På et eller andet tidspunkt, måske tyve minutter efter at han var begyndt at opdatere Twitter, Tumblr, Facebook, Gmail i en kontinuerlig cyklus – med en vedvarende, affektforladt, humorforladt erkendelse af, at hans dag ’var slut’ – opdagede han, med en vis forvirring, han havde troet det var nat, at klokken var 04:46, ikke 16.46.«
Paul på 26 er hovedpersonen i den amerikanske forfatter Tao Lins roman Taipei. Hans sociale relationer er medierede af teknologi, stoffer eller – som oftest – begge dele, og på et tidspunkt begynder han at betragte sit liv som en form for minde frem for som noget, der udspiller sig her og nu.
Knap 100 år efter at Franz Kafka lagde manuskriptet til Processen fra sig, som Thomas Thurah beskrev i sidste uges BØGER, lever fremmedgørelsen videre i litteraturen. Ikke mindst hos Tao Lin, som af flere kritikere er blevet kaldt internetgenerationens Kafka.
Forsker i litteraturvidenskab på Københavns Universitet Mikkel Krause Frantzen er enig i, at det giver mening at betragte Tao Lin som en nutidig Kafka, »hvis altså Franz Kafka havde været på MDMA og Twitter«, som han siger.
»Jeg synes helt klart, at den depressive tilstand, som findes i alle Tao Lins bøger, kan ses som en moderne udgave af det, vi kender som fremmedgørelse,« siger Mikkel Krause Frantzen. »I Processen beskriver Kafka, hvordan Josef K. går fra den ene dør til den anden for at finde ud af, hvad han er anklaget for, hvilket aldrig lykkes, fordi der ikke er nogen bag dørene. Hos Tao Lin er de lange gange erstattet af en endeløs række af virtuelle chatrum, som på en eller anden måde også mangler en modtager til hovedpersonens appel. Så selvom den konkrete kontekst for de forfattere naturligvis er vidt forskellig, så er grundsituationen eller grunderfaringen alligevel sammenlignelig.«
Tao Lin er en central figur blandt de forfattere, som er vokset op med internettet som en integreret del af deres verdens tekstur. På den danske scene ser man ifølge Mikkel Krause Frantzen, at blandt andre forfattere som Cas- par Eric og Victor Boy Lindholm trækker på Tao Lin, når de for eksempel skriver om genstande som iPhones og MDMA-piller. »Men,« siger Mikkel Krause Frantzen, »det er altså vigtigt at have øje for, at når Tao Lin og nogle af de forfattere, der er inspireret af ham, skriver om internettet og om MacBooks og iPhones, så handler det ikke bare om at lave kokette referencer. Det handler om internettet og den moderne teknologi som erfaring, ligesom Kafka skrev om det gryende industrialiseringssamfund som erfaring.«
Hos Tao Lin bliver interneterfaringen en depressiv en af slagsen. Ifølge Mikkel Krause Frantzen beskriver han den livslede, som opstår i nutidens ’varme’ internetkapitalisme, hvor de gældende idealer om at man skal være fleksibel, kreativ, innovativ og ikke mindst positiv, gennemtrænger alle livets sfærer: »I dag foregår den kapitalistiske fremmedgørelse ikke primært på den måde, at du eksempelvis går ind på en fabrik og sælger din tid og desuden er fuldstændig fremmed over for det arbejde, du udfører. For det er for det første ikke længere muligt at skelne mellem liv og arbejde. Og for det andet er nutidens kapitalisme ikke kendetegnet ved afstand, men ved nærhed. I dag bliver du uden videre integreret i et netværk, som kræver så meget af dig – ikke mindst glæde, entusiasme og andre positive følelser – at du med stor sandsynlighed på et tidspunkt falder ud og kollapser. Det er en anden følelse, men jeg tror, at den følelse er lige så dominerende, som fremmedhedsfølelsen var tidligere,« siger Mikkel Krause Frantzen og påpeger, at Tao Lin i flere af sine bøger – blandt andre Taipei og hans debutdigtsamling You are a little bit happier than I am – helt konkret forholder sig til, hvordan lykken har udviklet sig til at være et ulideligt imperativ, der kan være med til at udløse eller i hvert fald forstærke en depression.
Affektiv men afkoblet
Hvis man forsøgte at lave en spændingskurve over handlingen og stemningerne i Taipei, ville det blive en mere eller mindre flad kurve. Derfor giver det også på sin vis mening, når forfatteren til American Psycho, Bret Easton Ellis, har skrevet følgende om Tao Lins roman Taipei på sin Twitter-profil: »Med Taipei bliver Tao Lin den mest interessante prosaforfatter i sin generation, hvilket ikke betyder, at Taipei ikke er en kedelig roman …«
I romanen følger man, hvordan Paul går fra det ene forhold til det næste, fra den ene fest til den næste, fra det ene trip til det næste, eller fra den ene månedlange periode af social isolation til den næste, mens der stemningsmæssigt ikke er nævneværdig forskel på, hvordan han oplever de forskellige begivenheder. Ikke fordi Paul ikke føler noget. Han registrerer bare sine følelser fuldstændigt nøgternt.
Stilen er affektiv, men afkoblet: »Man kan mærke, at stilen er båret af en særlig følelse af fremmedhed, men hvor subjekterne på ingen måde er herrer over den følelse – det er ikke et vredt subjekt, der sætter sig ned og skriver på sin vrede. Det er en følelse, der gennemtrænger værket, selv de steder, hvor der er et fravær af følelse,« siger Mikkel Krause Frantzen.
Det bliver således også en mekanisk stil, og det virker, som om Tao Lin har taget den mekaniske virkelighed, hvor menneskets oplevelse af virkeligheden konstant er medieret af teknologiske apparater eller af kemiske stoffer, der regulerer humør og perception, og sat den på spidsen. Hos Tao Lin er kroppen en mekanisk ting i en mekanisk verden, og derfor skal stilen også være mekanisk:
»Det svarer til det, som den franske forfatter Michel Houellebecq siger om den moderne roman: ’Vi har ikke længere de store følelser, som vi kan give stilistisk udtryk ligesom i for eksempel Emily Brontës Stormfulde Højder. Vi har en rudimentær verden, og derfor skal vi finde en stil, der modsvarer den.’ Og det synes jeg også, at Tao Lin har opnået,« siger Mikkel Krause Frantzen.
Stream of self-consciousness
Hvor Kafkas personer aldrig er bevidste eller selvbevidste, er Tao Lins stil ligefrem drevet af karakterernes selvbevidsthed. Selvbevidstheden bærer sætningerne frem, og Mikkel Krause Frantzen foreslår, at man kan kalde Tao Lins stil for ’stream of self-consciousness’.
Selvbevidstheden i Tao Lins litteratur synes at hænge sammen med den posting- og brandingkultur, som er opstået gennem internettet, men den gennemsyrer ikke desto mindre alle relationer og interaktioner – også den type interaktion, hvor karaktererne sidder ansigt til ansigt. Som i denne sekvens, hvor Paul har siddet og lyttet til en samtale, hans veninde Erin – som han i øvrigt betragter som en potentiel kæreste – har haft med sin ekskæreste. Her er selvbevidstheden direkte karikeret:
»Erin afsluttede opkaldet mere eller mindre abrupt og spurgte, om det havde været underholdende eller interessant eller i det mindste ikke alt for kedeligt. ’Jeg var virkelig interesseret.’ ’Det var okay? Ikke kedeligt.’ ’Nej, jeg var helt opslugt.’ ’Oh,’ sagde Erin. ’Godt.’ ’Jeg var overrasket. Du lød vred.’ ’Yeah,’ sagde Erin. ’Jeg var vred.’ ’Der var et sted … da I skændtes videre i stedet for at stoppe. Jeg følte mig, ligesom, bange,’ sagde Paul, og Erin sagde, at hun vidste, hvilken del af samtalen han refererede til, og at hun specifikt havde overvejet, om han ville være underholdt eller ej, og havde følt sig usikker.«
Men i selvbevidstheden og i den mekaniske stil ligger der også en underfundig humor, som vekselvirker med alvoren, mener Mikkel Krause Frantzen:
»Ligesom at det er helt vildt morsomt at læse Kafka, er det også morsomt at læse Tao Lin. Og det kan jo virke overraskende, fordi de begge skriver om hovedpersoner, som føler sig helt afkoblet fra verden, men den ligger der altså hele tiden som en form for tragikomik,« siger han.
Det er dog ikke en humor, der på nogen måder udvander alvoren, og det er altså heller ikke en humor, som overvinder depressionen. Den depressive tilstand hersker fra start til slut. Som Mikkel Krause Frantzen også udtrykker det: »Humoren er ikke en formildende omstændighed, der tager brodden af depressionen eller fremmedgørelsen, sådan at man kan sige: ’Nå, det var ikke så alvorligt alligevel. Vi kan også grine selvironisk af, at vi har det ad helvede til.’«
Depressivt oprør
Selvom Tao Lin altså har inspireret flere forfattere på den danske scene, så opstår der ifølge Mikkel Krause Frantzen noget interessant, når de unge danske forfattere læser Tao Lin.
»Hos Caspar Eric og Victor Boy Lindholm – ikke at de to på nogen måde skal sidestilles eller sammenlignes – er der en eller anden bevidsthed om, at man burde agere politisk. Man vil gerne være et politisk subjekt, men man ved godt, at det ikke længere er muligt. Altså, man har nogle idealer om et andet samfund, det er helt tydeligt, og man ved også godt, at der er nogle ting, man burde kritisere, men så render man alligevel rundt med en iPhone, der indeholder guld, som børn har hentet op fra en guldmine under kummerlige forhold, som man ser det hos Victor Boy Lindholm.«
Men det findes ikke hos Tao Lin, fortsætter Mikkel Krause Frantzen. Hos Tao Lin er der ikke nogen bevidsthed eller forestilling om, at samfundet – rent politisk – burde være anderledes. Der er ingen indikation af, at Tao Lins karakterer ønsker en anden verden. Der er bare nogle subjekter, der har det dårligt.
– Men er der så slet ikke noget oprør i Tao Lins litteratur?
»Hvis der er et oprør, så vil jeg kalde det en slags oprør imod en obligatorisk optimisme. Imod den ideologi, der hedder positiv tænkning. Imod det gode og lykkelige liv. Fordi Tao Lin insisterer på sin ret til at være ulykkelig. Han insisterer på, at det er legitimt at have det dårligt, mere eller mindre permanent. Og når han gør dét, så ligger der et opgør med et samfund, hvor det er illegitimt eller umoralsk at være ulykkelig og depressiv og bare grundlæggende ikke have det godt,« siger Mikkel Krause Frantzen.
Citater fra ’Taipei’ i egen oversættelse.
