Læsetid: 7 min.

’Jeg hader altid mig selv, når jeg melder mig til Paradise’

I denne uge hyldede dansk reality-tv sig selv ved prisuddelingsshowet Reality Awards. Her var det tydeligt at se, hvem der var inde i varmen, og hvem der var dømt ude i en underholdningsindustri, hvor der altid står et nyt hold realitystjerner klar til at afløse de gamle
47-årige ’Stephanie Star’ er kendt som realityindustriens ’cougar’, da hun går efter at date yngre mænd. Hun blev kendt for sin medvirken i Kanal 4-programmet ’Singleliv’.

Sigrid Nygaard

16. januar 2015

I Cirkusbygningens lobby går to kvinder rundt iført hotpants og politikasketter. Fra deres bælter hænger håndjern og dingler. Bag på deres skjorter står der ’Tempt Patrol’. De er ansat af alkoholproducenten Tempt og har til opgave at patruljere rundt og sikre sig, at alle har en cider i hånden. Tre veninder tager imod hver deres flaske. En grøn med kiwi, en gul med ananas og en lyserød med jordbær.

Se flere billeder her: Er den stor nok til dig?

De skal til at tage et billede af sig selv med flaskerne, da en høj kvinde med touperet hår, bar mave og røde stilletter går forbi.

»Se, det er Nirvana,« siger den ene. »Hun bliver bare den nye dronning! Engang var det Amalie, men har I egentlig set hende her til aften?«

Veninderne ryster på hovedet. »Jeg tror slet ikke, hun bliver inviteret til sådan noget her længere,« siger veninden med kiwismagen.

Lidt længere fremme i lobbyen prøver realitystjernen Gustav Salinas at mase sig ind mellem to kroppe. En stor flok festklædte mennesker i glimmer, glinsende hår og kunstige øjenvipper spærrer vejen ind til den scene, han om lidt skal stå på.

»Undskyld skatter,« siger han til en mand og skubber ham i ryggen. »Jeg er værten altså. Jeg skal forbi.« Da folk finder ud af, at det er Gustav Salinas, som prøver at skubbe sig igennem, træder de et skridt til siden og giver plads. På den anden side af menneskemylderet retter Gustav Salinas på jakkesættet og mærker efter, om håret sidder som det skal. I siderne er det helt kortklippet, på midten langt og tilbageredt. Læberne har fået et skud restylane, og hans kindben glitrer solkysset.

Bag scenen venter realitykendisserne Sidney Lee og Anne Kejser på ham. Sammen er de aftenens værts-trio ved prisuddelingsshowet Reality Awards, som arrangeres af ugebladet Se og Hør. Showet opstod sidste år som et oprør mod, at realitygenren overses ved de store tv-prisuddelinger til trods for, at programmerne aldrig har været mere populære. For dem, der er til stede i aften, er showet vigtigt. Reality Awards indikerer realitygenrens forestående tronskifte.

»I aften bliver det tydeligt at se, hvem der er ude, og hvem der er inde,« siger en ung mand, som fortæller, at han er ved at skrive en bog om en af realitystjernerne. For realitygenren producerer stjerner med udløbsdato. Kun de bedste er i stand til at udskyde den, for i realityindustrien står der altid et nyt hold klar til at rive tæppet væk under det tidligere a-hold.

Karsten Ree

På scenen skal aftenens første pris uddeles. Kategorien er ’årets par’ og til at uddele den kaldes sidste års vindere, Joy og Mia, fra programmet Mig og min mor op. Men der sker ikke noget og lige meget, hvor meget Gustav Salinas kalder på dem, er der hverken en Joy eller en Mia at finde. Værterne må selv uddele prisen, som går til Oddset-Jannie og hendes kæreste Karsten Ree for deres medvirken i programmet Kærlighed mod alle odds. Ingen af dem er til stede i aften, men de har sendt en video, hvor de sidder i to lænestole foran en pejs og skåler i champagne.

Karsten Ree vinder også kategorien ’årets newcommer’. Det ser ud til at komme bag på realitydeltagerne i salen, men måske også på dem udenfor, der primært kender ham som manden bag Den Blå Avis.

Nirvana med det touperede hår, som var med i Big Brother sæson tre og var nomineret i samme kategori, bliver spurgt, hvordan det føles at tabe til en 69-årig mand.

»Jeg er fucking ligeglad,« siger hun hæst. »Og hvad hed ham, der vandt?« spørger hun enten flabet, eller fordi hun ikke ved det.

At Karsten Ree vinder to priser er et eksempel på, at realitygenren er vokset til også at omfatte mennesker, der ikke passer ned i genrens stereotype casts. TV3 var først med genren i 1998, da første udgave af Robinson Ekspeditionen blev sendt. I aften er både DR1’s kærlighedseksperiment Gift ved første blik og DR3’s portræt af den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, nomineret.

Et sted nede i salen er mor Mia og datter Joy ved at kante sig frem til det bord, de skal sidde ved. De har matchende korte pallietkjoler på. En i guld, en i sort. En medarbejder fra Se og Hør går ned til dem og fortæller, at den pris, de skulle uddele, er blevet uddelt af værterne, fordi de ikke var mødt op.

»Vi føler os ærligt talt ført bag lyset,« hvisker mor Mia. »Normalt får vi en dagsorden, men vi har slet ikke fået at vide, at vi var de første til at uddele en pris. Så er det jo dømt til at faile,« siger hun og fortsætter: »Jeg kan mærke, at Joy er skuffet. Og jeg ville også gerne have været oppe på scenen og hylde hende, for hun er blevet færdiguddannet i dag med et tital.«

Gustav Salinas har spottet Joy og Mia og løber ned fra scenen for at interviewe dem om skandalen, de lige har lavet ved at udeblive. Gustav spørger, hvorfor mor og datter først kommer nu, og snart sidder Mia med mikrofonen i munden for at vise, hvordan man giver et godt blowjob. Oppe på scenen råber Sidney Lee »make some noise« og laver djævletegn med sine bikerhandskeklædte fingre.

Nye stjerner står i kø

På dametoilettet foregår en samtale på tværs af to wc-båse. »Jeg hader altid mig selv, når jeg melder mig til Paradise (Paradise Hotel, red.). Nu har jeg været med to gange, og selv om det ødelægger mit liv, vil jeg melde mig igen.«

»Mener du det?« lyder det inde fra nabobåsen.

»Det er jeg da nødt til. Ellers kommer der bare nogle nye og tager pladserne,« svarer eks-paradisoen, som forbliver skjult bag toiletdøren.

Uden for toiletterne står en anden realitydeltager, som i programmet Singleliv blev kendt som Numse-Rasmus på grund af sin forkærlighed for meget store numser. En fyldig kvinde står foran ham med ryggen til og vrikker bagenden fra side til side.

»Er den stor nok til dig?« spørger hun.

Numse-Rasmus’ svar drukner i musikken, men han ser tilfreds ud og stikker hænderne frem for at mærke. Den tidligere tennisstjerne Frederik Fetterlein går forbi. Han er iklædt sort læder og har en gruppe hang-arounds omkring sig, som følger ham op i baren. Engang var han et stort sports-talent. I dag er han blevet en del af realityverdenen på grund af sin medvirken i programmerne Fetterleins Fristelser og Luksusfælden, hvor han fik endevendt sin skrantende økonomi for rullende kameraer. Gustav Salinas løber hen mod ham med Se og Hørs livekameraer i ryggen for at spørge, hvordan han har det med at tabe i kategorien ’årets mandlige realitystjerne’.

Et par borde derfra siger en mand, der har trodset ’Tempt Patrol’ og købt en gin & tonic, at der »godt nok er meget gang i ham Gustav«.

»Ja,« svarer vennen. »De andre medværter falder fuldstændigt igennem. Særligt Sidney Lee. Han fumler rundt i sine replikker, men mon ikke også han er færdig efter i aften?« siger han om Sidney Lee, der samme morgen gjorde reklame for aftenens show på TV 2 og fortalte, at hans største indtægtskilde er job som gæstebartender.

Tiden efter reality

Realitystjerner er ikke rigtige stjerner. De har ikke noget særligt talent og er kun i cirkulation i en relativt kort periode. Sådan siger medieforskeren Chris Rojek, der kalder sådan nogle som Sidney Lee, Nirvana og Gustav celetoids – for a skabe en distinktion mellem celebrities, der er kendte for at være gode til noget, og dem, der er kendt blot for at være kendte.

Det virker, som om de fleste her i aften godt ved, at der kommer en tid efter realitystjernelivet. For paradisoen ude på dametoilettet lød det, som om den virkede skræmmende nærtstående.

Andre har en plan b. F.eks. Walid Bechara, kendt som ’Knaldperlen’, der mener, at han sagtens kan få et værtsjob på børnekanalen Ramasjang trods en fortid i programmet Kongerne af ... – og selv om han under sin takketale for prisen som ’årets partyperson’ valgte at hylde cidermærket Tempt for at gøre hans pik hård.

Og så er der dem, der forsøger at forlænge deres udløbsdato ved hele tiden at opføre sig vildere. En af dem kunne være Nicole Brøggler, som er på vej op på scenen for at overrække prisen for ’årets brandert’. Sidste år viste hun bryster, da hun selv modtog prisen. I år er hun nøgen og bodypaintet som en ’My Little Pony’. Det meste af kroppen er blå. Hendes mave og skamlæber er malet lyserøde.

»Den, der vinder den her pris, skal være vildere end mig til næste år. Og jeg har en buttplug i røven lige nu,« siger hun som introduktion til de nominerede og vender sig rundt. Ud mellem ballerne stikker en lang hestehale, der i farve matcher hendes lilla-lyserøde hovedhår.

Aftenens vigtigste pris – ’årets realityprogram’ – uddeles af Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg. Han står klar bag scenen og venter på at blive præsenteret. Imens finder han en cigaret og en lighter frem. I det øjeblik, han kaldes ind på scenen, tænder han smøgen. Det her er fars show. Reality er ikke på vej ud, forsikrer han og suger på cigaretten.

»I laver det, danskerne gider se,« siger han og skodder cigaretten på sin skosål. Der klappes og hujes fra salen.

Sidney Lee lukker showet: »Reality er kommet for at blive,« råber han og løfter armene i vejret.

Måske er det sidste gang, han bades i rampelys. Fra et sted i salen kan man høre en kvindestemme sige: »Luk nu røven, Sidney, og kom ned.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Jeg hader altid mig selv, når jeg alligevel læser artikler om reality shows, hvor det på forhånd er klart, at den eneste grund til, at disse bliver skrevet, er, at jeg bør forlade artiklen i en stemning af at føle mig højt hævet over reality shows.

Hvormed artiklen bliver et reality show i sig selv, med mig som deltager, bare uden patter.

lars abildgaard, Peter Hansen, Claus Jensen, Soren Andersen, Sten Victor og Carsten Straarup anbefalede denne kommentar
Carsten Straarup

Pointen er vel, at det er så åndssvagt, at hvem som helst kan føle sig som et meget oplyst og avanceret menneske til sammenligning...

Reality-tv viser ofte blot dumme og selvcentrerede mennesker fra deres værste og mest dekadente side, og som har til hovedformål, at henvende sig til seere med den laveste fællesnævner.

Stakkels sølle mennesker.

lars abildgaard, Peter Hansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Det er indtil nu lykkedes mig at leve uden at have set så meget som 5 minutter af diverse realityshow -alene omtalen har været mere end nok. Jeg har også kun se ca. 10 minutter af x-factor - det var nok. Facebook, Instagram og Twitter lever jeg også fornøjet foruden.
Jeg bliver nok snart udstoppet og udstillet på Nationalmuseet - nå nej, det bliver natuligvis på Mediemuseet.

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, lars abildgaard, Peter Hansen, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Må jeg gøre opmærksom på at DR allerede i 1975 eller 1976 lavede det vi i dag kalder for reality-tv...nemlig det at man tog en familie fra Jylland og flyttede den til Christiania. Og folkene fra Christiania flyttede så til det hus og den by hvor familien i Jylland boede. De her tre-seks programmer ændrede totalt danskernes holdning til Christiania. Eller hvad med den udsendelser eller de udsendelser hvor rockere og flippere skulle bygge en bro sammen først i 1970erne...

Set gennem mine hornhinder, er det jo bare legaliseret rufferi, kynisme og psykopati udlevet gennem rollen som TV-producent.
Reality? Min bare ...! Det er s'gu scripted til mindste detaille!
Jeg har oprigtigt ondt af disse stakler - både dem i begge ender af TV-kablet og dem i midten.
Sammenlignet med dette svinske orgie i menneskelig fornedrelse, fremstår jo både Dickens og Dostojevskij som det rene Disney Jule Show.

Jeg kan godt, en gang imellem, tage mig selv i, at savne de gode gamle monopoltvdage - her havde man jo dog kun imaginær røde lejesvende, at trækkes med, ikke veritable psykopater.

Men dét var jo bare min - en gammel sur mands - arrogante holdning. Kan nogen ikke leve uden den uvirkelige virkelighed, som udgydes i lårtykke stråler af snart sagt enhver TV-kanal, så velbekomme!

Vibeke Rasmussen

Hvad nu hvis der er flere deltagere end seere til disse programmer? Eller hvad nu hvis deltagerne rent faktisk har en fest, mens det står på?

Selvfølgelig er meget, og måske det meste, redigeret til ukendelighed, og viser altså ikke 'realiteterne' – men det er der jo efterhånden ikke ret meget der gør: X Factor? TV-Avisen? Folketingsdebatter? …

Kvinden, der var udkl … æh, jeg mener afklædt som My Little Pony, ønskede efter sigende at tiltrække fotografer, da hun har et håb om en fremtid i pornobranchen. Er det egentlig så meget anderledes end at tiltrække medier til Bilka, fordi man har håb om en fremtid som Statsminister?

Og hvorfor skal de medvirkende i reality-tv og deres aspirationer egentlig i dén grad hånes, ynkes og nedgøres? Er det for eksempel finere at have aspirationer om at blive inviteret i Deadline-studiet? Det tror jeg ikke deltagerne i reality-tv mener. ;)

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen, Laurids Hedaa og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg smed både radio og tv ud allerede i sidste årtusinde. Forud havde jeg været "publikum" til optagelse af et tv show hos TV3, og taget DR i falske nyheder de intet gjorde for at rette op på når det falske blev opdaget.

Det var virkelig en øjenåbner at opleve hvordan man endte som falsk publikum der grinte og klappede på kommando. Det mest skræmmende var nok at opleve hvordan flertallet tilsyneladende ikke fandt det problematisk at deltage i frembringelsen af en falsk "virkelighed", og bidrage til dens udbredelse blandt deres medmennesker.

Vibeke Rasmussen

… og jeg har oplevet at blive standset af et tv-team fra DR, der ville spørge om et aktuelt emne. Først efter at have svaret, og åbenbart have svaret rigtigt(!), begyndte fotografen at hæve kameraet op på skulderen, klar til skud. Jeg afslog dog at blive filmet. Samme aften kunne jeg i TV-Avisen se tre mennesker blive spurgt om det samme, i øvrigt på det samme gadehjørne hvor jeg var blevet 'antruffet', og alle gav det samme åbenbart rigtige(!) svar. Altså samme svar som jeg, uden for citat, havde givet. Pudsigt sammentræf, ikke sandt! :-/

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen, Rasmus Kongshøj, Dan Johannesson og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Daniel Henriksen

Jeg synes det er fint, de har deres reality vi har vores og hver især kan vi selv vælge om vi vil deltage i hinandens. Desværre, også alligevel ikke, er der ingen rigtig virkelighed.

Kristian Rikard

Min anbefaling går på Lærke Cramons journalistiske dækning. Og tak til Torben Nielsen for
link til den meget talende Vestas mand.
Bundlinien på det hele er dog for mig, at man skal have "hjælp", det være sig forældre,
skolelærer, nabo eller hvad det måtte være. Og at ikke alle er så priviligerede, er
uretfærdigt. Men det må være en af skolens ypperste opgaver!