europa opstod en spaltning mellem kirken og kongemagten (i 11-1200-tallet, Investitur-striden), hvor efterhånden kongemagten vandt overtag.

Denne kongemagt blev gradvis nedbrudt af sekulære demokratiske bevægelser fra den Franske Revolution og frem.

I den islamiske verden er det juridiske og det etisk-religiøse system bevaret som sammenhængende, ihvertfald frem til den tyrkiske revolution 1908.

Sociale reformkrav er i reglen blevet rejst under påberåbelse af den "sande Islam".

Fra omkring 1900 vinder sekulære bevægelser frem, som kommer i regeringsposition i Egypten, Syrien og Irak fra omkring 1950.

Det er først og fremmest kolonimagterne, der bekæmper de sekulære og republikanske styrer, f. eks. i Afghanistan.

I Saudi Arabien indsætter britiske og amerikanske interesser et fundamentalistisk kongedømme, først og fremmest for at bekæmpe republikanismen.

Fra 1990erne begundte saudierne at udbrede deres fundamentalistiske trosvariant, først og fremmest for at opnå deres egen magtpolitiske interessesfære.

Carsten Søndergaard, Nic Pedersen, Niels Duus Nielsen, Mihail Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, Jan Weis, såvidt jeg har konstateret er den mellemøstlige kulturkreds konfigureret afgørende anderledes ved bl.a. at give seksualiteten meget større plads i - og også under visse kontrollerede omstændigheder udenfor - samlivet; men der er vist nok store nationale forskelle, som har mere med herskeren og den herskende retning at gøre, end Islam per se.
Og skal vi så ikke lade være med at bilde hinanden ind, at konflikten er religiøs og kulturel? Den er benhård materiel.

Mihail Larsen

Totem og tabu

En anden af Freuds kulturkritiske vinkler kredsede om forholdet ellem totem og tabu. Tabu er, hvad der ikke må udsiges eller afbilledes, den usynlige magt. Derfor kommer man kun tabuet til livs ved at nævne det ved navn og afbillede det.

Det skete i den europæiske sekulariseringsproces fra 1500-tallet og frem (ja, endnu før, hvis man regner kunsthistorien og filosofien med), der ledte frem til oplysningen i 1700-tallet og derfra indvarslede moderniteten. Denne udvikling skete ganske bestemt ikke som et hyggeligt theselskab, men i voldsomme sammenstød mellem repræsentanter for tro og viden, feudalisme og kapitalisme. Nogle af de stærkeste midler i denne kamp var satiren, ironien, religionskritikken og humanismen, som kulminerede i de berømte menneskerettighedserklæringer,hvor Gud blev sat fra bestillingen som al lovgivnings første og fundamentale retskilde.

Denne udvikling er ikke sket inden for Islam; derfor stritter de mere dogmatiske muslimer imod modernitet og demokrati. Derfor sætter de fortsat Koranen over Grundloven. Derfor opbygger de parallelsamfund, hvor de kan fortsætte med at dyrke 'rigtig' islam, beskyttet mod det omliggende, verdsliggjorte samfund. Derfor raser de, når man 'krænker' dem ved at behandle Muhammed på linie med alle andre 'profeter', nemlig kritisk. Derfor kræver de immunitet mod kritik af deres helligdomme - og truer i visse tilfælde med voldelige repressalier, hvis denne immunitet ignoreres.

Det drejer sig ikke kun om, at nogen ikke må 'tegne' Muhammed; det drejer sig overhovedet om, at al kritik af Muhammed er 'krænkende'; også og måske især historisk kildekritik. Da sekulariseringsprocessen startede i Europa, ville den katolske kirke også have forbud mod religionskritik (jvf. ovenfor, min første henvisning til Søren Mørch); også kirkens mænd følte sig 'krænkede' over den ramsaltede behandling, de fik i offentligheden, ofte forklædt som satire. Kritikken af islam og af visse muslimske grupper er derfor ikke en særlig, religiøs sammensværgelse - et nyt korstog - men en 'normalisering' af islam i det offentlige rum.

Ingen religion og intet religiøst samfund har krav på immunitet i det offentlige rum.

Steffen Gliese

I betragtning af, at vi bor i et land, hvor kristendommen er skrevet ind som statens basis i grundloven, er det måske lige lovlig kækt at påberåbe sig sækulariseringen, som uvist af hvilken sproghistoriske debilitet åbenbart skal staves med -e- lige Aegyptus nu om dage. En mærkelig sproglig puritanisme, hvor den sanselige, spektakulære æ-lyd påkalder sig for megen opmærksomhed.

Uden satire, så var demokratiet aldrig blevet en realitet. Satiretegningen beskriver med få eller ingen ord de absurditeter og den misbrug, som magtmisbrugere, fundamentalistiske religioner og totalitære styrer udøver. Folket har brug for dette hurtige og effektive våben til at opnå det nødvendige fællesskab og mod til at afvæbne magtens misbrugere. Derfor var satire også et af de stærkeste våben i DK under besættelsen.

Derfor er satiretegninger så frygtede....

Som det siges i en gammel dansk sang: ...Da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast....!

Eller med en kendt digters ord...."han har jo ikke noget på...."

I øvrigt mener jeg at medierne skrev, at ud af 20 anklager mod Charlie Hebdos om blasfemi, så var de 20 anklager rejst af katolske kredse.

Der er derfor ingen grund til at mene, at satiretegninger kun retter sig mod islam...

Steffen Gliese

Satiretegninger er ikke særlig frygtede, Lilli Wendt, de har desværre mistet deres brod i forhold til dem, der burde angribes, den reelle magt i samfundet, hvilket man på ingen måde kan påstå, muslimerne er.
Og jeg hører ikke andre argumenter for at tegne muslimernes profet, end det, der er pointen i den gamle vits om, hvorfor hunde slikker deres kønsorganer.

Sorry, jeg må lige korrigere - det var ud af 21 anklager af de 20 var rejst af katolikker og 1 anklage var rejst af muslimer....

Lilli, at satire er demokratiets brækjern er ingen vel i tvivl om. Det jeg efterlyser er satire der rammer magthaverne. Muhammedbashingen styrker magthaverne i begge lejre.

Carsten Søndergaard, Per Torbensen, Rune Petersen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Peter,

der er da et eller andet, der tyder på, at tegninger stadig har en vis brod... eller, hvorfor skriver vi lige i denne tråd?

Der var engang, at man kunne blive halshugget og lagt på hjul og stejle i DK for majestætsfornærmelse. Det kan man ikke længere i DK, men der er en del andre lande, hvor det desværre stadig er tilfældet. Men denne magtmisbrug må man måske ikke latterliggøre?

Samtidig med at der er nogle her på tråden, der mener at vi ikke må latterliggøre fundamentalistiske religioner ved satiretegninger, så er der lande, hvor det straffes med 10 års fængsel og 1000 piskeslag at blogge for at få en lille smule demokrati....

Hvor er jeres vrede over dette?

En satiretegning jeg gerne ville se, er en hvor man ser to Kubane-kurdere med forlader muskedonnerter siddende bag sandsække, mens IS og Irak-kurderne spankulerer rundt, med de mest moderne israelske og amerikanske automatgeværer, i dækning af deres tunge kampvogne.

En satiretegning jeg gerne ville se, er en hvor man ser to Kubane-kurdere med forlader muskedonnerter siddende bag sandsække, mens IS og Irak-kurderne spankulerer rundt, med de mest moderne israelske og amerikanske automatgeværer, i dækning af deres tunge kampvogne.

og lilli du springer åbenbart ind i debatten uden at orientere dig:

13. januar, 2015 - 19:13
http://www.information.dk/comment/967243#comment-967243

Søren Kristensen

Jo, nu elsker alle pludselig den uartige dreng i klassen CH, selv om han hele tiden op til nu har været "for meget", hvis ikke ligegyldig og det er selvfølgelig den terror han har været udsat for vi reagerer på. De fleste af os har aldrig læst bladet, men fordi vi grundlæggende går ind for ytringsfrihed og forsager vold mod sagesløse, sympatiserer vi med CH og for at vise bladet sympati tillægger vi os måske synspunkter der er lidt mere radikale end vi plejer.

Men fejlen er jo grundlæggende islamisternes, fordi de og deres bagmænd tager den uartige drengs synspunkter til indtægt for hele klassens moral og understreger derved blot nødvendigheden af at bekæmpe dem så meget mere indædt. Vold avler vold og tegninger burde kun avle holdninger og fyldte papirkurve.

Jeg forstår hvad Barfod siger, men han må også forstå at vi er nød til at tage diskussionerne, både om hvor vi skal hen og hvilke midler vi skal derhen med.

Mihail Larsen

Hvem er 'magthaverne'?

Jovist, der er også verdslige myndigheder, de fortjener hån, spot og latterliggørelse. Det bliver de så visselig også udsat for i dagbladenes vittighedstegninger, i julemagasinerne, i Cirkusrevyen etc. Det skal vi være glade for - og er det vist også for det meste. Uden denne skrive- og tegnefrækhed over for myndighederne ville vi ret hurtigt blive et forstenet samfund.

Kunne satiren blive mere bidende og ramme hårdere? Javist, og det skal vi opmuntre tegnerne til ved at købe deres produkter og i øvrigt forsvare deres ret til at udøve deres kunst.

Men er muslimerne 'magthavere'? Her i landet. både ja og nej, men vel ikke mere end f.eks. visse kirkelige kredse. De latterliggøres da også ofte, de kirkelige kreds altså - f.eks. har Søren Krarup måttet lægge ryg til mange, spidse karikaturer. Imamerne i de muslimske kredse, der ikke vil melde klart ud, hvad de mener om mord på tegnere, stening af utro hustruer og demokrati - selv om de gerne vil respekteres for at være 'åndelige vejledere' - må de også regne med at blive latterliggjort. De påberåber sig en autoritet, og alle autoriteter må stå for skud.

I andre, mere muslimske lande er der bestemt tale om 'magthavere', hvad enten de formelt sidder i regering eller udgør en bevægelse. Som vi kan se i Mellemøsten og i Asien er de ikke sarte, hvad magtmidler angår - og det er langt fra alt sammen Vestens skyld.

Kan vi ikke være ligeglade med det? Nej, det kan vi ikke. Muslimske lande har i dag så stor vægt i bl.a. FN, at de kan rulle nogle af de menneskerettigheder, som vi i Vesten har kæmpet hårdt for i flere hundrede år, tilbage. Bl.a. retten til at tænke, tro og ytre sig frit. De har i flere omgange forsøgt at få FN til at vedtage et generelt forbud mod religionskritik. Og de har faktisk skrevet deres egen version af 'Menneskerettighedserklæringen' (den såkaldte 'Cairo-erklæring'), hvor de genindfører Allah som rettighedernes første og vigtigste retskilde. Følgelig præciserer 'Cairo-erklæringen' også, at al lovgivning, der strider mod Sharia, er ugyldig. Deres intention er at udskifte den nuværende, religionsneutrale og verdslige menneskerettighedserklæring (hvor det er mennesket, som er rettighedernes retskilde) med deres egen religiøse erklæring (hvor al legitim lovgivning stammer fra Allah og hans repræsentanter her på jorden). Altså en slags genindførelse af pavedømmet, nu blot med andre aktører.

Michael Larsen:
'Ingen religion og intet religiøst samfund har krav på immunitet i det offentlige rum'
Enig i princippet. Men man kan i den konkrete situation hævde pricipperne så fast at man til sidst mister jordforbindelsen.
Min tilgang er pragmatisk: det gælder om at vi bevæger os mod en mindre konfrontatorisk linie over for den store gruppe af muslimer, der er på linie os i denne sag og ikke stålsat holde på vores ret til at håne hvad som helst.
Hvad mister vi ved af afholde os fra at vise tegninger af Mohammed og Allah så længe vi fastholder kritikken af de fundamentalistiske holdninger og deres konsekvenser?

Per Torbensen, Rune Petersen, Stig Bøg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Mihail, med 'magthaverne' menes naturligvis: De magthavere - vestlige, israelske og islamiske - der er tæt forbundne økonomisk og omkring undertrykkelsen af de arabiske folkeslag. De islamiske magthaveres formuer håndteres af jødiske banker. Hold dog fokus.

Mihail Larsen

Hvem er 'magthaverne' 2?

På nogle københavnske skoler er det utænkeligt, at der kan gå børn af jødiske forældre. De bliver simpelthen mobbede (hvis ikke værre) af de muslimske børn. Er det ikke også en form for 'magt'?

Mihail Larsen

Billed og skrift

Ole, jeg kan godt følge din tankegang. Hvorfor ikke bare lade være med at tegne og i stedet holde sig til en skriftlig kritik?

At det ikke er nok, fremgår af sagen omkring Rushdie. Han skrev noget fiktionslitteratur, en roman, med anvendelse af en masse raffinerede litterære virkemidler, men blev alligevel 'dødsdømt'.

Med fare for at blive beskyldt for alvorlige fordomme, så vil jeg også sige, at det nok ikke er tilfældigt, at det specielt er 'tegninger', der er i skudlinien (bogstaveligt talt). En stor del af Islams troende (på verdensplan) er fortsat analfabeter (som Muhammed selv). For dem er billedmediet primært.

Mihail Larsen , har du nogensinde læst om Karl Marx klasseanalyse? Hvor stor betydning har skolebørn i den analyse?

...nu bliver det ikke mere tydeligt hvad din hensigt er, Mihail

Michael: Nej vi undgår ikke at støde visse muslimer - det må vi leve med. Vi bør bare gøre op med os selv, om det vi vil, er at provokere for provokationens egne skyld (eller for et princip), eller om vi vil udøve kritik og dermed måske vil komme til at støde nogle. Det er ikke ligegyldigt . De sataniske vers er for mig et eksempel på den sidste situation

Mihail Larsen

Provokation for provokationens skyld

Nej, selvfølgelig er det ikke nogen god idé og vel nærmest et udtryk for dårlig opdragelse. Jeg har både muslimer, jøder og kristne blandt mine bekendte (og jeg har undervist erklærede muslimer, jøder og kristne), uden at det på nogen måde har givet anledning til konflikt. Enhver har ret til at tro, tænke og ytre sig frit - også om religion. For mit at se slår denne gensidige tolerance over i konflikt, når en eller flere af parterne vil forbyde andre at tænke, tro og tale frit.

Ib Jørgensen

Slavoj Zizek har her i avisen anbefalet, at vi også må forholde os kritisk til vore liberale demokratier hvis vi vil forstå uhyrligheder som angrebet på Charlie Hebdo. http://www.information.dk/521363

At gøre dette, indebærer også og ikke mindst at forholde sig kritisk til de religioner der karakteriserer og/eller er styrende for dem. Det er derfor opmuntrende, at religionernes rolle nu er kommet ind, bl.a. i denne tråd. Og jeg er nok enig med Curt Sørensen (14/1 23:00) at højredrejningen pt er den største trussel. Men at der er en sammenhæng mellem højredrejning og religion ses tydeligt mange steder i verden, ikke mindst i USA og Israel.

Sådan som jeg har set karakteren af Charlie Hebdo beskrevet efter attentatet (før da kendte jeg ikke tidsskriftet) så er det bl.a. erklæret ateistisk. Der gøres grin med alle religioner og specielt disses elementer af perverteret tro på guder med tilhørende tekster og de samfundstruende udslag af en sådan tro. Skal vi derfor drage hele konsekvensen af CH's hensigter på dette område, så er det alle religioners rolle indenfor vore samfund, vi skal tage op til kritisk belysning. Her er det naturligvis den afmagtsgørende tro på overjordiske instanser der er uforenelig med forestillingen om og troen på menneskers evne til at etablere sig i selvstyrede politiske fællesskaber. Det er ikke alle former for religionsfrihed der er foreneligt med det sidste.
www.dethellige.blogspot.dk

Michael:
Ja men når f.eks. Mohammed tegningerne blev offentliggjort med en ene begrundelse, at muslimer (også) må finde sig i at blive hånet og latterliggjort - må man vel spørge: hvorfor må de det? Bare fordi de tror på Allah?
Når vi samtidig har med en befolkningsgruppe at gøre som allerede føler sig marginaliseret i det danske samfund har man virkelig lagt i 'kakkelovnen' til konflikter - det er dumt

Mihail Larsen

Èn gang til....

Kan vi ikke snart være fri for, at den nuværende konflikt startede med Jyllands-Postens 'provokation'? Den startede næste to årtier før med fatwaen mod Rushdie, og da Jyllands-Posten bragte sine tegninger, så var den konkrete baggrund - som nu forklaret tusindvis af gange - at det havde vist sig svært at finde danske tegnere, der turde tegne nogle helt harmløse tegninger til en børnebog om Muhammed.

Forsøg nu ikke at vende tingene på hovedet.

At er en befolkningsgruppe, "som allerede føler sig marginaliseret i det danske samfund", er nu også en temmelig énøjet måde at anskue tingene på. Der er tale om en gruppe, der for en stor dels vedkommende ønsker at leve i særlige boligområder med andre af samme slags, og som ligeledes for en stor dels vedkommende er lodret afvisende over for 'blandede ægteskaber' - altså ægteskaber med etniske danskere (med mindre de konverterer). Det kalder jeg ikke 'marginalisering', men selvvalgt isolering. At en stor del af især de ældre kvinder i gruppen fortsat ikke - efter årtiers ophold i landet - kan tale dansk eller har haft berøring med det danske arbejdsmarked, kalder jeg heller ikke 'marginalisering', men selvvalgt isolering. Hvis nogle af medlemmerne af denne gruppe så oveni betragter frisindede danske piger som ludere og i det hele taget foragter dansk kultur, så er der ganske rigtigt 'lagt i kakkelovnen til konflikter'.

Gruppen må selv reflektere over disse modsætninger og konflikter. Det er der gudskelov også mange, der gør, og som integrerer sig i deres nye samfunds arbejdsmarked, uddannelser, politik og kulturliv på linie med alle andre. Hurra for det! De træder dermed i fodsporet på tidligere etniske mindretal, som i dag er skattede, danske borgere. I min egen nære familie er der adskillige af den slags.

Og så til sidst: Man er ikke uskyldsren, fordi man udgør en minoritet.

jens peter hansen, Britt Kristensen, Nic Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Opstillingen af formelle grænser og regler for ytringsfriheden, herunder kunsten, er problematisk; et nobelt ideal kan meget vel være fred og tolerance mellem borgerne, men uden et domæne der frit kan identificere, beskrive og debattere relationerne mellem borgerne, samfundets magtstrukturer og institutioner, både med satiriske tegninger, harmdirrende debatindlæg, indignerede lederartikler, provokerende happenings og kunstværker etc., stander demokratiet i våde, og vi ender med dagligt at skulle opføre forvrængede, politisk korrekte skuespil.

Britt Kristensen, Sune Olsen, Nic Pedersen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Arbejdet kalder ....

Jeg kan se, at der ikke kommer meget ny på bordet, og kredsen af debatdeltagere er skrumpet ind. Så jeg tillader mig at holde en pause, da jeg også har et arbejde at passe.

Steffen Gliese

Mihail, argumentet for at dukke muslimerne ved ikke blot at fremstille, men forhåne Muhammed er, at det godt kan være, at muslimer ikke har magt i Danmark, men ude i verden - ! Det er muligt, man tror, man kan holde det indenbords, og det var selvfølgelig mestendels i kraft af en indsats, at Muhammedtegningerne blev omtalt i Mellemøsten; men der er nu også sket meget siden dengang, og i dag når den slags nyheder uden problemer på sekunder en fjendsk omverden, for hvem den slags tegninger kan lignes med en arrogant fornærmelse af andre menneskers helligste. En mulig krigserklæring - i historiens løb har der undertiden skullet mindre til.

Michael:
Enøjet betragtninger kommer vist fra begge sider
Jeg vil slet ikke gå nærmere ind på din argumentation - det er sådan set ikke relevant i forbindelse med det, der er min pointe. For uanset hvem, der har ansvar for hvad, så er fakta, at mange muslimer føler sig udenfor det danske samfund, og spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at inddrage dem mere uden at gå på kompromis med vores demokratiske principper.
Er vi ikke indstillet på at tage visse hensyn, men insisterer på en enøjet ytingsfrihed, der ikke medtænker, hvordan disse ytringer bliver opfattet af dem de er møntet på - så lægger vi hindringer i vejen for en bedre integration

Niels Duus Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er også en mærkelig idé at mene, at man partout skal genere andre mennesker mest muligt i det, der i vores samfund er en afgjort bagatel, som reelt set vedrører et meget lille mindretal på under 10% af befolkningen.

Peter Hansen:

På trods af at det er blevet påpeget utallige gange på kommentarsiderne her på Information, har du endnu ikke taget stilling til det faktum at Charlie Hebdo ikke udelukkende gør grin med Muhammed og islamisterne (ikke muslimerne), men tværtimod gør grin med alle religioner, inklusive den kristne og jødiske, og især de personer som påstår at de udfører deres guds vilje igennem dem (fortrinsvis præsteskaber, men også fundamentalister generelt).

Et ret tydeligt tegn på at deres satire er magtkritisk, og ikke, som du påstår, etnisk diskriminerende.

Salman Rushdie, sagde idag: "Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Når nogen siger: 'Jeg tror på ytringsfriheden, MEN'...så holder jeg op med at høre efter"...

Ja, det er jo synd, for så hører han ikke, at: "Ytringsfriheden ikke alene kan trues til tavshed, den kan også lokkes på afveje, eller købes, eller sågar druknes". Ytringsfriheden er ikke absolut (i Hegelsk forstand) bare fordi man bliver truet på livet.

Sune Olsen, jeg er ikke tilfreds med at "alle" religioner bliver udsat for satire, jeg vil også have at klassestrukturerne og magtforholdene udstilles og latterliggøres.

Steffen Gliese

Det handler ikke om, Sune Olsen, hvad Charlie Hebdo også gør, men at man tiltager sig retten til at bryde andre menneskers tabuer uden anden begrundelse, end at man kan.

Bill Atkins:

Ja, det bliver de så sandelig også gjort i Charlie Hebdo. De holder sig selvfølgelig ikke kun til emnet religion, langt fra. Politikere, kulturpersonligheder, finansmænd, de får alle turen.

Sune, nu kender jeg ikke Charlie Hebdo nærmere, men jeg er ret sikker på at de i - eksv. Nato -Rusland konflikten - lagde sig tæt op ad det officielle Nato-spor uden spørgsmålstegn. Et blad som Charlie Hebdo har jo ikke egen reaches, men må forlade sig på de store mediekoncerners reaches...

...ingen er er både fri og har ytringsmæssig gennemslagskraft i den kapitalistiske verden.

Morten Pedersen

Håber Barfoed og andre forstår, at der er een ideologi som journalister, komponister, billedskabere, historikere ikke tør være kritisk overfor. Een. Den har over 1 mia tilhængere, så den er ikke udelukkende i en forfulgt offerrolle, skønt det humanistiske centrum-venstre helst vil beholde den der. At kritisere en ideologi bør være muligt uden at de enkelte troende føler sig ramt. Hvis de bor i Europa bør de ihvertfald kunne rumme det.

Michael Kongstad Nielsen

Den ubegrænsede ytringsfrihed, hvor alt må tåles, gælder den:
- i ægteskabet?
- overfor arbejdsgiveren?
- i skolegården?
- overfor politiet?
- i forhold til socialrådgiveren?
- i teatret?
- overfor billetkontrolløren?

Nej, vel. Hvorfor så overfor dine naboer, der er tilhængere af islam?

Carsten Søndergaard, Niels Duus Nielsen, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Mihail Larsen
Vi ved hvordan det er med idealer, også uhindret ytringsfrihed; vi når dem aldrig, og de der ideligt forsøger at nå dem, kan forekomme andre underkastet dødsdriften.

""Hvad skal der ske i vores samfund?" ifølge ytringsfrihedskæmperne? Det behøver man ikke at gætte sig til (eller insinuere sig uden om): vi skal lære at leve i fred med hindanden, at være rummelige nok til at lade borgerne tænke, tro og ytre sig frit, at værne om retten til at kritisere autoriteter og om nødvendigt at gøre grin med dem. Hvad vi under ingen omstændigheder ønsker er, at nogen i vores samfund gør sig til selvbestaltede vogtere over, hvad vi må ytre og udtrykke - for slet ikke at tale om at true os til tavshed."

Er dít bud; er det nødvendigt at gøre grin med autoriteter og, kritik efter hvilke kriterier når " vi skal lære at leve i fred med hinanden ..." ?

Morten Pedersen

Michael: Alle de eksempler du nævner er personer. Jeg og andre taler om generel kritik af ideologier, religioner, -ismer. Må man så heller ikke kritisere katolicismen? Liberalismen? Kommunismen? Der er jo katolikker, liberale og kommunister, der kan blive krænkede. Hvorfor skal islam forskelsbehandles. Og så i Europa, der har tilkæmpet sig muligheden for satire. Jeg har intet imod muslimerne i min hverdag, men er stærkt kritisk overfor dem, der repræsenterer deres tro og f.eks. nu har udstødt fatwa mod snemænd. At være kritisk overfor deres ideologi kan støde muslimer. Bør jeg så undlade?

I disse tider, hvor fascismens ideologi igen banker på, er der gud hjælpe os nogle nyttige idioter, der bare siger – ’kom ind’ … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Morten Pedersen - kritik af ideologier, religioner eller af politik generelt er selvfølgelig kun velkomment, men det er faktisk på det personlige plan, friheden (bør) begrænses, hvis man vil sig selv og sin næste det godt. Islam skal selvfølgelig ikke forskelsbehandles, men personer, der bekender sig til islam, heller ikke.

Mihail Larsen

Peter, du vil bare ikke forstå det

Grunden til at kritisere - og i nogle tilfælde latterliggøre - andres tabuer er ikke ene og alene, fordi man kan, men fordi vi skal være her alle sammen. I dén situation kan det ikke være sådan, at enkeltpersoner lige midt i det offentlige rum kan indhegne et stykke, som ingen må forholde sig kritisk til. Hvis folk vil have deres tabuer i fred, kan de gå ind i deres lønkammer eller evt. i deres familie eller en privat klub. Træder de ud i det offentlige rum og vil konfrontere os andre med deres særlige synspunkter, så må de - såvel som alle andre - finde sig i, at de kan blive diskuteret, og at nogle evt. finder dem frastødende.

Jeg er tilhænger af religion i det offentlige rum. For mange mennesker udgør religion en vigtig del af deres personlighed, og den skal de efter min mening have lov til at vise offentligt (jeg sætter nogle grænser ved personer i offentlige stillinger, der begribeligvis må fremtræde neutrale). Men når de gør det, har vi andre også ret til at have og give udtryk for vores mening.

Vi har alle sammen følelser og værdier. Der er ingen rimelighed i, at religiøse følelser og værdier skal være særlig fine eller immune over for andres stillingtagen, hvis de gøres gældende i det offentlige rum.

Summen af personlige tabuer er uendelig. Det er ikke noget problem, hvis de holdes indendøre. Men skal de have lov til at 'privatisere' det offentlige rum ved snart sagt at gøre al diskussion og kritik umulig, fordi der altid er nogen, der føler sig krænkede over det ene eller det andet, og samtidig vil have ret til - uimodsagt - at lufte deres tabuer i fuld offentlighed, selv om det måske så også 'krænker' nogle andre? Så giver det ikke længere nogen mening at tale om en 'offentlighed'.

Men jeg kommer nok ikke videre. Fronterne er åbenbart fuldkommen fastlåste.

Morten Pedersen, Britt Kristensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Sider