Jakob Melander: Krimien er litteraturens punk

Det sejler lidt, når man ser ud under de kulørte lamper. Peblingesøens vande rører på sig, og barnevognsjoggerne fiser rundt. De forhindrer dog ikke byens mere afslappede elementer i at søge ly under markisen og indtage deres mokka i ophøjet ro. Vi er på Kaffesalonen, et sted, der synes at være vokset ind i byen på samme måde som Granola er det på Værndamsvej. Hvor man serverer Moules Frites, uanset hvad tidsånden dikterer. En, der kender stedet og området godt, er Jakob Melander, forfatteren bag successerien om politiassistent Lars Winkler.

»Jeg skriver om det København, jeg kender, og derfor åbner bogen også herude på Dronning Louises Bro,« siger Jakob Melander, der er vokset op et stenkast herfra, og siden 2013 har skrevet de foreløbigt tre bind.

Seriens hovedperson Lars Winkler er en politiassistent med en fortid som punker, og i De berusedes vej, der udkommer primo februar, krydsklippes der mellem en demonstration i 1984 –hvor Lars Winkler og vennen Thorbjørn konkurrerer om en pige i læderjakke og får viklet sig ind i en speedhandel – og så den tempofyldte uge, Lars Winkler får til at opklare et mord. Lige op til et EU-topmøde i København, der i terrorens navn får alt til at stå på den anden ende. Men kommer fjenden nu fra venstre eller højre, fra de radikale og ekstremistiske miljøer, og har politiassistenten styr på sine egne blinde vinkler? For ikke at tale om den speed, han stadig er afhængig af?

»Bogen handler om at forsone sig med sin fortid. Mens Lars Winkler forsøger at fortrænge den, så reflekterer jeg over min tid som punker, mens jeg skriver.«

En tid, der har været formativ på godt og ondt, forklarer han. Og selvom det kan være en problematisk indstilling på en arbejdsplads, så hører en vis trodsighed alligevel til på positivsiden:

»Jeg har en evne til at gå efter det, jeg vil, og være ligeglad med andre ting og med, hvad andre siger. Det tager lang tid at skrive en bog, og man skal virkelig ville det og hænge ved. Det kommer af punk, tror jeg, den der: Jeg gør det fandeme.«

Farve jeans i gryder

Jakob Melander har altid villet skrive. Fra han så sin far sidde bøjet over arkæologiske tidsskrifter og til han udgav den første krimi, Øjesten, i 2013. Før det lå et litteraturvidenskabsstudie, men det var musikken, der for alvor berusede ham og optog ham fra han blev student, til han begyndte på universitetet som 31-årig.

Musik som Joy Divisions album Closer fra 1980, som han lånte på Hovedbiblioteket i en pladeafdeling med lange rækker af borde og høretelefoner samt en fuldtidsansat pladevender. Det måtte være verdens mest fantastiske job, tænkte den ung Melander. Snart sad et Joy Division-badge med nål på den sorte T-shirt, og snart bemærkede en af punkerne på skolen – Stig Pedersen, den nuværende bassist i DAD - det:

»Fedt band.«

Jakob Melander begyndte at komme til koncerter, hænge ud på Gammel Torv, og vejen ind i punkmiljøet var banet. Den ydre forvandling krævede dog lidt snilde.

»Man kunne ikke få sorte cowboybukser dengang, og det skulle de jo være. Sorte, ligesom alt andet.«

Så man hentede små runde kapsler af farvemærket ’Dylon’ hjem fra Matas, smed et par cowboybukser i mors og fars kødgryder og rørte rundt. Det gjaldt om at holde det på en bestemt temperatur, så var attituden sikret. Melander spillede bas i bandet Agony og er som sit alterego blevet forført af The Doors’ og Led Zeppelins musikalske universer. Smøgerne har han dog lagt på hylden for længst. Det er mere, end man kan sige om hans hovedperson, hvis forbrug af Blå Kings er så heftigt, at det kunne være betalt reklame. Det er det dog ikke, forsikrer Jakob Melander.

»Blå Kings er eller var en intellektuel kunstnersmøg, en dansk pendant til Gauloises, som Winkler begyndte at ryge, da han studerede, så den passer godt til ham.«

Ligesom bz-tiden egner sig godt til krimi, mener Melander, selvom det langtfra var spændingsunderholdning det hele:

»Det var ikke kun for sjov, og da der kom heroin ind i billedet, var der nogle, der virkelig tog billetten.«

Melanders forældre var henholdsvis arkæolog og børnebogsforfatter og så til at begynde med overbærende på sønnikes nyerhvervede strithår.

»De vidste jo ikke, hvad det var, men syntes også, det kunne være farligt, kan jeg huske. Var det nu noget med stoffer? Og det var det jo, hash og speed, men for mig var det også bare et rum at være ung i. Jeg har nok taget speed ti gange og aldrig haft de store nedture med det.«

Mordet i pølsevognen

I De berusedes vej, der låner titel fra et digt i City Slang af Søren Ulrik Thomsen, bliver den fraskilte politassistent Lars Winkler bliver kaldt ud til en bombeeksplosion på Nørrebro. Den dræbte er hans barndomsven Thorbjørn, som han ikke har set siden punkerdagene i 1984 og siden en voldsom demonstration, hvor en pølsemand brutalt blev myrdet.

»Det er noget, jeg kan huske fra min egen barndom. At jeg hørte om en pølsemand, der var blevet myrdet nede i gården, og jeg har altid tænkt, at det måtte der kunne spindes en ende over.«

Erindringen om pølsemanden, der blev dræbt i hans barndomsgård, har sammen med et ønske om at skrive om bz-tiden bragt politiassistent Lars Winkler om bord på ’et beruset skib’ med kurs mod hans egen fortid.

»Det er en tid, der ikke rigtig har været udfoldet i kriminallitteraturen før, i hvert fald ikke fra bz’ernes side. Godt nok behandler Jesper Stein slutningen af bz-tiden i sin bog Uro, mens jeg med De berusedes vej vil forsøge at fortælle, hvordan bz-tiden startede i kølvandet på punkbevægelsen.«

Peter Øvig er også i gang med at skrive sin dokumentaristiske version af bz-tiden. Skal der gå nogle årtier, før man kan tage fat på sin egen eller sin egen tids historie?

»Ja, det tror jeg, og så har det også noget med alder at gøre. Jeg fylder 50 år om tre uger, og bogen er for mig også en måde at tage turen på én gang til, inden det hele er slut.«

I debuten Øjesten fra 2013 følger Lars Winkler således den tur, Jakob Melander selv tog, da bz’erne besatte cykelfabrikken Schiønning & Arvé på Nørrebro og Abel Cathrines Stiftelse på Vesterbro i efteråret 1982. Da jeg forsøger at finde ud af, hvilke mekanismer i Jakob Melander, der gjorde, at han alligevel holdt sig til guitaren og ikke greb til brosten, siger han:

»Jeg kan huske, at da de ryddede Schiønning, sad jeg på Christianhavns Gymnasium og havde tysk. Og da de unge forlod Abel Cathrines Gade uden at politiet havde været der og uden vold, sad jeg hjemme og lavede lektier.«

»Altså jeg var med, men jeg passede mine ting. Og da punk gled over i bz-bevægelsen i 1984, sad jeg, sådan groft sagt, på en højskole i Herning og spillede guitar.«

Punken vendte lortet på hovedet

En udvikling, der også hænger sammen med, at hippiebevægelsen var løbet ud i en dogmatisk politisk retning, og det politiske derfor var no-go for punkerne.

»I stedet blev punk et oprør, der var æstetisk,« siger Jakob Melander og mener, at det på den måde giver mening, at krimien viderefører punkens funktion i litteraturen.

Da jeg ser spørgende på ham, siger han:

»Du kender billedet af politibetjenten, der holder trafikken tilbage for en andemor og hendes ællinger?« begynder han.

Jeg nikker.

»Det er fra en plakat i 50’erne, og det er det billede, vi gerne vil give af Danmark, og som i nogen grad stemmer overens med virkeligheden. Vi har et velfærdssystem, der bliver taget hånd om nogen – der er bare en masse ting, der ikke bliver vist.«

Undertrykt begær, vold og korruption for eksempel.

»Punken tog alt lortet, vendte det på hovedet og kastede det lige tilbage i samfundet, og det gør krimien også. Vold, begær og en vis barnlig glæde ved at smøre det ud over siderne.«

Jakob Melander smiler skævt.

Hvor ser han den korruption, han taler om, i dag?

»Jeg tænker korruption i videre forstand. Når en Venstrepolitiker får 100.000 til sin valgkamp uden at opgive beløbet til myndighederne. Eller når magtfuldkommenheden spreder sig, eller man laver en fact-finding mission til Eritrea, som mere og mere ligner politisk bestillingsarbejde. Måske ikke korruption classic. Men det ligner.«

Og alt sammen noget, man kan blæse op og beskrive i krimiens form, som Jakob Melander gjorde det i bind to, Serafine fra 2014, hvor Radikale Venstre og magtmisbrug i regeringsform fik med sætningernes stålbørste.

»Man kan tillade sig at være krads i en krimi, og vi har brug for at få vendt vrangen ud.«

Jakob Melander undskylder hen over kaffen, at han speedsnakker. Sluger endelserne på ordene under sin mini-forelæsning om punk som fænomen. En ivrighed, der modsvares af et laid-back-udtryk. Håret har lagt sig ned i en ubestemmelig længde mellem lang og kort, men det sortklædte hænger ved, læderarmbånd titter frem under venstre ærmegab, og jeg tæller to fingerringe. Manden nærmer sig de 50, men hvor er attituden? Trodsigheden, energien?

»Jeg tror nok, jeg har resigneret. Det nytter jo ikke noget, vel? Den sidste samlende ungdomsbevægelse var punken. Det startede som et småkapitalistisk fortagende, da Malcolm McLaren forsøgte at sælge sin kones, designeren Vivienne Westwoods, tøj ved at samle de mest hærgede musikere i et boyband og på den måde skabte Sex Pistols. Hvad han ikke kunne vide, var, at han ramte ned i en genuin følelse, der havde klangbund blandt rodløse unge i hele Europa og i USA. Af at man kunne skabe noget på trods af de nedtrykkende udsigter til ungdomsarbejdsløshed. At man kunne tage sagerne i egen hånd.«

I dag er kulturindustrien blevet ekstremt hurtig til at samle undergrundens rytmer op, inden de overhovedet kan nå at sige YouTube:

»Kapitalismen er fantastisk stærk,« siger han opgivende.

Hashlægens krudt

På den note forlader vi Kaffesalonen og skrider over gaden mod den opgang midt på Sortedam Dossering, som Jakob Melander og hans familie flyttede op i, da han var syv år i 1972, og som han senere har boet i med sin egen familie. Dengang da han var dreng, var den en industrigård med mange krinkelkroge, og hele ejendommen var ejet af en læge, der viste sig, at være mere lyssky, end han gav sig ud for.

»Der er kælderrum hele vejen rundt,« siger Melander og peger rundt i det store gårdrum, »og jeg har haft øvelokale flere steder, men i 80’erne viste det sig, at lægen, der ejede ejendommen havde smuglet 102 kg hash ind og kældrene bugnede af hamp.«

Oppe i barndomshjemmet på anden sal har Jakob Melander siden siddet til middag hos sine forældre, da gadekampene brød ud på Nørrebrogade i forbindelse med EU-demonstrationerne i 1993.

På Dronning Louises Bro sidder et ungt par i form af en irgrøn bronzestatue, og der har de siddet siden 1942. Gad vide, hvad de mon har set af vold og uroligheder for ikke at tale om fester og daggamle branderter på cykelstien foran Louises?