Massakren på ugemagasinet Charlie Hebdo vil få betydning for en profession, der i forvejen er truet, nemlig den satiriske tegnekunst; det er der ingen tvivl om. Den medfører forøget selvcensur inden for en satirisk genre, der hedder profetbespottelse, og dermed en indskrænkning af ytringsfriheden. Men – derudover er ytringsfriheden ikke truet.
Retten til liv er derimod dramatisk knægtet, når en skånselsløs forbrydelse koster 12 mennesker livet på en bladredaktion, mens de er i færd med at udføre deres lovlige arbejde. Og når det sandsynligvis kan gentage sig.
Hvad gør man?
Flere militante debattører herhjemme har fremsat et enslydende forslag: Det eneste værdige svar i den spændte situation ville være, at den danske presse over en bred front tappert trykte og på tv-skærmen viste alle de mest provokerende franske profetkarikaturer igen og igen. En sådan solidaritet, hævdes det, ville have en præventiv virkning.
Nej, det ville den ikke. Tanken om en sådan solidarisk fællesaktion er undfanget af idealistiske amatører uden den realitetssans, der altid går fløjten i panikkens øjeblik. Terrorister og deres styringsgrupper lader sig ikke narre af fjenden eller lede af analyser. Terrorister angriber nøjagtig hvor, hvem og hvornår de har lyst. Hvis de kan komme afsted med det. Jyllands-Postens ledelse gjorde klogt i at holde lav profil og afstå fra at bringe eksempler på de forhånende franske tegninger. Ledelsen kendte sit ansvar og traf sit valg af hensyn til sine medarbejderes sikkerhed. Det kan avisen for resten gøre i den sikre overbevisning om at have været selve spydspidsen for en uforbeholden og monoton kritik af islam og muslimsk kultur. At betragte det som et knæfald er ukorrekt.
Det er et udslag af hårdt tilkæmpet pragmatisk fornuft i skrivende stund.
At være modig på andres vegne som de kampivrige forslagsstillere er derimod en fuldkommen gratis øvelse.
En anden klassisk tradition fra samme skuffe er før eller senere at måtte skille fårene fra bukkene. I dag skal strammere skilles fra slappere, høge fra duer. Øjeblikket er inde, hvor de islamofobiske idealister endegyldigt betragter sig selv som de rigtige, kompromisløse forkæmpere for ytringsfriheden, og må sige farvel til alle andre, nemlig de falske, feje og eftergivende. Så i dag må f.eks. Uffe Ellemann-Jensen se sig deklasseret til modstander af ytringsfriheden, vejet og fundet for blødsøden.
Man skulle ganske vist tro, der var vigtigere ting at tænke på i en tid, hvor Dresden, Leipzig og Hamburg lægger gader til demonstranter, der ser en fare i de muslimske medborgeres tilstedeværelse i Tyskland og frygter en overhængende islamisering af Forbundsrepublikken; hvor Front National fejrer triumfer i Frankrig, og hvor vi selv befinder os i den voksende skygge af et i al fald på indvandrerområdet højrepopulistisk parti, der med sin aktuelle snak om ’nødret’ som de første er ved at løbe fra de danske værdier. Kort sagt en tid, hvor en alarmerende europæisk højredrejning er i kraftig vækst.
Men nej. De militante er først og fremmest optaget af de slappe debattører, der beskyldes for at dukke sig for terroristernes magtsprog og dermed svigte demokratiet.
Med deres heftige engagement burde de militante hellere gå op i at fremlægge deres vision eller bare en flig af den.
Kort og godt: Hvad vil Flemming Rose og hans garde? Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Mikael Jalving og hele holdet omkring Weekendavisen og Deadline? Hvad skal den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed udmønte sig i?
I betragtning af den energi, de lægger for dagen i deres drøm om at sætte islam på plads, skylder hardlinerne os to ord om, hvad der skal ske? Hvad er planen? Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet? I himlen kan det som bekendt ikke lade sig gøre. Men på jorden, her og nu?
Indvandringsforbud hvordan?
Det skal siges, at bloggeren Michael Jalving som den eneste har mandet sig op og er rykket ud med et konkret forslag. Han har en plan: et totalt indvandringsforbud i Danmark fra fallerede muslimske stater. Det er til at tage at føle på. Hvad der skal ske med de muslimer, der er her i forvejen, fremgår ganske vist ikke. Men de må vel elimineres på anden vis.
Flemming Rose er som os alle sammen deprimeret over begivenhederne og forarget over, at der intet er sket trods attentaterne i Madrid og London, mordet på Theo van Gogh etc. Ingenting sket? Hvad er det, der skal ske, Flemming Rose? Fortæl!
Vi er allerede i krig med Islamisk Stat i Syrien og Irak? Skal vi mere i krig? Og hvordan? Eller hvad skal vi? Vesten har et påtrængende problem med de ekstremistiske kræfter, som formår at rekruttere unge mennesker til både at drage i hellig krig i udlandet og at forberede attentater herhjemme. Det kan vi vel blive enige om, men hardlinerne må leve med, at der er nogle, som ikke blot ser radikaliseringen af unge muslimer som en trussel, men også mener, at de unge ghettomuslimers rastløshed og lydhørhed over for ekstremistiske børnelokkere bliver befordret af den udbredte fjendtlige og ekskluderende attitude, som indvandrerne i Europa mødes med af den omgivende verden, også når der – som f.eks. i førnævnte Dresden – ingen indvandrere er.
Det angår os alle
Muslimske borgere i det hele taget er konstant badet i offentlighedens projektørlys og næsten altid med negativt fortegn og som noget besværligt – alt mens de passer deres arbejde. Den slags har selvfølgelig sine virkninger og omkostninger. Skal vi bare lade det problem ligge? Skal vi eventuelt gøre ondt værre?
Jeg har ingen opskrift på fremtiden, men ved, at den yderligere polarisering af ’os’ og ’dem’, der lægges mere og mere op til, ikke er en løsning på dagens misere. Det gælder såvel forholdet mellem medborgere henholdsvis med og uden muslimsk baggrund, som det gælder forholdet mellem de sande vogtere af ytringsfriheden og de falske.
Det kan ikke være udstødelse eller en eller anden krig, der skal til, men evnen til at skelne og til at tænke frem, langt frem. Vi skal jo være her sammen.
Kun hvad terrorismen angår, er der et ’dem’ og ’os’, nemlig mellem fanatikerne med automatvåben på den ene side og os – vel at mærke os alle – på den anden.
Læs også: Barfoed og brandstifterne
Ole, jeg tror du må skelne mellem mig og Mihail.
Tak for kaffe, fik vi løst nogle problemer.
Et faktum er, at der rigtig mange, der er godt gammeldags sure i skralden over, ikke kun tegninger, hån og spot af deres liv, men sandlig også hele den vestlige verdens mangeårige krig og utidig indblanding i deres lande.
At social fattigdom og et marginaliseret liv i vesten, i generationer, for mennesker fra disse egne, giver grobund for hurtig radikalisering, kan ikke kommer ikke bag på nogen, hvis man gider sætte sig ind i deres liv 'idag'.
Det er sandlig, heller ikke svært, at gøre noget ved, hvis man gider give unge mennesker et arbejde, er man allerede nået meget langt, men vestlig politisk radikalisering og aktivistisk udenrigspolitik, har sat en effektiv stopper, for løsninger på problemerne, men så er der jo altid mulighed for had og krig til gengæld, hvilket der sikkert også bliver nok af fremover.
Om Islams grundlag - og dens oprindelse i en kritik af pavedømmet, de katolske dogmer og magtkoncentrationen i pavedømmet:
Muhammed kritiserede jomfrufødslen, treenigheden og magtkoncentrationen omkring Rom og Byzans.
Desuden havde kristendommen vist sig svag overfor krigsherrer og erobringer.
Kristendommen havde derfor ikke været i stand til at bringe stammefejder til ophør.
I dokumentet Medinas forfatning, udformet efter flugten fra Mekka, fastlægger Muhammed byens statut som en fredspagt med indbyrdes forpligtelser.
Bemærk at dette sker i en kontekst, hvor slægts- og stammefejder er almindelige.
Derved blev han i stand til at skabe et system, der ligestillede gamle og nye medlemmer, og således kunne optage nye stammer.
Således fremkom en alliance med indre fred, der kunne ekspandere - hvilket skete i de følgende tiår.
Medinas forfatning:
http://en.wikisource.org/wiki/Constitution_of_Medina
Uddrag:
"The Prophet then wrote a contract between the muhajirun and the ansar with which he concluded a covenant and a truce with the Jews, confirmed them in their religion and their
property, and imposed obligations on them and guaranteed them certain rights.
1. They are one community to the exclusion of [other] people.
...
11. The believers shall not fail to give just assistance to a debtor among them for redemption money or blood-wite.
14. No believer shall kill a believer on account of an unbeliever; neither shall he help an unbeliever against a believer.
15. The protection of Allah is one; the protection granted by the least of them is binding on all. The believers protect each other to the exclusion of [other] people.
16. Whoever of the Jews follow us [receive] help and support without being wronged and without the one helping the other against them.
17. The peace of the believers is one. No peace shall be made with a believer apart from an[other] believer when there is fighting in the way of Allah. However, [peace must be concluded] on the basis of mutual equality and justice.
18. In every expedition made with us the parties shall take turns with one another.
Rousseau
Ak, jeg havde faktisk håbet at kunne trække mig ud af denne diskussion, der startede med en debat om ytringsfrihed og derfra bevægede sig over på spørgsmålet om fraværet af en oplysningstid i Islam, der kritisk og grundigt forholdt sig til de religiøse dogmer. Nu bringer Kongstad så diskussionen over på 'min egen banehalvdel', så at sige, nemlig den europæiske oplysningstid og ganske specielt Rousseau (som er en af mine favoritfilosoffer). Det gør han på en måde, der dårligt kunne være mere forkert, så jeg bliver igen nødt til at tage til genmæle.
Rousseau sagde ikke, at mennesket er født lige. I indledningen til sin berømte bog "Samfundspagten" (som jeg har udgivet på dansk i 1987 og forsynet med et 40 sider langt forord), siger han derimod, at "Mennesket er født frit". Det er overordentligt afgørende.
I naturtilstanden er vi frie - og forskellige. Der er ikke noget galt med forskellighed; mænd og kvinder er forskellige, fra naturens hånd er vi forskelligt udrustede fysisk og intellektuelt. Det bliver først et problem, når mennesker indtræder i en samfundstilstand (faste sociale relationer), fordi forskellighed dér suppleres eller erstattes med 'ulighed', især når nogen - som Rousseau siger i sin berømte afhandling fra 1755 om "Årsagerne til oprindelsen af ulighed mellem mennesker" - finder på at indhegne et stykke jord og hævde, at det er deres private ejendom.
Uligheden er altså samfndsskabt. Men det er samtidig også kun samfundet, der kan ophæve den igen. Det sker, når mennesker bliver enige om at skabe en retsstat (for nu at bruge en moderne terminologi). I en rtetsstat må man lægge sine private særinteresser til side til fordel for en 'almen vilje', en retstilstand, hvor alle er lige - og dermed frie, nu ikke længere i frihedens oprindelige betydning, men i dens samfundsmæssige.
Når mennesker gør det, smelter de på en måde sammen til én organisme. 'Befolkningen', der indtil da har bestået af mennesker med modstridende særinteresser (som er grundlag for, hvad vi i dag kalder 'parallelsamfund'), forandrer sig til et 'folk', der har en fælles, overordnet interesse (det kunne, med moderne udtryk, være respekten for grundloven og demokratiet).
Demokratiet er en forudsætning for, at samfundets enkelte personer kan ikke blot 'forblive frie', men opnå frihed på et højere, mere reflekteret og etisk grundlag. Friheden i det borgerlige samfund forudsætter altså en respekt for loven (der udspringer af folkets almenvilje - således som det formuleres i den Franske Borger- og Menneskerettighedserklæring fra 1789).
Afkaldet på private særinteresser i det offentlige rum indebærer også, at tidligere tiders religiøse sekter, mindretal og trosretninger erstattes af en 'civil religion' (der for Rousseau er summen af de værdier, som religionerne er fælles om at anerkende). Hvis nogen derudover har brug for særlige tros- og læresætninger, så bliver det et privat anliggende for den enkelte.
I en sådant borgerlig-republikansk retsstat må alle være 'forfatningspatriotiske' (for nu igen at anvende et moderne udtryk, som især Habermas har dyrket). Hvis man inderst inde sætter Biblen, Koranen eller sin aktieportefølje højere end grundloven, så kan man højst opholde sig i samfundet som 'gæst'; man er nemlig grundlæggende ikke loyal over for den fælles samfundsorden. Insisterer man på at agitere for eller gennemtvinge sine særinteresser i fuld offentlighed, så er det ud ad klappen; så må man søge et andet sted at være.
Behøver jeg at udlægge teksten yderligere for at godtgøre, at man i al fald ikke kan bruge Rousseau som filosofisk autoritet, hvis man vil forsvare en integrationspolitik, der vil give bestemte trossamfund ret til at begrænse den offentlige ytringsfrihed?
Ellers læs videre i min artikel om "Rousseau" i: Kaspersen & Loftager, "Klassisk og moderne politisk teori" (hvor jeg også har skrevet en, i denne sammenhæng, vigtig artikel om en anden af den franske oplysningstids filosoffer, Montesquieu)
Den arabiske civilisation
Jeg sætter ikke spørgsmåltegn ved den overmåde vigtige rolle, arabisk filosofi og videnskab havde i overgangen fra antikken til middelalderen. Uden de arabiske oversættelse af den klassiske, græske filosofi, havde vi i dag stået ilde. Der er hel klart også originale bidrag fra den arabiske civilisation (f.eks. arabertallene), som bør værdsættes højt i dag.
Min pointe er bare, at araberne ikke formåede at følge med efter ca. 1500, og de fik derfor aldrig den kulturelle og åndelige fornyelse, kritik og reform, som den europæiske renæssance, reformation og oplysningstid førte med sig.
Den imitative kasuistik blev ikke afløst af en kritisk selvreflektion; normer og værdier holdes hele tiden op imod, hvad Muhammed gjorde, som om hans tankegang udgør en evig facitliste.
Ole Falstoft
Du har misforstået mig fuldkommen, når du kan resumere mit synspunkt, som du gør.
"Hvordan mener du vi kan møde disse mennesker med det du betegner som i besiddelse af 'middelalderlige' bevidsthed? Vil lidt hån og nedladehed hælpe på den indbyrdes forståelse? Skal vi demonstrere vores kulturelle overledenhed og forvente deres betingelsesløse overgivelse? For retten er jo altid på vores side ikke sandt?"
Hån, spot og latterliggørelse er ikke forbeholdt en bestemt samfundsgruppe, men alle.
Alene af den grund har spotteretten ikke noget specielt med 'middelalderlig bevidsthed' at gøre.
Enhver, der vil påtrykke andre sin mening - hvad enten det foregår direkte voldeligt, mere klinisk ved institutionel autoritet eller mere subtilt gennem ideologi (herunder politisk filosofi, religion, kunst), må regne med at møde modstand.
Og jo hårdere trykket er – som f.eks. ved mord eller trusler om mord - så må man selvfølgelig regne med, at modtrykket bliver tilsvarende større.
Det har i sig selv ikke noget med 'muslimer' at gøre. Det ville også gælde venstreradikale grupper som Rote Armee Fraktion
Man kan også sige det sådan: At jo mere selvretfærdig påtrykket er - f.eks. ved anråbelse af højere magter som legitimation - jo vigtigere er det at ideologi-kritisere det tankeindhold, som bærer ved til konflikten. Hvis man påberåber sig en autoritet, der står over grundloven og den internationale retsorden - det være sig kommunisme, fascisme eller islamisme - så har man erklæret samfundet krig.
Det har naturligvis intet fornuftigt formål at krænke almindelige, lovlydige borgeres følelser; dem har de ret til at have - for sig selv eller i deres familie og private foreninger. Men kræver man, at andre skal overholde de tabuer, som kun er gældende for en interessegruppe, så undertrykker man andre menneskers frihed til at tænke, tro og udtrykke, hvad de vil.
Hvis det havde været en (anden) politisk ideologi (f.eks. fascisme, kommunisme, katolicisme etc.), der havde forbudt offentligheden at omtale bestemte emner, så ville det blive betragtet som despoti. Det samme gælder naturligvis, når det drejer sig om islam.
Jeg går ind for islam i det offentlige rum - men på normale betingelser.
Ja undskyld Kongstad det var selvfølgelig Mihail Larsen mit indlæg galdt
Michail: Det er dejligt at høre at jeg tager fejl. Min pointe er, at når man kommunikere er det ikke kun afsenderen, der afgør hvordan det afsendte skal/kan opfattes. Tager man ikke højde for hvem man henvender sig til, risikerer man der opstår alvorlige misforståelser. Mange ikke-fundamentalistisk muslimer forstår ikke meningen med at karikerer Mohammed. De finde det stødende, selvom intentionen måske ikke var at støde dem. Så ved at insiterer på sin ret til at publicerer disse tegninger, støder man mange potentielle allierede fra sig og skaber spild, hvor man kunne have skabt alliancer
Ole Falstoft rammer Bulls Eye. 21:19:
Skal vi demonstrere vores kulturelle overledenhed og forvente deres betingelsesløse overgivelse? For retten er jo altid på vores side ikke sandt?
Den Vestlige undermennesketeori opstod da vi, i 1500 tallet, i vores jagt, på først ressourcer og slaver, og senere markeder for vores overskudsproduktion, begyndte at underlægge os andre folkeslag med magt og gribe ind i deres liv - og tage deres liv i hobetal.
Når filosofiinteresserede halvstuderede røvere på universiteterne hiver filosofien ud af dens historiske sammenhæng og overfører den på samfund, som vi i kraft af vores overlegen militære styrke og den deraf følgende krigsretorik, kalder underviklede og barbariske, så bliver disse halvstuderede røvers historieløshed og manglende antropologiske forståelse overført til skolebænken, og vores teorier om ’subhumans’ bliver institutionaliserede sandheder. De hære af kolonifolk vi inddrog i 1. verdenskrig var skyld i at kolonibefolkningerne mistede den sidste rest af respekt for den hvide mands filosofi og vi så europæisk middelalders inkvisition i renkultur stikke hovedet frem for bare 70 år siden i Nazitidens Europa. Jo, vi har stolte traditioner for aflivning og vores ret sidder i geværløbet.
Adam og Eva
Hvor længe endnu skal vi absolut repetere alle historiske uhyrligheder siden 1500 eller Adam og Eva, hver gang vi skal diskutere aktuelle problemer – ’negerpige-på-kaffedåse-syndromet’ - det fører ingen steder hen, ud over at gøre folk så uendelig træt i hovedet over alle disse gentagelser på gentagelser …
@Wies.
Historieløshed er en akademisk dødssynd.
Netop i Charlie Hebdo-sagen er det vigtigt at forstå, at den situation, der skaber terroister som Said og Cherif Kouachi, samt den militante islamisme i Frankrig, ikke er fortolkninger af koranen, men de nære historiske begivenheder mellem den franske kolonimagt på de ene side, og kolonien Algier på den anden side. De to folk har udkæmpet blodige krige siden 1954. Algiere udgør 80% af Frankrigs indvandrere. De er arbejdsløse og ludfattige. Fransk kapital er dybt involveret i det algeriske diktaturs økonomi. Og Frankrigs intellektuelle opfattes givet som et talerør for fransk neokolonialisme. Vi husker senest Mihail Larsens åndsfælle ud i imperialisme, den franske filosof Bernard-Henri Lévy, udtale at udbombninger af de store byer i Libyen var et nødvendigt led i en befrielse. Det behøver ikke at have meget med koranfortolkninger at gøre, hvis den slags udfald fra den franske elite, bliver opfattet som en udfordring af unge fattige arbejdsløse algiere.
Og Jan Weis jeg har brugt aftenen og morgenen til at læse op på Frantz Fanons beretninger om sit arbejde som chefpsykriater ved hospitalet i Blido, med franske militære bødler, der havde pådraget sig psykiske problemer efter at have udøvet tortur på arabere i Algier.
Problematikken giver ham stof til sine teorier om ”det hele menneske, som europæisk kultur har været ude af stand til at frembringe”.
Både torturberetningerne (med lige linje frem til i dag) og afsløringen af den europæiske humanismes dobbeltstandarder og underudviklede menneskesyn, er rystende læsning, men da torturberetningerne nok er dem, der nemmest trænger ind bag den europæiske selvfedme, så skal jeg nok skrive: ”Det frarådes personer med svag psyke og stort ego at læse dette.” hvis det falder mig ind at berette.
@Aktins
Man bør kun bringe historien ind i argumentationen, hvis den kan bidrage med nye forklaringer på aktuelle tildragelser, hvad der skete under f.eks. korstogene, 30-årskrigen eller Algieropstanden kan næppe forklare dagens sociale problemer i f.eks. Frankrig udtømmende …
Her spiller religionen (nok) en større aktuel rolle, de unge mennesker, vokset op med en middelalderlig moraltvang hængende over hovedet, må opleve, at muslimske piger ikke må, og franske piger ikke vil – og hvad gør den kloge så, ovenikøbet i et sekulært samfund, officielt med seksuel frigjorte borgere, i øvrigt …
En del af forklaringen ligger nok i deres dagligdag med helt konkrete eksistentielle problemer, som de næppe selv relaterer til noget som helst fra før de blev født, nemlig diskriminering og social kontrol, som de heller ikke kan sætte ord på, og afmagten og vreden melder sig i stedet …
Den diskussion havde vi også herhjemme i 60-erne, men kom ud på den anden side og havde et oprør med alt det ’gamle juks’ – ’68-oprøret’ var primært også en seksuel frigørelse …
Undervurdér ikke 'det frækkes' magt over menneskebørnene - og dén dér freudianske forklaring med de dér to basale drifter, ved du ...
Weis. Se nu var jeg jo lige lidt for ung til at deltage i ungdomsoprøret, og for mig var ungdomsoprøret noget der foregik på universiteterne, og det sluttede da de halvstuderede røvere kom ud blandt os andre for at deltage i industrialiseringen, og da var der forbavsende mange ungdomsoprørere der greb stopuret, og begyndte at effektivisere vores andre arbejdsgange. Det oprør gav ikke mange "hele mennesker".
@Atkins – hvis du kan tåle at høre mere i dag … ;-)
Det er ikke nemt, det her, latteren truer med at overmande én, og der er bestemt ikke noget at grine af - for hvad kan nogenlunde moderne og oplyste mennesker efterhånden tillade sig at mene og skrive om tilrejsende folk langvejs fra med fremmedartede vaner, om det så er i Danmark eller i Frankrig, dresseret af en kjoleklædt domptør med forbinding om hovedet, især om fredagen, folk der ofte ses klædt i natskjorte og sandaler med helkalot på hovedet, mest velvoksne mænd, liggende og krabbe rundt på gulvet på rad og række indtil fem gange i døgnet, og stikke enden af ryggen i vejret på kommando, damer og herrer hver for sig, naturligvis … ;-)
Hvor meget andet er der så overskud til, både mentalt og fysisk, ud over i yderste konsekvens at forsøge ’skyde sig fri’ af den eksistentielle elendighed, de første gang stifter bekendtskab med i skolen – ligesom mange problemer i den danske Folkeskole har de samme kulturelle årsager, som ingen tør sætte ord på og har en ekstrem berøringsangst over for …
En hvilken som helst berettiget eller uberettiget analyse af tingenes øjeblikkelige tilstand vil altid stride mod én eller anden konvention eller lovparagraf, så det er bedst at holde lav profil og holde sin eventuelle ’frygt’ inden for døren …
Eller som en gårdmand i et socialt boligbyggeri (ikke en ghetto, endnu) formulerer det – jeg skal ikke nyde noget af at tage fat i kraven på de unge lømler og sædvanlige ballademagere, selv om vi helt præcis ved, hvem de er:' jeg skal ikke have min bil ridset eller opleve indbrud i min lejlighed' …
Se dét er en historie fra det virkelige liv – her og nu …
"Weiners, Danmarks politiske troværdighed er ikke et spørgsmål om enkeltpersoners integritet..."
Bill Atkins: det er jo et spørgsmål, hvem spillerne er repræsentant for..
Bill Atkins:
Komisk, at du bringer menneskerettighederne op - hvilke af dem? De universelle, som er en vestlig konstruktion og kritiseret i og af de samme lande, som du så det opfyldt i? Det vesten, som du selv lige har sablet ned i flere indlæg herinde...
I øvrigt - er det fuldstændig umuligt for dig at debattere herinde uden at komme med personbeskyldninger? Mihail som "tøs" - skal det være en eufemisme for at han er blevet gjort til kvinde?
Weins som "weiners" - klynkere eller omskrevet reference til pølser af en vis beskaffenhed?
Du praler andetsteds med, at du aldrig har fået slettet et indlæg herinde som stødende - det kommer nok ikke til at holde med den nuværende tone...
Og Weise med din store ballast af løsrevne filosoficitater bør du jo kunne forstå, at en frihedskrig er et narrativ der følger især efterkommerne i underklassen - deres identitet og frustration er gemt i den historie. (Men de er måske ifølge din optik for dumme og uvidende til den slags følelser?)
Det slår mig at Historieløshed kan være et af elementerne i Frantz Fanons teori om "den halve Europær". Og sjovt nok Weis, nu har Mihail kastet rundt med filosoffer fra oplysningstiden og når jeg så fremlægger nogle fra vores egen tid der oven i købet er involveret i Frankrigs historie så er det for meget ...akademisk ærtehalm? Eller bare to påvirkningsagenter?
...og for lige at dokumentere relevansen:
De to franske brødre, Said og Cherif Kouachi, har ifølge franske medier tætte forbindelser til algeriske militante islamister, der i 1990’erne udførte en række voldsomme terrorangreb i Frankrig. (Information)
Jan Weis:
Dit freudianske sludder er der vist ikke nogen, der tager alvorligt alligevel, så det lader jeg ligge, for det er en meget større vildfarelse med at historien ikke har en rolle at spille, fordi du dømmer, at dens tabere er for dumme til at være vidende om den, eller endda kunne sætte ord på deres umiddelbare "eksistentielle problemer".
Hov, Bill, to sjæle samme tanke. det må være vores tidlige stalinistiske disciplinering :-)
Claus, hvis du bare satte dig lidt ind i det du kommenterer på så skyldes mit "Tøs" at Mihail prøvede at udelukke mig fra debatten ved at påstå at jeg havde kaldt ham "fascist". Og da han ikke kunne dokumentere eller kommentere på min afvisning ja så synes jeg han skulle have et lille: tøs
"Morten, mon ikke hvis man eksempelvis vi have ram på stening af kvinder og stokkeslag som straf, at man skal være meget mere præcis i sin kritik. Hvor tit forekommer stening af kvinder, Morten?"
Ja, hvem anden end en repræsentant for EL ville kaste sig ud i en relativisering af stening på grundlag af antal? Nå jo, lige dødsstraftilhængerne i USA....
11:34 er tydeligvis til Claus Petersen...
Bill Atkins, du er vist ikke vågen - jeg har læst alle trådene, især fra dig.
"Claus, hvis du bare satte dig lidt ind i det du kommenterer på så skyldes mit "Tøs" at Mihail prøvede at udelukke mig fra debatten ved at påstå at jeg havde kaldt ham "fascist". Og da han ikke kunne dokumentere eller kommentere på min afvisning ja så synes jeg han skulle have et lille: tøs"
Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det jo stadig et personangreb - jeg kan i øvrigt ikke finde dit oprindelige indlæg på de første 2 sider mere, så det må jo være slettet og ja, i så fald har du fået slettet indlæg for værende stødende ligesom de personer, som du pralede over for og debatterede lystigt imod i anden tråd...
11:35 er tydeligvis til Bill Atkins...
Pedersen, Stening er virkelighed - vat mit budskab.
http://da.wikipedia.org/wiki/Stening
Desuden forklarer du heller ikke hvorfor det er nødvendigt at kalde Weins for "weiners"...men det passede måske ikke lige ind i din klasse-analyse?
Ja, gu fanden er stening virkelighed og en fórbandet modbydelig straf - som alle andre dødsstraffe. Fatter ikke, hvorfor helvede du så relativerer det over for Morten???
Nå ...
til Pedersen 11:37
Beklager, Atkinse, men er ikke bekendt med din ’Frantz Fanons teori’ og skal følgelig ikke begive mig ud i yderligere formålsløse udvekslinger af meninger i nærværende forbindelse …
jan Weise, du skrev andet sted at dit franske var blevet lidt rustent. Jeg er sikker på at enhver fransk boghandel har samtlige Frantz Fanons skrifter. De går som varmt brød ved jeg...
Jeg stopper også her - ikke af lyst, men af den simple grund, at jeg skal over på værkstedet nu, tilbage i den "industrialiserede virkelighed" langt fra relativismens teoretikere...
Og til Information: hvorfor f.nden skal jeg læse på b.dk, at IS (Internationale Socialister) opfordrer til at forlade EL og ikke på Information? Tag jer sammen, så det ikke ender som højrefløjens propaganda!!!
Beklager, Bill Atkinse, forlader nu småfisende denne spalte indtil du har lært at stave folks navne korrekt og, måske, undgå dine personlige æselspark ...
Til flere. Der ligger nu ikke noget i min navneforstavning, men jeg har for et stykke tid siden hældt vand i mit tastatur og nu er det begyndt åbenbart begyndt at oxidere så jeg skal aktivere skærmtastaturet ved visse taster, blandt andet 'bksp'...så kun helt ulæselige bogstavsammensætninger rettes.
Man behøver altså ikke at kunne fransk for at læse Frantz Fanon, der i min ungdom var pligtlæsning.
Man går bare bare ind på bibliotek.dk, søger på ham som forfatter og sætter flueben i dansk som sprog.
Drengene Said og Cherif Kouachi er typiske for gruppen af radikaliserings parate i Frankrig, men også i resten af Europa, de er socialt marginaliserede, selvom de er franske, opfattede brødrene ikke helt franske, af det bedre borgerskab, de lever i en ghetto og kan ikke på egen hånd forventes, at bryde den sociale stigmatiserende arv.
Fælleskabet eller borgerne, skaber denne udelukkelse fra samfundet ved, at vælge politikkere, der puster til stigmatiseringen og private som offentlige arbejdsgiver uden for ghettoen, tør ikke ansætte de udstøtte, af frygt for reaktionen fra de 'rigtige' franskmænd.
At marginaliserede unge, søger et idelogisk fælleskab der, ophøjer deres liv og sociale status og giver den en identitet, hvor de som mænd rangere højt og som religøse regel følgende højere, bør ikke komme bag på nogen.
I denne tråd forsøges det ofte, at nedgøre deres tro, af for mig ubegribelige årsager, men for ikke, at blande mig i denne, for mig tåbelige diskusion, vil jeg til det kun tilføje, at så længe mennesker ikke bryder retssamfundets love, har de i reglen, forfatningsmæssig ret til, at leve som det passer dem.
Sider